Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Viden fra det videregående cirkus

 

Birthe Hansen er en af de markante yngre kvinder, der beskæftiger sig med international politik. Det ligger hende stærkt på sinde at formidle sin forskning, så også andre end fagfællerne får noget ud af den. FORUM bringer et interview

 
FORUM/27.9.2000 Småbitte soldater udkæmper drabelige kampe bag døren på Birthe Hansens kontor. Dér står nemlig en stor model af slaget ved Waterloo, og det er den 40-årige lektors søn, der er mester for sceneriets mange fine detaljer med mand-til-mand kampe, blodig grønsvær og strategiske positioner. Helt i ånden ser de to ofte actionfilm sammen, når de slapper af hjemme foran fjernsynet. Ellers er kontoret på Institut for Statskundskab indrettet som alle andre forskerkontorer - med computer, skrivebord og en hel reolvæg fuld af bøger.

Birthe Hansen er ved at finde sig til rette i København igen efter et halvt år som gæsteforsker på London School of Economics and Political Science. Udlandsophold har altid været prioriteret højt hos forskeren, som hører til blandt de markante yngre kvinder, der beskæftiger sig med international politik, og hendes spændvidde er stor: Statsdannelser, globalisering, masseødelæggelsesvåben, Mellemøsten og unipolaritet (dvs. et internationalt system med kun én supermagt).

Det aktuelle projekt går ud på at finde og forklare betingelserne for dannelse af nye stater i Europa i tidsrummet 1900-2000, og selvom hun først regner med at være færdig om et par år, har hun allerede nogle af konklusionerne klar:
- Der kom jo en del nye stater i Europa efter murens fald, og der har været meget diskussion om, hvorfor og hvornår nye stater dannes, og mange har undersøgt, hvad nationalisme betyder. Jeg syntes, jeg kunne se nogle mønstre, der pegede på, at nationalisme ikke er det afgørende, og så prøvede jeg at se på de dannelser, der har været i Europa mellem år 1900 og 2000 og fandt faktisk nogle ret klare mønstre, fortæller Birthe Hansen.

I løbet af de hundrede år er der kommet 19 nye stater til. Der er blevet dannet lidt flere, samtidig med at nogle er gået tabt, så tallet er et nettoresultat.
- Mønstrene er ret håndfaste. Det ene er, at stater stort set altid dannes efter forskydninger i de overordnede internationale magtforhold; det kan være en stor krig, ikke nødvendigvis en varm krig, men staterne er dannet, når der er sket ændringer i supermagtskonstellationerne. Der behøver ikke at være sket noget i Europa i første omgang, men i det internationale system, og der har været tre bølger: Efter 1918, efter 1945 og efter 1989. Stater dannes i klumper.
Udover at det er sket efter sådan nogle internationale systemskifter, kan man også se, at staterne typisk dannes indenfor taberområdet. Sovjetunionen tabte den kolde krig, og de nye stater efter den tid er primært kommet indenfor det eks-sovjetiske område eller Warszawa-pagt-området.

Hun har også undersøgt, hvad nationalisme betyder for dannelsen af nye stater og konstaterer, at det havde stor indflydelse i 1918-bølgen, ikke ret meget i 1945-bølgen og meget blandet betydning i 1989-bølgen. Nationalisme er altså ikke nogen nødvendig forudsætning for at få en ny stat, og det fund bliver bestyrket af, at der også er masser af steder med nationalisme, hvor der ikke bliver dannet nogen stater. Til gengæld ser det ud til, at hvis der er en enkel omfattende nationalisme, når en statsdannelse er undervejs, kommer man lettere fra start som stat.
- Dels hindrer det intern konflikt, hvis man er nogenlunde enige om projektet, og dels gør det det lettere med opbygningen af institutioner: Hvilken identitet skal man have og hvilket sprog? Slovenien kom jo f.eks. fantastisk godt fra start, fordi der var enighed om, at man skulle have en slovensk administration til forskel fra Bosnien-Herzegovina, hvor nogle ville noget meget forskelligt og Belarus (Hviderusland), hvor man ikke havde noget bud på det, fortæller Birthe Hansen.

Det er også meget vigtigt, at det internationale systems stormagter accepterer, når nogen gerne vil være en stat - og at den ny stats store naboer gør det - men stormagtsaccepten er den vigtigste. I 1989-situationen var det helt konkret vigtigt, hvad USA sagde.
- Med 1989-bølgen er noget af det sjove, at de alle sammen er blevet nye stater og næsten samtidig har været villige til at opgive suverænitet, fordi de har været interesseret i at lade sig integrere i EU med mere eller mindre formel suverænitetsafgivelse til følge; og de har været villige til at modellere deres politisk-økonomiske systemer ud fra den verdensorden, der hersker for tiden - altså en amerikansk verdensorden med liberalt demokrati og markedsøkonomi.
Det er noget nyt i forhold til de tidligere bølger og i en vis forstand en banalitet at konstatere, siger Birthe Hansen og fortsætter:
- I de tidligere bølger var der jo ikke en integrationsproces, man kunne vælge at slutte sig til. Men i næsten alle de nye staters tilfælde har man altså været villige til det, og det er interessant, siger Birthe Hansen.

Det påtrængende spørgsmål i disse Euro-afstemningsdage er så, om der er tegn på, at Europa vil udvikle sig til en supermagt, en statsdannelse?
- Man kan sige, at i princippet skal Europa som stat opfylde de samme betingelser som andre stater, så Europa springer nok ikke ud som stat, hvis det overhovedet sker, før vi får et nyt internationalt systemskifte. Men der er faktisk tegn på, at Europa er mere integreret, både i dybden og bredden de senere år efter koldkrigsafslutningen. I bredden fordi man har udvidet med flere lande, og i dybden fordi man går længere ned i de enkelte områder. Man har ikke en helt fælles forsvarspolitik og et fælles forsvar endnu, og et samlet forsvar vil nok være den ultimative indikation, for det er det sidste, man opgiver som stat, når man samarbejder med andre; så længe man har sit forsvar, er man stadigvæk sig selv.

Samtidig med sit statsdannelsesprojekt arbejder Birthe Hansen på en bog om masseødelæggelsesvåben og på en stor efterårskonference om globalisering. Der er mange spor at følge, og en grundlæggende nysgerrighed er et karaktertræk, som Birthe Hansen uden tøven vedkender sig.
- Ja, jeg er nysgerrig, og i forskningen er det en meget stærk motivation, for man arbejder, indtil man har fået svar på problemet. For nogen stopper den proces, når de har skrevet et speciale, andre har ikke fået nok og har nye spørgsmål og skriver en ph.d.-afhandling, og så er det der dem, der skaber sig endnu et nyt stort projekt. Jeg har haft trang til det én gang til, men jeg ved ikke, om jeg vil få det igen, når jeg er færdig med det her. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig at løbe tør for idéer. Nysgerrighed bærer utroligt meget, og så er der også en form for udlængsel. Jeg har altid syntes, det var spændende at se, hvad der skete i andre lande. Det er lidt sjovere at stå i kø for at købe en pose kaffe i et supermarked i London, end det er i København.

Netop London er blevet et andet hjemsted for Birthe Hansen og hendes familie, som foruden den 15-årige søn tæller en ægtemand, der også er politolog. I London har hun ikke bare fået nye spændende kolleger, men også adgang til en ganske almindelig dagligdag og et lokalmiljø i kraft af sønnens skolegang i en offentlig skole.
- Han er virkelig blevet internationaliseret. Vi har boet i Sydøst-London, hvor han har gået i skole med især børn af afrocaraibisk, indisk og afrikansk afstamning. Hans lærere kom også fra hele verden - hans matematiklærer fra Sydafrika, hans engelsklærer fra Punjab - og han har skullet klare sig i en noget anden kultur, som har været mere rå, men som også har givet nogle kolossalt spændende oplevelser. Hvis man læser, hvad uddannelsesforskere siger i dag, så peger de på, at der er tre ting, man kan give sine børn, hvis de skal klare sig godt: De skal lære sprog, primært engelsk, have en kreativ interesse, og så lære at bruge IT-teknologi. Alle de tre ting er han simpelthen blevet tvunget til sammen med mennesker fra hele verden, og det tror jeg er en god ting for ham. Det, jeg gerne vil sige med det, er, at man skal ikke være bange for at tage ud med sine børn, for det er godt for dem, og de kan få det enormt rart, siger Birthe Hansen.

At verden bliver mindre - eller i hvert fald føles mindre - interesserer hende også. Globaliseringen, som fascinerer nogen og skræmmer andre, er ikke en foreteelse, der først er opstået sammen med IT-teknologien. Globaliseringsforskere er enige om, at højdepunkterne har ligget fra 1870 og frem til 1. verdenskrig, igen efter 2. verdenskrig og så med en tiltagende fart i 1990'erne.
- Dybest set tror jeg, at globaliseringen går tilbage til de første mennesker, som har villet noget og haft både udlængsel og aktivitet, og jo flere man bliver og jo mere plads, man kræver, jo mere spreder man sig. Og når man opfinder noget, kan man komme rundt, mener Birthe Hansen.

Hun siger, at indenfor politologien er det en tommelfingerregel, at ting kan være slemme for den generation, der bliver dybest berørt af forandringerne, når man f.eks. moderniserer et samfund. Det kan godt være, ændringerne bliver gode for ens børn og for hele befolkningen på længere sigt, men de folk, der pludselig skal lære nye jobs at kende, gøre tingene på andre måder eller bo under nye former, kan godt blive hårdt ramt og føle sig både vrede, angste og decideret plagede. Det er som regel dem, sådan nogle processer går hårdest ud over, og IT-revolutionen rammer nogle grupper hårdt, vurderer Birthe Hansen.
- Der har været meget store debatter om globaliseringen - hvor god og dårlig den var, hvor den kom fra, og hvor meget der var af den. Men der er nok opstået en diskurs eller syntese - at man skal forholde sig mere konkret til den, og at den er god for nogen og ikke god for andre. Man kan godt være bange for globaliseringen og så alligevel nyde Internettet. Og der er jo folk i den 3. verden, som bliver presset meget hårdt, fordi de skal klare sig på verdensmarkedet, men hvor Internettet også giver dem nogle muligheder, fordi de får adgang til ting, de ellers ikke ville have haft. Så jeg tror, det er meget konkret, om globalisering er til skade eller gavn for nogen.

At være nysgerrig efter, hvordan "de andre" har det, at læse bøger og suge viden - og så lige spille lidt badminton også - var betegnende for Birthe Hansens barndom og ungdom. Hun er vokset op i Fredericia som datter af ufaglærte forældre og valgte at læse til cand.scient.pol, en uddannelse hun blev færdig med i 1991. Hun forklarer sit valg af uddannelse med en nysgerrighed overfor, hvordan samfundet fungerer og hænger sammen.
- Men jeg er nok fra en generation, der var privilegeret mht. uddannelse i den forstand, at mine forældre og andre forældre som dem syntes, det var i orden at betale skattekroner til forskningen og til uddannelse. Jeg har været meget glad for at læse. Jeg vidste ikke, om jeg ville blive færdig, da jeg startede, så jeg har taget det hen ad vejen, og jeg fik også min søn, samtidig med at jeg begyndte at skrive speciale, så jeg var ikke specielt hurtig.
- Vidste du, hvad du ville med din uddannelse?
- Ikke det fjerneste. Det er selvfølgelig ikke lige i tidsånden, nu skal man jo helst være meget afklaret, men det var jeg ikke. Det havde sikkert også noget med min baggrund at gøre. Jeg var ikke sikker på, om jeg kunne gøre uddannelsen færdig, så jeg tog det meget trinvis.

Også et andet forhold gjorde sig gældende i Birthe Hansens tvivl på, om hun kunne gennemføre sit studium. En alvorlig sygdom og et synshandicap gav hende mange overvejelser gennem hele universitetsforløbet. Skulle hun holde det for sig selv eller være åben om det? Når hun har valgt at nævne det, er det ud fra en forhåbning om, at hendes eksempel kan vise andre i lignende situationer, at man faktisk godt kan gennemføre studier, undervisning og forskning på trods.
- Jeg har egentlig ikke talt med mange om det, for der lurer altid en frygt for, hvad de andre tænker, og om man risikerer at blive valgt fra af sådanne grunde. Men når jeg taler om det her, er det fordi, det er vigtigt, at universiteterne er opmærksomme på, at der skal være et rummeligt arbejdsmarked. Jeg kunne ikke blive flyttemand, men jeg kan godt skrive på computer og bedrive min forskning.

Faktisk er hun så tændt på sit arbejde, at arbejds- og privatliv ofte kan flyde sammen. Hun skriver debatindlæg i aviserne, når der sker noget på hendes område, kommenterer i radio og tv, hun holder foredrag og laver oplæg om aftenerne og kan i det hele taget arbejde alle vegne, når det gælder at læse og skrive. På rejser kan hun sagtens slå sig ned ved et tilfældigt cafébord med sin bærbare computer, fordi hun dér kan arbejde uforstyrret og ved, at hun ikke bliver afbrudt.

I arbejdet ligger også et dybt ønske om at formidle forskningen, så den bliver mere tidsvarende og spændende at læse. Bøger og undervisning skal produktudvikles, og nye medieformer inddrages. Selv har hun for et par år siden været med til at lave en grundbog i statskundskab, som udkom på Akademisk Forlag og nu bruges på Syddansk Universitet.
- Det specielle er, at den ikke var en lang, sammenhængende beskrivelse af det politiske system, men simpelthen en redigeret antologi med konkrete forskningsbidrag fra forskellige forfattere. Unge mennesker på uddannelser i dag har en noget anderledes baggrund end dem, der kom ind for bare ti år siden. De er mere selvstændige, mere vante til at lave projekter, forholder sig til konkrete og kortere ting. Derfor må man tænke lidt postmoderne, når man underviser og skriver bøger, og jeg tror, man kommer til at arbejde mere med forskningsformidling i fremtiden.

Også formidling til den brede befolkning ligger Birthe Hansen på sinde:
- Det har måske noget at gøre med, at jeg selv er fra et ikke-akademisk miljø - at jeg ved, der er folk, der betaler skattepenge for, at hele det videregående cirkus kan køre. De skal have noget for pengene. Og det er både, at deres børn skal kunne blive godt uddannet, og at man kan formidle videre til dem om dansk forskning. Vi skal ikke skrive internationale artikler, der kan trykkes i B.T., men ved siden af den høje kvalitet i forskningen skal vi også kunne fortælle til et dansk publikum, hvad det er, vi laver. Den danske debat er meget vigtig.


Birthe Hansen understreger, at man selvfølgelig ikke skal popularisere forskningen til uigenkendelighed:
- Men mange er efterhånden blevet gode til at finde en balance og sige tingene lidt kort, og her tror jeg i øvrigt, at kvinder har en fordel. Min erfaring fra konferencer siger mig i hvert fald, at kvinder er gode til at overholde deres taletid og alligevel få sagt det, de har på hjerte.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk