Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hjerneflugt over Broen

 

Et veritabelt "braindrain" er i gang. Danske kvindeforskere må til Sverige for at få de professorater, som deres kvalifikationer berettiger til, og det er lidt som at komme i himlen! For dér står der respekt om dem og deres viden - de behøver ikke som i Danmark konstant at skulle slås for forskningens legitimitet.

 
FORUM/ 6.7.2000 Øresundsbro eller ej - danske kvindeforskere lægger Danmark bag sig og indtager Sverige i disse år. Det er professoraterne på de svenske universiteter, der frister, og dem er der mange af; så mange at det forekommer paradisisk i forhold til det danske universitetsmiljø, som ikke kan opvise ét eneste professorat med fokus på kønsforskning.

Drude Dahlerup og Nina Lykke er allerede ansat som professorer og i gang på henholdsvis Stockholms og Linköpings universiteter, og til næste sommer begynder Bente Rosenbeck på sit professorat i Lund. De tre kvinder har fælles historie, fortæller Bente Rosenbeck:
- Efter lange seje træk kom der i 1986 en aktionsplan til støtte for dansk kvindeforskning, bl.a. otte lektorater, som blev placeret rundt om på universiteterne, og Drude, Nina og jeg fik tre af dem. På den måde blev vi en del af den saltvandsindsprøjtning, som varede frem til 1992, og så har
der ikke været nogen særlige tiltag siden.

Nina Lykke mener, at netop i kraft af aktionsplanen har danske kvindeforskere haft mulighed for at kvalificere sig, mere end svenskerne har, og derfor ryger de nu ind på førstepladserne, når stillingerne skal besættes:
- Der er selvfølgelig gode forskere begge steder, men den danske stat investerede i 1980'erne nogle penge i tværvidenskabelig kvindeforskning og har dermed givet os nogle rammer, så vi kunne kvalificere os. Men så har man lukket af ved ikke at følge op og give professorater, og det kan Sverige nu skumme fløden af, ikke?

Når kapaciteterne drager udenlands og dermed tabes for dansk universitetsmiljø, er det blandt andet fordi, det ser så håbløst ud med karrierespring herhjemme:
- Når man har været lektor i nogle år, forestiller man sig selvfølgelig, at man skal videre i systemet. Det er en personlig ambition, men også mere end det. Vi har været meget vrede over, at man ved IKKE at give professorater undlader at give området den autoritet, det har krav på. Alle de lande, vi sammenligner os med, har det: Holland, Norge, England, Finland, Sverige osv. Man kan køre hele vejen rundt om Danmark og se, at der er professorater i kvinde- og kønsforskning, siger Nina Lykke, som siden sidste sommer har været professor ved afdelingen for tværvidenskabelig kønsforskning, Tema Genus, på Linköping Universitet.

Her er hun ved at opbygge en femårig forskeruddannelse i tværvidenskabelig kønsforskning, en uddannelse, som hun i ti år prøvede at få lov til at lave i Danmark - uden resultat. Om dette braindrain af det danske kønsforskermiljø på længere sigt også vil betyde, at danske studerende følger i kapaciteternes fodspor, er for tidligt at sige. Men klangbunden for at beskæftige sig med seriøs kønsforskning er til stede:
- Der er højere til loftet i Sverige, sådan føles det i hvert fald, siger Drude Dahlerup, som siden august 1998 har været professor i statskundskab med særlig fokus på kønsforskning på Stockholms Universitet. Hun peger på tre forhold, som har givet området autoritet: Mere legitimitet, større interesse og flere midler - det sidste i en vis udstrækning.
- Det er svært at sige, hvad det præcist handler om, men i Sverige er der en almindelig forståelse af, at der er et problem med kvindeundertrykkelse- og diskrimination, mens man i Danmark stort set har den opfattelse, at disse ting er afskaffet, og er kvinder nu ikke begyndt at dominere lidt for meget?, siger Drude Dahlerup.

Hun mener, at kvindegruppen "Støttestrømperne" har en del af æren ved at have sat debatten i gang i begyndelsen af 1990'erne, efterfulgt af nogle store udredninger, ikke mindst Kvindemagtudredningen, som kom i sidste halvdel af 90'erne i mange bind, og som skabte et godt og solidt fundament for den svenske ligestillingsdebat.
- Politisk går både den danske og svenske regering ind for ligestilling, men det er oplagt, at det spiller en større rolle i den svenske politik - selvom der er meget lipservice - og det kan man bl.a. aflæse af, at der er to politiske partier i Riksdagen, som kalder sig feministiske, nemlig dels Venstre-partiet og dels Folk-partiet. Kan man forestille sig et dansk parti erklære sig som feministisk? griner Drude Dahlerup.

At der i Sverige er langt større opmærksomhed på, hvad kvinde og kønsforskerne laver, viser også følgende eksempler: En del af dem har - ret kontroversielt - været anvendt som rådgivere for forskellige ministre, og desuden har et team af kvindeforskere givet kurser til højtstående personer i kvindespørgsmål, bl.a. for LO og landets biskopper, og de var sågar inde og give den tidligere regering en lektion i kvindernes vilkår og ligestilling, fortæller Drude Dahlerup.

Nina Lykke nævner endnu en gruppe aktører, som har haft betydning for kønsaspektet i den offentlige debat, nemlig det lag af yngre feministiske journalister, der sidder godt placeret på de store medier.
- Man kan sagtens læse Politiken og Information i længere tid, uden der står noget særligt fra en kvindesynsvinkel, men min egen oplevelse, da jeg kom herover, var, at når jeg læste Dagens Nyheter, var der som regel historier, der havde et feministisk perspektiv. At der sidder feministiske journalister centralt placeret, har jeg også fået bekræftet af mine svenske kolleger.

Især kvindeforskernes egen vedholdenhed har dog været med til at skabe de positive rammer, mener Nina Lykke:
- De har været bedre end deres danske kolleger til at holde debatten i gang og er blevet ved med at påpege, at der foregår diskrimination med f.eks. ligeløn, selvom det er træls at sige det for 117. gang, ikke?

Drude Dahlerup supplerer:
- Jeg kan hoppe i stolen, når nogle af kønsforskerne her giver et ordentligt hak til ligestillingspolitikken. Kvindeforskerne er mere kritiske her og kommer med vældigt kritiske indlæg i den offentlige debat. Selvom vi i Danmark opfatter os som anarkistiske, så tror jeg, at det er en falsk bevidsthed. Vi er næsten blevet for pæne. Jeg fornemmer, at de danske kønsforskere er mere lukkede, mere indadvendte mod den interne diskussion, mens de svenske kønsforskere klart går i kødet på ligestillingspolitikken og kommer med kritiske indspark, så det rykker. Jeg tror, at når debatten er gået lidt i stå i Danmark, er det fordi, kønsforskerne har holdt sig væk fra det politiske. Vi har en identitet, som om vi er nogle græsrødder, men er vi nu det? I Sverige er der stadig meget forskning omkring kvinders konkrete vilkår: Vold mod kvinder, uligeløn osv., hvor vi måske i de danske spændende teoretiske diskussioner har tabt på gulvet at tale om disse konkrete vilkår.

Bente Rosenbeck, som selv er en ivrig avisdebattør og nu frygter for, hvordan hun skal begå sig i svenske aviser, mener nok, at danske kvindeforskere blander sig i debatten - de gør det bare som individer og individuelt - og Nina Lykke synes, det er svært at trænge igennem i de danske medier.
- Pointen er, at det ikke kun er de danske kvindeforskere, der er for indadvendte, men klangbunden for at blande sig er der ikke rigtig. Indstillingen er sådan lidt: Kvinder igen -gab-gab.

Både Lykke og Dahlerup oplever i stedet en stærkere nyfeminisme i Sverige og et stærkere pres blandt græsrødder og studerende; faktisk har Nina Lykke og hendes Tema G-sektion besluttet at iværksætte et forskningsprojekt om forskelle i radikalitet: Hvorfor er nyfeminisme stærkere i Sverige end mange andre steder?

Hun fortæller om sin første "herlige oplevelse" på Linköping Universitet, at da der skulle optages seks doktorander (svarende til en dansk kandidatgrad + ph.d.), kom der 110 ansøgninger.
- For det første havde de fleste ansøgere en enormt god ballast af kønsteori, som de havde fået ude på deres fag, og mange havde skrevet opgaver i forskellige kønsforskningsproblemer. I Danmark kommer folk ofte helt blanke. Det andet var, at de var meget politisk radikale. Nogle havde lavet feministiske tidsskrifter, kvinderadio osv., som man heller ikke møder tilsvarende i Danmark. Og tænk så at få lov til at opbygge en hel uddannelse, hvor feministisk teori er kernen! Når den er fuldt udbygget, er vi tre professorer, tre forskerassistenter og en gruppe ph.d.-studerende, så det er jo enormt stort. Jeg har siddet på et center for kvindeforskning her i Danmark, hvor vi var to fastansatte og så nogle løse, så det her er som at komme i himlen, siger Nina Lykke.

På Stockholms Universitet, hvor Drude Dahlerup er ansat, er der hele ti professorer med speciale indenfor kønsforskning, og alene på hendes eget institut er tre ud syv professorer kvinder, som beskæftiger sig særligt med kønsforskning. Hun kan ikke lade være med at sammenligne med sin tid på statskundskab på Århus Universitet, hvor det var meget svært at få kønsforskning skrevet ind i instituttets profil, til trods for at der var en del kønsforskere ansat:
- Nu behøver jeg ikke engang at argumentere, vel? Det er faktisk en forpligtelse, det er mit job og en selvfølge, det står i min jobbeskrivelse, at jeg er professor i statskundskab med særligt fokus på kønsforskning. Så kan man endelig bruge sine kræfter på at forske i stedet for at slås om forskningens legitimitet, siger Drude Dahlerup.

Hun oplever også en stærk kønsbevidsthed blandt sine studerende. Når de vælger at skrive opgave ud fra et feministisk perspektiv, og hun beder dem definere nærmere, svarer de:
- Jeg tager udgangspunkt i, at der findes en kønsmagtsordning, hvor mændene har de overordnede positioner, og kvinderne de underordnede.

Hun fortæller også en anden historie, som har gjort hende let overrasket og glad. Universitetets rektor sendte en plakat ud om seksuel chikane, og en af de ældre medarbejdere blev højlydt rasende over, at der blev antydet noget som helst om krænkende opførsel. Da Drude Dahlerup en dag kørte i elevator med tre mandlige ph-d.-studerende, spurgte hun dem, hvad deres indstilling var til plakaten og den ældre mands raseri:
- Og de svarede: 'Ja, det er tåbeligt, for det er da godt at få sat fokus på kønsmagtsordningen på universitetet.' Hvad? Hørte jeg rigtigt? Det kunne jeg godt lide, men man ville nok ikke opleve noget tilsvarende på et dansk universitet, siger hun.

På svenske universiteter findes noget, der kaldes den 3. opgave, som handler om formidling og interaktion med det omgivende samfund. Drude Dahlerup mener ikke, at det har haft den store betydning for kønsforskningens succés, men at bestemmelsen selvfølgelig gør det legitimt at blande sig.

Nina Lykke har et andet eksempel, som viser, at kønsforskningen ikke lever i sin egen lille selvbefrugtende puppe: Det svenske Kommun-Forbund (den svenske pendant til Kommunernes Landsforening) betaler i øjeblikket en af hendes ph.d.-studerende for at lave en forskningsoversigt over køns-arbejdsdelinger og kønsbarrierer indenfor det såkaldt frivillige arbejde. Forbundet har selv fundet på det, og det er sandsynligt, at de også vil betale noget af den studerendes uddannelse fremover.
- I Sverige bliver kønsforskere betragtet som nogle eksperter, der kan give en værdifuld viden til samfundet, og som f.eks. Kommun-Forbundet vil betale rimeligt mange penge til for at få noget viden. I Danmark skal man jo være glad, hvis man kan få lov at lave en lille rapport gratis, siger Nina Lykke.

Det hører dog også med til billedet, at de svenske kolleger ser forbløffede ud, når hun og Drude Dahlerup kommer og siger, at her i Sverige går det jo ufattelig godt! Der er også modstand; det kom bl.a. til udtryk, da der for nogle år siden blev sat penge af til at oprette godt 30 Tham-professorater (opkaldt efter den daværende undervisningsminister), som alle gik til kvinder, og i følge Dahlerup er en klage over en af stillingsbesættelserne blevet indbragt for EU-domstolen.

Der er også diskrimination og forbigåelse af kvinder i det svenske samfund, og selvom der kræves ligestillingsplaner af både offentlige og private virksomheder, er der masser af steder, hvor der ikke sker noget. Dog - med danske øjne er der en verden til forskel, og det er det hele værd, selvom det er besværligt med de praktiske ting, såsom fagforening, løn, forsikringer og pension.
- Man får et kick ved at komme ind i nye omgivelser. Man kommer et sted hen, hvor næsten ingen kender én, dvs. man kan pludselig konstruere sin måde at være på, sin personlighed, inklusiv at ændre sin frisure. Jeg synes, det er skideskægt. Man siger, der er to års honeymoon, når man kommer som udlænding, men jeg har ikke mærket, at det er ved at være slut. Folk er utroligt positive, jeg har fået en fin modtagelse, og der er generelt en positiv stemning overfor danskere, siger Drude Dahlerup.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk