Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Vesten har ikke eneret på filosofisk tænkning

 

I Vesten er tiden linær, mens den i Indien er cyklisk, lyder en gammel indgroet myte. FORUM har talt med forskningslektor Anindita Niyogi Balslev, som i mange år har beskæftiget sig med tid og bevidsthed i indiske og vestlige filosofiske traditioner og med at komme sådanne skrøner til livs.

 
FORUM/15.06.2000 Anindita Balslev ser det som en af sine livsopgaver at vise, at filosofisk tænkning ikke blot er en vestlig tradition: Der har været andre filosofiske traditioner, hvoraf én af de ældste og vigtigste er den indiske tradition. Det er ikke nogen nem opgave - for i Vesten er det en udbredt opfattelse, at i Indien er religion og filosofi ét og det samme og har derfor dybest set ikke noget til fælles med filosofi som det forstås i Vesten. Dette understreges af, at undervisning i indiske traditioner i Vesten som regel foregår på institutter for enten religion, sprog eller regionale studier og ikke på institutter for filosofi.

Anindita Balslev er født og opvokset i Indien, men har tilbragt det meste af sit voksne liv i Vesten. Hun er dansk gift og har boet i Danmark i omkring 20 år. Anindita Balslev er international anerkendt og en hyppig gæsteforlæser og foredragsholder i udlandet. Hun har imidlertid aldrig haft en fast stilling på et dansk universitet. Hun deltager nu i et tidsbegrænset forskningsprojekt med overskriften "Filosofi på tværs" under Freja-programmet (Female Researchers in Joint Action) på Københavns Universitet, hvor hun skal arbejde med et studie af "jeg-bevidsthed" udfra såvel indiske som vestlige kilder.

Filosofi var ikke et usædvanligt valg for en ung middelklasse kvinde i Calcutta i 60'erne og over halvdelen af de studerende på hendes årgang var kvinder. Det var heller ikke ualmindeligt for kvinder med hendes baggrund at få samme uddannelsesmuligheder som mænd. Men for Anindita Balslev havde interessen for filosofi været der siden barndommen:

- Jeg kan faktisk ikke huske noget tidspunkt siden mine skoledage, hvor jeg ikke var interesseret i filosofi. Der foregik en masse filosofiske diskussioner i mit barndomshjem. Min far var sagfører men dybt interesseret i filosofiske og religiøse spørgsmål. Jeg var meget knyttet til ham, og han har spillet en meget vigtig rolle i mit liv. Da jeg var barn, havde vi ofte besøg af folk fra Vesten, som min far mødte i forbindelse med sit arbejde. Det betød, at fornemmelsen af en hård grænse mellem Indien og Vesten ikke eksisterede for mig på samme måde som det gjorde for mange andre. Det har gjort det nemt for mig at bevæge mig mellem disse to verdener og føle mig hjemme. Jeg kom til at opfatte læreprocessen som et spørgsmål om tovejs kommunikation: Folk i Vesten har meget at lære af Indien og indere har meget at lære af Vesten.

Efter studierne i Calcutta tog Anindita Balslev til Paris på et fransk statsstipendium for at foretage post graduate studier i fænomenologi, eksistentialisme og indisk filosofi. Og det var også i Paris, at hun begyndte at interesse sig for tidsproblematikken i indisk og vestlig filosofi:

- I eksistentialismen og fænomenologien er der megen diskussion af dette emne. Jeg blev selvfølgelig nysgerrig efter indiske filosofiske betragtninger om dette felt, udover hvad jeg allerede kendte men opdagede snart, at der ikke fandtes noget grundigt arbejde baseret på oprindelige kilder. Jeg besluttede, at dette var et område, jeg måtte udforske efter at min ph.d.afhandling var afsluttet.

- Jeg var så heldig på et tidspunkt at få en bevilling fra Statens humanistiske forskningsråd til at skrive en bog om tidsbegrebet i indisk filosofi (A Study of Time in Indian Philosphy, 1983, genoptrykt i 1999). Det har vist sig at være en meget berigende oplevelse for mig. Ikke bare fordi jeg har fået et dybere kendskab til kernen i indisk filsofi, men også fordi det har ført mere tværkulturelle interesser med sig. Disse studier har bl.a. givet mig lejlighed til at undersøge den udbredte opfattelse, at der i Indien hersker ét cyklisk tidsbegreb i modsætning til den jødisk-kristne linære opfattelse af tid.

Denne opfattelse har store konsekvenser, fordi den som oftest bliver bredt ud til at betyde, at der i Indien hersker en helt anderledes og egenartet verdensanskuelse, der er væsensforskellig fra den i Vesten.

- Mit arbejde viste, at der ikke er noget grundlag for denne opfattelse idet begrebet cyklisk tid ikke forekommer i nogen indisk filosfisk tekst. Uheldigvis er det alligevel en meget udbredt og dominerende kliche. Ligeså snart man forsøger at bringe alle væsentlige begrebslige opfattelser af tid sammen i en global sammenhæng, forsøger man at skabe en forskel, en kulturel modsætning så at sige. Man hævder, at den indo-helleniske befolkningsgruppe har en cyklisk opfattelse af tid, og at den jødisk-kristne har en linær.

- Jeg opdagede, at disse metaforer ikke bare blev sammenblandet inden for tidsbegrebet, men at man f.eks. mente at en cyklisk tidsopfattelse ikke kan rumme historisk bevidsthed: At der kan ikke være nogen opfattelse af fremskridt, fordi alt går rundt og rundt og ender samme sted, som det begyndte. Hvorimod både historie og fremskridt er tilstede inden for den anden "kultur".

- Fordi jeg har delt mit liv med mennesker, der kommer fra Indien såvel som fra Vesten, og fordi jeg har min familie i Danmark, har jeg næsten følt et moralsk ansvar for at grave dybere og dybere i dette fænomen og finde ud af, hvordan jeg kunne afhjælpe situationen.

Vil det sige, at tidsopfattelsen i indisk filosofi også er mange-facetteret?

- Man må tænke på, at ingen filosofiske hovedstrømninger har en ensartet opfattelse af tid. I vestlig filosofi har man opfattelser af tid som process, absolut tid, relativ tid, osv. Der er på samme måde mange retninger inden for indisk filosofi, der har hver deres opfattelse af tid.

- Hvad angår metaforerne - cyklisk og linær - må vi huske, at disse metaforer er meget almindelige i daglig tale såvel som inden for en række discipliner som psykologi, fysik og kosmologi. Det er ikke et problem, så længe metaforerne cyklisk og linær peger på processer, der involverer gentagelse eller irreversibilitet. Problemerne opstår, når vi tror, at metaforerne repræsenterer forskellige kulturmæssige oplevelser af tid - så spiller man traditioner ud mod hinanden. Og det er ganske forkert.

- Det er også en udbredt forestilling i Vesten, at indisk filosofi er det samme som religion. Og det er fordi, der i Indiens historie aldrig har eksisteret en konflikt mellem filosofi og religion, sådan som vi kender det i Vesten.

Hvad kan forskellige opfattelser af tid fortælle os om os selv?

- I almindelighed er vores daglige erfaringer alle forbundet med tid. Når man håber, når man fortryder, når man tænker - alle disse bevidsthedsmæssige processer har et tidsaspekt. Man ville ikke kunne håbe, hvis ikke man havde en fornemmelse af fremtid. Man ville ikke kunne fortryde, hvis ikke der eksisterede en fornemmelse af fortid, osv. Uanset om vi tænker på naturen eller selvet, kan vi ikke undgå at tænke på tidens natur.

Selvom Anindita Balslev nu er involveret i et projekt på Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, der tager udgangspunkt i såvel indiske som vestlige filosofiske traditioner, er indisk filosofi stadig ikke en almindelig del af filosofistudiet i Danmark. Og det er efter hende opfattelse en stor mangel:

- Hvad vi har brug for i dag er at deltage i hinandens traditioner. Og jeg må sige, at Østens filosofiske traditioner helt op til i dag ikke har fået en rigtig repræsentation i de fleste institutter for filosofi på vestlige universiteter. Det er meget uheldigt, fordi det skaber grobund for den forestilling, at filosofi kun eksisterer i Vesten, mens Østen opfattes som mystisk og irrationelt.

- Jeg mener, at hele dialogen mellem Øst og Vest er plaget af mange skævheder og en af disse skævheder er, at der ikke eksisterer en ordentlig udveksling af ideer på det filosofiske niveau. I Freja gruppen arrangerede vi fornylig en konference på Københavns Universitet om Grænser og skel (Borders and Boundaries) og bragte spørgsmålet op om, hvordan vi udvisker hårde grænser - mellem fag, mellem mennesker, mellem kulturer. Hvorfor tror vi, at kommunikation ikke er mulig mellem forskellige begrebsverdener? Dette er i sig selv en kunstig konstruktion. Vi må arbejde på at opbløde de hårde "forestillede" grænser.

- Vi er nødt til at bryde med de gamle forestillinger, der skabte de hårde grænser og som vedligeholder og bevarer dem. Vi må arbejde på en sådan måde, at kommunikation bliver mere og mere mulig. Jeg tror ikke at slogans som "en ny verdensorden" er nok. Vi må benytte os af uddannelsesystemet - kun gennem uddannelse kan vi opbløde og krydse disse hårde grænser.

Du har skrevet en bog om "kulturel andethed" (Cultural Otherness) - hvad betyder dette begreb?

- Cultural Otherness (1992, 1999) er titlen på en bog, der består af en brevveksling mellem Professor Richard Rorty (Stanford University, California) og jeg, og hvor jeg rejser nogle af de spørgsmål, vi diskuterer her. Det, der generer mig, er følgende: Mange af de førende vestlige filosoffer som f.eks. Hegel, Husserl, Heidegger hævder - ikke af ond vilje, men af mangel på viden - at det filosofiske projekt er et vestligt kulturelt monopol. Og selvom der er mange vesterlændinge, der har deltaget i indiske traditioner og foretaget vigtige oversættelsesarbejder og bidraget til det, man kunne kalde "komparativ filosofi" - så mangler mainstream filosofiske institutter stadig at åbne op for denne viden.

I Danmark og andre europæiske lande er begrebet kultur blevet en kile man driver ind imellem folk. Det hedder ikke længere racisme, men "deres kultur er så forskellig fra vores, at vi aldrig vil kunne forstå hinanden." Hvad er dit syn på denne udvikling?

- Hvis vi bevæger os langt tilbage i tiden, ser man at historier om fjerne kulturer er en del af vores rejsefortællinger. Dengang var der ingen politisk eller filosofisk bekymring om kulturel mangfoldighed. Med tiden og den teknologiske udvikling er der åbnet op for kommunikation og rejsemuligheder, og fjerne kulturer er ikke længere så fjerne. Og der er opstået filosofiske spekulationer om, hvad vi kan gøre i forbindelse med denne mangfoldighed.

- I 1900-tallet opstod der en slags én-verden-ideologi, der gik ud på, at én dag ville al denne forskellighed, denne mangfoldighed smelte sammen i ét homogent hele. Men man fandt hurtig ud af, at denne ideologi ikke fungerede. Ikke mindst fordi den betød, at én model ville blive dominerende og at én-verden-ideologien var ret sårbar overfor en meget imperialistisk tolkning. I stedet ønsker vi at bevare mangfoldighed.

- Hvad der sker nu er, at denne mangfoldighed har bragt en identitetspolitik og en forskelspolitik med sig. Og hvis man med forskellighed forsøger at fremelske et verdenssyn, hvor "den anden" opfattes som så fuldstændig og radikalt anderledes end mig, hvor forskelle i intellektuel historie betyder forskellige begrebsverdener, der er lukket for indbyrdes kommunikation - så er man ude på et skråplan. Det kan jeg ikke acceptere.

- I den virkelig verden foregår der kommunikation hele tiden. Der foregår hele tiden en forhandling, hvor vi giver og tager. Det er min opfattelse, at det er i vores fælles interesse at bevare en form for mangfoldighed. På den anden side behøver det at bevare mangfoldighed ikke at betyde, at vi ikke kan skabe et globalt fællesskab, der er helt i igennem multikulturelt. For det er ønskværdigt at have forskellige måder at lave mad på, forskellige måder at opfatte os selv, forskellige måder at tænke på - det er berigende og ikke noget at være bange for.

- Jeg synes, det er et spørgsmål om, hvordan vi skaber en solidaritet i mangfoldighed (Solidarity-in-Diversity) - for vi skal ikke ødelægge hinanden og de forskelle, som vi opfatter som grundlæggende for vores identitet. For mange mennesker er deres nationalitet, deres skikke, deres religiøse traditioner, deres racemæssige identitet, deres kønsidentitet meget, meget vigtige. Det gælder om at forestille sig en verden, hvor alle disse forskellige identiteter får den plads, de har fortjent, og dog skabe et offentligt rum, hvor vi på en meningsfyldt måde kan tale om et politisk verdenssyn, som støtter solidaritet i mangfoldighed.

Anindita Balslev har også beskæftiget med kvindespørgsmålet og er specielt interesseret i spørgsmålet om kvinders rettigheder.

- Sidste år deltog jeg i en verdenskongres i New York om social filosofi og lovgivningsfilosofi, hvor jeg blev inviteret til at tale om kvinders rettigheder og kulturelle normer. Det er en stor udfordring at relatere min forståelse af filosofiske fortolkninger af kulturelle normer til kvinders rettigheder - specielt der, hvor der er tale om flere etniske grupper og forskellige religiøse traditioner. Indiens mangfoldighed af traditioner er ikke mindst et eksempel på dette.

- Vi er alle sammen medlemmer af mange forskellige grupper. Du og jeg tilhører f.eks. det samme køn, men når det handler om nationalitet og religion, tihører vi forskellige grupper. Det er netop derfor, at jo mere vi forstår, hvordan vores gruppe-identiteter lapper over hinanden, jo vigtigere er det for os at udvikle en forståelse for solidaritet og at få et politisk og lovgivningsmæssigt udtryk for den forståelse. Jeg tror på, at jo mere mennesker taler sammen - desto mere vil de finde ud af, hvordan de kan nedbryde de hårde grænser.

- Jo mere mod vi har til at konfrontere os selv med den andens andethed, desto nemmere vil det være at bygge bro, der hvor der ingen broer er i dag. Det værste er ikke at være på talefod. Sålænge du kan få folk i tale, vil noget komme ud af det.
 
In English
Read this article in English:
The West's philosophical time-warp
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk