Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Porno fra en mandlig synsvinkel - Del 3

 

 
I antologien Pornography. The production and consumption of inequality (1998) gennemgår Robert Jensen i sin introduktion de angreb på anti-porno feminismen, som han generelt mener er udtryk for misforståelser eller undvigelses-manøvrer.
Han mener således, at den første undvigelse er definitions-striden, eller forsøget på at bruge vanskeligheden ved at definere pornografi som en undskyldning for ikke at føre debatten. En anden er individualiseringen, der forsøger at reducere pornografi til et spørgsmål om personlig smag og æstetisk vurdering, der ikke kommer andre ved.

Jensen indrømmer, at det er nødvendigt med præcise definitioner, for at kunne føre porno-modstanden juridisk, men minder om at denne præcisering kun kan komme gennem kampen, og de juridiske opgør. Jensen er heller ikke begejstret for den forfatningsmæssige undvige-manøvre, der består i at bruge ytringsfriheden som et forsvar for porno. For selvom der ikke er grundlag for at føre kampen mod porno juridisk, fjerner det ikke spørgsmålet om, hvordan vi som individer og som samfund forholder os til porno udenfor retssalen. At fokusere for ensidigt på de juridiske aspekter er et forsøg på afsporing. Den fjerde afgørende undvigelse er den kausale, der består i forsøget på at "frikende" porno, fordi vi ikke er istand til videnskabeligt at redegøre for pornoens individuelle eller samfundsmæssige konsekvenser. Jensen mener ikke, vi bør lade os paralysere af socialvidenskabens begrænsninger, og at vi i stedet bør lytte til de vidnesbyrd, vi har, om hvorledes mennesker faktisk forsøger at realisere den pornografiske seksualitets scenarier. Jensen mener ikke, at anti-porno bevægelsen kan beskrives som et udtryk for individuel væmmelse overfor porno, eller for at udtrykke en puritansk seksualitet. Han insisterer på, at det afgørende er en feministisk analyse af magt og skadevirkninger, der kritiserer pornografien som led i et system af seksuel undertrykkelse og underordning af kvinder.

I antologien Men confront pornography (1991) har Harry Brod forsøgt at beskrive relationen mellem mænds seksualitet og porno fra et socialistisk feministisk perspektiv. Han beskriver denne relation som en fremmedgørelsesproces. Brod tænker ikke bare på en psykologisk tilstand, der er afhængig af den enkelte mands bevidsthed eller følsomhed, men som et nødvendigt resultat af et fremmedgørende system. Brod mener, at "den fremmedgjorte pornografiske mandlige seksualitet" består af to dimensioner, dels objekt-gørelsen af kroppen, dels tabet af subjektivitet. Brod hævder, at porno reducerer mænds kropslige sensualitet til en genital og præstationsorienteret mandlig seksualitet. Konsekvensen er ifølge Brod en splittet og distanceret opmærksomhed, der afføder en mekanisk seksualitet og forhindrer mænd i at nyde deres seksualitet.

Den form for frigørelse, pornoen skaber, er for mænd en løsrivelse fra følelsesmæssig intimitet og engagement. Brod mener dog ikke, at pornoen er årsagen til mænds følelsesmæssige distance, eftersom de allerede er socialiseret til kun at tolke kropslig sanselighed og intimitet i seksuelle termer. Når mænd oplever, at deres seksualitet ikke er egnet til at tilfredstille deres behov for intimitet og sanselighed, bliver de frustrerede og skuffede. Brod ser både mænds manglende lyst til sex og nogle mænds overdrevne behov for sex som udtryk for denne forvirring. Eftersom mænd ikke tilfredsstilles af eller kan anerkendes gennem det seksuelle samvær, (fordi det forudsætter den kvindelige subjektivitet, som undertrykkes), mener Brod, at de i stedet forsøger at bruge det til at opnå social anerkendelse fra andre mænd.

Seksualakten bliver til en erobring, der forvandler kvinden til et trofæ. Men for at dette kan fungere, må der eksistere en overenskomst om bytteværdien, og det er derfor, at fælles standarder for skønhed og sex-appeal bliver afgørende. Disse bidrager til at mænd underkaster sig normer for begær, som ikke er deres egne i autentisk forstand. En situation, som mænd er bevidste om og frustreres over. Brod foreslår derfor, at vi erstatter patriarkatsteorien med en fraternitets-teori (broderskabssteori), hvor mænd ses anbragt i en konkurrence-situation, der indebærer konstant rivalitet, usikkerhed og vold.

Brod mener, at porno kan bruges som et eksempel på skellet mellem mænds strukturelle eller institutionelle magt, og deres individuelle magtesløshed. Mens f.eks. Alan Soble kun ser porno som et udtryk for mænds magtesløshed, argumenterer Brod for, at pornoens effekt er dobbelt. Samtidig med at pornoens billede af den mandlige seksualitet skaber problemer for mænd på et individuelt niveau, så øger billedet af den kvindelige seksualitet de patriarkalske magt-strukturer. Denne dobbelthed muliggør, at Brod samtidig kan fastholde et blik på pornoen som et redskab for voldtægt og som et masturbationsredskab. Pornoen udtrykker for Brod den fremmedgjorte seksualitets magt, som samtidig er den fremmedgjorte magts seksualitet.

For Brod kan porno beskrives gennem det marxistiske imperialisme-begreb, fordi porno både handler om at "udbytte naturlige ressourcer" og om at "udvide markedet". Brod mener, at porno kan defineres som en imperialisme eller kolonisation af kroppen. Denne er dog ikke længere kun rettet mod den kvindelige krop, men er også blevet udvidet til manden. Debatten om "den nye mand" ser Brod eksempelvis som et forsøg på at tilpasse maskuliniteten til den globaliserede kapitalisme.

For Brod er skellet melllem porno og erotik problematisk, men alligevel nødvendigt. Han ser dem dog snarere som to poler på samme skala end som absolutte modsætninger. Forskellen er ikke et spørgsmål om, hvor meget af kroppen der vises, hvor aktive eller passive personerne er, eller hvilke seksual-akter der foregår. Forskellen ligger i den udstrækning, at de fremstillede personer fremstår som autonome personer. Erotik portrætterer seksuelle subjekter, hvis personlighed kommer til udtryk gennem deres kroppe. Porno udstiller seksuelle objekter, hvor personer er reduceret til kroppe. Selvom Brod er klar over, at denne distinktion er vanskelig at foretage i praksis, mener han, at det vil blive muligt gennem yderligere studier.

Brod mener ikke, at anti-porno-bevægelsen skal opfattes som en bevægelse, der er rettet mod seksualitet som sådan, men som en bevægelse, der er rettet mod seksuelt misbrug. Det handler ikke om, hvor meget seksualitet der vises, men om hvordan den vises. Brod mener derfor ikke, at pornodiskussionen hører hjemme i et opgør mellem statslige normer og individuelle rettigheder, men som led i en debat om markedsføring og forbruger-oplysning. Men det mener han, især er relevant set fra et mandligt perspektiv. Med hensyn til spørgsmålet om pornoens samfundsmæssige konsekvenser er det utilstrækkeligt at betragte kvinder som forbrugere, da de også er en del af produktet. Brod foreslår derfor, at man benytter sig af miljø-lovgivningens model for anvendelse af reglerne om produkt-ansvar ved at redefinere, hvad der kan opfattes som "sikkert" seksuelt materiale.

Brod synes at ignorere den diskussion, der er foregået mellem socialistiske feminister og radikal-feminister om, hvordan kvindekampen skal vægtes mellem produktionssfære og reproduktions-sfære. Mens spørgsmålet om seksualitet (og porno) er central for den radikal-feministiske analyse, plejer socialistiske feminister (firkantet sagt) at opfatte kvindebilledet her for afledt, og som et resultat af mænds større økonomiske magt. De mener derfor heller ikke, at det giver mening at kæmpe imod porno, og ser tværtimod porno-industrien som en mulighed for ufaglærte kvinder til at opnå økonomisk uafhængighed. Brods socialistiske-feministiske analyse af porno er derfor lidt vanskelig at placere i den sammenhæng, han selv lægger op til.

Larry May gør i Masculinity og Morality (1998) opmærksom på, at der trods mange forsøg fra både feminististisk og socialvidenskabelig side kun findes ganske få eksempler, hvor det overhovedet er blevet sandsynliggjort, at en person har lidt skade som følge af produktion, salget, spredning eller forbruget af heteroseksuel pornografi. Alligevel frygter han, at porno generelt skader relationen mellem mænd og kvinder, og gør det vanskeligt for begge køn at få et positivt forhold til deres egen seksualitet.

Med udgangspunkt i sin egen erfaring hævder May således, at hans evne til at forholde sig til kvinder, både i seksuel og ikke-seksuel sammenhæng, blev vanskeliggjort på grund af porno. Det mener han skyldes, at hans seksuelle socialisation foregik gennem pornoens "fattige" syn på seksualitet. Fattig, fordi den savnede billeder af en seksualitet baseret på gensidig accept.

May nævner nogle studier, der viser, at porno kan påvirke ens holdning til voldtægt og til strafferammen for voldtægt. Overraskende nok gælder dette både mænd og kvinder, selvom kvinder generelt ønsker strengere straffe for voldtægt end mænd.

Men selvom der altså er videnskabelig dokumentation for, at porno påvirker holdninger til både voldtægt og til kvinder generelt, er der ifølge May intet bevis for, at porno er årsag til voldtægt eller andre overgreb mod kvinder. May bruger Danmark og Holland som eksempel på, at øget spredning af porno ikke skaber øget stigning i voldtægt eller vold mod kvinder. Denne korrelation kan dog findes i U.S.A., men uden at en direkte kausalitet af den grund kan påvises. Da det er en forudsætning for at begrænse porno ad jurdidisk vej, spørger May sig selv, om den skade porno gør også kan begrebsliggøres på en mere filosofisk måde, for eksempel ved at definere pornoens skade-virkninger.

May mener, at pornoens skadevirkninger kan diskuteres på forskellige niveauer. Dels som skade begået mod enkelt-individer, dels som skade begået mod en gruppe. May definerer indledende skade som handlinger, der påvirker andres interesser negativt eller fratager andre deres rettigheder. Men der skal være tale om interesser eller rettigheder, der er væsentlige nok til at fordre juridiske eller sociale sanktioner. Problemet består i at formulere disse rettigheder eller interesser universelt.

I forbindelse med vurderingen af skaden, en gruppe kan blive udsat for, gennemgår May forskellige former for argumention mod porno. Han skelner mellem skade forstået som nedvurdering, som underordning og som diskrimination. Nedvurdering er den skade, som man kan lide, når en gruppe, man tilhører, behandles eller omtales på en måde, der mindsker denne gruppes status. Men det er ifølge May vanskeligt at skelne mellem den nedvurdering, en kvinde er udsat for, fordi hun er kvinde, og den nedvurdering, der skyldes hendes egne handlinger. At argumentere for at porno bidrager til at underordne kvinder er problematisk, især hvis man forsøger at gøre pornografi (hoved)ansvarlig for kvinders generelle sociale placering. Det er nemlig vanskeligt at påvise, at porno besidder nogen egentlig autoritet. May mener, der er for mange andre faktorer i samfundet til, at man kan hævde at pornografi alene skaber eller konstituerer kvindelig underordning, selvom han faktisk mener porno bidrager til denne underordning (uden at gøre rede for hvordan).

Den tredje strategi, der er blevet brugt af anti-porno aktivisterne, er forsøget på at hævde, at porno skaber en form for diskrimination. Denne argumentation har bestået i at hævde, at porno indgår i et større patriarkalsk køns-system, der sikret af lovens beskyttelse af ytringsfriheden forhindrer kvinderne i at beskytte sig mod det angreb som porno udgør. Analogt til lovens tidligere beskyttelse af slaveri. May mener ikke, at denne analogi er holdbar, bl.a. fordi loven ikke specifikt er skabt med henblik på at beskytte porno. Han kritiserer desuden forsøget på at føre debatten om voldtægt og vold alene med udgangspunkt i et snævert udvalg af porno. Ikke-voldelig porno kan ifølge May være ligeså problematisk som voldelig porno.

May mener, at både mænd og kvinder lider skade som gruppe ved at deres muligheder bliver begrænset som følge af, at pornoen påvirker de holdninger, der skaber deres seksuelle selv-forståelse. May mener lidt overraskende, at det skyldes, at pornoen ikke så meget påvirker os intellektuelt som genitalt. Derfor mener May, at det bliver mere vanskeligt at kontrollere eller imødegå den påvirkning, vi udsættes for, på linie med forsøg med underbevidst reklame (subliminal forms of advertising), der som bekendt er forbudt. Ytringsfriheden er bl.a. opstået i forbindelse med en forestilling om ideernes markedsplads og troen på, at enhver ytring kan imødegås ligestillet gennem en modsat ytring. Men denne mulighed forsvinder ved underbevidst påvirkning.

May mener, at den skade porno gør fortrinsvis opstår som følge af mængden eller de ophobede effekter, svarende til miljø-skader forårsaget af forurening. Ligesom ved miljø-skader mener May, at det er op til samfundet at beslutte, hvor høj en grad af forurening, der er acceptabel, og hvor store skadevirkninger man vil acceptere. Men ligesom der kan være fordele ved miljø-svineri, kan der også findes fordele ved porno, som man skal vægte op mod ulemperne. May mener ikke, at pornoens skade-virkninger kan vurderes uafhængigt af den lokale kontekst, og mener derfor, det må derfor være op til individuelle fællesskaber (individual communities) at sætte grænsen for acceptabel pornografi. Samfundets opgave er ikke at forbyde porno, men at regulere den.

Mays artikel er vanskelig at placere i nogen af de vanlige porno-diskurser, men kan opfattes som et anderledes forsøg på at evaluere den radikal-feministiske argumentation som grundlag for en juridiske kamp mod porno. Ingen af delene lykkes ham imidlertid særligt godt, og denne opgave er blevet løst langt bedre af Susan M. Easton i (1994) The problem of pornography.

May bidrager dog til at opfatte spørgsmålet om porno kontekstuelt, relateret til holdningen til og behandlingen af kvinder generelt. Man kan med May argumentere for, at porno er mere problematisk i lande, hvor respekten for kvinder og kvinders rettigheder i forvejen er minimal, og hvor forekomsten af seksualiseret vold er høj. Ikke fordi porno nødvendigvis bidrager til øget vold, men fordi den gør det vanskeligere at ændre en patriarkalsk kønsideologi, og således modarbejder kampen mod seksualiseret vold.

Rune Gade har i Staser (1997) i forbindelse med en analyse af det fotografiske billedes ontologiske status efter eget udsagn indskrevet sig i en "køns- og seksualpolitisk diskurs". Han skriver dog samtidig, at hans "indlæg" er "anlagt fra en mandlig synsvinkel, der endvidere er præget af den generelt liberale, og dvs. sympatiske, holdning til fotografisk pornografi, som har kendetegnet Danmark siden frigivelsen af den visuelle pornografi i 1969". Gade gør opmærksom på, at han ikke benytter sig af ordet "misogyni", men til gengæld håber at nuancere det betydningsindhold, som det fotografiske pornografis evidente magtspil rummer.

Gade skriver, at den møjsommelige og detaljerede definition på pornografi er "monomant centreret omkring idéen om overgreb mod kvinden, hvorfor den i sidste ende snarere udtrykker en holdning til pornografi, end en definition på den". Gade skriver, at man "rigtignok generelt (og uden at have noget holdbart videnskabeligt/empirisk grundlag) kan udpege kønnet som pornografiens altovervejende hovedfigur og videre konstatere, at det primært er kvindekønnet, der vises, men spørgsmålene om hvordan og hvorfor det vises, kræver specifikke analyser, ligesom forekomsten af anderledes pornografi, f.eks. den sadomasokistiske, der ofte slet ikke fremviser kønnet, eller den homoseksulle pornografi, der kun fremviser det ene køn, må inddrages for at nuancere de forhold, man kan uddrage af de generelle observationer".

Gade tilslutter sig Gary Days opfattelse af, at pornografi i sit forsøg på at sige noget om seksualitet benytter sig at sex, og at udtryk og indhold derfor kommer til at smelte sammen på en måde, der får pornoens betydning til at fremstå åbenbar (uden at den derfor bliver det). Gade tilføjer, at pornografiens genremæssige variation, betyder at "der ikke findes en pornografi, men en mængde pornografier, der på forskellig vis forsøger at fremstille forskellige seksualiteter".

Inspireret af bl.a. Linda Williams analyse opfatter Gade det fotografiske pornografi som en hybrid, der både har rødder i kunsten, i socialmedicinen og i videnskaben. Det betyder ifølge Gade, at "lyst og viden forener sig" og at den "fremstiller ustabile seksuelle positioner, der tillader de fiktive figurer at indtage maskuline og feminine positioner uafhængigt af deres biologiske køn. Den fotografiske pornografi etablerer spil ... spillet udfolder sig i forhold til det synlige/usynlige, dominans/underkastelse, lyst/ulyst, haven/ikke-haven m.m. Denne spillen involverer selvets satsning fra beskuerens side, viljen til at sætte sig selv på spil".

Denne tekst-teori (eller er det en receptionsteori ) synes for mig at se at gælde alle tekster, og kan derfor ikke bruges til at sige noget specifikt om den pornografiske genre. Den synes heller ikke at inddrage kønnet som faktor i læserens forforståelse (hvilket Gades fænomenologiske udgangspunkt ellers kunne give mulighed for.)

Gade beskæftiger sig med to forskellige former for pornografisk fotografi - dels det fotografiske billedes iboende pornografiske natur - dels den eksplicitte pornografiske genre. Gades pointe er, at den pornografiske genre er særligt velegnet til at illustrere fotografiets generelle status som "pornografisk". Spørgsmålet er, om Gade ikke med denne cirkelslutning kommer til at ophæve sin egen distinktion. Jeg savner desuden mere præcise definitioner af både køn og seksualitet, der synes at skifte i takt med de mange teorier, Gade gennemgår.

I Hard Core. Power, Pleasure and the Frenzy of the Visible (1989) udtrykker Linda Williams sin skepsis overfor forsøget på at skelne mellem kvindelig/ikke-eksplicit/god erotik og mandlig/eksplicit/dårlig porno. Williams mener heller ikke, det er sikkert, at forbuddet af porno vil fremme produktionen af erotik. Hun synes, at porno-kritikerne overser fordelen ved en eksplicit porno, der kan lære os mange ting om magt og lyst som tidligere fremstod mystiske eller obskure. Vi har brug for at forholde os til porno i al dens nøgne udtalthed, hvis vi skal kunne tale åbent om seksuel magt og lyst og kunne afmysticere den. Men vi er også nødt til at erkende, at køn, seksuel fantasi og lyst er fundamentalt forbundet med mystik.

For Williams er spørgsmålet om magt central for en teori om porno. Hun mener, at denne erkendelse har gjort tidligere pornodefinitioner utilstrækkelige. Det gælder f.eks. Susan Sontags "æstetisk elitære" krav om en høj-literær porno, der kan overskride sociale tabuer, eller andre teoretikere, der kun har analyseret porno moralsk. Williams refererer til Walter Kendricks definition af porno, der ser den som de repræsentationer en dominant klasse forsøger at nægte en mindre magtfuld klasse adgang til. Mens Kendrick opfatter porno som elitens magt, opfatter anti-porno feministerne porno som udtryk for mandlig magt. Begge positioner reducerer porno til magt og vanskeliggør både en analyse af porno fra tilskuernes synsvinkel og en diskusson af selve de seksuelle repræsentationer.

Williams skriver, at "hvis vi begrænser os til at fordømme mænds seksualitet som ond, har vi ikke brugt den til vores fordel, til at afmysticere sex." For Williams er en kvindelig re-vision af og et nyt syn på porno måske mest afhængig af graden, den bliver istand til at skabe en pornografisk "spekulation" omkring mænds lyster. Først når "hard core" bliver istand til at undersøge naturen og kvaliteten af mandlig lyst med samme ihærdighed, som den beskæftiger sig med kvindelig lyst og når erektion, penetration og ejakulation ikke længere er primære, selvfølgelige mål for mandlig lyst, så er en kvindelig pornotopi indenfor rækkevidde.

Porno, som genre, ønsker at handle om sex. Men ved nærmere eftersyn handler den om køn. Seksualitet forstået som en naturlig, biologisk funderet og synlig forteelse, er pornoens ultimative fiktion. Denne fiktion understøttes af de forestillinger om køn, og de relationer mellem køn, som indgår i pornoen. For Williams er hard-core porno ikke fallisk, fordi den viser penisser, men fordi den i sin udstilling af penisser foregiver at vide, hvad sandheden om sex er. Mens seksualitetens fysiologi ikke forandres, så er betydninger knyttet til køn foranderlige. Og ved at angribe penis i stedet for fallos, lader anti-porno-feministerne det egentlige grundlag for maskulin magt uantastet.

Selvom Williams oprindelig var enig med Foucault og kritisk overfor troen på at nye diskurser om seksualitet kunne andet end bidrage til øget undertrykkelse af kroppen og lysten, ændrede hun synspunkt undervejs. Hun blev overbevist om, at jo flere diskurser om seksualitet der fandtes, jo mere ville de dominante modsætninger mellem mandlig/kvindelig, sadist/masochist, aktiv/passiv og subjekt/objekt tendere mod at blive opløst. Jeg mener ikke, at forskellige pornogenrer uden videre kan opfattes som forskellige diskurser om seksualitet eller køn, og tror derfor ikke at Williams "pornotopi" er realistisk. Som det er blevet redegjort for andetsteds, kan de forskellige former for "spil" og "maskerade" i stedet for at opløse være med til at fastholde de nævnte modsætninger.

Jeg savner også Williams overbevisning om, at der kan etableres en kvindelig porno, som jeg opfatter som et essentialistisk projekt, der er ligeså ønskværdig som en kvindelig udgave af militarismen. Denne anstrengelse er udtryk for en falsk paralellitet, som nok har mere at gøre med at formulere det politisk korrekte og undgå en egentlig magt-analyse, end med at "frisætte" kvinders forskelligartede seksualitet.

I den forstand må jeg tilslutte mig Andrew Ross (citeret i Williams), der mener, at alle forsøg på at uddanne vores begær gennem porno, eller intellektuelt at forholde sig til porno vil mislykkes, hvis de er baseret på en forestilling om, at vi kan korrigere, hvad der er forkert eller usundt ved seksualiteten.

LITTERATUR:
Beneke, Timothy (1991) Intrusive Images and Subjectified Bodies s. 168-187 i Kimmel, Michael S.(ed.) Men confront pornography . New York: Penguin.

Brod, Harry (1996) 'Pornography and the alienation of Male Sexuality' s. 237-254 i May, Larry & Robert Strikwerda & Patrick Hopkins (eds.) Rethinking Masculinity. London: Rowman & Littlefield.

Buchbinder, David (1998): Performance anxieties. Re-producing Masculinity. St.Leonards: Allen & Unwin.

Dines, Gail & Robert Jensen and Ann Russo (1996) Pornography. The production and consumption of inequality. New York: Routledge.

Dworkin, Andrea (1989) Pornography: men possessing women. N.Y. : E. P. Dutton.

Easton, Susan M. (1994) The problem of pornography. Regulation and the Right to Free Speech. New York: Routledge.

Gade, Rune (1997) Staser. Århus: Passepartout.

May, Larry (1998) Masculinity & Morality. Ithaca: Cornell Univ.

Russell, Diana E.H. (ed.)(1993) Making Violence Sexy. Feminist views on pornography. Buckingham: Open Univ. Press.

Segal. Lynne (1990) Slow Motion. Changing Masculinities, Changing Men. London: Virago.

Strossen, Nadine (1995) Defending Pornography. Free speech, Sex and the Fight for Women's Rights, London: Abacus.

Stoltenberg, John (1991) 'Pornography and Freedom' s. 60-71 i Kimmel, Michael S.(ed.) Men confront pornography . New York: Penguin.

Thing, Morten (1999) Pornografiens historie i Danmark. Aschehoug.

Williams, Linda (1989). Hard Core. Power, Pleasure and the 'Frenzy of the Visible'. Berkeley & L.A.: Univ. of California Press.

Gå til Del 2, der indeholder en diskussion af Andrea Dworkin, John Stoltenberg, Lynne Segal, David Buchbinder og Timothy Benek.

Gå tilbage til Del 1.


Søren Ervø er tidligere koordinator for studienetværket "Mellem mænd og maskuliniteter" (1995-97) i Nordisk Sommeruniversitet.
 
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk