Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Porno fra en mandlig synsvinkel - Del 2

 

 
FORUM/25.5.2000 For at forstå problemerne med porno, er det ikke muligt at komme uden om den amerikanske anti-porno skribent og debattør Andrea Dworkin, da hun i højeste grad har været med til at sætte dagsordenen for den feministiske debat om porno. For Dworkin kan porno kun forklares ved at forklare mænd. Porno afslører ifølge Dworkin, at "mandlig lyst er uadskilleligt forbundet med at udbytte, skade og krænke andre; at seksuel morskab og seksuel lidenskab i den mandlige forestillingsverden er uadskillelig fra brutaliteten i mænds historie. Den private verden af seksuel dominans, som mænd opfatter som deres ret og frihed, er spejlbilledet af den sadisme og de overgreb, som mænd bevidst og selvretfærdigt skaber i den offentlige sfære".

John Stoltenberg, gift med Andrea Dworkin og stifter af organisationen "Mænd mod porno", hævder (i antologien Men Confront Pornography, 1991), at porno ikke har noget at gøre med ytringsfrihed eller seksuel frihed. Stoltenberg skriver, at seksuel frihed hidtil kun er blevet defineret som en frisættelse af seksualitet fra ydre, institutionelle begrænsninger og fra etiske distinktioner. "Seksuel frihed" har derimod ikke muliggjort, at individer har fået seksuel selv-bestemmelse. Det skyldes ifølge Stoltenberg, at seksuel frihed aldrig har handlet om seksuel retfærdighed mellem mænd og kvinder. Istedet har det handlet om at bevare mænds dominans ved at seksualisere undertrykkelsen af kvinder. For Stoltenberg som for andre radikal-feminister kan porno ikke kun opfattes som et symptom på mandlig undertrykkelse, men må ses som et afgørende led i undertrykkelsen. Han skriver, at "mandlig domineret seksualitet er vigtig for porno, ligesom porno er vigtig for mandlig dominans. Porno institutionaliserer en seksualitet, der både kropsliggør og agerer mandlig dominans…porno institutionaliserer mandlig dominans ligesom raceadskillelse institutionaliserer den hvide races herredømme…Porno fortæller dig, at din penis er et våben, og at hendes krop er et mål".

Dworkin og Stoltenbergs strukturalistiske analyse muliggør ikke at skelne mellem forskellige former for mænd, mandlig seksualitet eller porno. De er derfor oplagte skyde-skiver for en post-strukturalistisk kritik af det ahistoriske og kontekst-blinde i deres synspunkter. Samtidig kan den post-strukturalistisk tekst-teori problematisere deres uproblematiske kobling fra fiktion til social virkelighed og vise, at repræsentationer ikke er entydige, men åbne for forskellige tolkninger. Det er disse svagheder, som både Lynne Segal og David Buchbinder tager fat i.

I Slow Motion. Changing Masculinities, Changing Men (1990) påstår Lynne Segal, at oprindelsen til den radikal-feministiske analyse af det falliske imperativ som den egentlige drivkraft i historien hverken er radikal eller feministisk. Denne forestilling er ifølge Segal udtryk for en gammel, konservativ forestilling. Hun mener ikke, der er tvivl om, at Dworkin og MacKinnon repeterer de dominante kulturelle diskurser og ikonografier om seksualitet. Segal anklager således radikal-feministerne for at have overtaget den patriarkalske myte, der opfatter seksualitet som et udtryk for mandlig dominans, og ser maskulinitet som metafor for en seksuel umættelighed og urkraft.

I stedet beskriver Segal pornoens fokusering på penis-størrelse, teknisk kunnen og konstante erektioner som en maskulin fiktion, der stiller uopnåelige krav til mænd. Porno bidrager dermed til den præstationsangst, som den selv er et produkt af. Segal sætter da også mænds brug af porno i relation til den stigende efterspørgsel på sex-terapi og penis-forstørrelser, der viser, at masser af mænd har problemer med at føle sig som "rigtige mænd". I stedet for at tale om, at porno tilfredsstiller mænd, udnytter den deres seksuelle frustrationer. Selvom porno i sin optagethed af den mandlige seksualitet kan betegnes som en slags autistisk seksualitet, er den med til at skabe et fallisk terror-regime for mænd. Gennem sin fokusering på dette forhold er Segal med til at nuancere billedet af, hvem der tager mest skade af porno.

Segal mener ikke, der er nogen grund til at bekræfte mænd i deres forsøg på at undertrykke deres seksuelle usikkerhed og forvirring. Ifølge Segal er mænds seksualitet nemlig ingen ens størrelse, men et sted fyldt med konflikter, spændinger, glæder og smerter, der ikke nødvendigvis forudsætter elimineringen af kvindelig deltagelse. Men mandlig seksualitet bliver ifølge Segal kun forståelig når den placeres indenfor faktiske fortællinger om mænds intime relationer med andre, eller manglen på disse. Hun afviser med andre ord at beskrive mandlig seksualitet udelukkende med udgangspunkt i tekst-analyser af porno.

Segal kritiser Dworkin for i højere grad at have reproduceret end analyseret de pornografiske tekster og stillet dem til rådighed for et kvindeligt publikum, der ellers ikke ville have adgang til dem. Segal antyder, at Dworkins popularitet både skyldes hendes ensidige, grovkornede tekst-uddrag og hendes publikums manglende kendskab til porno. (Valerie Bryson har i (1994) Feminist Debates N.Y. Univ. Press gjort opmærksom på, at Dworkins egne bøger er blevet stoppet i den canadiske told, under henvisning til at de indeholdt "illegal erotisering af smerte og bondage".)

Segal foretager også en overraskende sammenligning mellem kvinders læsninger af kærlighedsromaner og mænds brug af porno. For Segal er romanceformlen nemlig et skalkeskjul for erotiseringen af mandlig magt, der ikke fejres mindre ihærdigt, om end mere dulgt, end i porno. Og i modsætningen til porno indeholder den samtidig en hyldest til mænds økonomiske magt og de herskende normer.

Segal konkluderer, at feminister bliver nødt til at erkende, at masser af kvinder bliver ophidset af helt almindelig porno. Hun opfordrer til gengæld mænd til at blive mere artikulerede omkring mangfoldigheden af deres seksuelle behov.
Segals analyse synes at gøre den samme fejl, som hun kritiserer Dworkin for. Nemlig at beskrive sin modstander mere ensidigt end nødvendigt. Segal kunne således finde anti-porno feminister, der har et mere nuanceret syn på både porno og mandlig seksualitet end Dworkin. Segal undlader også at gøre rede for, i hvor høj grad hendes kritik nødvendiggør en kønspolitisk accept af porno. Mens Dworkins argumentation synes at forudsætte mere nuancerede tekst-analyser, synes Segals argumentation at forudsætte mere konkrete kliniske analyser for at påvise, at mænd faktisk er præstationsangste, og at dette er relateret til deres brug af porno. Jeg savner i hvert fald en redegørelse for, hvorfor mænd skulle være så ivrige efter at opsøge denne angst.

I Performance anxieties. Re-producing Masculinity (1998) erklærer David Buchbinder sig enig med Segal i, at porno generelt er blevet tolket for simpelt, og at tendensen til klare, entydige tolkninger har underkendt pornoens potentiale for samtidigt at muliggøre mange forskellige betydninger og lyster.

Buchbinder mener, at den dominerende feministiske kritik har fokuseret på pornoens konsekvenser for kvinder og derved overset andre aspekter. For eksempel, hvorvidt mænd kun bruger porno for at opnå en følelse af magt over den kvindelige krop, og hvorvidt alle mænd kan lide porno og forholder sig ens til den. Buchbinder kritiserer også den implicitte antagelse, at det kun er mænd, der er interesseret i porno.

Buchbinder kritiserer Andrea Dworkin for hendes forsøg på at skabe for direkte sammenhæng mellem porno og sociale handlinger, uden at respektere porno som tekst og fantasi. Buchbinder mener, at enhver tekst bidrager til at opretholde bestemte ideologiske forestillinger og en adfærd baseret på disse, men advarer mod kortslutningen mellem forestillinger og adfærd.

Buchbinder synes, at det mest problematiske aspekt ved Dworkins analyse af porno og dens konsekvenser for mænds adfærd er hendes opfattelse af, at kvindehad er en essentiel del af enhver maskulinitet. Buchbinder mener, det forhindrer muligheden for at forestille sig, at man gennem en forandret konstruktion af maskulinitet kan forandre mænds holdninger til kvinder. Buchbinder kritiserer også Dworkin for dennes essentialistiske kønsopfattelse, og for at undlade en diskussion af homo-seksuel porno. Den anti-porno-bevægelse, som Dworkin har lagt grunden til sammen med Catherine MacKinnon, synes at have en opfattelse af kvinder som medfødt blide og næsten a-seksuelle væsener. Dette victorianske engle-billede synes at tvinge kvinder tilbage til tiden før den seksuelle frigørelse. Det undrer derfor ikke Buchbinder, at MacDworkinisterne har kunnet dannet fælles front mod porno sammen med den kristelige og konservative højrefløj.

Buchbinder foreslår, at porno tjener mange forskellige funktioner for mænd. Udover dens masturbationsfunktion bidrager den til at styrke mænds homosociale samhørighed, og derigennem deres kønsidentitet som mænd. Desuden har den en rent opdragende, informativ betydning som seksual-undervisning, hvor det nok så meget er lysten ved at vide, som lysten til masturbation, der driver dem. Gennem porno får mænd ikke bare viden om kvinders kroppe, men i ligeså høj grad viden om deres egen og andre mænds krop. Buchbinder mener sammenfattende, at porno både er et tilbud til fantasien, det erotiske begær og skuelysten, samt til maskulin identitet, samhørighed og videnslyst. Hvor Buchbinder kritiserer MacDworkinisterne for deres manglende eller ufuldstændige tekst-analytiske dimension, kan han bebrejdes for ikke at integrere sin analyse i en større kønspolitisk kontekst.

Timothy Benek har i antologien Men against pornography (1991) diskuteret spørgsmål om, hvorvidt kvinder eller kvinders kroppe bliver til objekter i porno. Han mener ikke, dette er en passende beskrivelse, fordi skellet mellem døde genstande og mennesker er for stort. Et objekt eller en ting adskiller sig fra en person ved at det mangler bevidsthed, subjektivitet eller en autonom funktion. Det er faktisk ganske vanskeligt at behandle andre mennesker, som var de genstande og uden at projicere en subjektivitet over på dem. Vi er for trænede til at skelne mellem, hvad der er levende og dødt.

Man kan måske mene, at det er lidt fjollet i den grad at tage objekt-begrebet alvorligt, eftersom det i feministisk sprogbrug nok især skal forstås som en metafor. Når kvinder bliver til objekter, betyder det ikke, at de faktisk bliver til objekter, men at de bliver brugt som om de var objekter, eller opfattet som objekter. Men alle disse 3 objekt-definitioner er uegenede til at beskrive kvindens status i porno.

Det er kun muligt at tale om dominans eller underkastelse mellem to subjekter. Fascinationen forbundet hermed forudsætter, at kvinden i udgangspunktet opfattes som et selvstændigt subjekt. Hvis kvinder kun var objekter, ville kvindernes reaktioner ikke være så centrale. Benekes anden indvending mod objekt-betegnelsen skyldes pornoens tendens til at udstille kvindens seksuelle begær og lyst ved at producere "subjektificerede kroppe", som mænd kan masturbere til. Beneke mener, at det er ved at lade kvindernes kroppe og ansigtsudtryk fungere som udtryk for deres subjektivitet, at pornoens sexisme bliver mest tydelig. Der er ikke sexisme forbundet med nøgne kroppe alene, men derimod i pornoens opfordring til mænd i at konstruere kvindernes subjektivitet via deres krop.

Eftersom Beneke undgår at diskutere objekt-begrebet i sin specifikke teoretiske kontekst (f.eks. den psyko-analytiske), forbliver denne forholdsvis uberørt af hans indvendinger.

Gå til Del 3 der indeholder en diskussion af Robert Jensen, Harry Brod, Larry May, Rune Gade og Linda Williams.

Gå tilbage til Del 1.

Søren Ervø er tidligere koordinator for studienetværket "Mellem mænd og maskuliniteter" (1995-97) i Nordisk Sommeruniversitet.
 
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk