Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

De tavse mænd

 

Mandeforskerne i Danmark har bevidst valgt at flyve under radaren. De nægter at blive slået i hartkorn med mediernes mande-darlings som Carl Mar Møller og hans vikingtafler, og arbejder istedet på at blive accepteret i universitetsmiljøet. Derfor får bl.a. mandebevægelsernes påstande om en form for rigtig maskulinitet lov til at stå uden analytisk modspil i den offentlige debat. FORUM ser på sagen.

 

 
FORUM/28.4.2000 Selvom kvinderne for en stund overtog medieopmærksomheden her i foråret med den internationale kvindedag, bogen Nu er det nok. Så er det sagt (Rosinante, 2000) og allehånde debatindlæg i aviser og blade, så har fokus på mænd og maskulinitet været støt stigende gennem 1990'erne. Og på vej ind i det nye årtusinde er emnerne stadig varme: Moderne mænd, nærværende fædre på orlov, mænds rolle i en feministisk stat, bløde mænd, psykoterapeuten Carl Mar Møllers vikingetafler.... Rækken er lang, og man skulle mene, at der var nok at kommentere for det universitetsmiljø, der interesserer sig for mandeforskning i Danmark.

Hans Bonde har gjort det, men ellers har mandeforskerne - den lille håndfuld, der vitterlig kalder sig sådan - bevidst valgt en tilbagetrukket rolle, der ikke bidrager med slagord til mediernes overskrifter og ikke engagerer sig i følelsesladede debatter, som angiveligt hurtigt mister det analytiske perspektiv. Rudi Rusfort Kragh, der er uddannet historiker og off. administrator på RUC og nu arbejder på sin ph.d. samme sted (om langtidsarbejdsløse mænd i 50'erne i aktiveringsprojekter) var i 1992 med til at skabe Dansk Netværk for Mandeforskning. Siden har han været en af de bærende kræfter i det danske mandeforskningsmiljø, og han giver denne forklaring på, at mandeforskningen hidtil har været så anonym for den brede offentlighed:
- Mandeforskningen ønsker at fastholde, at vi ikke er en mandebevægelse, og at vi vil skille det akademiske fra det politiske. Det politiske fylder meget i medierne: Foreningen Far, Mændenes Beskyttelse, Foreningen mod Kvinders Hustrubidrag plus et stort antal andre bevægelser. Hvis politikere eller andre samarbejdsrelationer ikke kan adskille forskningen fra bevægelsen og får os blandet sammen med mandebevægelsens udsagn, mister vi troværdighed i universitetsmiljøet.
- I øjeblikket kæmper vi jo for at få troværdighed i universitetsmiljøet, som også opfatter os som aktivister, der bare er ude på at lave politik. Derfor har vi ikke nogen ambitioner om at opsøge medierne selv ved f.eks. at udsende pressemeddelelser om, at Foreningen Far har misforstået lovgivningen, eller hvad det nu kan være. Det må kvinde- og mandebevægelsen og politikerne selv slås om, og vi kan så sidde og analysere, hvad der foregår, siger Rudi Rusfort Kragh.

Der er heller ikke nogen anerkendt platform for mandeforskerne at tale fra. Mens kvindeforskningen har tidsskrifter, centre og studier, der kører som regulære eksamensfag på universiteterne, må mandeforskerne arbejde med feltet på et aktivistniveau, som de så prøver at forene med en akademisk karriere.

Et livgivende åndepust kunne være den 4. Nordiske Mandeforskningsworkshop, der netop har fundet sted i København, og hvor 30-40 forskere og interesserede mødtes til tre dages oplæg, debat og workshops om De Nordiske velfærdsmodeller og Maskulinitetsforståelser. Det ligger dog i forlængelse af den omtalte tilbagetrukne rolle, at mandeforskerne heller ikke her havde lyst til at invitere pressen eller sende en pressemeddelelse ud bagefter om mandeforskningens stade p.t.

Men giver man så ikke Mar Møller og hans disciple lov til fortsat at monopolisere debatten om, hvad mænd og maskulinitet er i Danmark lige nu? Hvorfor ikke løfte stemmen og sparke nogle nuancer ind?

Jørgen Lorentsen, som er mandeforsker på Universitetet i Oslo og har fulgt de danske kollegers kamp for at blive anerkendt i mange år, mener, at det danske miljø er så ungt, at ingen endnu kan udtale sig med stor tyngde:
- Der er ingen med lang forskningserfaring, som kan stå frem og tage ordet. Det tager lidt tid, før man føler, man er stærk nok til at markere sig, og det danske miljø er klart yngre end de tilsvarende i Norge og Sverige. Der er jo heller ikke noget centermiljø i Danmark. Mandeforskningen har ingen institutionalisering og står langt svagere. Hvor skal man da tale fra? Det er vanskeligt at påtage sig en autoritativ stemme, for der er ingen position at tale fra, og derfor kommer man let til at deltage i diskussionen på vegne af - sig selv. Og det er jo vældigt sårbart at gøre det indenfor et ungt miljø, siger Lorentzen.

Han tror i øvrigt, at den danske debat er afsporet, før den egentlig begyndte, og at Mar Møller og ligesindede mere eller mindre direkte har stillet sig hindrende i vejen for de forskere, der arbejder seriøst og med et kritisk perspektiv på mænd og maskulinitet.
- I Danmark er der kommet et fejlperspektiv på, hvad mandebevægelser er, fordi der har været nogle mænd, som har stillet sig frem med mærkværdige vikingetafler osv. Jeg ser ikke, at der findes noget lignende i nogen andre lande i Europa, som dét man har haft i Danmark. De har fået så meget opmærksomhed, siger Lorentzen. Han udnævner i den forbindelse medierne til de store syndere:
- De danske medier synes, det er interessant, morsomt og mærkværdigt med Mar Møller og hans mænd. Det er godt mediestof, mens der sikkert ikke er lige så godt mediestof i de mænd og kvinder, der arbejder seriøst og kritisk med emnet maskulinitet. Det er et stort problem, mener Lorentzen.

Rudi Rusfort Kragh er enig i, at tv og aviser er med til at promovere det spektakulære fremfor det seriøse. Mar Møller og også forfatteren Martin Østergaard er nyskabende frontløbere, der falder lige ned i den journalistiske nyhedskategori:
- Mar Møller har været fremme i ti år, og det ser ikke ud til at klinge af. Ham og hans nøgne mænd, der løber hen over en muddermark, står meget stærkere i folks bevidsthed end et debatindlæg i Berlingske Tidende, som handler om, at han bare er et mediefænomen. Det drukner simpelthen i malstrømmen.

Rudi Rusfort Kragh erkender, at det levner forholdsmæssigt meget spillerum til andre aktører, når frygten for at blive taget til indtægt for interesseorganisationers holdninger og for at de akademiske analyser bliver forfladiget, afholder forskerne fra at deltage i den offentlige debat. Alligevel fastholder han, at det må være sådan. Kræfterne skal i stedet bruges på at få mandeforskningen anerkendt som forskningsdisciplin, simpelthen til at få etableret en respekt for feltet indadtil i universitetsmiljøet.

Journalist Miriam Katz polemiserede i marts i en klumme i Berlingske Tidende mod de mandlige forskere, der ikke vil eller tør stå frem og åbent kalde sig mandeforskere. Den indbyggede status er for lille, var pointen. Rudi Rusfort Kragh giver hende ret:
- Det er svært for mænd at kalde sig mandeforskere, det er som at tage en kartoffel i munden at sige det. Mænd har deres eget glasbur, som gør, at der er højere status i at kalde sig historiker og så beskæftige sig med fagbevægelsens historie end at kalde sig mandeforsker, der kigger på fagbevægelsens broderskabsorden. Det ligger meget fjernt for den mandlige selvforståelse at tænke på sig selv som køn - i hvert fald for den aldersgruppe af mænd, der dominerer på universiteterne, siger Kragh, der selv er sprunget ud af "det besynderlige skab" og altså kalder sig mandeforsker. Han ser dog positive tegn hos de yngre mænd i 30-40 års-alderen.

En af disse er cand. mag. i international udvikling og historie, Niels Ulrik Sørensen, som også har undret sig over, at mænd sjældent tænker på sig selv som køn. Disse tanker ligger i nogen grad i forlængelse af mandeforskernes egne, og selvom han ikke tilhører miljøet udgiver han til efteråret bogen Pikstormerne (Informations Forlag), hvor godt tyve yngre mænd skriver om sig selv ud fra et kønsperspektiv. Han blander sig i debatten i forundring over, at den svenske bog "Fisseflokken", der udkom sidste år, endnu engang var en debat af, om og for kvinder.
- Det var ikke fordi, den debat ikke var relevant nok. Men den ville bare komme så meget længere, hvis mænd også kom på banen og gav deres besyv med. Kønnet er som bekendt en størrelse, som både mænd og kvinder spiller med på, og som forandrer sig nemmest, hvis begge parter er indstillet på det. Jeg indså dog hurtigt, at mændene manglede en platform for at deltage i debatten. Det var så min idé, at en mandlig pendant til "Fisseflokken" kunne være en sådan platform, og det var sådan set derfor, jeg begyndte at indsamle stoffet til bogen.
- Jeg må dog indrømme, at jeg også var drevet af tanken om at problematisere det mandebillede, som fremmanes af de eneste synlige mandlige aktører i kønsdebatten, Carl Mar Møller, Martin Østergaard og ligesindede. Jeg var overbevist om, at alle mænd i dag ikke længes tilbage til den traditionelle maskuline identitetsposition, som de fremstiller som den eneste rigtige og det endegyldige svar på alle mænds problemer. Og indtil nu har det vist sig, at jeg har fået ret, siger Niels Ulrik Sørensen. Han ønsker med sin bog ikke at stille sig i et modsætningforhold til feminismen men håber på en konstruktiv debat, som mændene af lutter sløvhed ikke har blandet sig nævneværdigt i indtil nu.

Selvom Rudi Rusfort Kragh ikke vil være eller nogensinde bliver kendt i den brede offentlighed som et talerør for mandeforskningen herhjemme og heller ikke har bøger med slagkraftige titler på vej, så er han enig med Niels Ulrik Sørensen i, at mudderkastning og grøftegraveri mellem kønnene er passé. Vejen frem er samarbejde og dialog. Han finder det provokerende, at nogle mænd kan stille sig op og sige, at det er mænd og ikke kvinder, der er undertrykt. Så er debatten kommet ind i et forkert leje og væk fra det faktum, at det er kvinderne, der har det svært i samfundet.
- Hvis vi skal tale om mandeforskning som et felt, er forudsætningen ikke, at vi skal profilere mændene og fortælle, hvor hamrende gode vi er, og at vi bare er udsat for kritik hele tiden, og at det er forfærdeligt for os. Den dér ynke-bevægelse er ikke mit ståsted. Mit ståsted er: Hvis ligestillingen overhovedet skal komme videre, og hvis vi skal have en forståelse af, hvad manden egentlig er for en størrelse, er det nødvendigt, at mændene begynder at øve selvkritik. Men selvkritik er ikke bare, at mændene har magten i samfundet, og at det er et problem for kvinderne; selvkritikken handler også om, at mændene har magten i samfundet, og det er fandeme et problem for mændene selv! For det giver altså mændene nogle livsstilssygdomme. Når en mand stiller sig op og siger sådan noget, er der desværre bare mange mænd, der tænker: Okay, så har vi endnu en feminist på banen!

Jørgen Lorentzen fra Oslo har observeret, at ikke bare mande- men hele kønsforskningen i Danmark har problemer. Mange gamle ledende feminister har afsværget deres tidligere standpunkter og fundet andre ståsteder i akademiske positioner, siger han.
- Derfor er miljøet blevet mindre, og det akademiske fokus på køn er blevet svagere i Danmark, mens det nok er blevet stærkere i Sverige og Norge. Da jeg sidst var i Danmark, oplevede jeg også, at der er et andet fokus på diskussionen om køn. Mens danskerne har et slags liberalistisk indfaldsvinkel til diskussionen og med en stor vægtning af det æstetiske, så er diskussionen i Sverige og Norge mere politisk, ideologisk og etisk. De politiske fronter i Danmark var hårdere trukket op i 1970'erne, og anonymiteten i dag er måske en reaktion mod det. Mod en kampmoral, som de ikke orker mere. For vi er i en situation, hvor vi ikke længere har brug for kamp. Hvis vi skal videre, må vi samarbejde, og det er klart, at det er vældigt vanskeligt at gå over fra kampmoral til samarbejdsmoral.

Jørgen Lorentzen ser gerne, at mande- og kvindeforskningen arbejder sammen om at skabe et fælles felt, der kan kaldes kønsforskning, og desuden at fokus på køn og kønnets betydning får større betydning for forståelsen indenfor de etablerede fag.

Hvad angår sidstnævnte er Rudi Rusfort Kragh fortrøstningsfuld:
- Jeg bemærker, at der er flere og flere forskningsdiscipliner indenfor detsamfundsvidenskabelige og humanistiske område, som af egen drift begynder at diskutere maskulinitet. Det dukker op i tidsskrifter og som små artikler her og der. Man tager det ind som en kategori, man måske bør overveje at beskæftige sig med, og det er endda ofte forskere, vi ikke kender. Der er en tiltagende opmærksomhed på det her område, og det betyder, at mandeforskningen og maskulinitetsperspektivet ad bagvejen bliver udbredt til et større område, f.eks. antropologien, sociologien, etnografien og sprogvidenskaben.

Bagvejen er bare ikke tilstrækkelig. I Sverige har man et center til maskulinitetsforskning, og i Norge et professorat i samme. Danmark har kun en fragmenteret forskning, en satellitkultur, hvor forskerne mødes i en årlig workshop og henover øllen og ellers har en svag kontakt med hinanden,
når de vender tilbage til deres egentlige job. Hvad er så Rudi Rusfort Kraghs visioner for den måde, mandeforskningen i Danmark skal udvikle sig på?
- Det kunne være interessant at få et tidsskrift, som afspejler, hvad dansk mandeforskning interesserer sig for og står for lige nu og desuden at etablere et dansk center for mandeforskning som et sted, man kan rette henvendelse til og få hjælp til en kortlægning af mænds livssammenhæng og verden. Men det er næsten allervigtigst at få oprettet nogle stillinger indenfor dette felt. De skal signalere, at der er eksamenspapirer i det, en akademisk titel, man simpelthen kan få og dermed blive klassificeret som en akademiker indenfor området, så vi kan få det adskilt fra det politiske niveau.

Han ser også tegn på skred i udviklingen: NIKK (Nordisk Institutt for kvinne- og kjønnsforskning i Oslo) har fået en koordinator på mandeforskningsfeltet, og Nordisk Ministerråd har lavet en handlingsplan for mænd og ligestilling, for mere mandeforskning og mere opmærksomhed på forskningen. Måske får mandeforskningen endda et sæde i det nye ligestillingsråd. Nu handler det så bare om, at universiteterne også bliver opmærksomme på vindens retning og får ansat nogle deciderede mandeforskere.

Annette Bjørg Koeller er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
In English
Read this article in English:
Silent Men
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk