Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kultur - et skalkeskjul for fremmedhad

 

I hele Europa er kultur blevet gjort centralt i debatten om indvandring - det er ikke tilfældigt

 

 
FORUM/Lyon 23.3.2000 Med påstanden om, at kulturelle forskelle forhindrer flygtninge og indvandrere i at tilpasse sig de vestlige samfund, er det lykkedes det yderste højre at forklæde fremmedhadet som et acceptabelt synspunkt. Og kvinderne er særligt modtagelige for denne propaganda, mener den franske politolog Nonna Mayer

- "Deres kultur er alt for forskellig fra vores". De kan ikke tilpasse sig vores værdier. "De" er naturligvis de fremmede. Flygtningene og indvandrerne. Og i særdeleshed muslimerne. Ikke blot i Danmark men i hele Europa er det kulturelle argument blevet hovedargumentet imod tilstedeværelsen af flygtninge og indvandrere. Og over hele Europa er dette argument blevet et skalkeskjul for godt, gammeldags fremmedhad, mener den franske politolog Nonna Mayer.
Hun har studeret Europas højreekstremistiske partier og offentlighedens holdninger til fremmede. Hendes konklusion er, at åbenlyst racistiske holdninger er blevet forvist til historiens skraldespand. I stedet benytter de højreekstremistiske partier det pænere og mere stuerene argument om kulturernes uforenelighed.

- Der er sket et skred bort fra den traditionelle racisme baseret den holdning, at racerne er biologisk forskellige og uligeværdige. Forskningen og især den genetiske forskning har gennemhullet denne teori, og samtidig lever vi i demokratiske samfund, hvor tolerance og respekt for andre er alment accepteret. Det er blevet normen efter Holocaust. Derfor siger man ikke længere, at nogle racer er mindreværdige. Man siger, at nogle kulturerer for forskellige fra vores og uforenelige med vore værdier. Men resultatet er det samme. Man bryder sig ikke om de fremmede, og man er imod en blanding - ikke af racerne men af kulturerne, siger Nonna Mayer, som er specialist i Europas højreekstremistiske partier ved det statsligt finansierede Center for Politisk Forskning, CEVIPOF, i Paris.

Dette skred er ikke tilfældigt. Det er en bevidst strategi fra de højreekstremistiske partiers side.
- Siden 1968 har de højreekstremistiske partier antaget dette kulturelle argument ud fra et ønske om ikke at skræmme vælgerne med de gammeldags, aggressive argumenter. Det er helt tydeligt i Frankrig, hvor Jean-Marie Le Pens parti, Front National, udarbejdede en håndbog til brug for partimedlemmerne. Denne håndbog forklarer lige ud, at man ikke skal slå på racistiske argumenter men på de kulturelle forskelle. Man skal ikke sige, at perkerne skal smides i havet, men at man skal organisere indvandrernes hjemrejse. Og man siger, at islam er en smuk religion, som bare ikke hører hjemme i Europa.

- Det er ren taktik i et forsøg på at snøre vælgerne, og kun de højreekstremistiske partier selv ved, hvad der ligger bag retorikken. I samme ånd gør de højreekstremistiske partier forsvaret for den nationale eller endog den lokale kultur til et centralt element. Det er ikke tilfældigt, at Jörg Haider har oprettet et lokalkulturelt institut i Karinthien, eller at Front National i de sydfranske byer, hvor partiet har den politiske magt, forsøger at promovere den provencalske kultur. Kulturen, i form af en ren figurativ kultur i modsætning til moderne, "entartet" kunst, er et gennemgående element i den højreekstremistiske retorik.

Denne retoriske kursændring har båret frugt. Den er slået massivt igennem i befolkningen, viser ikke blot den offentlige debat men også de politiske undersøgelser, som Nonna Mayer har foretaget.
- Kun 18 procent af den franske befolkning erklærer sig for eksempel enig i, at nogle racer er andre overlegne. Men præsenterer man påstande om, at "vi føler os ikke længere hjemme i vort eget land" og "der er for mange indvandrere", så erklærer 49 procent sig enige ifølge en undersøgelse fra 1997. Et enkelt ja-svar til disse spørgsmål gør ikke svareren til racist. Men en stor del af den franske befolkning svarer ja til flere af disse spørgsmål, og placeret på en skala fra venstre til højre er det tydeligt, at jo længere til højre, svarerne stemmer, jo større er graden af enighed i disse påstande, påpeger Nonna Mayer.

Men er der nu også tale om racisme? Man kunne vel påstå, at kulturforskelle undertiden afstedkommer reelle gnidninger, og at fejlslagne integrationspolitikker også kunne give befolkningerne en objektiv grund til at forkaste de fremmedes tilstedeværelse.
- Jeg mener ikke, man kan tale om racisme. Racisme hænger sammen med en tro på en ulighed mellem racerne. Det er netop ikke tilfældet her. Jeg vil hellere tale om etnocentrisme. Tendensen til at foretrække sin egen gruppe, "in-gruppen", frem for andre grupper, "out-grupper", findes i alle europæiske lande. Det er måske et af de mest udprægede fællestræk ved menneskeheden. Out-gruppen kan være hvem som helst, det kan sagtens være nabolandsbyen. Derfor opfattes forkastelsen af "de andre" som en forholdsvis tilforladelig og harmløs holdning. Dertil kommer, at etnocentrismen kan favoriseres af nationale og internationale begivenheder. Men der er stadig tale om en syndebuk-mekanisme. De frustrationer, som social usikkerhed skaber i befolkningen, rettes mod de fremmede.

Dette repræsenterer et lighedpunkt med 30´ernes fremvækst af anti-semitismen. Jo mere socialt udsat og jo dårligere uddannet en gruppe er, jo mere fremmedhadsk bliver den traditionelt også. Men Haiders FPÖ er kommet til magten i et Østrig med en ledighedsprocent på fire, og også i Danmark har flygtningedebatten taget en radikal drejning i en økonomisk opgangsperiode.

- Både i de skandinaviske lande og i for eksempel Belgien kan man tale om en form for velfældschauvinisme. Man er ikke i udpræget grad udsat for arbejdsløshed eller social udstødning. Men man føler diffust, at velfærdsstaten er under pres. Derfor vender man sig mod de grupper, som
kan tænkes at øge presset på velfærden, og som man ikke vil dele med. Det er hele diskussionen om, hvorfor man skal være med til at betale for de andre I Frankrig har Front National baseret hele sit politiske program på dette punkt med sit slogan om "national fortrinsret".

Den nationale fortrinsret går ud på at reservere de sociale ydelser for indbyggere af fransk nationalitet. Venstre og Det konservative Folkepartis ønske om at indføre et åremålskriterium for opnåelse visse sociale ydelser går i sammen retning. På papiret har danske og udenlandske
statsborgere samme adgang til ydelserne, i praksis udelukkes flygtninge. Danske partier går i Le Pens fodspor. Denne velfærdschauvinisme er uden tvivl forklaringen på, at etnocentrismen synes en anelse mere udtalt blandt kvinder end blandt mænd.

- Der er tale om et meget beskedent udsving, men de seneste analyser viser, at der er en to-tre procents overvægt af kvinder blandt de, som giver udtryk for etnocentriske synspunkter. Resultatet er overraskende, fordi kvinder sædvanligvis repræsenterer mere humanistiske synspunkter end mændene. Men kvinderne er også i højere grad interesseret i at bevare de sociale velfærdssystemer. Når kvinderne er mere skeptiske over for EU end mænd, er argumentet ofte, at man oplever den europæiske integration som en trussel mod velfærden. Det er den samme mekanisme, som gør sig gældende over for de fremmede, som beskyldes for at nasse på vores sociale velfærdssystemer, mener Mayer.

Sammenkædningen med EU gør sig også gældende i den pludselige interesse for de nationale kulturer.
-Den europæiske integration og globaliseringen skaber en frygt for, at den nationale kultur opløses. Man oplever, at de nationale kulturer er under pres udefra, også fra USA´s kulturindustri. Man føler, at der finder en kulturkamp sted, og at man skal føre en krig på det kulturelle plan. I forhold til indvandrerne spiller frygten for en islamisk kultur en rolle. Fremkomsten af en revolutionær islam i 80´erne og 90´erne med den iranske revolution og islamisternes massakrer i Algeriet har skabt en frygt for islam, og når unge piger insisterer på at bære hidjab, ses det som et tegn på, at islam vinder terræn som kultur. Bag individet ser man gruppen. Og denne gruppe defineres negativt : de opdrager ikke deres børn ligesom vi, de har ikke de samme værdier, de accepterer ikke ligestillingen mellem kønnene.

Det er altså lykkedes de højreekstremistiske partier at placere deres centrale temaer i hjertet af den offentlige debat. Forsvaret for kulturen og velfærdsstaten er de trojanske heste, som benyttes til at promovere traditionelt højreekstremistiske holdninger.

- Over for konkurrencen fra det yderste højre har de moderate politiske partier været fristet til at overtage nogle af disse holdninger. Man hørte for eksempel Jacques Chirac , før han blev fransk præsident, udtale sig om "lugten fra indvandrerlejlighederne". Og der er blevet gennemført en række stramninger af flygtninge- og indvandrerpolitikken i de europæiske lande i de senere år. Men ved at overtage de højreekstremistiske synspunkter, legitimerer de traditionelle partier den yderste højrefløj, og der er en risiko for, at denne legitimering kommer det yderste højre til gode i form af vælgerfremgang.

Det er tilfældet i Frankrig, hvor Front National i en årrække generede det etablerede partisystem ved at sætte sig solidt på 15 procent af stemmerne, selv om de moderate højrepartier gjorde hvad de kunne for at vinde disse vælgere tilbage med gentagne stramninger af indvandrerlovgivningen. Kun Front Nationals interne splittelse og opløsning i to konkurrerende partier har sat en stopper for det højreekstremistiske vælgertække.

Og det er netop karakteristisk, at indvandringen i de seneste måneder er forsvundet helt ud af den politiske debat i Frankrig efter Front Nationals splittelse og efterfølgende nederlag ved EU-valget i sommer. Selv det nye, nationalistiske parti RPF har ikke benyttet sig af Front Nationals sammenbrud til at gøre sig selv til ny bannerfører for de fremmedfjendske synspunkter. Og højrepolitikere, som i deres regeringstid stod for stramninger af indvandrings- og asyllovene, opfordrer nu til at give alle illegale indvandrere opholdstilladelse og favorisere indvandringen for at imødegå de faldende fødselstal.

De højreekstremistiske synspunkter minder derfor mere om et bål i en gang kvas end om en skovbrand, og Nonna Mayer mener ikke, der på langt sigt er grund til at frygte en fascistisk udvikling i Europa. Selv om fremmedhadet stadig lever i befolkningen, kan man glæde sig over, at det ikke længere er acceptabelt at udtrykke det i rene ord. Det er et skridt væk fra racismen, omend ikke et tilstrækkeligt skridt.

- For det første er det da positivt, at befolkningen har gjort den renlivede racisme til et tabu. Det er et fremskridt. For det andet er der ikke tegn på, at fremmedhadet er i fremgang, når man ser på længere perioder. Det blusser op på bestemte tidspunkter under indflydelse af nationale eller internationale begivenheder, men i et længere tidsperspektiv kan man ikke se nogen vækst. Og for det tredje er der ikke tale om en fremgang for andre højreekstremistiske temaer. Det opblussende
fremmedhad ledsages ikke af fjendtlighed mod homoseksuelle eller eller ideologisk betingede angreb på kvinders erhvervede rettigheder. Tværtimod synes tolerance over for homoseksuelle at vinde frem for hver generation

Det er den afgørende forskel sammenlignet med 30´ernes fascistiske feberudbrud i Europa. Hvilket naturligvis ikke dispenserer fra at reflektere over, at det er lykkedes højreekstremister fra Le Pen over Jörg Haider til Pia Kjærsgaard at plante fremmedhadet i centrum af den offentlige debat.
 
Læs mere
Nonna Mayer er forsker på centeret CEVIPOF - læs mere på centerets hjemmeside
CEVIPOF

Multietniske arbejdspladser betyder ikke noget for danske ledere i dag, ifølge helt ny undersøgelse.
Danske chefer er nærsynede
Ingeniørgen|net
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk