Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Transnationale migranter og forskere

 

Globalisering er tidens slagord og én side af fænomenet er den transnationale migration på tværs af landegrænser. Men har bevægeligheden gjort det at høre til et sted

 
FORUM/23.2.2000 Hver dag forlader kvinder en støvet lille landsby i den Dominikanske Republik, Peru, Marokko - eller for den sags skyld andre landsbyer i 3. verden - for at rejse til den vestlige verdens metropoler på jagt efter arbejde og en bedre tilværelse. Nogle rejser over grænserne med de fornødne dokumenter, mens mange andre må gøre brug af illegale netværk, der mod eksorbitante afdragsordninger og med livet som indsats kan skaffe dem uset forbi grænseposter (og migrationskontroller). De fleste af kvinderne indgår i og udvikler deres egne transnationale netværk. Det er disse netværk antropologen Ninna Nyberg Sørensen på Center for Udviklings Forskning i en årrække har interesseret sig for. Hvordan fungerer de? Hvordan fastholder kvinderne f.eks. en tæt forbindelse til deres hjemlande, familier og børn, mens de arbejder som hushjælp i Spanien eller på fabrik i USA? Hvad gør den fysiske bevægelse ved deres identitet? Og forbliver de tro mod deres hjemlige nationalstat, når de nu bor, arbejder og lever dele af deres liv andre steder?

Den tiltagende migration og migranternes transnationale netværk er én side af klodens øgede globalisering. Accelerede kapital- og informationsstrømme er en anden. Ordet globalisering fremkalder ofte jet-set agtige associationer: kosmopolitiske rejsende, der sender e-mails fra deres mobiltelefon, mens der kaldes ud til endnu en flyafgang til New York,Bombay eller Tokyo. De har travlt, og hele verden er deres hjem - en forjættende vision.

Men Ninna Nyberg Sørensen mener, at man skal være varsom med at overføre de frie globaliseringsmetaforer til folk, som vitterlig lever en kummerlig tilværelse. De kvinder, som hun har fulgt f.eks fra den Dominikanske Republik til New York og videre til Madrid, har ikke meget jet-set agtigt over sig. De fleste er økonomisk marginaliserede. Ofte ser de ikke deres børn i 3-4 år, mens de knokler som hushjælp i op til 80 timer om ugen for så lidt som 3000 kr om måneden.

- Kosmopolitten kan selv bestemme, hvornår hun vil købe en flyvebillet, hvornår hun logger ind på nettet, og ringer hvem op hvor. Hun har den økonomiske frihed til at hoppe på et fly, når det passer hende, en frihed langt størstedelden af verdens migranter ikke har. Mange migranter er måske nok istand til at spare op til den årlige hjemtur, og formår via den at holde en masse netværk ved lige. Denne mulighed er ikke åben for udokumenterede migranter, der risikerer at miste deres 'adgang' til et vestligt arbejdsmarked ved at blive 'opdaget' under rejsen. Her er altså en væsentlig skelnen: Der er én form for transnationale samfund, det er muligt at holde ved lige ved flows gennem telefon, fjernsyn, video, fax, internet eller pengeforsendelser. Men der er andre typer sociale relationer, som er afhængige af fysisk tilstedeværelse; emotionelle relationer kan ikke alene vedligeholdes i moderne kommunikationsnetværk.

Ninna Nyberg Sørensen har f.eks. lavet observationer af videokonferencer, hvor migranter med hjælp af moderne teknologi søger at fastholde forbindelser på tværs af have og grænser, og det er ofte en hjerteskærende oplevelse.

- I Spanien fik en entrepenant dominikaner den gode ide at etablere en forretning, der tilbød videokonferencer. Han lavede en aftale med et lokalt, privat telefonselskab, som har sådan nogle telefonhuse, man kender fra den 3. verden, med 10 telefonbokse ved siden af hinanden. Her blev der sat fire computere op med kamera ovenpå, og i fire migrantbyer i den Dominikanske Republik blev den samme teknologi installeret. Om søndagen, når de dominikanske hushjælpere havde fri, traskede de så ind og lagde 20 dollars på bordet. Forinden havde de brugt et par dollars til at ringe på gammeldags vis til familien og aftale præcis tid for videokonferencen.

- I hjemlandet puttede bedstemoderen alle børnene i det fineste søndagstøj og satte dem foran kameracomputeren, og så kunne moder og børn fysisk se hinanden og føre en samtale med en lille digital forsinkelse over nettet. Det er jo helt fantastisk, hvis man kigger på det som en globaliseringsvision, at mødrene kan sidde i Spanien - hvor de ikke kan komme fra, fordi de ikke har papirerene i orden, eller fordi de tjener så lidt, at de kun sjældent har råd til at komme hjem på besøg - og snakke med deres børn. I princippet giver videokonferencen altså mulighed for lang-distance opdragelse.

- Men det var også en dybt rystende oplevelse. Jeg har været begge steder og siddet med både børnene og mødrene, og folk bryder jo sammen. Muligvis ikke i de fem minutter på skærmen, som de har betalt 20 dollars for, men bagefter - det er frygteligt smertefuldt og forløjet. Især den mor-barn relation, hvor begge parter gensidigt skal overbevise hinanden om, at "vi har det skam godt allesammen" - for ikke at gøre hinanden kede af det og bekymrede. Så alle sidder og lyver om kap og siger, at "her går det godt". Bedstemoderen, søsteren eller veninden, der tager sig af børnene, er også afhængige af de penge, der sendes hjem, og hvis den person ikke gør sit job ordentligt, er der fare for at pengestrømmen holder op. De har altså er en god grund til at give en glansbillede version.

Ninna Nyberg Sørensen interviewede også nogle dominikanske skolebørn. I en klasse på 15 elever var alles forældre migranter. I de fleste tilfælde moren, i færre tilfælde faren, og i enkelte tilfælde begge forældre.

- De første par dage gik det meget godt. Vi fik de sædvanlige fortællinger om, hvordan det, at mor var i Spanien, gjorde, at de kunne gå på betalingsskole, få ordentligt tøj og lædersko og måske en cykel. Men efter et par dage begyndte ungerne at bryde sammen på stribe - det var en fuldstændig krakeleren, der viste, hvad migrationen også er: følelsesmæssig afstand, tomhed, savn. "Ja, jeg snakker med mor i telefonen en gang om ugen". "Jeg ser hende nogle gange over nettet, ja hun sender penge - ja, vi er alle familie - det betyder ikke noget for vores familiefølelse, at vi ikke er fysisk tilstede samme sted". Men emotionelt tror jeg, prisen er høj for mange - for dem, der ikke er kosmopolitter, men transnationale migranter med færre muligheder. De fysiske bevægelser er mindre hyppige og noget, man skal kæmpe for, hver gang.

Nyberg Sørensens aktuelle fokusering på migrationens bagsider hænger også sammen med en nyere erkendelse af baggrunden for hendes egen fascination af de transnationale bevægelser. En fascination, hun egentlig aldrig havde tænkt nærmere over før sidste sommer, hvor hun fortalte en kollega fra Zimbabwe, at hun for 3. gang var inviteret til jubilæumsklassefest på Bornholm, og for 3. gang ikke havde tænkt sig at komme, for det sted havde hun ikke længere et tilhørsforhold til.

- Så sagde kollegaen: "Du er migrationsforsker, selvfølgelig skal du til den fest". Jamen, jeg har ikke været på Bornholm siden jeg var 15 år - jo engang som 20 årig og det var dybt deprimerende, et samfund, der var gået momentalt i opløsning, fuldstændig som i filmen "Bornholms stemme" - den film er min barndom. Kollegaen sagde "tag afsted, og tænk over, hvorfor du laver det, du laver". Så tog jeg tilbage og tænkte, at jeg jo selv har boet utroligt mange steder. Jeg er vokset op med ikke at være knyttet til et sted, fordi mine forældre flyttede meget rundt. Det har sikkert præget min forestilling om, at sted ikke nødvendigvis betyder noget for andre mennesker. Men det bliver det jo ikke rigtigt af - slet ikke når min erfaring er fraværet af stedbundethed.

- Jeg er opvokset på Bornholm, men mine forældre er ikke derfra. Så min barndom var at være fremmed, udenfor, ikke at tale rigtigt, ikke at være rigtig og at have nogle hippiforældre i kammaraternes øjne. Jeg håndterede det ved at dyrke det at være anderledes og at være mobil - vi kunne flytte os. Da øens økonomi brasede sammen og alle kutterne blev hugget op, så pakkede min far folkevognen og sagde, "så smutter vi". Jeg tror, det er meget vigtigt, at konfrontere den fortid og blive bevidst om min fascination af bevægelse, og hvor frygtelig provinsiel den er - ren selvoplevelse og ikke spor universel. Over halvdelen af mine gamle klassekammarater bor stadig på Bornholm, de fleste i den samme by som dengang. Selvfølgelig er det en vigtig erkendelse i forhold til at blive bevidst om, at min erfaring ikke er den eneste gældende erfaring. Jeg havde ikke tænkt så tydeligt over det før, og det involverede rejsen tilbage.

- Jeg tror, at jeg i min tidlige forskning havde tendens til at romantisere bevægelse. Jeg fokuserede meget på de overskridende potentialer, og meget lidt på det problematiske. Nu er jeg mere opmærksom på, at det også kan være problematisk at flytte sig. Det har måske noget at gøre med alder, selv at have fået børn; en søn som et begyndt at sætte spørgsmålstegn ved mit fravær: "Du var altid væk". Han har selvfølgelig også været med på feltarbejde, indtil han gik i 4 og 5. klasse, og skolelærerne begyndte at synes, at han var lidt meget fraværende.

- Hvor jeg før interesserede mig for fædrene og mødrene, er jeg begyndt også at interessere mig for børnene - ja, at få øje på dem. Jeg er også begyndt at indrage de ældre kvinder, som pludselig er efterladt med 12 pubertetsbørn, samtlige døtres unger. Hvad er det for et liv? Nok ikke altid lige det, de havde tænkt sig. Man må også have de problematiske aspekter med - og øje for modsætningsfyldte processer, for forudsætningen for at lave god politik er et øje for nuancerne.

Ninna Nyberg Sørensen har arbejdet meget med migranternes egne fortællinger om deres liv og tilhørsforhold, den såkaldte narrative metode. Hun kan ikke pege på én transnational migrantforælling - det skulle da lige være nostalgi i forhold til oprindelsessted. Altså forherligelsen af det sted folk kommer fra som det bedste i verden.

- Det er lidt i stil med, hvad en jyde i København siger om Jylland - maden er bedre, folk er sødere, der er mere fred og ro, osv. Det er en fortælling, som vi alle sammen kan, og som i virkeligheden handler om en anden tid, fra før verden - min verden - gik af lave. Det er jo ret interessant i forhold til al den nyere postmoderne antropologiske teori, der handler om, at alt det her med sted og stedbundethed ikke skal tages for givet. Folk er jo i deres fortællinger ekstremt stedbundne, når de fortæller om deres identitet, mens de i praksis tit overskrider den. Den fortælling folk fortæller, passer ikke nødvendigvis på det de gør; til de nye netværk de er i gang med at skabe, til de nye måder, de er begyndt at organisere deres liv på, til at pigerne f.eks. også skal have en god uddannelse. Folks selvrepræsentation halter efter deres praksis - ikke af ond vilje eller for at lyve, jeg tror, det er meget mere basalt. Vi har nemmest ved at forstå verden i nogle klare kasser eller afgrænsede enheder. Man kan kalde det myter, men myter forstået som en vigtig del af virkeligheden.

I modsætning til globaliseringsteorierne tager transnationale teorier højde for denne stedbundethed, mener Ninna Nyberg Sørensen. De tager også i højere grad højde for økonomisk forskel og marginalisering som ofte glemmes i talen om globalisering.

- Det transnationale er et konglomerat af identiteter som i princippet er stedbundne. Den, der er 'bærer' eller 'bruger' af identiteterne, er ikke nødvendigvis fysisk tilstede de steder eller det sted, de kommer fra. For mig er det globale karakteriseret ved egentlig ikke at er 'høre til' noget sted, og ikke at have en identitet, der er bundet til et sted. Det synes jeg er en meget væsentlig forskel i forhold til forestillinger om, hvad det er for nogle bevægelser, vi taler om, og hvad det gør ved folk at migrere.

Folks egne fortællinger om migration samt deres netværk, er én dominerende tendens i transnational teori. En anden tendens tager udgangspunkt i staten og f.eks. hvordan nationalstater begynder at betragte deres statsborgere uden for landets grænser som en ressource, både økonomisk og politisk.

- Jeg har arbejdet en del med hvordan den dominikanske stat begyndte at bruge dominikanske migranter i New York som en økonomisk ressource. F.eks. under indsamlinger til politiske kampagner eller som bidragydere til konkrete projekter, som f.eks. en brønd til en landsby eller en ambulance til en anden landsby. Senere blev folk inddraget aktivt i den politiske proces, ikke mindst på grund af USAs anerkendelse af dobbelt statsborgerskab. Dominikanere, som ikke opholder sig fysisk i hjemlandet, fik f.eks. ret til at stemme på ambassaden i New York. Det er en dybt interessant deterritorialisering af statens fysiske rum, der dog stadig er bygget op omkring mennesker, som føler en loyalitet overfor et sted.

Her ligger også hele diskussionen om national identitet i forhold til statsborgerskab. Hvilke loyaliteter opbygger folk? Bliver de ved med at være loyale overfor deres hjemland? Og hvis de gør, betyder det så, at de ikke bliver integreret i modtagersamfundene? Kan man være statsborger to steder uden at miste sin nationale identitet?

- I USA kan man efter anerkendelsen af dobbelt statsborgerskab se, at der er mange flere latinamerikanske indvandrere, der får amerikansk statsborgerskab, for de ikke behøver at opgive det statsborgerskab, de havde med sig. Det gør tilsyneladende migranterne mere aktive og deltagende, også i den amerikanske sammenhæng. De kan nu sidde i skolebestyrelse, eller stemme til lokal- eller nationale valg. Det er jo lidt i modsætning til, hvad man umiddelbart ville tro - nemlig at folks loyaliteter blev svækkede af, at de fik adgang til at få flere sidestillede statsborgerskaber.

-Kapaciteten til at forholde sig til og tage aktiv del i livet flere steder, som mange mennesker selvfølgelig er pressede til af økonomiske eller politiske grunde - den er forrygende og forbløffende stor, især hvis man skaber de politiske forudsætninger. Men det ligger jo de fleste migrationspolitikker frygteligt fjernt. Hvis man skaber betingelser og muligheder for, at folk kan indskrive sig i flere nationale kontekster som aktive borgere, som loyale borgere, som deltagere, så ser det faktisk ud som om, at de sagtens kan finde ud af det. Helt i modstrid med den gængse opfattelse af migranter som rodløse/splittede osv. Det er sådan set ikke dem, der har problemer med det - det er mere forskellige politikker og ind imellem os forskere.

Noget andet, som migranterne er dygtige til, er at oprette og udbygge netværk. Det undrer derfor Ninna Nyberg, at f.eks. udviklingsbistanden ikke udnytter migranternes egne netværk og resourcer.

- Der er et eller andet absurd i, at europæiske lande brokker sig over at modtage en masse migranter samtidig med, at Europa på mange vitale områder fastholder en protektionistisk politik. Den gør, at f.eks. alle de tomater, der bliver produceret i Marokko, ikke må eksporteres til Europa, fordi Europa beskytter sit eget marked. Tomaterne er sikkert både bedre og billigere i Marokko, men spanske og italienske tomatbønder har altid produceret tomater, og det vil de gerne blive ved med. Derfor rejser marokkanerne op for at plukke tomaterne i Europa, hvor europæisk arbejdskraft er blevet for dyr. Her bliver de udråbt til et 'problem', mens de i virkeligheden er med til at holde prisen på europæiske tomater nede, der igen gør det svært for Marokko at klare sig i konkurrencen og får endnu flere marokkanere til at ønske at migrere.

- Når vi i Danmark kan købe en dåse flåede tomater til to en halv kr., så kan man selv regne ud, hvad det har kostet at plukke dem, putte dem i en dåse med etikette på, og transportere dem fra den ene ende af Europa til den anden. For den enormt ringe hyre migranterne tjener, lykkes det alligevel at sende måske op til halvdelen hjem, som holder gang i nogle lokalsamfund, som gør at der bliver bygget huse, at nogle børn kommer i skole, at 'udviklingen' ikke går helt i stå. Jeg har altid opfattet migranter som nogen, der er blevet trætte af at vente på udviklingen.

- Samtidig har vi en udviklingspolitik, som støtter de 3. verdenslande, hvor migranterne kommer fra. Men der er mere eller mindre vandtætte skodder mellem de to ting. Jeg har ikke hørt udenrigsministeren sige: "Vi har modtaget mange mennesker fra Somalia - vi har en udviklingspolitik i forhold til Somalia - lad os bruge herboende somailiere som en ressource, for ved at komme hertil har de allerede selv vist, at de kan noget". Lad os dog finde ud af, hvad de selv gør og måske kunne vores udviklingspolitik gøre brug af det. Fremfor at vi sidder og laver en anden politik, som hvis vi er heldige rammer, men som måske er i modsætning til det, folk selv gør. Det er så oplagt! Der står faktisk i den nye repatrieringslov, at når man repatrierer folk, så kan man give dem mulighed for at deltage i bistandsaktiviteter. Muligheden udnyttes bare ikke, mest fordi vi ikke ved, hvordan vi skal gøre det.

- Man må altså lave nogle undersøgelser af, hvordan de her netværk fungerer uden at kriminalisere folk. Den somaliske bistandsklient, som ud af sin bistand er i stand til at sende nogle hundrede kroner hjem, som vil kunne holde i hvert fald den nærmeste familie i live, bedriver socialt bedrageri, lyder det. Det menneske får mere, end han eller hun har brug for. Men hvad der rent faktisk sker er, at der opbygges et netværk med et enormt udviklingspotentiale. Får somalierne en uddannelse, der er mangel på i hjemlandet, er sandsynligheden for en senere vellykket repatriering givetvis større. Politisk er der bare ikke tegn på, at nogen vil gøre brug af den ekspertise.

Ninna Nyberg Sørensen har som antropolog primært beskæftiget sig med caribiske migranter. Her ligger også en fascination af kulturblanding - hele Latinamerika er defineret ved kulturblanding og kreolisering.

- Jeg har en fascination af det caribiske område som et laboratorie for livsformer. Af de overskridende forestillinger om, hvad det er at være menneske, især i forhold til Danmark, som på mange måder er et forestillingsmæssigt indskrænket felt for, hvad man kan og ikke kan. Hvem der kan være dansker, og hvem der ikke kan. Caribiske livsformer har været meget øjenåbnende - jeg har ihvertfald lært utroligt meget af at være der, som jeg ikke synes, jeg kunne lære her.

- I forhold til en dansk invandrerdebat, tror jeg, at det er vigtigt at have hoppet ud af den snævre og meget politiserede danske debat og at have kigget på den type debat et sted, som jeg ikke selv er en del af. For det er svært at lave indvandrerforskning i Danmark uden at indskrive sig i en på forhånd givet diskurs. Jeg har selvfølgelig sat mig ind i, hvad indvandrerdebatten drejer sig om i f.eks. USA eller det sydlige Europa, men jeg har kunnet forholde mig åbent og søgende, fordi det var så anderledes end i Danmark. Hvis hvide majoritets amerikanere sagde til mig, "at det er også et problem med de indvandrere", så har jeg kunnet være i indvandrermiljøer uden at nuancen med 'det problematiske' lå i mine kognitive brikker.

-Det er jo nok på tide, at jeg kommer hjem. Jeg har meget lyst til at arbejde med flygtninge-grupper fra 3. verden her i Danmark og de udviklingspolitiske konsekvenser af deres fravær i de lande, de kommer fra, hvad det er de eventuelt bidrager med under deres fravær, og hvilke konsekvenser det vil have, hvis de vender tilbage. Der tror jeg, at det er en fordel at have været fri af de forudindtagede meninger og den danske stedbundethed - for at lave god forskning om mobilitet er du nødt til selv at være mobil. Du må fjerne dig fra dit objekt, men også gå tilbage på et tidspunkt - bruge din egen rejse, oplevelser og erfaring konstruktivt. Når der så er gået et stykke tid, så skal du sikkert ud igen.

- Der laves glimrende indvandrerforskning i Danmark, men der produceres også en meget provinsiel forskning, der ikke tager højde for de internationale erfaringer. Her tror jeg, at dialogen med migrantionsforskningen andre steder er væsentlig - for mig har det især været dialogen med de latinamerikanske lande - deres diskurser om multikulturalisme osv. Det er en måde at blive en bedre migrations- eller udviklingsforsker i Danmark på.

Ninna Nyberg Sørensen mener ikke, at det holder vand bare at sidde at jamre over at medierne eller politikerne er dumme og ikke gider lytte på forskerne i den nuværende indvandrerdebat.

- Vi, der er i forskningsverdenen, er nødt til at tage os sammen. Vi må gribe i egen barm eller hvad vi nu har at gribe i og ikke bare brokke os over, at politikerne er for dumme. Vi har åbenbart ikke været i stand til at lave en forskning, der har været overbevisende nok, og som har kunnet vise potentialet i de transnationale relationer; som har kunnet forklare og anskueliggøre de enorme menneskelige ressourcer, der ligger her. Vi må blive bedre og mere offentlige omkring vores forskningsresultater - vi må formidle bredt og ikke kun indenfor en akademisk offentlighed.

- Vi bliver også nødt til at gå ud og arbejde sammen med de her folk, sætte vores eget levebrød på spil. Hvis andre kan være lige så gode og endnu bedre end os selv til at lave bistandsarbejde, så er der selvfølgelig risiko for at nogle af vores arbejdspladser ryger. Det bør nu ikke afholde os fra at lave tværnationale alliancer og samarbejde med lokale folk - stille vores viden til rådighed, så den bliver brugt. Hvis forskningen ikke kan overbevise de nationale regeringer om at lave sine politikker om, så kan den måske støtte sociale bevægelser - f.eks. indvandrerorganisationer både globalt og lokalt. Og så har forskningen ikke været forgæves.

Ninna Nyberg Sørensen er kultursociolog (mag.art) og antropolog (ph.d.), seniorforsker ved Center for Udviklingsforskning, leder af forskningstemaet Konflikt, bevægelse og statsdannelse.
 
Læs mere
Det amerikanske universitet UC Davis har oprettet et forum om international migration
Migration Dialogue

Om transnational migration fra UNHCR's arbejdspapirer
Working papers
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk