Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

I kulturens vold

 

Kultur er de seneste 5 år blevet allemandseje. Ikke kultur forstået som museer og teatre, men den levede, daglige kultur - meget ofte præsenteret i modsætningen "vores danske kultur" versus indvandrernes "fjerne og middelalderlige kultur" eller "hjertevarme kultur", alt efter politisk ståsted.

 

 
Kultur er de seneste 5 år blevet allemandseje. Ikke kultur forstået som museer og teatre, men den levede, daglige kultur - meget ofte præsenteret i modsætningen "vores danske kultur" versus indvandrernes "fjerne og middelalderlige kultur" eller "hjertevarme kultur", alt efter politisk ståsted.

Kultur kan tilsyneladende forklare alt, som før blev forklaret som socio-økonomiske fænomener. Når der er ballade på f.eks. Nørrebro, er det de unge nydanskeres kultur, der er noget i vejen med. Den er simpelten for fjern og inkompatibel med vores danske kultur, hedder det.
Kultur er den nye superforklaring på alt, og vi griber den med begejstring. Der er opstået foreninger, som skal bevare den danske kultur, som opfattes som truet - og kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen har lanceret et projekt, der skal gøre os opmærksomme på, hvad dansk kultur i det hele taget er.

Jørgen Bæk Simonsen, leder af Carsten Niebuhr instituttet i København, har som islam-forsker i ti år arbejdet med muslimske indvandrere og flygtninges etablering her i landet. Han mener, at kulturaliseringen bl.a. er med til at afspore vigtige politiske debatter om medborgerlige rettigheder og pligter i et Danmark under forandring. Derfor er han heller ikke udelt begejstret for f.eks. kulturministerens projekt.

-Ministerens udgangspunkt er på en og samme tid fornuftigt og fejlagtigt. Det er fornuftigt, fordi det jo er i mødet med andre, at ens egen måde at iscenesætte tingene på for alvor bliver klar. Så længe vi befinder os blandt mennesker, vi er fortrolige med, er der en forfærdelig masse ting, der bliver gjort pr. automatik og også bliver institutionaliseret og ritualiseret, uden at vi egentlig er istand til at forklare, hvorfor det bliver enten en institution eller et ritual. Så er det da rigtigt set af vores kulturminister, at det homogene danske Danmark i stigende omfang er blevet flerkulturelt, flersproget og flerreligiøst. Der er kommet folk hertil, som i en lang række tydelige sammenhænge gør brug af andre riter og måder at organiserere sig på, end vi er vant til.

-Men jeg mener, at det fejlagtigt af hende på baggrund af det at slutte, at vi ikke har kultur, for det har vi naturligvis. Det er bare først, når andres kultur bliver synlig og nærværende, at vores egen kultur dels bliver sat i relief og dels i modspil med eller i modsætning til det, som de andre bringer med sig. Derfor kan man sige, at det måske er fornuftigt at få en debat sat igang om, hvad det så er for nogle værdier, vi gerne vil repræsenteres af. Der kan jeg fuldt ud dele hendes og andres ønske om, at få en almindelig bred folkelig og oplyst debat, hvor vi så finder ud af, hvem vi er.

Jørgen Bæk Simonsen mener, at kulturaliseringen synliggør et ønske om at rubricere og klassificere, og det ser han grundlæggende som et sundhedstegn.
- Skal vi noget med vores liv, så er det vel, at vi skal være istand til at bruge vores erfaringer og øgede indsigt til at klassificere den tilværelse, vi er en del af. Så det er ikke bestræbelserne, der ligger i kulturaliseringen, der er problematiske. Det er begrænsningen, der ligger i de værdier, som man pr. automatik indskriver i den kulturelle fortolkning. At man bruger en lang række religiøse, sproglige omstændigheder til at klassificere nogle i forhold til andre er fuldt ud legitim. Bare man husker, at alle de der placerer, en selv og de andre, bruger deres sprog, religion og kultur som fortolkningsnøgler. Derfor er der ikke nogen garanti for, at de vil blive brugt på samme måde i morgen, som de bliver brugt i dag.

Kulturaliseringen går ifølge Jørgen Bæk Simonsen netop galt i byen, når kultur pludselig bliver lig den for længst hedengangne konstruktion; racebegrebet.
-Det farlige i kulturaliseringen er, at det kulturelle bliver udstyret med en egen biologisk genetik. Det antages alt for ofte, at når nogen er noget, så gør de naturligvis sådan og sådan. Der blivet det positive, der ligger i ønsket om at klassificere, undermineret.

Det er også fejlagtigt, når kultur opfattes som en afgrænset og statisk størrelse med en enkelt facitliste. Når en bestemt form for danskhed får monopol.
-Jeg kender ikke nogen kulturer, som er gået uforandret fra det ene århundrede til det andet. Det burde jo være en erindring om, at al kultur netop er fortolkningsrammer,
og at de ting, som fortolkningsrammen på et givent tidspunkt skal forholde sig til, tager form efter, hvad det er for en sammenhæng - i hvilke udformninger, de skal udmøntes. Derfor er det jo lige netop politisk snedigt at ville fastholde "de andre" som bærere af en uforanderlig kultur, for hvis de er bærere af en uforanderlig kultur, så har vi også lov til at have vores egen uforanderlige kultur. Men vi ved jo, at dansk kultur er foranderlig. Danmark var f.eks. indtil kristeliggørelsen fandt sted en anden type samfund med en anden religion end det blev, da kristendommen havde sejret.

-Så med kulturaliseringen har vi fået en abstrakt debat om påståede uforanderlige kulturelle traditioner i stedet for en tiltrængt debat om rettigheder og pligter og den gensidige solidaritet. Det har været en hindring for politisk stillingtagen til det overordnede fænomen, vi står over for i forandringen af det danske samfund, nemlig at sikre, at vores nye grupper af medborgere får mulighed for at udvikle, synliggøre og gøre brug af deres forskellighed i forhold til os, siger Jørgen Bæk Simonsen.

Det er især Dansk Folkeparti, der i Danmark har sat dansk kultur som homogen, Dannebrogs-flankeret og flæskestegsknasende størrelse og dermed kulturaliseringen på den politiske dagsorden. Vælgerne strømmer til, og mange af de andre partier halser efter.

-Vi ser ideen om uforanderlig kultur tydeliggjort ved f.eks. Dansk Folkepartis slogan om det gamle Danmark - det er jo i sig selv et udtryk for en fuldstændig fejlagtig opfattelse. Det gamle Danmark, som Dansk Folkeparti taler om, er dødt og gammelt netop af den enkle grund, at det repræsenterer nogle værdier og nogle måder at iscenesætte og forvalte disse ideer på, som tiden er løbet fra. Derfor handler det jo netop ikke om, at vi skal genskabe det gamle Danmark, men om at tage en moden debat om, hvad det er vi mener, at vi som danskere er repræsentanter for.

Jørgen Bæk Simonsen peger på, at tolerance, åbenhed og imødekommenhed er de værdier, vi i Danmark og i Europa i årtier har brystet os af at stå for. Samtidig har det vist sig, at vi i 80'erne og 90'erne har haft svært ved at reelt at indfri disse traditioner. Det står i grel konstrast til de krav Vesten har stillet til 3. verden i forbindelse med f.eks. udviklingshjælp om netop at indføre demokratisering og menneskerettigheder, understreger han.
- Vi har sagt, at de må lære at indrette sig efter, at disse værdier er globalt gyldige. Hvis det er rigtigt, så må det jo også være vores forpligtelse, at sørge for at de mennesker, der kommer her til overdrages nøjagtigt de samme rettigheder og nøjagtig de samme muligheder for at agere, som vi normalt overdrager hinanden.

-Men hvis vi ikke er istand til at håndtere åbenhed og tolerance, så kan det ikke nytte noget, at vi hævder, at vi er det, for så er vi utroværdige - ikke bare i forhold til den øvrige 3. verden, men også hvad vi kan se hos os selv. Og det bliver så også problemet, når vi taler om den nationale troværdighed. For hvis vi ikke er istand til at rumme forskelligheden og give forskelligheden mulighed for at trives og udvikle sig, så er vi altså ikke tolerante og åbne. Det betyder ikke, at vi er dårlige, det betyder bare, at vi ikke er det, vi har påstået, vi er. Så må vi jo gøre op med vores definition af os selv, og udvikle en defintion, der står i rimeligt forhold til, hvordan vi agerer.

-Og så er vi en del, der får nogle forbandede problemer, for jeg vil ikke ret gerne slås i hartkorn med det gamle Danmark, som Dansk Folkeparti er repræsentant for, for det er en saga blot. Det er en danskhed, der er død af naturlige årsager - der er ikke nogen, der har henrettet eller aflivet den. Den er ganske enkelt død, fordi den socio-økonomiske udvikling var af en sådan beskaffenhed, at mor ved kødgryderne og far på arbejdsmarkedet og tre velopdragne børn forsvandt af sig selv.
Der har vi også et fælles europæisk problem, da vi kan se en politisk højredrejning, som tilsyneladende er generel for Europa som helhed. Man kunne jo fristes til at drage den konklusion, at den fascisme, der slog igennem Central Europa i 20'erne og 30'erne og i Sydeuropa i tilfældet Portugal, Spanien og Grækenland til langt op i 70'erne - om den måske i virkeligheden er mere i tråd med den europæiske kulturelle arv, end vi i almindelighed har holdt af at mene.

-Samtidig har vi har kunnet se, at Europa som demokratiets forsvarer og repræsentant for menneskerettighedernes overholdelse har været længe om at reagere på de etniske udrensninger under Eks-jugoslaviens sammenbrud og i forbindelse med Kosovo. Vi har ikke evnet at reagere på iøjenfaldende overtrædelser af helt elementære rettigheder, som er indarbejdet konstitutionelt set i samtlige demokratiske europæiske landes politiske systemers fundament. Ydermere tillader højredrejningen folk at udtrykke sig i vendinger, som almindeligt uddannede mennesker for 15 år siden ganske enkelt ikke ville finde sig i blev udtalt. Der er såvidt jeg kan vurdere tale om en forråelse også af det mentale landskab - og det er et overordentligt bekymrende perpektiv for vores europæiske politiske tradition og de grader af rettigheder, vi har været vant til at forvalte med den.

-Det bliver så dobbelt problematisk, fordi så mange mener, at disse værdier er det smukkeste ved at bo i Europa. Er der noget som f.eks. den almindeligt bevandrede araber har respekt for, så er det den særlige politiske kultur, der sikrer ganske almindelige mennesker en medindflydelse på, hvilke politiske beslutninger, der skal tages hvornår. Så er problemet altså ikke, at det er 3. verden der ødelægger den, det er at vi er i færd med at ødelægge den selv.

En af Jørgen Bæk Simonsens pointer at, at dansk kultur kan være fuldt ud ligeså dansk, hvis den iscenesættes af andre, der ikke opfattes traditionelt som danskere.
-Vi må gøre op med forestillingen om, at dansk er en etnisk kategori. Dansk er en konstruktion. Danskere er dem, der bor i Danmark. Så kan de danskere, der bor i Danmark have indbyrdes meget forskellige forudsætninger, hvilket vi også oplevede med de unge, der var i medierne sommeren over i forbindelse med tørklædedebatten. De opfatter sig selv et meget langt stykke hen af vejen som danskere, vel vidende, at deres forældre er kommet her til på et relativt sent tidspunkt. Men for de unge selv er det uvedkommende, for de har aldrig kendt noget andet end dette, og derfor vil de gøre et naturligt krav på at være anerkendt som en del af dette. Og så kommer det kulturelle ind igen, for majoritet siger, "jamen, I er alligevel ikke en del af os".

-Tag for eksempel de meget velargumenterede unge muslimske piger. Det er jo iøjenfaldende at se, at vi på en eller anden måde ikke kan ha', at de kan argumentere for deres sag og føre en argumentation igennem. Hvis vi var dem, vi siger vi er, så tog vi de argumenter til efterretning, fordi vi kan se, at de er det, de siger de er. Men pga. tørklæderne kan vi altså ikke ha' dem: "det er fint, du er blevet sådan, men så må du også tage tørklædet af", "du kan ikke repræsentere den individuelle engagerede frihed med et tørklæde om håret". Den holdning er jo et udtryk for, at vi er ude af stand til at forstå, at den kombination sagtens er mulig for andre.

-Det mener jeg så, er er bagsiden af den kultur, som vores kulturminister efterlyser, og den er efter min personlige opfattelse politisk uholdbar, fordi den er afvisende og eksklusiv i sit væsen.
For mit eget vedkommende har jeg stigende vanskeligheder med at solidarisere mig med den særlige kristne danskhed, som jo er blevet mange politikeres varemærke gennem 90'erne.

-Jeg vil ikke et øjeblik benægte, at den kristne kulturtradition har haft en meget afgørende rolle for den måde, hvorpå dansk historie har udviklet sig på fra omkring år 1000 til midten af 1900-tallet, men vi er en del, der helt konsekvent fra midten af det 20. århundrede har meldt os ud af folkekirken og har valgt ikke at døbe vores børn. Ikke fordi vi synes, at kirkerne ikke er flotte, men fordi de er bærere af nogle værdier, som vi har sagt farvel til. Fordi vi er ved at udvikle en gennemført sekulær tilværelses fortolkning, og derfor selvfølgelig vil forlange, at den sekularisering, som blev stillet os i udsigt ved grundlovens tilblivelse i 1849 bliver ført 100% igennem. Derfor er det jo intet mindre end noget, der grænser til et overgreb, at tvinge os til at være repræsentanter for noget, som vi med fuldt overlæg har valgt at distancere os fra. Det er bare endnu et eksempel på, at set i historisk perspektiv, at danskhed har udtrykt sig forskelligt helt afhængigt af, hvad for en nærmere specifik kontekst, den har udtrykt sig i.

Antropologen Jonathan Friedman hævder i sin bog "Cultural identity & Global Process" (1994), at genopblomstingen af kulturel og etnisk identitet er et symptom på, at moderniteten som projekt har slået fejl; fremskridtstanken, velfærd osv. har ikke kunnet give et tilfredsstillende livsindhold, som nu søges af folk globalt i kulturelle identitetsprojekter. Jørgen Bæk Simonsen peger på bl.a. den stigende integration i EU samt globaliserinsprocesser som en del af forklaringen på kulturaliseringen i Danmark

-Hvis vi f.eks. tager Danmark og danskeres forhold til EU, så handlede EU diskussionen i begyndelsen af 70'erne meget om at fastholde nogle forskelligheder, nogle særlige træk ved Danmark som gjorde, at Danmark ikke var den selvfølgelige del af Europa. Nu blev vi medlem i '73, og den europæiske integration har sit eget tour de force at køre afsted i. Jo mere integreret Danmark er blevet i det europæiske fælleskab, desto mere eksplicitte og bastante er de krav, vi i Danmark stiller til at nytilkomne skal overtage "traditionelle" danske værdier.

-Det betyder jo i al sin mærkværdighed, at det i sidste instans bliver det nye, der skal redde den danskhed, som integrationen i det europæiske projekt har sat over styr. I argumentationssammenhænge er det den nytilkomne, der skal kunne tale dansk. Sommeren over har vi så set, at det at tale dansk alligevel ikke er nok. Det er endnu et paradoks, for så bliver de unges loyalitet bare igen kulturaliseret. Vil de så være loyale overfor et demokratisk samfunds grundlæggende præmisser eller vil de være loyale over for koranen?

-Den interaktion, som det europæiske integrationsprojekt et udtryk for, har fået nogle nationale traditioner til pludselig at vokse frem. Tag f.eks. sidste efterår, hvor erhvervskredse i Sønderjylland og Nordslesvig fandt ud af, at der var store summer at hente i bestemte EU udviklingsprojekter, hvis man gik sammen i en region. Den regionstanke fik dansk nationalisme i det sønderjyske til at eksplodere. Det er absurd, fordi den type nationalisme var knyttet til nationalstaten, der havde fuld suveræn politisk kompetence på det område, som nationalstaten dækkede - det har nationalstaten Danmark ikke i dag.

Det er derfor, de erhvervsdrivende i Sønderjylland er interesserede i at lave et regionalt samarbejde med kollegerne i Nordslesvig. For de har indset, at forbundsregeringen i Bonn og regeringen i København ikke længere har 100 %'s overret, kontrol og suverænitet over det nationalstatsområde, man tidligere havde fuld kontrol over.

-Det paradoksale er så, at vi udtrykker det geografiske rums hellighed i en sammenhæng, hvor en række politiske bevægelser og en lang række økonomiske bevægelser stort set har ophævet den linje, der tidligere lå mellem det tyske og det danske. Og er der en række konsekvenser. De lettelser, der bliver givet for dig og mig for at rejse rundt fra et sted til et andet, er jo ganske markante. Men de mennesker, der har været i Danmark siden begyndelsen af 70'erne, og som fortsat er tyrkiske statsborgere, har ekstremt meget vanskeligere ved at drage fordel af den fri bevægelighed, som det europæiske integrationsprojekt stiller i udsigt. Ikke nok med det - det har også afstedkommet nogle stadigt skrappere krav, som skal opfyldes for at man overhovedet kan gå fra at være tyrkisk statsborger bosat i Danmark i 30 år til at blive dansk statsborger.

-Jeg tror nok, at kulturaliseringen kan udlægges som et middel, hvorigennem vi i en periode, hvor en lang række grænser bliver udvisket, kan fastholde en slags autencitet. Det, der så er problemet, er at den autencitet, der så tilsyneladende ligger i mange danskeres definition af, hvad danskere er - den er uautentisk, når vi måler på det politiske landskab i 90'erne.

I den danske folkeskole har der været mange eksempler på en stigende kulturalisering, når f.eks. unge tyrkisk-danske piger har villet fritages fra gymnastik eller har ønsket et badeforhæng for brusebadet i svømmehallen. At bade uden bruseforhæng er blevet kaldt for "dansk badekultur", og blevet behandlet som et spørgsmål om være integreret i Danmark snarere end den enkelte medborgers ret til at vælge anderledes end flertallet. Jørgen Bæk Simonsen ser disse kontroverser som eksempler på bl.a. kolonial herrementalitet og på, at det nationale bliver vanvittigt overdrevet.

-I de år, hvor jeg har fulgt den muslimske minoritets etablering i Danmark, har jeg ofte diskuteret med lærere i folkeskolen. Der har jeg tit mødt udsagn som "jeg vil gerne redde en muslimsk pige fra islam". Når man udtrykker sig på den måde, mener jeg, at man er intet mindre end en rendyrket inkarnation af den koloniale tradition. For begrundelserne for at ville redde er henvisningerne til nogle mytologiske antagelser om, hvad islam er og hvordan muslimske piger under ganske bestemte omstændigheder bliver opdraget.

-Der er ikke spor tvivl om, at der har været en modsætning i mødet mellem muslimske forældre med deres traditioner på den ene side og på den anden et dansk opdragelsessystem, der gennem 70'erne og 80'erne for en periode meget rigoristisk prøvede at nivellere forskellen mellem drenge og piger. Der har vi selv inviteret til en kolonial ekspansion, fordi vi jo uden videre har gjort det synspunkt gældende, at de muslimske forældre partout måtte overtage den måde at være forældre på, som vi havde udviklet her som den eneste rigtigte. Jeg tror, at den homogenitet, som på det kollektive niveau spiller en betydelig rolle for måden, hvorpå vi reagerer, der har vi ikke haft erfaring for, at nogen for alvor gjorde det anderledes, end vi alle sammen gjorde det i fællesskab før.

Læg så mærke til, at det er kulturaliseringen af de andre, der slår igennem her. På dette tidspunkt er kulturaliseringen af os selv endnu ikke slået igennem; der var ikke nogen, der ville kulturalisere dansk, grundtvigiansk/koldsk opdragelse i 70'erne og 80'erne. Det er først nu, det er blevet en del af dansk kultur - dengang var det bare en del af os, og dansk var ikke med stort D.

Selvom Jørgen Bæk Simonsen er kritisk overfor kulturaliseringen, så mener han alligevel, at vi nok bliver nødt til at gennemføre debatten om det kulturelle.
-Men så skal den føres helt igennem på den måde, at vi fastholder det kulturelle som et foranderligt parameter.
-Den kulturelle definition i slutningen af 90'erne kan ikke se bort fra det forhold, at Danmark fra 70'erne og frem har udviklet sig til at være et de fakto multikulturelt, multietnisk og multireligiøst samfund. Hvis ikke det indarbejdes i erkendelsen af at være dansk her i begyndelsen af det 3. årtusinde, så er det klart vi er ude på et skråplan, som vil lukke øjnene for at det Danmark i de sidste 25 år er et fuldstændig anderledes Danmark end noget af det, vi nogensinde har kendt til før. Det gør det ikke mindre dansk - det gør det anderledes.

-Hvis ikke den forandringsproces medindoptages i det projekt, som kulturministeren har sat sig for at ville gennemføre, så kan man sige, at hun i sin radikale liberalistiske tradition giver endnu et eksempel på, at den rummelighed som samme liberale tradition hævder at være garant for, viser sig i praksis ikke at være til stede.
 
Læs mere
Antropolog Thomas Hylland Eriksen kommenterer kulturel determinisme i Skandinavien i forhold til invandrere
Mechanisms of exclusion and controversies on integration

Samuel Huntington har sat kultur på den internationale politiske dagsorden. Læs Edward Said's kommentarer til Huntington's kulturbilledeHuntington's Clash revisited

Antropologen Adam Kuper har i en bog funderet over, hvorfor kultur nu skal forklare alt. Kort synops.
Culture. The Anthropologist's Account
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk