Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

En kvindes værste mareridt - malajiske kvinder snakker om polygami

 

Polygami er en sjældenhed i Malaysia - alligevel bruger kvinder fra den malaysiske middel- og overklasse lang tid på at sladre med skrækblandet fryd om de seneste rygter om polygame ægteskaber. Miriam Zeitzen har på sit feltarbejde i Kuala Lumpur snakket med mange af kvinderne og fundet ud af, at den megen snak ofte kan være en strategi til at gardere sig mod truslen om det polygame.

 
FORUM/Cambridge 16.9.99 Et af de fænomener, der slog mig mest, mens jeg opholdt mig i Kuala Lumpur i Malaysia i 15 måneder, var hvor meget malajiske kvinder talte om polygami. Malajer, som udgør omkring 60% af Malaysias befolkning, er muslimer, og ifølge islamisk ret har mændene lov til at tage op til fire koner. I almindelighed bliver polygami imidlertid betragtet som en sjældenhed i Malaysia, et levn fra fortiden, som forsvinder med moderniteten.

Ikke desto mindre bragte alle de kvinder, jeg talte med, før eller siden emnet polygami på bane. Det var samtaleemnet, når vi mødtes til frokost eller religiøse højtider eller for at fortælle historier om aftenen. Mange af de kvinder, jeg kendte, var enten vokset op i polygame hjem, befandt sig i polygame ægteskaber eller havde nær familie eller nære venner, som levede polygamt. For alle de kvinder jeg mødte, var truslen om polygami, som de ofte kaldte det, en realitet som de måtte forholde sig til. Muligheden for, at deres nuværende eller kommende ægtemand kunne tænkes at tage sig en kone til, voldte dem stor bekymring.

Det er ikke så mærkeligt, at polygami var et af de malayiske kvinders yndlingsemner både for sladder og konversation. De svælgede i, hvis mand der havde giftet sig med hvem, hvorfor og under hvilke omstændigheder. Med skrækblandet fryd fortalte de mig de mest hårrejsende historier om mænds durkdrevenhed og kvinders tøjlesløshed i polygame forbindelser.

Sladderkværnen bliver holdt i gang af den hemmelighedsfuldhed, som polygame ægteskaber ofte er omgærdet af i Kuala Lumpur. I Malaysia har en mand ikke automatisk ret til flerkoneri; han skal først have godkendelse fra shariaen, den lokale islamiske ret. I nogle stater kræves det, at den første hustru informeres og giver sit samtykke - hvilket mange mænd viger tilbage for. Resultatet er tilsyneladende, at mange ægtemænd undlader at registrere deres polygame ægteskaber ved retten, hvorfor rapportering af flerkoneri er mangelfuld.

En klassisk sladderhistorie om polygami rummer elementer som magt, berømmelse, rigdom, vold hustruerne imellem, en vraget første hustru og en svigtet anden hustru. En populær historie havde følgende persongalleri: en ældre politiker - den polygame ægtemand; en datter af en højtstående embedsmand - hans første kone; en skønhedsdronning - hans anden kone; en mediekvinde - hans potentielle tredje kone; en førende forretningsmand - politikerens potentielle tredje kones anden potentielle ægtemand; en dame fra de højere kredse - forretningsmandens første kone og et medlem af kongehuset - forretningsmandens første kones nu fraskilte ægtemand. Historien var interessant, fordi mediekvinden gik fra mand til mand som potentiel anden/tredje hustru i sin jagt på, hvad man benævnte en større fisk. Historien verserede i en særlig udgave, hvor den ægtemand hun gav anden prioritet, endte med at dø, mens hans første hustru og potentielle anden hustru bogstavelig talt sloges på hans dødsleje. I de højere kredse var man dybt forarget over affæren samtidig med, at man var henrykt over den. Historien var i omløb i byen i månedsvis.

Sladderhistorierne bliver som regel fortalt, når kvinderne er sammen uden deres mænd, skønt mænd også kan deltage i sladderen, hvis de er til stede. Ved særlige anledninger, som for eksempel religiøse højtider eller bryllupper, kan kvinderne tale frit, eftersom mænd og kvinder sidder og spiser hver for sig.

Et andet yndet sladderforum er damefrokoster. Jeg deltog en enkelt gang i en power-lunch på en japansk restaurant sammen med to ældre kvindelige tjenestemænd og en velhavende forretningskvinde. Vi havde vores eget lille rum med vægge af rispapir, hvilket betød, at vores samtale kunne høres vidt og bredt. Skønt alle i restauranten vidste, hvem forretningskvinden var (hendes navn og titel var blevet meldt af tjeneren), talte hun konstant og kritiserede højlydt regeringens medlemmer og politik. Jeg regnede med, at det skyldtes hendes magt og position, at hun beredvilligt talte offentligt om sådanne emner.

Samtalen drejede sig ufravigeligt om de seneste affærer og giftermål, og inden længe bevægede den sig ind på polygami. I samme øjeblik begyndte den højttalende dame at tysse på os og at pege på papirvæggene for at gøre os opmærksomme på, at man kunne høre os. Åbenbart blev polygami betragtet som et ømtåleligt emne! Endnu mere forbudt end noget i Malaysia så omstridt som regeringens politik. Men mennesker, som kvinderne kender, det være sig fjernere slægtninge eller venner, den nærmeste familie eller kompagnoner, kan være involveret i polygami, hvorfor diskretion giver mening. Det tyder også på, at polygami til en vis grad bliver betragtet som usædvanligt og værende på grænsen af det acceptable, noget man sladrer om, noget lettere lyssky og skandaløst, som i hvert fald kvinder fortæller om med skrækblandet fryd.

En typisk historie, som blev fortalt ved en sådan frokost, handlede om en mand, der fik sin første hustrus samtykke til endnu et giftermål ved at lægge samtykkeformularen i en bunke papirer, hun skulle underskrive vedrørende et firma, de ejede i fællesskab. Hun læste altså slet ikke formularen, men skrev den blot under. Pointen i den slags historier er tilsynelandende ikke, at de virkelig er hændt, men snarere hvordan mænd ofte narrer og sårer deres koner, når de indlader sig på polygami. Desuden befordrer historierne kvindernes angst for den evigt tilstedeværende trussel om, at man selv kan blive den næste, der bliver narret ind i polygami.

Den udbredte snakken om polygami har medvirket til at give kvinderne en følelse af, at antallet af polygame forbindelser i Kuala Lumpur er stigende. Imidlertid udgør polygame ægteskaber i Malaysia 2-4% af alle ægteskaber, hvilket statistisk set er et lavt tal. På grundlag af statistikken kunne man let komme til at affærdige fænomenet som sjældent forekommende.

Men man skal ikke bo ret længe i Kuala Lumpur, før man opdager, at virkeligheden er en anden, i det mindste blandt velhavende malajer. Mangelfuld rapportering om polygame ægteskaber gør, at den officielle statistik er lavere end det faktiske antal. Men at dømme efter den opmærksomhed kvinder giver polygami, må fænomenet være blevet mere almindeligt blandt de velhavende, fordi flere mænd nu har råd til mere end én kone. Traditionelt er det den herskende klasse og kongemagten, man har forbundet med polygami, skønt rige og socialt højtstående malayer også praktiserer flerkoneri. Som regel har de ikke flere end to koner, idet økonomiske, sociale og personlige forhold ofte forhindrer dem i at gifte sig med de fire tilladte. Medlemmer af den malayiske kongefamilie eller meget rige og højtstående mænd har ofte flere end to koner.

I den overvejende del af den malajiske befolkning er antallet af polygame ægteskaber derimod lavt. Der er flere grunde til den begrænsede praksis, men først og fremmest er årsagen kvindernes generelle modvilje mod at indgå i polygame forbindelser. Polygami blandt almindelige malajer fører ofte til skilsmisse fra den første eller den anden hustru. Imidlertid er en kvinde, som er utilfreds med situationen, for det første ikke altid i stand til at opnå skilsmisse fra sin polygame ægtemand. For det andet er skilsmisse, skønt lovligt, ikke ubetinget accepteret i det malajiske samfund. For det tredje forbindes polygami med økonomisk status, omend fattigdom ikke nødvendigvis forhindrer en mand i at være polygam. Som Nazriah, en 33-årig bedriftsleder, beklagende sagde: "Nu vil selv taxachauffører være polygame."

De fleste af de kvinder, jeg talte med i Kuala Lumpur, var imod polygami. "En kvindes værste mareridt er, at hendes mand gifter sig igen," sagde Rashidah, en 42-årig direktør, med eftertryk. Ifølge hende er polygami "det sidste, en kvinde ønsker sig." Rashidah er første hustru til en mand, der i hemmelighed tog en ung pige som anden hustru.

Der findes naturligvis kvinder, som taler positivt om skikken, men det er som regel, fordi de har været eller er i en polygam forbindelse. De fleste af de kvinder, som finder polygami acceptabelt, er gerne anden hustruer, som selv har valgt at indgå i polygame ægteskaber. Første hustruer vælger sjældent selv det polygame ægteskab, men bliver oftest tvunget til det af deres ægtemænd. De fleste kvinder, som ikke har medhustruer, plejer derfor at sympatisere med første hustruer og er imod flerkoneri, fordi de risikerer selv at få medhustruer.

Samtidig anerkender de fleste kvinder imidlertid den islamiske mands ret til at gifte sig med mere end én kvinde, forudsat at han lever op til de betingelser, der er fastsat for polygami. Den betingelse, som kvinderne plejer at nævne først, er at ægtemanden skal være ærlig over for alle sine hustruer og må ikke gøre forskel på dem hverken følelsesmæssigt, fysisk eller materielt. Anerkendelsen af mandens ret til at være polygam bliver således omhyggeligt vejet op mod mændenes virkelighed, idet man mener, at de generelt er ude af stand til at leve op til disse betingelser.

Zainab, en 47-årig leder, skelner mellem sit eget potentielt polygame ægteskab og sine forældres harmoniske polygame ægteskab, hvor hendes far, hans tre hustruer og fjorten børn boede i samme hus. Hun mener ikke, at det ville kunne fungere i hendes eget ægteskab, ikke fordi hun er en uafhængig, udearbejdende kvinde, men fordi hendes mand ikke har samme personlighed som hendes far og ikke ville være i stand til at behandle begge hustruer ens. Hun frygter, at hendes mand ville negligere hende. Det er et udbredt synspunkt, og en anden kvinde, Nazriah, sagde beklagende: "Mænd misbruger deres ret til polygami, fordi selve opgaven er umulig. Der er ikke tid nok til at være lige meget sammen med flere koner."

De fleste islamiske kvinder anser derfor polygami for en betinget og ikke en absolut rettighed. Man skal ikke indvillige deri, medmindre manden er i stand til at leve op til de fastsatte betingelser. Og efter alt at dømme kræver det en usædvanlig mand. Kvinder føler i de fleste tilfælde, at en polygam forbindelse ødelægger båndet mellem mand og kone og er et forræderi mod den første hustru og hendes børn. Især når det andet ægteskab holdes hemmeligt - hvilket ofte sker - således at den første hustru kun opdager det ved et tilfælde.

Ifølge Rokiah, en 58-årig pensioneret skolelærer, hvis mor var anden hustru, er det hårdt for kvinder at leve i polygami. De føler sig kasserede, ubrugelige, svigtede af deres ægtemænd og har svært ved at magte situationen. Hun beskrev, hvordan en af hendes veninder var tæt på at blive sindssyg, da hendes mand efter tredive års ægteskab tog sig en kone til.

Jeg spurgte en række kvinder, hvad de ville stille op, hvis man antog, at deres mænd giftede sig igen. Den kommentar som kom fra Khatija, en 44-årig direktør, var typisk: "Fra en religiøs holdning ville jeg være nødt til at acceptere det. Men personligt ville jeg ikke være i stand til det. I religiøs forstand har han ret til det, hvis han behandler dem ens, hvilket er meget svært. Men hvis han gjorde det, ville han teoretisk bryde vores partnerskab, den kontrakt, vi har."

På trods af at ægteskabet almindeligvis opfattes som en kontrakt, er det de færreste kvinder, som har fortalt deres ægtemænd, hvordan de følelsesmæssigt har det med polygami. Ganske få kvinder havde diskuteret det med deres mænd; nogle ville diskutere det, hvis de blev gift, i regelen for at gøre det klart, at de ikke kan acceptere polygami og vil kræve skilsmisse, hvis manden tager sig endnu en kone. Andre kvinder, som for eksempel Khatija, nærmer sig emnet mere indirekte; hun taler med sin mand om 'hvorfor', når nogen de kender eller hører om, indlader sig på polygami.

Generelt taler en kvinde altså om polygami med andre kvinder, med sin familie og med sine veninder, men sjældent med den person, som er vigtigst i denne sammenhæng, nemlig hendes mand. Det kan skyldes at mænd og kvinder tilsyneladende ser flerkoneri i hver deres perspektiv. Mænd tolererer ofte polygami, og derfor foretrækker kvinder muligvis ikke at grave for meget i emnet, når de diskuterer det med deres ægtemænd.

Det blev særdeles tydeligt under mine samtaler med Ashidah, en læge, der i en alder af 36 år var barnløs og levede i frygt for at hendes mand ville tage sig en hustru til for at få børn. Både mænd og kvinder synes at betragte barnløshed som en gyldig grund til flerkoneri. Ashidah har aldrig diskuteret emnet med sin mand, for som hun påpegede: "Hvad nu hvis han beder om min tilladelse til at gifte sig igen, fordi han ønsker børn?"

Kvinder i hendes situation ønsker måske ikke at diskutere polygami med deres mænd, fordi når det først er klart, at han virkelig ønsker sig børn, kan polygami eller endog skilsmisse blive en mulighed, hvilket gør deres forhold vanskeligere. Ashidah foretrækker, at de ikke taler om det, "for det er noget, som jeg ikke kan kontrollere."

Forsøget på at skabe overensstemmelse mellem mænds og kvinders holdninger til polygami forekom faktisk ofte vanskeligt omend nødvendigt. Asmah, en 55-årig direktør, fortalte mig forbitret: "Min mand bemærkede en gang om én, der havde giftet sig igen: 'De er meget lykkelige allesammen.' Bemærkningen har bidt sig fast i mig, jeg kan ikke glemme den, og jeg føler, at han slet ikke fattede det."

Det faktum, at mange kvinder ikke har diskuteret og heller ikke har planer om at diskutere polygami med deres mænd, er ikke ensbetydende med, at de ikke har tænkt meget over emnet, og at de ikke har diskuteret det indgående med andre kvinder. Når jeg talte med kvinder om, hvad de ville stille op, hvis deres ægteskab blev polygamt, mødte jeg forståeligt nok lige så mange holdninger til, hvordan man klarer polygami, som der er kvinder.

Hvis man forestiller sig kvinders accept af polygami som et kontinuum, var der i den ene ende kvinder som Aziza, en 29-årig nygift advokat, som ubetinget var imod polygami. Hun ville ikke finde sig i det hverken nu eller senere og ville forlade sin mand, hvis han giftede sig igen. Hun havde sagt det til ham i utvetydige vendinger. Aziza tilhører en ny generation af malayiske storbykvinder, som er højtuddannede og opdraget til selvstændighed. Med deres familiemæssige baggrund (middelklasse og højere middelklasse) og uddannelse har de lært at sige, hvad de mener, også til mænd.

Kartini, en 29-årig ugift advokat, tilhører den samme gruppe unge erhvervsaktive storbykvinder, men har et mere pragmatisk syn på flerkoneri. "Jeg er for svag til at klare polygami, men utroskab er umoderne, så jeg ville nok tilgive, hvis situationen opstod. Men en kvinde kan også vælge, hun behøver ikke at acceptere det. Hun kan lave en førægteskabelig aftale og få indføjet i ægteskabskontrakten, at hun vil forlange skilsmisse, hvis hendes mand gifter sig igen."

Jeg mødte ingen kvinder, som jeg kunne placere i den anden ende af førnævnte kontinuum, nemlig den fuldstændige og ubetingede accept af polygami. Hvad jeg fandt, var mange ældre kvinder, som i teoretisk forstand var villige til at acceptere polygami af de rette grunde. De påpegede, at da de var yngre, ville de ikke have accepteret det, men nu følte de, at de muligvis ville være i stand til det.

Rohani, en 46-årig direktør, forklarede, hvordan hun tidligere ville have forladt sin mand, hvis han havde giftet sig igen, fordi "jeg kan forsørge mig selv." Men nu kunne hun godt acceptere det, hvis han har gode grunde, mens hun ikke har nogen grund til at sige nej, også selv om hun stadig kunne forlade ham og forsørge sig selv.

En grund til, at det er lettere for kvinder at acceptere polygami, når de bliver ældre, kunne være, at når de kommer lidt op i årene, forekommer det dem i højere grad at være en 'trussel' eller et faktum, at deres mænd begynder at se efter yngre eller andre kvinder. Hvis man siger til sig selv, at man kan acceptere polygami, bliver man i stand til at klare situationen, hvis den skulle opstå. En anden grund til, at ældre kvinder i højere grad accepterer flerkoneri, kunne være, at de finder tanken om selv at gifte sig igen udelukket. De frygter måske ensomheden eller økonomisk eller social deroute, hvis de lader sig skille, hvorfor de forbliver gift.

Gifte kvinders holdning til flerkoneri kan således ændre sig med tiden, ofte fra fuldstændig afvisning til modstræbende accept. Dette aldersbetingede skift i kvinders holdning til polygami kan være en måde at klare det som, at dømme efter den udbredte sladren om polygami, et tiltagende antal af især midaldrende kvinder må se i øjnene i deres ægteskaber.

Når malajiske kvinder taler så meget om polygami, hænger det således sammen med den sladder, som kvinder udveksler i familien, blandt veninderne, på kontoret, eller som man kan læse i aviser og ugeblade. Sladder skaber en fornemmelse af, at antallet af polygame ægteskaber blandt den malajiske bybefolkning er stigende, hvilket igen skaber utryghed blandt kvinderne; enhver kan forestille sig, at netop hendes mand vil være den næste, der tager sig en hustru til. Det er en selvforstærkende proces, hvor kvinder bliver opmærksomme på 'truslen om polygami', hvorefter polygami bliver genstand for endnu mere omtale og sladder.

Det kan være, at kvinder gør brug af åbenhed om angsten og eventuelle personlige erfaringer med polygami for at lindre stress. At fortælle sin egen historie eller at høre om andre, der er i en lignende situation, kan lette presset for ulykkkelige eller ængstelige gifte kvinder.

Sladder bliver også brugt strategisk af kvinder, som befinder sig i eller risikerer at indtræde i polygame forbindelser. Hvis en hustru får børnene eller svigerforældrene over på sin side, vil hendes mand måske undlade at etablere en polygam forbindelse af frygt for familiesanktioner. For den anden hustru kan det at bagtale ægtemandens første hustru være et forsøg på at få allierede, at få mere opmærksomhed fra ægtemanden og i sidste instans at opnå, at manden lader sig skille fra sin første hustru. Ligesådan kan det sætte mandens anden hustru i et dårligt lys, hvis den første hustru bagtaler hende, og det ser ud til at være mere almindeligt, at mænd lader sig skille fra den anden end fra den første hustru. At advare sin veninde om, at hendes mand har et godt øje til en anden kvinde kan medvirke til, at hun gør noget ved situationen, før den glider hende af hænde.

Zainab, der er vokset op i et polygamt hjem, havde været gift i 25 år, da hun gennem nogle veninder hørte, at hendes mand ville giftes med en ung pige. I stedet for at konfrontere ham direkte sagde hun til ham, at hvis han ønskede at gifte sig med en 19-årig, ville hun skrive under på, at hun gav ham sin tilladelse, men hun ville så leve sit eget liv uden hans indblanding. Så vidste han, at hun vidste, og på denne måde forhindrede hun, at han giftede sig med den anden kvinde.

Men den megen sladren og snakken om polygami og den utryghed, det skaber blandt kvinder, er sandsynligvis ikke et nyt fænomen, for malayiske mænd har, hvad enten de er rige eller fattige, altid haft muligheden for at leve polygamt. Polygami har altid optaget en stor plads i malayernes bevidsthed, ligegyldigt hvor udbredt skikken var på det pågældende tidspunkt. Flerkoneri er altid blevet og bliver stadig betragtet som en byrde, den malayiske kvinde må være forberedt på og kan blive nødt til at bære, hvis hun gifter sig.

Som Asmah fortalte, opfordrede hendes far hende til at få en uddannelse, før hun giftede sig, så hun ville være i stand til at klare sig selv i tilfælde af, at hendes mand svigtede hende: "Din mand kan tage sig fire hustruer, og du får ikke andet end fire vægge."

Miriam Zeitzen er ph.d.-studerende ved Department of Social Anthropology, Cambridge University i England. Hendes ph.d.-ophold er støttet af Forskerakademiet.

Oversat af Ellen Strandgaard.
 
In English
Read this article in English:
Polygamous gossip amongst Malay women
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk