Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Når meget bliver til meget lidt

 

 
FORUM/27.8.99 Something is rotten in the state of Denmark, jeg ved bare ikke hvad. Jeg har siddet i ligestillingsudvalg i universitetsregi i over 20 år.

Jeg var tæt på min afsluttende eksamen, da jeg i december 1976 blev medlem af Udvalget vedrørende kønsroller og uddannelse nedsat af undervisningsministeren, dengang Ritt Bjerregaard. Vi sad indtil Bertel Haarder kom til og lavede en del rapporter og debatoplæg som bl.a. En vej til ligestilling - positiv særbehandling fra 1982.

Siden har jeg siddet i et kvindeudvalg på Aalborg Universitet, og derefter i ligestillingudvalg på Københavns universitet, nedsat i 1985, og nedlagt i 1989. Da rektor på Københavns Universitet nedsatte en arbejdsgruppe i 1997 med sig selv som formand, blev Kirsten Drotner og jeg kontaktet med henblik på at udarbejde et forslag, der kunne danne grundlaget for en samlet handlingsplan for universitetet. På et hovedsamarbejdsudvalgsmøde i november 1998 blev det konstateret, at modstanden mod en samlet handlingsplan var så stor, at projeket måtte opgives. Arbejdsgruppen er nu nedlagt.

Sjældent er der kommet så lidt ud af så meget.

I Danmark synes holdningen at være, at udvikling kommer helt af sig selv. Men gør det nu det?

I forbindelse med to debatindlæg skrevet til Information, har jeg genlæst Bertel Ståhles rapporter Forskningspersonale og forskerrekruttering på de højere uddannelsesinstitutioner i Danmark fra 1993 og Kvinder og mænd i dansk universitetsforskning i 1990'erne fra 1998.

I Forskerrekrutteringsundersøgelsen fra 1992 kunne man glæde sig over, at kvindernes andel af ph.d-graderne var stigende og i undersøgelsen fra 1997, at kvinders andel af adjunkturer var stigende.

Ståhle sammenfatter sin sidste undersøgelse med, at selv om de kvantitative forandringer har været af begrænset omfang, så har den stigende tendens i kvindeandelen og i udviklingen mod en mere ligelig kønsfordeling ikke desto mindre været entydig.

Kvindernes andel af adjunkturer inden for humaniora lå i 1995/96 på 50%. Det er jo flot. Men der skal alligevel mere til, hvis jeg forstår Ståhle ret. Han gør selv opmærksom på, at for at udskiftningen skal kunne foregå inden for samme tidsrum, som kræves for udskiftningen af det samlede personale (20 til 30 år), så er det nødvendigt, at der "til de ledigblevne stillinger årligt rekrutteres flere kvinder end mænd". Derfor er det ikke nok at sige, at det går fremad.

Det gør det, det viser rapporterne, og det har det gjort siden 1875, da kvinder fik adgang til universiteterne. Men går det hurtigt nok?

Og det andet man kan spørge om er, om ikke udviklingen i 1980'erne var så skæv, at vi må gøre noget aktivt for at rette op på den?

Hvad er det, der er problemet med Ståhles rapporter? Jeg skal overlade til lektor Inge Henningsen at vurdere det statistiske materiale, hvilket hun så glimrende har gjort. Jeg kan kun læse statistik og tage den for pålydende. Men selv når man gør det, er der mange oplysninger i disse rapporter, der fortæller, at det alligevel ikke står så godt til. Og her skal jeg henvise til de replikker til Ståhles sidste rapport som Inge Henningsen, Lis Højgaard, Hanne Nexø Jensen og Dorthe Marie Søndergaard har fremført i arbejdspapir nr. 5 fra "Køn i den akademiske organisation". Arbejdspapiret har titlen Reduktionisme og kønsfordeling i forskerverdenen.

Ståhle skærer problemstillingen meget hårdt til. Han sætter f.eks. ikke den positive udvikling ind i en større kontekst og bredere tidsmæssig ramme. I rapporten fra 1998 fremhæver han i en note, at kvindeforskningen i lang tid har haft karakter af elendighedsforskning, og at kvindeforskningen har haft svært ved at anerkende faktiske fremskridt (1998, p. 3). Omvendt kan man vel sige, at Ståhle overvurderer disse fremskridt, eller snarere er det sådan, at han i sine konklusioner glemmer de tilbageskridt, som hans eget statistiske materiale også afdækker.

I rapporten fra 1998 skriver han f.eks. at "udviklingen i kvindeandelen i perioden 1980-1990 kan betegnes som langsom og negativ". Går man til den første rapport, så får vi mere konkret viden om denne udvikling: "I 1984-1987 udgjorde kvindeandelen 21% og i 1988-1991 19% af samtlige adjunktansættelser."

På humaniora var der tale om et fald fra en andel på 44% i den første periode til en andel på 31% i den anden (1992, p. 119).

På Københavns Universitet var den rent gal. Universitetsavisen kunne i januar 1992 meddele, at humaniora på det tidspunkt havde én kvindelig adjunkt og 15 mandlige. Og uddelingen af stipendier var tilsvarende skæv.

Ligestillingsudvalget på Københavns Universitet udgav i 1987 Kønsprofilen i de videnskabelige stillinger på Københavns Universitet 1982-87. Det fremgik, at kvinderne var kraftigt underrepræsenterede blandt kandidat- og seniorstipendiaterne i forhold til deres andel af de foregående års produktion. I 1982 udgjorde de kvindelige stipendiater 39% af kandidatstipendiatgruppen (9 ud af 23). I 1985/86 blev 1/3 af kandidatstipendierne givet til kvinder, mens denne andel faldt til under 1/5 i 1987 (3 ud af 17). Udviklingen på det humanistiske fakultet har altså over hele perioden 1982 til 87 været kendetegnet ved et fald i kvindernes andel af kandidatstipendierne.

Jeg fik selv et stipendium i 1985, og jeg husker, at jeg undrede mig over kønsfordelingen hvert år, når de 20 til 25 stipendier blev uddelt. Der findes ikke rigtig nogen statistik efter 1987, men i 1988 blev det så grelt, at jeg fór i blækhuset. Derfor ved jeg, at af 22 stipendier gik de 2 til kvinder. Og det var ikke, fordi kvinderne ikke søgte, for de udgjorde 40% af ansøgerne.

Der blev med udgangspunkt i rapporten afholdt en høring med deltagelse af rektor og dekaner. Men det kom der ikke noget ud af det. Danmark havde og har imidlertid en ligestillingslov, så det er en dårlig undskylding, når Ståhle bemærker "at forskerrekrutteringsplanen overhovedet ikke indeholdt målsætninger eller mekanismer, som havde til formål at forandre det videnskabelige personales kønsfordeling."

Jeg mener, at den meget skæve rekruttering i 1980'erne er en del af forklaringen på, at kvindeandelen ligger lavere i Danmark end i andre lande. At Danmark ligger meget lavt dokumenteres hos Ståhle. Han siger endda, at kvindeandelen især inden for både humaniora og naturvidenskab er markant lavere i Danmark end i de øvrige nordiske lande.

Men det er ifølge Ståhle ikke kun resultatet af forskelle i rekrutteringen i 1980'erne og 1990'erne. "Forskellene i den kvindelige professorbestand i dag kan også ses på baggrund af, at Sverige fik sin første kvindelige professor allerede i 1889, Norge i 1912 og Finland i 1927, mens det varede til 1945 før Astrid Friis, som den første kvinde i Danmark blev udnævnt til professor" (1989, p. 84).

Ståhle ser det som en forklaring og en undskyldning. Jeg ser det som et problem.

Ståhle nævner også (hvad jeg ikke vidste), at da Dorte Juul Jensen opnåede den tekniske doktorgrad i 1997 som den første kvinde i Danmark , "skete dette 40-50 år efter at de tekniske højskoler i Finland, Norge og Sverige fik deres kvindelige doktorer".

Hvad skyldes denne danske "særudvikling", og skal vi blive ved med at være årtier bagefter de andre lande i Norden?

Når udviklingen i 1980'erne må betegnes som skæv, skyldes det, at den lå langt fra udviklingen i kønsfordelingen i rekrutteringsgrundlaget, hvor der på humaniora siden midten af 1970'erne er blevet uddannet flere kvindelige kandidater end mænd. Og nok var der få stillinger, men vi fik dog forskerrekutteringsplanen i perioden 1985 til 1992.

Det går fremad, og netop derfor er det et paradoks, at kvinderne ikke får faste stillinger i højere grad, end de gør.

På humaniora på Københavns Universitet har kandidatproduktionen som nævnt ligget på mellem 60 og 70% i flere årtier. Kvinders andel af ph.d.-graderne i 1990'erne har været stigende og var i 1991 og 1996 på over 50%. Hvorfor er kvinder så ikke blevet rekrutteret?

Man kan ikke sige, at de ikke har været der. Kvinder har ikke været for flinke til at søge stillingerne, men er de blevet opfordret? Og hvorfor er det ikke blevet gjort til et problem, at de falder fra?

Ståhle viser, at selv inden for humaniora, var antallet af mandlige ansøgere på det humanistiske område næsten dobbelt så stort som antallet af kvindelige ansøgere. Som Ståhle selv siger, kan usynlige sociale mønstre kun påvises ved hjælp af sine konsekvenser. Derfor kan vi ikke sige noget om årsagerne, eller sige noget om, der er foregået diskrimination.

Men det er vel passende at spørge, hvorfor falder kvinder fra? Hvorfor bliver de ikke rekrutteret? Givet er det, at hvis ikke der gøres noget, så vil kvindeandelen i lang tid fremover forblive på et forholdsvist lavt niveau.

Det er den ramme, den positive udvikling skal forståes i. Det går fremad, men det går ufattelig langsomt. Det får man tilfulde dokumenteret i Ståhles rapport.

Ståhle kommer også ind på, at der er sket en afmatning i væksten af kvindelige forskere finansieret over eksterne midler. På humaniora er der tale om et fald fra 35,8% i 1991 til 33,7% i 1995. Jeg troede, det gik den anden vej (selv elendighedsforskere kan blive overrasket).

I forbindelse med Statens Humanistiske Forskningsråds strategiplan 1998-2001 er der blevet uddelt 44,9 mill. kr. i 1998. Der blev givet penge til 18 nye projekter, og heraf gik de 4 til kvinder. Det svarer meget godt til deres andel af ansøgerne, idet 21% af de støtteværdige ansøgninger kom fra kvinder, og de 79% fra mænd. Talt sammen i kroner fik kvinder kun godt 4, 9 mill. kr, mændene næsten 40 mill. Jeg overbevist om, at der er bedre end kønsfordelingen ved de to foregående strategiplaner, og kvinderne får rimeligt i forhold til det de søger, men skal vi stoppe der?

Det er mit indtryk, at de projekter kvinder får penge til er små. Og måske skulle man overveje om strategiplanerne bedre svarer til mandlige forskeres interesseområder end kvinders? Undre sig må man vel, også på baggrund af, at der indkom 68 humanistiske ansøgninger til Freja-programmet.

Jeg kan ikke se andet, end at der må være tale om et uudnyttet forskningspotentiale, som strategiplaner og tværrådslige programmer åbenbart ikke har opfanget. Når midlerne ikke er øremærket til bestemte fagområder, så kommer kvinderne. Jeg kender ikke til noget fortilfælde, hvor konkurrencen om forskningsmidler har været så stor. Bevillingsprocenter på 3,5% er ikke noget, vi er vant til i Danmark. Den er fire gange så høj ved den almindelige uddeling og 7 gange højere ved uddeling i forbindelse med strategiplanerne.

Hvad sker der nu?

Tidligere forskningsminister Jytte Hildens 11 punkts plan fra 1997 afstedkom rapporten Ligestilling i forskning, som kom i efteraaret 1998 og indeholdt bl.a. et forslag om 40 professorater til kvinder. Rapporten gav anledning til en forspørgselsdebat i Folketinget, hvor de fleste partier mente, at der var at problem. Det hele blev sendt over til et nyt udvalg. Suk.

Vi er gode til at sylte ligestilling i Danmark.

FORUM/27.8.99

Bente Rosenbeck er dr.phil. er lektor ved Center for Kvinde- og kønsforskning, Københavns Universitet. Hun er medlem af Statens Humanistiske Forskningsråd.
 
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk