Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Bur søger fugl

 

Forskellige måder at reklamere for Gud på i USA, har inspireret Gitte Wernaa Butin til denne artikel om Kierkegaard og Kafka.

 

 
FORUM/18.6.99 Rundt om hjørnet, her i Virginia, USA, er et temmelig uanseligt skilt blevet sat op. Det lyder: "We need to talk". Underskrevet: "God". Adskiller dette skilt sig fra de utallige andre religiøse opfordringer, som ingen i de amerikanske sydstater kan undgå at støde på? Er der for eksempel forskel på, hvorledes den forbipasserende reagerer på "We need to talk. God." og så på erklæringen: "If you're not walking with Christ, you're on your way to Hell", et skilt udfærdiget med stor skrift på et gigantisk reklameskilt ved motorvejen mod Atlanta. Sikkert er det, at sidstnævntes ligefremme og fordømmende facon står i skarp kontrast til førstnævntes langt mere ironiske og indirekte opfordring, som kan forstås på mange måder.

Mens mange amerikanere er blevet så vant til den umiddelbarhed, hvormed nogle kristne organisationer henvender sig til "sagesløse" forbipasserende, at de muligvis slet ikke bemærker, at deres skæbne (be)dømmes, er denne "kommunikationsform" sikkert overraskende for mange danskere. I mit eget tilfælde, er det helt umuligt at overse disse ustandselige erklæringer, der mener at have patent på at tale om Gud og om menneskets forhold til Gud.

Problemet er ikke kun den fordømmende, selvsikre tone, som ofte anlægges. Et andet og mere interessant problem er: Kan det uudsigelige - selvet og dets forhold til Gud - overhovedet kommunikeres? Hvordan kan vi overhovedet tale om en virkelighed, som ikke er håndgribelig og faktuel? Uanset om vi ved denne virkelighed forstår en religiøs dimension eller den virkelighed, som består af det at eksistere, at blive, og at være et selv?

For to og et halvt år siden drog jeg til University of Virginia, USA, med forhåbninger om, at den amerikanske religiøse pluralisme og den amerikanske akademiske prioritering af tværfaglige studier kunne tilbyde mine teologiske studier ny inspiration. Fra en generel interesse for forskellige tilgange til subjektivitetsspørgsmålet inden for monoteistiske religioner og vestlig filosofi og litteratur, har min interesse flyttet sig mere specifikt til hvordan Søren Kierkegaard og Franz Kafka konstruerer og diskuterer, hvad det vil sige at være et selv. Også set i en religiøs dimension.

Subjektivitet tematiseres på flere niveauer i Kierkegaards og Kafkas tekster. For eksempel i form af filosofiske og teologiske overvejelser og i form af litterære figurer. Derudover belyses problematikken i valget af kommunikationsform. Både Kafka og Kierkegaard anvender nemlig en unik kommunikationsform, der indirekte får læseren til at tænke over, hvad det vil sige at være et selv.

Forskellen mellem en direkte og en indirekte meddelelse om, hvad det vil sige at være et selv, kan sammenlignes med forskellen mellem de to reklameskilte: Den direkte, tilsyneladende uproblematiske faktuelle konstatering: "If you're not walking with Christ, you're on your way to Hell". Og den indirekte, ironiske, der ønsker at stimulere modtageren til en tankeproces, som kan udvikle hendes egen forståelse - "We need to talk. God".

Well, let's talk. But how?
    Et bur begav sig ud for at søge efter en fugl.
    Kafka, Betragtninger over Synd, Lidelse, Håb og den Sande Vej

    [S]aaledes indeholder hvad jeg skriver tillige en Efterretning om, at Alt skal forstaaes saaledes, at det er tilbagekaldt; at Bogen ikke blot har en Slutning, men ovenikjøbet en Tilbagekaldelse. Mere kan man da hverken forlange forud eller bag efter.
    Kierkegaard's pseudonym Climacus, Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift
For Kierkegaard er det at tilbagekalde en tekst efter at have skrevet den, ikke det samme som aldrig at have skrevet den. Heller ikke det at ironisk tilbagekalde en tekst det samme som at tilbagekalde den. Ironisk tilbagekaldelse af en tekst inviterer derimod til at forstå teksten på en helt tredje, og ny, måde, som lader den endelige afgørelse uafgjort - hvilket naturligvis vil sige, at der ikke uden videre findes en endelig afgørelse.

At lade et bur begive sig ud for at søge efter en fugl er ikke, hvad det umiddelbart giver sig ud for: Et bur kan per definition ikke foretage handlinger. Heller ikke dette skal forstås som værende det modsatte af det tyske ordsprog: "En fugl begav sig ud for at søge efter et bur". Kafka's version er ikke blot en fiks måde at vende en tidligere tekst om på, men det er et forsøg på at introducere "omvendelse" som "princip" - et "princip", der selv inviterer til at blive vendt og drejet.

Både Kierkegaards og Kafkas måde at skrive på udvikles i et samspil mellem en oprindelige position - at skrive en bog/fuglen, er søger efter et bur - og en udfordring til denne position - en ironisk tilbagekaldese af bogen/buret, der søger efter en fugl. Pointen er, at dette samspil ikke afsluttes ved at lægge sig fast på en entydig afgørelse. Tværtimod. Den sidste position tilskynder læseren til videre overvejelser. Denne kommunikationsform kunne benævnes "uafgjort tilbagekaldelse". Selve det uafgjorte spil bliver både tekstens fremgangsmåde og dens budskab med den konsekvens, at en betryggende syntese af de forskellige positioner bliver umuliggjort for læseren.

Kierkegaard og Kafka stræber efter at forstyrre læserens ro. Læseren skal endelig ikke føle sig for tryg - forstået som en tagen tingene og sig selv for givet: Tilværelsen ikke er betryggende, og forfatteren hverken kan eller vil løse læserens egne ekistentielle valg via sine tekster. Ved at anvende den "uafgjorte tilbagekaldelse" som tekstlig mekanisme og tema "afgår forfatteren ved døden". Forfatteren afgiver sine krav på at være og have autoritet over teksten. Hverken forfatter eller tekst kan afgive definitive sandheder - altså med undtagelse af den "sandhed", at definitive sandheder ikke kan afgives.

Kafkas hensigt med den "uafgjorte tilbagekaldelse" er at skabe en form for litteratur, der ikke reflekterer "virkeligheden", men i stedet etablerer sin egen "virkelighed". Dette tjener til at afsløre, at det, vi kalder "virkelighed", intet andet er end en konstruktion, akkurat som Kafkas eget univers.

For Kafka er det problematisk at hævde eksistensen af en fastlagt og objektiv virkelighed, d.v.s. en virkelighed, der kan frigøres fra vore forsøg på at fortolke den. En sådan holdning repræsenterer reelt en uvilje mod at forholde sig åbent til spørgsmålet om, i hvilken udstrækning vi er viklet ind i illusioner. Desværre kan illusioner sjældent afdækkes i form af en direkte påvisning; læseren må snarere udfordres til selv at tænke sagen igennem - for derigennem at blive sig selv.

Ifølge Kafka er den litterære metode, der stiler efter at opnå dette, netop den "uafgjorte tilbagekaldelse". Følgende citat illustrerer, hvorledes Kafka afdækker lag efter lag af illusioner og dermed opfordrer læseren til selv at træffe en afgørelse: "Thi vi er som træstammer i sneen. Tilsyneladende ligger de glattet ud, og med et lille stød skulle man kunne skubbe dem væk. Nej, det kan man ikke, for de tæt forbundet med jorden. Men se, også det er kun tilsyneladende."

Parallelt til Kafkas forsøg på at lade læseren nå til erkendelse om, hvad det vil sige at være sig selv, ved af afstå fra at udpege, hvad der er sandhed, og hvad der er illusion, er Kierkegaards interesse for ambivalente fænomener, der ikke er helt, hvad de giver sig ud for at være. Således tager Kierkegaard udgangspunkt i f.eks. angst, fortvivlelse og dæmoni. Det er fænomener, der godt nok har deres rod i en konkret virkelighed, men som, i Kierkegaards analyse, kommer til at række langt udover, hvad den enkelte læser umiddelbart ville anse for virkelighed.

Når Kierkegaard således hævder, at alle er fortvivlede, eller hvis de ikke er det, at det så enten skyldes, at de har været fortvivlede eller ikke vil vedkende sig, at de er fortvivlede, er det ikke en umiddelbar virkelighed, der afspejles. Snarere underminerer Kierkegaard den tilsyneladende virkelighed for at demonstrere, at vor selvforståelse ofte er en konstruktion, som tilslører sagens rette sammenhæng.

At få læseren til at indrømme over for sig selv, at hun er fortvivlet, kan imidlertid kun ske, hvis hun, ved tekstens hjælp, bringes til selv at tage stilling til, hvad fortvivlelse er - og hvad hun kan gøre ved det. Kierkegaards berømte "enten-eller", her i æstetikerens version, demonstrerer både det uafgjorte aspekt såvel som fænomenet fortvivlelse: "Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller Hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge dele; enten Du hænger Dig eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge dele. Dette, Mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom." ("A" i Kierkegaards Enten - Eller I")

Ved at læse en sådan tekst begynder den enkelte måske at tage stilling til, om hendes liv skal leves i fortvivlelse - eller om der findes en anden form for "enten - eller": En form, hvor det virkelig betyder noget, hvad man vælger. Naturligvis lader Kierkegaard ikke ovenfor citerede "enten - eller" stå alene, men han tilbyder et alternativt "enten - eller" i form af det etiske og det religiøse. Dette "enten - eller" forudsætter, at den enkelte kun kan blive sig selv ved at forholde sig til sig selv og ved at forholde sig til en magt, der er større end selvet, hvilket for Kierkegaard er Gud. Dermed er vi tilbage, hvor vi startede: "We Need to Talk. God"

I min fortolkning af Kafka og Kierkegaard åbner sig ikke blot en mulighed for at tale om det (næsten) uudsigelige - hvad det vil sige at være et (religiøst) selv - men tillige en mulighed, som kan bidrage til at gennemtænke og måske endda fri os fra alle de "bure"/illusioner, som vi hele tiden skaber. Når entydige, definitive holdninger umuliggøres, er der potentielt åbent op for en accept af, at tingene kunne være anderledes. Jeg kunne være mig selv på en anden måde.

Når vi tager vor tids voksende pluralisme og generelle "uafgjorthed" i betragtning, er fremtidens diskussioner af, hvad det vil sige at være et selv, godt tjente med at blive inspireret af Kafkas og Kierkegaards "uafgjorthed" på andres vegne. Ingen andre kan endeligt definere mit selv; ej heller kan de tale med Gud på mine vegne.

Selv religiøs PR i Sydstaterne har fanget ideen - dog sikkert uden at være inspireret af ovennævnte herrer - og indset, at religion bedst kommunikeres, hvis man via ironi får "læseren" til selv at træffe en afgørelse.

Bliver budskabet i "We need to talk" "tilbagekaldt", hvis det afsløres, at det i virkeligheden var en reklame for, at reklamer virker? Måske vi må vente med at få et svar på det, indtil det er blevet bevist, at et lignende skilt, sat op lidt længere nede af gaden, har haft en effekt: "That thing I said: "Love thy Neighbor". I meant that. God"".

Gitte Wernaa Butin er ph.d.-studerende ved University of Virginia, hvor hun har været siden 1996. Hendes ph.d.-studie er finansieret af Forskerakademiet.
 
Læs mere
Søren Kirkegaard links:
International Kirkegaard Information

Kierkegaard on the Internet

Franz Kafka Photo Album
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk