Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Arktiske drømme og Euro-klaustrofobi

 

Interview med professor, dr.jur. Hanne Petersen, Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet

 
 
FORUM/12.5.99 Ved den første fest Hanne Petersen dr.jur. deltog i som nyudnævnt professor ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitetet i Nuuk i 1995, var der en ung kvindelig studerende, der spurgte hende, "Hvad mener du om drømme?". Hanne Petersen blev forbløffet over spørgsmålet og mente på det tidspunkt ingenting. Men ét blev åbenbaret med det spørgsmål: Hun var kommet et helt andet sted hen, hvor egne drømme, fælles drømme, dagdrømme og ønskedrømme var vigtige og med til at styre en udvikling. Farvel til det rationelle Danmark.

Hanne Petersen var i København i slutningen af april 99 for at modtage Direktør N. Bang og hustru Camilla Bang, født Troensegaards legat (ja, sådan hedder det!) på kr. 40.000. Jeg mødte hende på 1. sal af Cafe Norden et par timer inden hæderslegatet skulle uddeles på Dansk Polarcenter. Jeg spurgte hende, om hvad der havde været den største indflydelse på hendes forskning. Jeg havde ventet at høre om en person, en vigtig teoretiker, en speciel retning inden for retteorien. Men det var noget helt andet:
- Det har haft meget stor betydning for mig, at jeg er vokset op som en del af et mindretal i Sydslesvig i et flersprogligt og flerkulturelt miljø. Det har haft større betydning end jeg måske har erkendt og beskæftiget mig med aktivt. Det betyder, at jeg har levet under en stat, hvis egentlige legitimitet man ikke i så høj grad tog for givet, fordi man var et minoritetsfællesskab. Og det fællesskab skulle opretholdes ved hjælp af indre normer, som man selv skulle etablere. Jeg tror, at en af grundene til, at jeg har interesseret mig så meget for informel ret og ikke-statslige sammenhænge, andre måder at etablere fællesskaber på - kærlighed og drømme - , hænger sammen med det.

Hanne Petersen skrev netop om informel ret i sin doktorafhandling Informel ret på kvindearbejdspladser: En retsteoretisk og empirisk analyse (1991), og det er beskæftigelsen med dette - kvinderet, retspluralisme og ikke-statslig ret -, der bl.a. bragte hende til Grønland.
- I begyndelsen af 90erne var jeg en hel del i Afrika - Mozambique, Zimbabwe, Zambia og samarbejdede med både universitetet i Mozambique og kvindeprojektet Women and Law in Southern Africa. Det var utrolig interessant og spændende at være der. Det som jeg beskæftigede mig med fagligt i Danmark, det som jeg hele tiden skulle forsvare og forklare, var hverdag her. Her gjaldt det om at komme videre. Jeg tænkte, at man åbenbart skulle til periferien for at komme til at arbejde med noget spændende.
- Jeg trængte også til at lære noget nyt og var nået dertil, hvor jeg ikke synes, jeg kunne lære det ved at læse eller ved at tage rundt på universiteter i Europa eller USA. Jeg følte også en vis Euro-klaustrofobi. Jeg rejste til Grønland i 1995, hvor Danmark havde været meget optaget af diskussionerne om EU-afstemningen, og det handlede alt sammen om EU og EU og EU.... det følte jeg var meget lukket.

Etniske danskere udgør omkring 10-15% af befolkningen i Grønland, men de føler sig generelt ikke som et mindretal. Som oftest har de et højere uddannelsesniveau, et højere lønniveau og en oplevelse af at komme fra en overlegen kultur. Men ét er, hvordan danskere opfatter sig selv, noget andet er, hvordan de bliver opfattet.
- Som udgangspunkt bliver man opfattet som en slags repræsentant for en tidligere kolonimagt. Men man bliver hurtigt til en person, et individ når man arbejder sammen. Og så var det ikke noget nyt for mig at tilhøre et mindretal. Det gjorde jeg også i begyndelsen af kvindeforskningstiden, hvor kvinder blev betragtet som et mindretal.
- Jeg tror, danskere kunne lære noget om at være minoritet af Grønlænderne. Set i forhold til Europa, er Danmark f.eks. en meget lille minoritet. Grønlænderne er meget mere vant til at være minoritet i et stort fællesskab. De er meget mere vant til at modtage fremmede og leve i en flerkulturel sammenhæng. Danskerne er ikke vant til det og har meget svært ved det. Jeg synes personligt, at det er en gave, at man lever i fællesskab med sådan nogle forskelligheder. Det er en berigelse.
- Det er i øvrigt også en myte, at Danmark er et homogent land med ét sprog, én tro og én ret. Denne myte er under stærkt pres og det er en proces, der opleves som et mareridt fremfor et fremskridt.

Den første april 1999 fik Canadas inuitbefolkning overdraget en territorial enhed på størrelse med Grønland. Territoriet hedder Nunavut. Det var ikke en begivenhed, der fik stor opmærksomhed i medierne på de danske breddegrader. Mærkværdigvis - for Danmark eksisterer i et rigsfællesskabet med Grønland. Og Grønland er måske allerede i gang med en proces, der orienterer sig væk fra Danmark og Europa mod et andet og mere globalt fællesskab. Nunavuts befolkning taler f.eks. samme sprog som Grønlands befolkning. Der er kun en times flyvetid fra Nuuk til Nunavuts hovedstad. Derudover er Nunavut tættere på drømmen i dag om et inuit-fællesskab, fremfor fællesskab med Danmark.
- Jeg tror, rigsfællesskabet er ligesom et ægteskab: Er man interesseret i hinanden eller ej? Hvis ikke den anden er interesseret, så vil man forlade det ægteskab. Jeg tror ikke, at Grønland vil blive for enhver pris. Man vil i stigende grad respekteres for det man er, og ikke for at ligne den anden.
- Den yngre generation er meget interesseret i kontakterne mod vest, mod Canada, mod den oprindelige befolkning der. Mod de oprindelige befolkninger globalt set. De udgør jo et verdensfællesskab. Jeg har en studerende, der er på vej til New Zealand, og en der lige har været i Alaska. Jeg synes Grønland er på forkant - med internationale kontakter, med en international/global verdensorientering.
- Jeg plejer at sige, at Grønland er det mest postmoderne sted, jeg har været. Der er alle modernitetens elementer - teknikken, kommunikation, osv. Nuuk ligner en hvilken som helst anden moderne by. Men samtidig har man en stærk forankring i en anden tradition, en anden tænkning, en anden mytologi. Det giver nogle interessante koblinger og inspirerende ideer og tanker. Vi diskuterer f.eks. eurocentri, videnskabernes eurocentri. Det ville man aldrig gøre i Danmark - her er den bare eurocentrisk, og det tager man for givet.

Opholdet i Grønland har netop sat fokus på en eurocentrisk måde at anskue retsbevidsthed, retsvæsen og retssystem. I Grønland har det ikke været muligt at tager noget for givet, og det har været et inspirerende og tankevækkende møde.
- De retsvæsener vi lærer i den vestlige verden, i Danmark, er baseret på Europa, på en stat, på en urbanisering, på et landbrugssamfund, på en industrialisering, på størrelsesforhold, på en befolkning med en bestemt størrelse, der bor relativt tæt på hinanden. Alle sammen forhold, der ikke gælder uden videre i Grønland.
- I Europa lever vi i et gennemjuridificeret samfund med store juridiske professioner, der er med til at sætte en diskussion og en dagsorden for, hvordan man diskuterer ting. På en måde er der tale om en umyndiggørelse af folk. Det forekommer mig, efter at have oplevet det grønlandske system af lægdommere i kredsretterne, at folk er mere ansvarlige og bevidste om deres eget ansvar for ret og orden.
- I det danske samfund påstår vi, at vi lægger meget vægt på individet, på individuelle menneskerettigheder. Samtidig er der meget lidt plads til individet. Omvendt er det grønlandske samfund meget kollektivistisk orienteret, som små samfund er. Alligevel er der meget stor plads til personen og personligheden. Der lægges meget vægt på det menneskelige, det menneskelige hensyn og de konkrete situationshensyn. Jeg tror, det er med til at give en følelse af ansvarlighed. Man er med til at træffe beslutninger, med til at vurdere. Man bruger det Peter Højlund kalder dømmekraften.
- Dømmekraften er stærkere og på måde mere veludviklet i Grønland. Vi udvikler den ikke. Vi overlader den, vi deponerer den.

Hanne Petersen har i løbet af forskningskarrieren arbejdet med mange forskellige aspekter af kvinderet. Hun har været (med)forfatter på titler såsom Kvinderet (1995), EF og kvinderne (1989), Sociale dimensioner, køn og kærlighed (1992), Feminist Reflections on the Concepts of Law and Labour (1989), Love and Law in Europe (1996) mv. Men i de fire år Hanne Petersen har været i Grønland, har kvindeforsknings-aspektet af hendes arbejede være lagt lidt på is.
- Da jeg flyttede til Grønland, havde jeg behov for at beskæftige mig med nogle andre ting. Men jeg følte også i høj grad, at jeg inden da var kommet i en form for krise i min kvinderetlige opfattelse, i min retsopfattelse generelt. Men med mit kvinderetlige udgangspunkt, kunne jeg også lige pludselig se, hvor kulturelt betinget det var, og hvor afhængig det var af en bestemt samfundsstruktur, der producerer nogle bestemte kønsrelationer.
- Jeg har nogle studerende, der er meget interesserede i kønsforhold. Kvinder her ser sig selv som repræsentanter for fællesskabets interesser i større forstand, ikke kun for kønnets interesser. Kvinder her har et meget stort selvværd og er meget stærke. Der er næsten ingen kvinder i Landstinget, men man kan heller ikke måle forholdene efter den målestok, der hedder politisk repræsentation. Så får man ikke fat i, hvad der foregår.
- Der er en stor maskulinitetskrise, der er et stort problem for begge køn. I skiftet fra en fangerkultur til en postindustriel kultur kan det være meget svært at finde en ramme, en placering, en status - et selvværd, som man kan leve med.

I en kronik fra 1998 i Information skrev Hanne Petersen om en fransk-canadisk filosof Charles Taylor, hvor hun nævner forskellen mellem at følge en rytme og følge regler. Jeg spurgte hende, om hun fulgte en anden rytme på Grønland.
- Ja, det gør jeg. Steder har jo deres egne rytmer, der er påvirket af klimaet og produktionen. Den industrielle kultur har en 8-timers rytme - noget jeg har tænkt meget over, når jeg har beskæftiget mig med kvinder. Det er en rytme, der ikke er særlig inklusiv for fællesskaber.
- Det at man er i et samfund, hvor man f.eks. ikke kan forlade det på anden måde end ved at sejle ud eller flyve ud - man kan ikke tage en bil og køre fra det ene sted til det andet. Det giver en anden rytme i hverdagen. Det giver en anden rytme, at man har de mørke perioder og perioder, hvor det er lyst hele tiden. Det giver en anden fysisk og psykisk rytme.
- Det er oplagt, at hele vores - hele den vestlige verdens retssystem støtter op om en industriel rytme. Og den har man haft meget store vanskeligheder med at få til at fungere, og i virkeligheden er det først nu, hvor man er ved at forlade den igen, at det bliver lettere i en grønlandsk sammenhæng - det bliver friere og mere åbent og mere fleksibelt. Man kan bedre få den postindustrielle, mere fleksible rytme til at fungere sammen med den traditionelle rytme. Der er meget bedre koblingsmuligheder. Det er en af grundene til, at mange oprindelige befolkninger får en form for revival - deres livsformer kan bedre passes ind i den fase eller rytme, vi er på vej ind i nu.

Ved overdragelsen af hæderslegatet på Dansk Polarcenter, lagde jeg mærke til en ældre kvinde og hendes mand, der sad på første række. Hun vendte sig om på et tidspunkt for at snakke med en af de andre gæster og fortalte at hun var på vej til Mozambique. Denne kvinde var Agnete Weis Bentzon, tidl. professor ved Roskilde Universitetscenter og med tilknytning til Retsvidenskabelig Institut i København. Hanne Petersen betragter hende som sin mentor:
- Det var Agnetes fortjeneste, at jeg kom til Grønland. Hun var f.eks. med den første juridiske ekspedition til Grønland i 1948-49 og hun var medvejleder på min doktorafhandling. Hun hjalp mig meget med netop diskussionerne om ret i ikke-statslige samfund, og jeg har arbejdet sammen med hende i over 10 år. Jeg var i Pakistan med hende i december på et projekt om kvinderet der. Hun har haft stor betydning for de faglige vinkler, for faglige diskussioner både på grund af det, hun har beskæftiget sig med, og fordi hun er kvinde i det miljø.
- Jeg føler også selv, at jeg har haft en mentor-rolle over for mine studerende i Grønland. Noget med at skabe rum og plads og muligheder for folks udvikling. Man får et meget nært forhold til folk, når der er så få.

Hanne Petersen er i skrivende stund på vej tilbage til Danmark for at genoptage sin docentstilling på Københavns Universitet.
- Jeg synes, det har været meget befriende at komme til et samfund, hvor man var nødt til at lægge et andet perspektiv, og hvor horisonten rent fysisk og mentalt var helt anderledes. Jeg tror, jeg kommer tilbage med et syn, som i højere grad ser verden som en helhed.
- Når man er så lille et mindretal som Grønland, er man sig meget mere bevidst, at man er afhængig af verden. Danmark er også et lille samfund, men der eksisterer ikke den samme opfattelse af gensidig afhængighed. Det er noget, jeg synes, er vigtigt, og som jeg gerne vil arbejdere videre med.

Hvis du har en kommentar til denne artikel, gå til Debatsiderne
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk