Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Skal vi bare sidde på hænderne og håbe?

 

Forslaget om særlige professorater til kvinder har fremkaldt store følelser. Det diskriminerer og sænker niveauet, råber en fløj, mens andre glæder sig over at der endelig sker noget.

Men problemstillingen er kompleks og skal ses i lyset af bl.a. den indædte kamp om ressourcer i forskningen, mener artiklens forfattere. De fører her læserne gennem debattens mange lag og opfordrer til handling nu - ikke mindst for forskningens skyld.

 
FORUM/22.1.99 De senere års fokusering på den lave kvindeandel i forskning skal ses i sammenhæng med, at forskningen i Danmark ikke har set nogen nævneværdig udvikling mod en mere ligelig kønsbalance i modsætning til de øvrige dele af det akademiske arbejdsmarked.

Den danske forskningsverden halter også bagefter, når der sammenlignes med kønsprofilen i forskning i landene omkring os. Derfor må det hilses velkomment, at de sidste to forskningsministre har været indstillet på, at der nu skulle gøres noget.

Senest har forskningsminister Jan Trøjborg støttet et forslag fra Udvalget vedrørende ligestilling i forskning om at afsætte 40 professorater til kvinder. Udvalget blev oprindelig nedsat af daværende forskningsminister Jytte Hilden og blev bedt om at komme med konkrete ligestillingsforslag.

Behovet for at foretage en målrettet indsats for at få flere kvinder i forskning nu, er begrundet i flere argumenter:

For det første er det vigtigt for forskningens kvalitet at rekruttere det kvalificerede kvindelige forskerpotentiale, som findes.

For det andet er kvindelige lærere på de videregående institutioner vigtige som rollemodeller for kvindelige studerende, og flere kvinder i fremtrædende stillinger må på lidt længere sigt formodes at tiltrække flere kvinder til forskningen.

For det tredje vil det være vigtigt i det omfang kvinder har en anden erfaringsbaggrund end mænd, at forskningen ikke domineres helt af mænd. Inden for flere fagområder er det således kvindelige forskere, som har synliggjort kvinders erfaringer og vilkår.

Det fjerde og sidste argument for flere kvinder i forskning er et retfærdighedsargument. Kvinder skal også have del i forskerstillinger, som er forbundet med en prestige og indflydelse, f.eks. på den offentlige debat.

Det hævdes ofte, at man bør være tålmodig, fordi problemet med den manglende kvinderekruttering vil løse sig selv: Eftersom antallet af kvindelige studerende har været stigende, så må man forvente, at det på længere sigt vil føre til en jævnere fordeling også i forskerstaben.

Vi tror ikke på en sådan analyse. Der har ganske vist i de senere år været en moderat stigning i kvindeandelen i det faste videnskabelige personale på universiteterne (fra 16 pct. kvinder i 1990 til 18 pct. i 1996), men stigningstakten har været meget langsom, og fremgangen har været ulige fordelt over institutioner og fagområder.

F.eks. viser tallene, at hele det tekniske område og et fag som datalogi ikke har nogen udsigt til at komme i nærheden af ligelig kønsfordeling, hvis udviklingen får lov til at fortsætte. Samtidig er der også områder, hvor der har været tilbagegang i 1990'erne, som f.eks. for adjunkter på RUC og Århus Universitet.

Men hvorfor har den stigende kvindeandel blandt de studerende på universiteterne ikke medført en tilsvarende udvikling på forskerniveau?

Her kan man ty til de omfattende danske og udenlandske forskningserfaringer om arbejdsmarkedets kønsopdeling, herunder også om forskningsverdenens. De viser, at det er alt for utilstrækkeligt at forklare forskningens mandsdominans enten med, at mænd bevidst går uden om kvinder ved besættelse af stillinger, eller med at der foreligger en international mandlig sammensværgelse. Det er vist også mest en forklaring, som nogen lægger andre i munden, som Birgit og Torben Grodal gjorde det i Politikens kronik fra 16. December 1998.

Man kommer heller ikke ret langt med bare at konkludere, at det er kvindernes egen skyld, fordi de ikke søger forskerstillinger. Det rejser blot et nyt spørgsmål, nemlig: hvorfor søger de ikke? Forskning om étkønnede arbejdspladskulturer viser, at de har det med at genskabe sig selv, og reproduktionen af kønsdominans er bl.a. funderet i uformelle normer og kvalifikationskrav, som medfører, at der primært ansættes folk, der ligner dem, som er der i forvejen.

Problemer med at få arbejdsliv og familieliv til at harmonere anføres ofte som hovedgrunden til, at der er så få kvinder i forskningsverdenen. Efter vores mening er det en myte, at de to ting er meget mere uforenelige i forskerverdenen end på andre dele af det akademiske arbejdsmarked. Selv om det er blevet endnu vanskeligere at kombinere småbørn med en forskerkarriere, der er præget af skarpe tidsfrister og et langt usikkert ansættelsesforløb, så er disse problemer ikke væsentligt større på forskningsinstitutionerne end andre steder.

Et andet forhold, der er med til at opretholde mandsdominansen er, at der hersker en tyrkertro på, at forskningsstillinger besættes på baggrund af en lige konkurrence om kvalifikationer, således at det altid er de bedst kvalificerede der ansættes. I en sådan forestillingsverden bliver ethvert forsøg på at ændre på ansættelsesprocedurerne derfor et angreb på den videnskabelige kvalitet. I virkelighedens verden er den faglige bedømmelse imidlertid ikke starten, men slutningen på rekrutteringsprocessen.

Det er almindelig kendt, at ansættelser i universitets- og forskningsverdenen udgør langvarige og meget komplekse processer, der nødvendigvis involverer vanskelige beslutninger og dermed også interessebrydninger og magtkampe. I forskningsverdenen sker afgørelserne på mange forskellige niveauer og omhandler blandt meget andet:

  • hvilke fag, der skal have lov til at besætte ledige stillinger.
  • om der skal etableres nye fag eller fagområder
  • hvilke dele af de enkelte fag, der skal udvides eller indskrænkes
  • hvilke fagområder, teorier, metoder, forsknings- og/eller undervisningsmæssige erfaringer, der skal lægges vægt på i de konkrete stillingsopslag
  • udvælgelse af medlemmer, repræsenterende særlige fagområder, teoretisk-metodiske perspektiver og syn på forsknings- og undervisningskvalifikationer til bedømmelsesudvalg
  • variationer i den måde bedømmelsesudvalgenes medlemmer læser og vurderer videnskabelige kvalifikationer på.
For ansøgerne er det også en lang proces at blive spidskandidat til en stilling. Det gælder om at vælge rigtigt, hvad angår:
  • fag, delfag, metoder, særlige interessefelter
  • at have de rigtige mentorer og netværk,
  • at præsentere sig selv under og efter studiet som en person, man tænker på i forbindelse med stillingsopslag.

Det er hovedsageligt mandlige seniorforskere, der har centrale positioner, der sætter dem i stand til den prioritering af forskningsområder, som er afgørende for, hvor stillingerne slås op. Inden for de fleste fag kan der gives eksempler på fagområder, der har henholdsvis mænds og kvinders interesse.

De forskere, der foretager prioritering af forskningsfeltet, har en meget forståelig tendens til at vægte den forskning, som de finder vigtigst. Forskningsprioritering er imidlertid ikke noget, der er objektivt givet, selv om denne forestilling er meget sejlivet i forskerkredse.

Kampen om prioriteringer og ressourcer er måske noget af forklaringen på de voldsomme reaktioner mod forslaget om at opslå professorater forbeholdt det underrepræsenterede køn. Skal sådanne stillinger tiltrække højt kvalificerede ansøgere, vil det faglige indhold i mange tilfælde komme til at bryde med de traditionelle faglige prioriteringer og dermed anfægte det eksisterende faglige hierarki.

For at citere fra udvalgets indstilling om de 40 professorater: "Det er et ledelsesansvar at få disse professorater tildelt til de institutter, hvor der findes ikke bare kvinder som er forskningsmæssigt kvalificerede til at søge stillingerne, men også kvinder som har en sådan gennemslagskraft, at de kan udvikle fagområdet, så det kan tiltrække flere kvinder."

Den videnskabelige verden har på godt og ondt en tendens til at fortsætte de eksisterende prioriteringer. Faglig fornyelse, der ikke er en direkte videreudvikling af den eksisterende forskning, kommer tit først i stand, når instanser udefra griber ind. Oftest ender dette med en udvikling, der når den først er sat i gang, sker i et konstruktivt samspil med de eksisterende miljøer. Men man må have gået gennem sin universitetskarriere med skyklapperne trukket helt ind over øjnene, hvis ikke man har lagt mærke til, at omprioritering til fordel for nye fag og nye faglige synsvinkler ikke er det universitære selvstyres stærkeste side.

Her skal man måske også finde en forklaring på, at selv om Folketinget har pålagt alle forskningsinstitutioner at udarbejde handlingsplaner for ligestilling, så har totredjedele undladt at gøre dette, og af disse har kun seks procent opsat de måltal for udviklingen, som de skulle.

Myten om det høje akademiske kvalifikationsniveau, der trues ved ansættelse af kvinder, blev for nylig punkteret i en undersøgelse af alle ansættelser i 1995 og 1996 i professor-, lektor- og adjunktstillinger. Resultatet var, at ni procent af alle stillingerne var blevet besat uden opslag, og at der til knapt halvdelen af alle stillinger kun havde været én kvalificeret ansøger.

Det kan undre, at dette ikke har givet anledning til nogen særlig bekymring for forskningens kvalitet internt på universiteterne, mens et forslag om 40 (tidsbegrænsede) stillinger forbeholdt kvinder har givet voldsomme reaktioner, allerede inden det er endeligt udformet.

Paradoksalt nok har både fortalere og kritikerne af kvindeprofessoraterne det samme mål, nemlig at sikre kvaliteten af dansk forskning. Man er først og fremmest uenige om midlerne og forståelsen af, hvad der holder kvinder ude fra forskningen. Vi mener, at der eksisterer strukturelle barrierer på forskerarbejdsmarkedet, således at velkvalificerede kvinder inden for en del områder ikke har samme ansættelseschancer som deres mandlige kolleger.

Et udtryk for disse barrierer findes i det faktum, at mandsdominansen er stærkest på de gamle universiteter - Århus og København, hvor kvindeandelen inden for flere områder har stået stille eller endda er gået tilbage, mens der er en mere ligelig kønsfordeling på nyere universiteter som Roskilde og Aalborg (minus det tekniske område).


Det er også interessant at samme fagområder i længere perioder har haft en temmelig forskellig kønsfordeling.
Det gælder f.eks. for økonomifaget på Århus og Københavns Universiteter. I Århus er der overhovedet ikke kvinder ansat i videnskabelige stillinger, mens der er kvinder på alle niveauer på instituttet i København.

Udvalget vedrørende ligestilling i forskning har foreslået en række tiltag, der kan påvirke disse barrierer og mener, at der både er behov for initiativer nede fra institutionerne selv, og oppefra, hvor forskningsinstitutionerne får incitamenter og lidt pisk til at påvirke kønsfordelingen.

Eksempler på det første er mentorordninger og ansættelse af konsulenter, som kan rådgive om mulige ligestillingsinstrumenter, i lighed med hvad man har på de fleste svenske universiteter.

Eksempler på initiativer oppefra er at indføre ligestilling som en succesparameter, f.eks. i udviklingskontrakter, og at medtænke ikke bare alder, men også køn, hvis der indføres særlige puljer i forbindelse med afhjælpning af den skæve aldersfordeling.

Endelig har udvalget så foreslået, at der afsættes 40 professorater til "det underrepræsenterede køn", og eftersom kvinder alle steder udgør under 10 procent af professorerne vil det i realiteten sige "til kvinder". Ifølge forslaget skal de fortrinsvis ansættes ved institutter, hvor der er få eller ingen kvindelige professorer, men mange kvindelige studerende, ph.d.ere og adjunkter og lektorer, således at der er et godt vækstlag. Man vil på denne måde få fordoblet antallet af kvinder, der i dag kun udgør 6 pct. af alle professorer.

Det er ikke naturligvis ikke tanken, at man skal give køb på kravet til professorkompetence, og vi forventer, at der overhovedet ikke vil være problemer med at finde tilstrækkeligt med kvalificerede kvinder. I denne sammenhæng kan man se på det såkaldte Freja-program, hvor det fortrinsvis var kvindelige forskere, der kunne søge forskningsmidler. Til programmet var afsat 78 millioner kroner, men der indkom ansøgninger for 3.2 mia. kroner, og kun 16 ansøgninger kunne imødekommes.

Dette afspejler, at det kvindelige forskerpotentiale findes og kan næres ved særlige initiativer.

Forskningsministeren har støttet forslaget om de 40 (midlertidige) professorater, og den endelige udformning af forslaget forhandles nu med Folketingets partier, men det er helt karakteristisk, at det allerede har rejst en stor diskussion. Det er nemlig sådan, at særbehandling i forhold til køn altid sætter sindene i kog i Danmark, især når det gælder kvinder.

Tendensen er, at det ikke opfattes som nær så kontroversielt, når det f.eks. handler om at få flere mænd ind i børneinstitutioner og i folkeskolerne.

På grund af de stærke følelser over for forslag om at vælge køn som et kvalifikationskriterium hersker der en myte, om at det ofte sker. Men faktisk særbehandles der meget lidt i Danmark i forhold til andre lande, bl.a. fordi det er temmelig vanskeligt at få lov til det. Der skal søges dispensation i Ligestillingsrådet, hvor hver af arbejdsmarkedets parter har vetomulighed, og denne vetomulighed er f.eks. benyttet ved to dispensationsansøgninger inden for forskningsverdenen.

I alle andre EU lande og i alle de nordiske lande, kan man særbehandle i forhold til køn, hvis der kan opnås enighed. Særbehandling er således et langt mere udbredt instrument i Norge og også i Sverige, hvor det f.eks. skete inden for forskningsverdenen med det såkaldte Tham initiativ i 1995. Her blev der afsat 30 professorstillinger, 90 forskertjenestestillinger, 120 doktorandstillinger og 40 postdoc stipendier til det underrepræsenterede køn.

Hvad er det så, som gør særbehandling af kvinder til så kontroversielt et instrument i Danmark? Ét argument er, at det krænker individuelle mænds rettigheder. Inden for forskningsverdenen er et andet argument, at det fører til ansættelse af dårligere kvalificerede kvinder.

Vores opfattelse er, at særbehandling er et instrument, som kan bruges til at påvirke nogle af de strukturelle barrierer i forhold til kvinder i forskningsverdenen. Og erfaringerne fra Sverige og Norge bekræfter at særbehandling som instrument kan anvendes, uden at man af den grund får ansat mindre kvalificerede kvinder.

Man kan vælge at sætte sig med hænderne i skødet og håbe, at tiden og de generelle samfundsændringer vil ordne den skæve kønsfordeling også på universiteterne. Imod en sådan strategi taler imidlertid, at der netop i løbet af de næste 15-20 år på grund af aldersafgang kommer til at ske en voldsom udskiftning blandt det videnskabelige personale. Bliver der ikke ansat afgørende flere kvinder i løbet af denne periode vil den nuværende skæve kønsfordeling være cementeret mange år frem i tiden.

Ansættelse af flere kvinder i forskningen skal først og fremmest ske for forskningens skyld. I det lange løb kan dansk forskning ikke konkurrere kvalitetsmæssigt, hvis ikke det lykkes at rekruttere forskningstalent langt bredere end det sker i dag.

Anette Borchorst er formand for Udvalget for Ligestilling i Forskning og lektor ved Institut for Statskundskab, Århus Universitet. Inge Henningsen er medlem af samme udvalg og lektor ved Institut for Matematisk Statistik, KU.

Denne artikel blev bragt som kronik i Politiken den 19.1.99.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk