Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

"Superprofessorater" til kvinder vil højne kvaliteten

 

Poul Henningsen definerede engang, hvad ligestilling er: "Det er, når der også er middelmådige kvinder på samfundets højeste poster". Med vanlig sans for humoristiske spidsformuleringer ramte PH plet: ligestilling handler også om dygtighed og kvalitet. Og hvis man ellers går ud fra, at mænd og kvinder fra naturens hånd er lige begavede, så indebærer mandlig overvægt i embeder og hverv, at man må grave længere ned i kvalitetsniveau for til stadighed at få opfyldt stillinger med mænd.

 
PH's definition er værd at erindre sig i den debat om kvalitet i forskningen, der har fået fornyet aktualitet med den nylige betænkning fra Forskningsministeriets ligestillingsudvalg og med ministeriets forslag om at øremærke 40 professorater til kvinder.

Dette forslag har i den seneste debat ført til en velkendt og forudsigelig reaktion: man skal ansætte efter kvalitet, ikke efter køn. Hvis man aktivt fremmer kvinders andel af videnskabelige stillinger på universiteterne, træder man ind på en glidebane, der hurtigt fører til forringelser i forskningens kvalitet.

Begrebet om kvalitet er måske den vigtigste grundsten i enhver forskers selvforståelse: alle vil vi gerne gøre vort arbejde, så det lever op til anerkendte krav til, hvad god videnskab er. Begrebet kvalitet er et plusord - hvem er vel interesseret i at ansætte ukvalificerede forskere eller selv blive bedømt som én af slagsen? Men som alle plusord rummer begrebet en række forudsætninger. Begrebet kvalitet kan selv trænge til et kvalitetscheck.

I dag taler vi om kvalitet i kød, i tv-programmer og i uddannelser - ja livet selv skal have kvalitet. Ordet betegner i alle tilfælde nogle egenskaber ved noget konkret, og ordet giver derfor kun mening ved at blive defineret i forhold til den eller det, der skal have kvalitet. Det modsatte af kvalitet er kvantitet - noget bliver ikke bedre ved, at der er mere af samme slags. Der findes ikke noget "alment" kvalitetsbegreb, som rummer alt muligt og kan ses isoleret: at sammenligne kvaliteten i mælk og i matematikundervisning er naturligvis nonsens.

Det betyder imidlertid ikke, at man savner fælles standarder for, hvad kvalitet er for noget. Men disse standarder må altid defineres og forstås i forhold til faktiske forhold. Og de må udvikles og bedømmes af folk, der har forstand på disse forhold, hvad enten vi taler om fødevarer eller forskning.

I forskningskredse er der i reglen to grupper, der udtrykker bekymring for, at positiv særbehandling vil underminere den videnskabelige kvalitet, nemlig unge forskere og ældre ledere. I begge tilfælde er bekymringen forståelig - unge forskere vil naturligvis ansættes på deres personlige kvalifikationer, hvad enten de er mænd eller kvinder, og de har endnu ikke erfaret, hvordan de videnskabelige udvælgelsesmekanismer virker indefra. Lederne på deres side rykker i disse år længere og længere væk fra aktiv forskning og undervisning, og mange af dem savner derfor faglige forudsætninger for at bedømme, hvorvidt og hvordan man når frem til at ansætte den bedst kvalificerede til en stilling.

Hvis man derimod gennem en årrække har været aktiv forsker - herunder medvirket til at ansætte folk og diskutere, hvad der bør prioriteres inden for ens eget fag - så ved de fleste, at begrebet om kvalitet netop forstås og forvaltes i forhold til konkrete videnskabelige traditioner og til de idealer og normer, der hersker inden for disse traditioner: den bedst kvalificerede vælges som sidste led i en lang proces, hvor man først har taget stilling til, hvilket område inden for faget, det er vigtigst at styrke, hvordan opslaget skal være, hvem der skal sidde i bedømmelsesudvalget osv.

Det betyder ikke, og det er helt afgørende at understrege, at den ene slags personlige kvalitetsvurdering er ligeså god som enhver anden. Heller ikke videnskabelig kvalitet er et totalt relativt begreb. Men kvalitet knyttes til og justeres af bestemte videnskabelige traditioner, normer og hierarkier. Dem er der mere end én slags af, og det er her, køn bliver afgørende.

Naturligvis er der dele af kvalitetsbegrebet, alle kan enes om: man skal være nøjagtig, når man omgås data; man må ikke citere fra andre uden at angive kilde; man skal argumentere og ikke blot postulere. Vanskeligere bliver det derimod, når vi nærmer os kernen i videnskabelig kvalitet, der vedrører spørgsmålet om originalitet. Hvordan bedømmes videnskabelig originalitet? Det kræver dyb indsigt i det konkrete område, der skal bedømmes, hvis man skal besvare det spørgsmål på en fagligt forsvarlig måde.

Selv inden for de enkelte videnskabelige områder er der forskellige specialiseringer og ofte også forskellige retninger eller traditioner. At være professor i film betyder fx ikke, at man har tilstrækkelig indsigt i alle krinkelkroge af dette store område til, at man kan bedømme, hvori videnskabelig originalitet består inden for alle felter af filmvidenskaben. At besvare spørgsmålet om, hvori videnskabelig originalitet består, kræver altså ikke blot dyb indsigt i konkrete, videnskabelige områder, men også dyb selvindsigt i ens egne videnskabelige kompetencer og i begrænsningerne i disse.

Og det er netop her, kønnet kommer ind. For køn spiller en rolle i videnskab som i alle andre dele af samfundet. Og gudskelov for det. Både mænd og kvinder søger ind i videnskab af interesse - det er lysten, der driver værket. Men mænd og kvinder interesserer sig ofte for forskellige ting, de har ofte forskellig tilgang til de samme problemstillinger, og de har ofte forskellige ønsker til, hvordan disse problemstillinger skal undersøges og diskuteres. Fx er der inden for fysikken flere kvinder, der arbejder med biofysik end med atomfysik. Så langt så godt. Videnskab næres af dialog og udveksling.

Hvad der er mindre godt er, at de markante kønsmæssige ubalancer på de højere læreanstalter indebærer, at de forskningsområder, som mænd interesserer sig for, har en tendens til at få mest plads, mest prestige og flest penge. Det er for nylig dokumenteret inden for fx sundhedsvidenskab. Det skyldes naturligvis ikke, at mænd er onde og intrigante i større omfang end kvinder, men at de er flest. Det maskuline videnshierarki er et strukturelt fænomen, ikke et personligt problem.

Når det gælder spørgsmålet om kvalitet, betyder dette hierarki, at mænd ofte er dårlige til at bedømme kvalitet, når det drejer sig om områder og traditioner, som kvinder traditionelt har lyst til og behersker. Dette skyldes, at mange mænd er uinteresseret i disse områder, de følger ikke med i deres videnskabelige udviklinger, og de læser nødigt, hvad deres kvindelige kolleger skriver. Kvinder bliver derimod nødt til også at forholde sig til, hvad man kunne kalde de maskuline områder, hvis de overhovedet vil have en videnskabelig uddannelse og evt. karriere, fordi disse områder dominerer det videnskabelige hierarki i deres fag.

At øge den kvindelige andel i faste, videnskabelige stillinger betyder derfor kort sagt, at man får flere farver på forskningens palet, man udvider mulighederne for dialog mellem forskellige traditioner, og - vigtigst af alt - man medvirker til at højne videnskabernes samlede kvalitet, fordi man høster af de kvindelige intelligensreserver. Det er gevinster, der ikke blot kommer kvinder til gode, men som også højner det videnskabelige niveau til gavn for mange mænd og for samfundet som helhed.

Det er i dette perspektiv forskningsministerens forslag om 40 professorater til kvinder skal ses. For der er jo ikke tale om, at man vil ansætte ukvalificerede kvinder. Og at udnævne disse til discountprofessorater og at påstå, at der vil blive stillet lavere krav til kvinders kvalifikationer end til mænds har naturligvis intet hold i virkeligheden.

Hvordan kan man da sikre ved positiv særbehandling, at de kvinder, der ansættes, er mindst lige så kvalificerede som tilsvarende mænd? Det er ganske enkelt: Bedømmelsesudvalgene skal godtgøre, at de kvinder, som indstilles til de særlige professorater, er mindst lige så kvalificerede inden for deres fagområde som de bedst kvalificerede (mandlige) professorer inden for det samme eller et beslægtet fagområde. Hertil kan man benytte de principper, som allerede gælder ved kaldelse til professorater. De 40 professorater til kvinder vil dermed, snarere end "discountprofessorater", fremstå som "superprofessorater".

Men hvorfor så lige professorater? Kan man ikke blot nøjes med at skabe bedre muligheder for kvinder i "bunden" af det videnskabelige system og så håbe på, at det med tiden giver effekt opad? Det er, hvad bl.a. en række dekaner foreslår. Sagen er bare, at lignende bløde forslag ikke har rokket meget ved de kønsmæssige ubalancer i de sidste 20 år.

På de højere læreanstalter findes der to typer faste stillinger med ret til forskning, nemlig professorater og lektorater. Inden for de næste 10-15 år skal ca. en tredjedel af disse stillinger besættes, fordi 68-generationen går på pension. I dag er kun otte procent af danske professorer kvinder - to procent flere end for 20 år siden, og andelen af kvindelige lektorer står også stort set uændret siden da på 20%. Med den fart vil vi have lige mange mandlige og kvindelige professorer om 240 år!

Flere kvindelige professorater vil kunne medvirke til at øge den videnskabelige kvalitet et sted i systemet, hvor en lille årsag har stor virkning. De vil nemlig kunne medvirke til på fagligt kvalificeret vis at vurdere, prioritere og formidle vidensfelter, der hidtil har været mere eller mindre udgrænset eller usynlige. Og de vil kunne gøre det på et tidspunkt, hvor en tredjedel af det videnskabelige personale skal udskiftes.

Flere kvinder "i toppen" har bl.a. betydning, når andre professorater skal besættes i fremtiden - det er nemlig ofte uhyre vanskeligt til udvalgene at finde professorer, der er kvalificeret til at bedømme de forskningsområder, kvindelige ansøgere repræsenterer. En bedre kønsmæssig balance blandt professorer vil øge chancerne for, at flere bliver bedømt på et solidt, videnskabeligt kvalitetsgrundlag.

Flere kvinder i toppen har også betydning, når der udpeges medlemmer til råd og nævn, fordi disse medlemmer ofte vælges fra de højst placerede forskere. Her vil flere kvinder kunne medvirke til, at andre felter inddrages og belyses ordentligt, ligesom de med faglig indsigt kan argumentere for videnskabelige prioriteringer af områder, der interesserer mange unge kvinder - og som derfor kan give dem lyst til at forske. Ved at vande toppen af den videnskabelige pyramide, gøder man samtidig bunden.

En del modstandere mod, at man aktivt søger at mindske de kønsmæssige ubalancer på de højere læreanstalter, synes at ville bevare etablerede magtposititioner under dække af, at de forsvarer en universel, videnskabelig kvalitet, som er helt afkoblet fra det øvrige samfund. Men hvorfor skulle netop de videnskabelige institutioner være de eneste magtfrie områder i verden? Der findes naturligvis modsætninger her som alle andre steder, og disse modsætninger er også, men selvfølgelig ikke kun, bundet til køn. Modsætninger skaber ikke blot mulighed for afgrænsning, men også for de dialoger, der er råstof i videnskabelig udvikling. Men dialog kræver, at der er ligeværdige parter, som både vil tale og kan lytte.

FORUM/19.1. 99 Videnskabelig udvikling er i høj grad en selvorganiseret proces, ikke en lineær evolution. Hvis man i dag nøjes med at fremme kvinders indslusning i bunden af det videnskabelige system, sikres på ingen måde, at der er flere kvinder i den videnskabelige top om 20 år - endsige om 240 år. Derimod kan små ændringer i toppen her og nu umiddelbart få store - og ofte uventede - virkninger andre steder. En af disse virkninger kunne være, at de 40 professorater til højt kvalificerede kvinder vil mindske den relative andel af middelmådige (mandlige) professorer.

Kirsten Drotner er leder af Center for Børne- og Ungdomsmedier og docent ved Institut for Film- og Medievidenskab, KU og Ole G. Mouritsen er professor ved
Fysisk Kemisk Institut, DTU
 
Læs mere
En nedredigeret version af denne kronik blev bragt som kommentar i Berlingske Tidende den 15.1.99.
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk