Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Mens vi venter på katastrofen

 

FORUM fortsætter rækken af portræt-interviews med kvindelige forskere. Vi har snakket med Hanne Solheim Hansen, der forsker i radioaktivitet og husdyr.

 

 
FORUM/10.12.98 Turistfolkene kalder det smukt for "The Green Arctic" og lokker på internet med vildlaks, bjørn, elg og storslået natur. Lokalt hedder området Nord-Trøndelag, og det er her i det nordlige Norge, at danske Hanne Solheim Hansen forsker i husdyr og radioaktivt nedfald.

For tiden arbejder hun på et stort tværeuropæisk projekt, CESER, som skal munde ud i en beredskabsplan for gårdejere og husdyrholdere i tilfælde af et nyt radioaktivt nedfald.
For som hun understreger, blev både Danmark og Norge taget på sengen, da det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl i 1986 udspyede en stor giftig sky over Europa - og i hendes branche taler de om, når det næste udbrud sker - ikke hvis.

Arbejdet med radioaktivitet har ført Hanne Solheim Hansen, 36, vidt omkring til Alaska og Tjernobyl i et fagområde, der traditionelt har få kvindelige forskere. Hun er opvokset på en gård på Lolland, og med en norsk mor faldt det naturligt at vælge landbrughøjskolen i Norge. Her er der bl.a også langt færre elever pr. klasse end på KVL i København, hvor hun læste det første år.

At hovedinteressen blev husdyr og radioaktivitet var lidt af en tilfældighed - hun søgte og fik en stilling som ph.d.-stipendiat på det område. Ph.d.'en blev færdig i 1992, og Hanne S. Hansen er nu ansat på Høgskolen i Nord-Trøndelag (HiNT). Hun har to små børn med sin amerikanske mand, der forsker i bjørne - og netop kombinationen vilddyr og husdyr skaber i deres del af Norge store konflikter. - Vi har nogle ganske interessante diskussioner ved middagsbordet, som hun udtrykker det.

Via hendes kontakter kom HiNT med i CESER projektet, som er EU-støttet og både tværnationalt og tværfagligt. Der deltager eksperter i ferskvandsforhold, fysikere, økonomer, IT-personer, biologer, botanikere osv. fra flere europæiske lande, så uden Internet og e-mail havde arbejdet ikke kunne ladet sig gøre. Hovedformålet er at finde ud af, hvordan man mest effektivt kan hindre overføring af radioaktivitet til madvarer, og til juni 1999 udmøntes forskningen bl.a. i et PC-program med handlingsplaner.

- Personen på det enkelte landbrug kan dermed få forslag til, hvilke tiltag som egner sig bedst på den gård i tilfælde af radioaktivt nedfald. De specifikke drifts- og miljøforhold har stor betydning for hvilke tiltag, som er de mest effektive.

Der er mange praktiske handlingsanvisninger, og bare det at vide, hvad man kan gøre, er en bedring. Da ulykken skete i 1986, var der en lang række praktiske problemer, som ingen havde taget højde for. Både i Norge og Danmark stod vi uden et passende beredskab overfor madvareproduktion - der blev i forvirringen også givet information fra mange forskellige instanser, som ikke alle var enige om konsekvenserne af ulykken. Til spørgsmål som hvilke madvarer, som var mest forurenet, hvad der var farligt at spise, og om man kunne drikke regnvand, blev der givet forskellig information.

Egentlig kan man sige, at vi slap med en forholdsvis billig lærepenge. Havde udslippet bestået af hovedsagligt strontium istedet for cæsium, som udgjorde hovedindholdet i udslippet, havde det set langt værre ud. Strontium opfører sig som calcium og opsamles i knogler. Så når det først er kommet ind i fødevarekæden er det næsten umuligt at blive af med, fortæller Hanne Solheim Hansen.

- Hvordan foregår dit arbejde med dit nuværende forskningsprojekt konkret? Er det målinger af radioaktivitet i f.eks lav og planter?

- Vi laver både kontrollerede forsøg samt undersøger dyr og fauna, som blev forurenede pga. Tjernobyl. I forsøg med dyr bruger vi en tiendedel af den dosis radioaktivitet, man bruger til et menneske i medicinske forsøg, så det er ikke farligt. På de tidligere projekter indsamlede vi mange prøver fra små velkontrollerede forsøg med får og geder, hvor mælk og kød var de produkter, som blev målt. I større økologistudier blev der undersøgt alt fra jord, planter, svampe, mælk eller kød.

- Hvad var hovedindholdet i din ph.d. grad?'

- Dr. graden handlede om metoder til at reducere overføring af radiocæsium til mælk og kød. Det vil i praksis sige at arbejde med et stof, som hedder berlinerblåt (den blåfarve som bruges i avisproduktion). Dette stof binder Cs i store partikler, som er for store til at blive absorberet, og derfor går ud med gødningen uden at blive optaget i dyret. I afhandlingen var det også en del grundlæggende stofskifteforsøg med får og geder samt modelberegning.

Modelberegning er f.eks. generelle modeller over, hvordan cæsium flytter sig i kroppen fra blod til kød og mælk. For at lære modelberegningen var jeg et halvt år i Alaska. Det var det eneste sted, vi kendte til, hvor de havde vedligeholdt den brug af modelberegning i biologisk forskningsarbejde siden atombombe-prøvesprængningerne i 60'erne. I Alaska fulgte man f.eks. ulve for at se, om de tog rensdyr eller elg - rensdyr har en høj grad af radioaktivitet pga den kost, de spiser, som stort set er lav om vinteren. Opholdet i Alaska blev "skæbnesvangert", for der mødte jeg min mand, som er importeret til Norge.

- Hvad fik dig til at interessere dig for specielt den nuværende forskning i radioaktivitet?

- Jeg kom ind i det ved lidt af en tilfældighed, men har hængt ved problemstillingen i mange år, og det skyldes flere ting. Det er et behov for denne forskning; specielt oplevede jeg det i de første år, hvor resultaterne helst skulle være klare dagen efter spørgsmålene blev stillet, fordi der var akutte, praktiske problemer, som skulle løses pga. Tjernobyl. Radioaktive stoffers omsætning i kroppen og økosystemerne giver også en unik chance for at kombinere grundlæggende forskning med anvendt forskning. Det er desuden et interessant fagområde, hvor tværfagligt samarbejde er vigtig og faktisk gennemføres. Tværfaglig samarbejde sætter ens eget fagområde i et perspektiv til andre og til samfundet, og så er det udfordrende at skulle forstå og samarbejde med folk fra andre fagområder.

- Er der radioaktivitet i dit område Nord-Trøndelag efter Tjernobyl?

- Ja det er der. 12 år efter ulykken er der stadig områder her i Nord-Trøndelag, hvor indholdet af radiocæsium i vildmarksfoder gør, at fårene må fodres i op til 8 uger med ikke forurenet foder, for de kan slagtes og bruges til mad. Ulykken har derfor betydet omlægning af driften i de berørte områder - f.eks tager man fårene ned fra fjeldet lidt tidligere, end man plejer. For om efteråret er der masser af svampe, som indeholder højere koncentration af radioaktivitet end andre typer føde. Man kan også slagte rensdyrene lidt tidligere i oktober, november i stedet for nov/dec for at undgå radioaktivitet over en tilladelig grænse.

- Bliver du aldrig bekymret for selv at få for meget radioaktivitet?

- Selvfølgelig er jeg bekymret for at få for meget radioaktivitet, men jeg er jo meget forsigtig og udstyret med måleapparater. Det, der virkelig bekymrer mig, er et land som Hviderusland, som fik den værste del af nedfaldet fra Tjernobyl. Indbyggerne dér spiser i dag kød, mælk
og grøntsager med et radioaktivt indhold langt over det niveau, som vi ville tillade her.

Jeg arbejdede i 1994 på et andet EU-projekt, der indbefattede Hviderusland og Ukraine. Vi sammenlignede bl.a. forskellen mellem små brug med 1-2 køer og så de store kollektive landbrug med mange kvæg, som stadig eksisterer. På de små brug gik kvægene på de dårligste jorde, og kød og mælk fra dem blev spist privat. På de store brug kom de slagtede kvæg ind i et helt andet kredsløb - med en større biomasse og dermed mindre koncentration af radioaktivitet.

- Du var ikke en af de gymnasieelever, der bar skiltet "atomkraft, nej tak" sidst i 70'erne. Hvordan forholder du dig til kernekraft i dag?

- Jeg må sige, at det egentlig er en stor risiko, vi har påtaget os, når vi vil bruge kernekraft. Jeg var på besøg i Tjernobyl-området, hvor de har evakueret befolkningen fra et område på 30 km rundt om selve kernekraftværket. Hele området er afspærret, og man må gennem en militær kontrolpost. Siden kører og kører man i områder, som ikke længere kan bruges til madvareproduktion, og hvor folk ikke kan bo pga for høje stråledoser.

Efter at have kørt i 30 min. kommer man til 10 km zonen, hvor der skiftes både tøj og bus - men det gælder kun vestlige besøgende; vi lignede nærmest juletræer, så behængt var vi med måleudstyr. De lokale, som arbejder på kraftværket, kører lige ind i 10 km zonen, og det er ganske rystende. Siden kører man fortsat 15 min. og kommer endelig til selve værket, som i forhold til hele det område i Europa, som er forurenet, bare er en lille tændstiksæske. Tænk, at indholdet i en så lille æske kan ødelægge så store områder. Jo mere, man tænker over det, jo større byrde har vi taget på vores skuldre ved at vælge at bruge kernekraft.

Det er ikke et spørgsmål om, der sker en ulykke til, men hvornår. Der er sket fire ulykker i de sidste 50 år, som har betydet forurening af områder omkring ulykkesstedet, og det kommer til at ske igen. Grunden til at ulykken på Three Mile Island i USA ikke fik samme katastrofale følger som Tjernobyl var, at kernen som alle vestlige atomkraftværker er dækket af en betonkuppel, der hindrer det radioaktive udfald i at slippe ud. De over 100 værker i de tidligere østlande har ikke samme sikkerhedsforanstaltninger, og der bliver slet ikke gjort nok for at sikre dem. Østeuropa har egentlig heller ikke råd til at gå over til andre energikilder. Norge har prøvet at presse på med at få ryddet op i atomaffaldet fra bl.a kasserede ubåde på Kola-halvøen, og også den norske miljøorganisation, Belona har gjort en god indsats.

Selv er jeg "for sløv i rumpen", og får ikke gjort noget ud over min forskning.

- Hvor har kvinder gjort en forskel i forskning i bestråling?

- Før i tiden anbefalede man folk at tage jodtabletter for at hindre, at de radioaktive stoffer blev absorberet i skjoldbruskkirtlen. Men man havde glemt at tage højde for, at det radioaktive stof dermed hos ammende kvinder blev udskilt direkte i mælken til barnet, så fremover skal ammende kvinder altså ikke tage jodtabletter ved et nedfald. Der kom først fokus på dette problem, da kvinder kom til forskningen - i forbindelse med Tjernobyl.

- Dit andet mere "idylliske" forskningsprojekt belyser, hvad der sker med vildmarken, når man sætter kvæg ud på græs der - i din fritid bruger du også naturen flittigt. Kunne du overhovedet forestille dig et byliv?

- Det har jeg altid troet ville være OK, men når du spørger så direkte, så tror jeg det er helt utænkelig, og specielt med børnene, for ikke at sige min mand. Jeg må ha' lidt plads omkring mig. Når jeg er i Danmark oplever jeg, at alt er taget i brug og at det er folk overalt. Der er ingen steder at få være i fred - selv på Lolland.

- Naturens nærhed betyder også, at I lever direkte med konflikten husdyr/rovdyr?

- Bjørne vs husdyr er en betændt konflikt, som også sætter sit præg på vores middagsbord. Det er politisk vedtaget, at vi skal have levedygtige stammer af bjørn, ulv, los og jærv. Alle tager til en vis grad får og rensdyr og benytter også i høj grad de samme områder. Folk på landet føler, at det er magthaverne i Oslo, der bestemmer over dem - mennesker, der "ikke engang har et rådyr i haven", som de udtrykker det.

Nogle oplever, at når de efter en sommer skal have fårene ned fra fjeldet, mangler der måske i værste fald 30 % afbesætningen - og sådan kan man jo ikke drive bedrift. De, som holder rensdyr, samt fåreproducenterne har heller ikke mange alternative næringsveje. Staten udbetaler erstatning for de dyr, der bevise ligt er blevet taget af rovdyr - men der er jo også et emotionelt aspekt. Nogle gange, når bjørnene går på "snack-tur", æder de kun fårenes yver og brystfedt - og undertiden dør fåret ikke, og går rundt i en skrækkelig tilstand.

Der eksperimenteres med alternativ fåredrift, hvor man bruger hyrder og vogterhunde, men hvis man er nabo til en forsøgsbesætning, er det jo ens egen flok, det går ud over, så det skaber yderligere splid. Desuden er folk også trætte af eksperterne, der kommer og fortæller dem, hvordan de skal løse deres egne problemer.

- Hvad er dit ultimative forskningsprojekt?

- Med den kamp om forskningmidler der er nu, er der aldrig nogen, der har spurgt, hvad jeg ville gøre, hvis jeg fik frie tøjler. Det er da lidt af et luksusspørgsmål. Der er to ting, der ligger mit hjerte nær lige nu. For det første er vi i en frygtelig knibe, hvis det sker en ulykke med store mængder strontium. Så én ting jeg gerne ville bidrage til, er et projekt i samarbejde med en kemiker, en mediciner (som kan kalciumstofskifte) og en veterinær for at finde et godt stof, der kunne bruges til at forhindre, at strontium bliver optaget hos mennesker og dyr. Ellers ville jeg frygtelig gerne have tid til at publicere de forsøg og resultater (mange!), som ligger i min skuffe og der ikke er til nytte for andre end mig.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk