Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Lystbetonet amning giver sunde børn

 

Historiker Anne Løkke er aktuel med udgivelsen af sin doktordisputats Døden i barndommen. Spædbørnsdødelighed og moderniseringsprocesser i Danmark 1800-1920.
Forsvaret finder sted fredag den 20. november 1998 kl. 13.15 i Anneksauditorium A, Studiestræde 6.

I den anledning bringer vi FORUM-interviewet med Anne Løkke fra juni 1997 - en samtale om hendes afhandling.

 
FORUM/5.10.98 Historikeren Anne Løkke kommer mig gudskelov i møde uden for indgangen til Historisk Institut på Københavns Universitet Amager. Som altid farer jeg næsten vild derude. Universitetets fysiske layout skal måske fungere som metafor for forskningens kringlede veje og viljen til at finde frem: Stuen hedder første sal, første sal hedder anden sal, og der går rygter om, at trappe 16 slet ikke eksisterer.

Anne Løkke er en lille kvinde, med mørkt hår trukket tilbage fra ansigtet. I dag har hun en lidt eksalteret energi, der måske kommer af, at hun snart skal aflevere sin afhandling. Jeg er kommet for at høre noget om amning og børn. Sært nok hedder hendes afhandling Døden i barndommen. Det synes jeg nu ikke hænger så meget sammen med amning, men det skal jeg snart erfare, at det gør. Anne Løkke påpeger:
- I dag synes vi, der er noget unaturligt ved at tale om død og børn sammen. Sådan var det ikke for bare to, tre generationer siden.

Anne Løkke har arbejdet på sin afhandling i seks år:
- Man skal have anlæg for maratonløb med masser af muskler med lange fibre for at kunne holde til det, siger hun.
- Oprindeligt skulle afhandlingen have handlet om spædbørnspleje og synet på spæde børn, men så snart man rører ved spædbørn tilbage på den anden side af 1930, så fylder døden enormt hele tiden. Litteraturen om spædbørnspleje omkring 1900 handler konsekvent om at forhindre død. Går man længere tilbage, ligger der en masse tanker om, at børn nemt kan dø fra én. Man ved dårligt,om børn er på en ene eller den anden side af livslinien.

Mit indtryk er, at det Anne Løkke ikke ved om amning og spæde børn i et historisk perspektiv, ikke er værd at vide. Meget af bekæmpelsen af spædbørns dødeligheden handler nemlig om at få børnene ammet: om hvordan de skulle ammes, om hvordan kvinderne gjorde det før i tiden, og om hvordan lægerne ville have dem til at gøre det, da den store indsats mod børnedødeligheden blev sat i værk omkring århundredskiftet.

Jeg er nysgerrig efter at vide, hvad der efter Anne Løkkes mening er det mest spændende og overraskende lige omkring amning, hun har fundet frem til. Jeg får uden tøven et svar: - Kvinderne på Fyn og kvinderne på Bornholm var i stand til at holde liv i deres børn, uden læger og uden naturvidenskab, i et antal, som vi først er nået til generelt i Danmark omkring 1940. Hele banden: ægte børn, uægte børn, rige som fattige, havde en spædbørnsdødelighed, som lå under 10%. Kvinder, der f.eks boede omkring Randers, mistede 20 25%.

Anne Løkke blev sporet ind på de regionale forskelle i børnedødeligheden ved at læse mængder af statistisk materiale fra 1800 tallet:
- Der blev jeg opmærksom på den argumentationsform, statistikerne i 1800-tallet brugte: hvor der er forskelle, må der være en årsag. Det kan med andre ord ikke være Guds mening, at børnene skal dø, hvis der dør flere i Randers end på Fyn. Derfor lavede de nogle kataloger over forskelle. Jeg og en student har så siddet i lang tid i Rigsarkivet og tastet præsters indberetning af fødsler og døde ind og tegnet kort over dødelighed.

Årsagerne til disse forskelle var straks vanskeligere at finde frem til:
- Der gik meget, meget, meget lang tid. Men jeg gik til to typer af kilder. Det ene var embedslægeindberetninger. Danmark var dækket af et net af embedslæger allerede fra år 1800, hvis fornemmeste opgave var at indrappportere om dødelighed og epidemier til Sundhedskollegiet. Jeg har været igennem tonsvis af deres materiale. Og så har jeg set på folkemindeberetninger.

- Jeg har sammenholdt de to på små lokalområder for at se, om der er sammenhæng mellem det folkeminde indberetninger siger og det lægerne siger. Læger har en tendens, som historikerne kalder det, til at mene, at alt det almuen gør, altid er dårligt og forkert og gammel slendrian, og det skal de holde op med. Og folkemindeberetterne har den modsatte tendens. De mener, at alt det, de gjorde i gamle dage var smukt, romantisk og tæt på naturen. Men når man ser på det konkrete, er der systematiske sammenfald, der danner et mønster: Kvinderne på Fyn og Bornholm ammer deres børn længe, de laver ikke mad til børnene, og de bliver ved med at amme deres børn, indtil de er to tre år.

Og heri ligger den vigtige årsag til, hvorfor de fynske og bornholmske mødre var specielt gode til at holde liv i deres børn nemlig i deres måde at amme på.
- De ammede efter behov, som vi kalder det i dag. De lod børnene få, så snart de havde lyst og lagde ingen restriktioner. Og de kogte ikke til dem, dvs. lavede mad. Børnene fik bryst, indtil de selv kunne sidde med ved bordet. Omkring Randersegnen og andre steder mente man brystmælk var godt, men ikke nok, og børnene fik mad straks ved fødslen. De værste steder kunne det være ærter, kål, flæsk og grød med smørklat. Den kogte mad indeholdt bakterier og spædbarnets tarme er slet ikke gearet til fast føde af den art.

I en lyrisk passage fra erindringsbogen Min fynske Barndom skriver komponisten Carl Nielsen (1865-1931) om sin diegivende, fynske mor: "Vi Børn fik Lov til at die, til vi var henimod et Par Aar, og jeg husker tydeligt fornemmelsen af hendes Hud. (....) Naar min Mor sad med de mindste ved Brystet, var hun i Reglen glad og næsten lystig. Det kunde saa falde hende ind at tage den lille væk, lege lidt med Brystet og saa putte det i Munden på en af de lidt større og sige: 'Skal du ogsaa havde lidt min Dut?' Jeg har staaet oprejst i mine Træsko foran min Mor og faaet Del i Herlighederne."

Kvinderne på Fyn syntes ikke at have været i tvivl om, at deres mælk var god nok og det bedste, ungerne kunne få.
- Det er noget, der er sjovt at have med at gøre, noget man kan lege med. Noget der er sanseligt og lystigt, siger Anne Løkke.
- Men i bestræbelserne på at sænke spædbørnsdødeligheden, bliver amning pligt. Noget kvinder skal gøre for at få børnene til at overleve. Amninger bliver måltider på faste tidspunkter, mad og ernæring. Lysten bliver væk.

I perioden omkring århundredeskiftet indgår kvinder og læger en slags alliance for at sænke børnedødeligheden. Nøglen er amning, og metoden er ro, renlighed og regelmæssighed, som overlægen Sven Monrad forekrev i Moderens Bog i 1916:
- Kvindeligheden blev moderliggjort. Det at være rigtig kvinde er at være mor. Og en rigtig mor ammer sit barn i seks måneder, for ellers er hun ikke en god mor.

Moren blev den vigtigste person i børnenes liv. Hun skulle både amme børnene, tage sig følelesmæssigt af dem og have opsyn med alle detaljer af deres opvækst. Moderskabet, som vi kender det i dag, blev på en måde produktudviklet den gang, og kvinderne har investeret utrolig meget i at få spædbørnsdødligheden til at falde.

Selvom amning og forbedret hygiejne var en af de store årsager til et stort fald i spædbørnsdødeligheden, resulterede lægernes foreskrifter om den meget regelmæssig amning langsomt, men sikkert en nedgang i ammefrekevensen i hele vores århundrede. En nedgang, der kulminerede i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne:
- Filosofien om regelmæssighed står i modsætning til amningens fysiologi.

Mængden af mælk bestemmes af udbud og efterspørgsel, så at sige. Hvis ungen vil have mere mælk, får man mere mælk. Hvis ikke mor og barn kan tilpasse sig det, er der mange mødre, der oplever et ammenederlag. De oplever, at de ikke har mælk nok. I de samme bøger, hvor der står, at du skal amme regelmæssigt, står der, at det er enhver kvindes pligt at amme sit barn i mindst seks måneder. Men når den der udbuds og efterspørgselsmekanisme sættes ud af kraft, vil man omkring 2 3 måneders alderen helt automatisk opleve et ammenederlag, for der får ungen et appetitspring. Og så hedder det modermælkserstatning.

- Jeg er i dag fuldstændig overbevist om, at hvis lægerne dengang havde spurgt de fynske og bornholmske mødre, istedet for at kigge på døde børn på obduktionsbordene, så kunne børnedødeligheden have faldet hurtigere.

Det er selvfølgelig noget af en påstand. Men amning og modermælk er også i dag en kilde til sundere børn:
- I dag drejer det sig ikke om børnenes overlevelse, men det handler klart om, hvor meget allergi de får, hvor meget mellemørebetændelse de får, og hvor meget lungebetændelse de får.

- Nu om dage er der så mange forskellige mødre fra alle mulige sociale lag, der ammer, at man kan lave undersøgelser, der viser, at deres børn er friskere. Det er fascinerende, også for de naturvidenskabelige kreds, som sprøjter resultater ud på stribe. Jo flere spørgsmål man begynder at stille, jo mere indviklede feedback mekanismer viser det sig, der findes. Moren danner antistoffer mod netop de belastninger i hendes miljø, som barnet omgående får glæde af, osv., osv.

Man kunne fornylig læse i Det Fri Aktuelt om netop et sådant forskningsresultat. En ph.d. afhandling af læge Marianne Hørby har påvist, at børn, der er blevet ammet, har et bedre syn end børn, der ikke er blevet ammet.

I seks år har Anne Løkke forsket. Resultatet ligger snart fremme i form af en afhandling. Hvem kan have interesse i forskningsresultaterne?

- Det er meget relevant for de faggrupper, der skal rådgive moderne fædre og mødre. At det ikke bare er folk fra andre kulturer, der ser forskelligt på amning, men at det også har været anderledes i vores egen kultur, og at meget har ændret sig her i landet i løbet af blot de sidste få generationer.

- Det har en helt konkret værdi for læger, jordemødre, sygeplejersker og undervisere. Og for almindelige kvinder er det bestemt spændende at se, at den slags også er historie. At man er med til at skabe det samfund, man lever i, ved at leve på den måde, man gøre. Det spændende for mig er at se, at det, som vi tolker som biologi eller natur, også har en historie.

Inden jeg går, tilføjer Anne Løkke en krølle på historien om de fynske mødre:
- Når barnet skulle i kirke og døbes, tog man en anden kone med i kirke, som havde mælk i brysterne, som så ammede barnet. Ligesom andre steder i Danmark, blev moderen anset for uren og skulle blive hjemme. Man havde et særligt ord for en sådan amme, nemlig pattemor. Ammer var meget sjældne i Danmark, men når mødrene på Fyn skulle til byen, efterlod de barnet hos en nabo med mælk i brysterne istedet for en tilfældig tjenestepige.
FORUM juni 1997
 
In English
Read this article in English:
Good Breast-Feeding Keeps Children Alive and Well
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk