Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kulturpendlere - de nye danskere

 

Når debatten i Danmark går på indvandrere og nye danskere, er det som regel de store klichéer, der står på dagsordenen: "De unge er splittet mellem to kulturer og kan slet ikke finde ud af det" - "alle indvandrere er kriminelle".
Antropolog Yvonne Mørck forsøger at skære igennem nogle af de firkantede opfattelser i sin bog "Bindestregs-Danskere. Fortællinger om køn, generationer og etnicitet", der går bag om mange af de fastlåste forestillinger.

 
 
FORUM/1.10.99 For mange af de unge tyrkisk-danskere og pakistansk-danskere kan faktisk finde ud af det: de pendler mellem kulturerne i deres hverdag og skaber deres eget sammenhængende kulturelle univers. For i praksis er "kultur" ikke nødvendigvis en spændetrøje, som fastlægger hele ens tilværelse - kultur bevæger sig, er flydende, og de unge finder frem til deres egen kulturelle identitet, som giver mening i deres helt specielle ståsted.

Det er ikke altid en sylfidelet og ubesværet "pendlen" der finder sted, og der forhandles næsten hver dag om muligheder fra uddannelse til ægteskab. Ofte med smertelige personlige tab til følge. Kultur er heller ikke altid den store og altafgørende faktor i deres hverdagsliv: sociale problemer og modsætninger mellem det moderne liv i en storby og landsbytraditioner er i lige så høj grad faktorer.

FORUM har talt med Yvonne Mørck om nogle af tankerne bag bogen, der er en bearbejdet version af hendes ph.d.-afhandling. Det er især de unge kvinder, der er i fokus, for som udgangspunkt vidste hun, at køn skulle være et centralt element i hendes afhandling. De unge kvinder må tit træffe svære valg såsom at fravælge familien i en periode, hvis de vil have en uddannelse eller en dansk mand.

Der er f.eks. Gülsüm, der har valgt et liv sammen med danske Jan stik imod forældrenes ønske. Mens hendes tyrkiske forældre i Danmark ikke kan acceptere hendes valg, har hendes familie i Tyrkiet taget imod hende, Jan og deres barn med åbne arme. "Det, der plager mine forældre, er modsætningen mellem landsbyen og storbyen. Ikke mellem tyrkisk og dansk kultur. For i dag er der ikke den store forskel", forklarer hun.

Andre kvinder, som f.eks. Rushy Rashid, der i dag er nyhedsoplæser på TV-3, har via forhandlinger rykket ved forældrenes syn på, hvad en pige kan tillade sig. Hun lod sig f.eks. skille fra en pakistansk mand, men hendes forældre har støttet hende, selvom skilsmissen i deres miljø var en skandale, og de har også lært at sætte pris på hendes selvstændighed. Det sidstnævnte ser hun som et udslag af sin danskhed, mens hun samtidig bibeholder dele af sin pakistanske baggrund.

Mens unge bindestregs-kvinder er udsat for en stram social kontrol, har de unge mænd større spillerum. Men det betyder også, at de ofte er udsat for mere direkte racisme, og kommer i klemme på en anden måde end pigerne. Yvonne Mørck håber, at det er et felt, der måske kunne interessere andre forskere.

- Hvordan blev din interesse vakt for nye danskere og deres navigeren i det danske samfund?

- Jeg havde længe haft en interesse for kønsforskning. Min magisterkonferens handlede om livshistorier, og jeg blev meget grebet af bl.a. klassikeren Nisa. The Life and Words of a !Kung Woman om en kvinde i Kalahari-ørkenen og hendes liv. Men i modsætning til mine medstuderende har jeg aldrig haft trang til at rejse til en landsby i Afrika og jeg har heller ikke fysik til det.

- Jeg havde faktisk aldrig talt med en indvandrer, da jeg gik i gang med projektet! Så derfor tog det lang tid at gebærde sig - og hvor skulle jeg gå hen? Hvis man tager til en landsby, er det mere tydelig at "nu kommer jeg og kigger på jer" - det er det jo ikke, når man interviewer folk i forskellige foreninger, i gymnasier osv. Men jeg er blevet meget venligt behandlet, og fik efterhånden lært at være i disse miljøer på en måde, der fungerede for både de unge og for mig.

- Jeg startede med 9. klassepiger, men de var for umodne til at kunne formulere mange af de ting, jeg talte med dem om, så i stedet interviewede jeg unge på gymnasieniveau. Jeg kom meget i kulturelt blandede fora'er, hvor de unge har forskellig herkomst og taler dansk.

- Kulturbegrebet er centralt i din afhandling - og du ridser bl.a. i forestillingerne om "kulturel renhed". Hvad er der galt med den?

- De fleste mennesker tænker på kultur som en meget firkantet størrelse - det gælder f.eks. også svensk eller tysk kultur. Forstillingen om "rene" kulturer står meget stærkt - og det vi opfatter som "rent dansk" eller "rent pakistansk" er jo begge to blandede og fyldt med strømninger fra mange steder. Forestillingen om "noget rent" er falsk - og den er også samtidig hierarkiserende. Som om "det rene" har mere ret til at være her end det blandede.

- Vi ved jo også godt i hverdagen, at vores levede liv i virkeligheden er "blandede" og bindestregsagtige for os alle. Vores daglige sprog er f.eks. fyldt med engelske ord, og det er der ikke noget mærkeligt i. Det mest eksotiske i min barndom var en kinesisk restaurant - i dag er det helt almindeligt at spise shawarma og thaimad - i hvert fald hvis man bor i København.

- Der er dog ikke en så radikal forskel mellem det, de fleste danskere blander, som der f.eks. er for Birgül i bogen, der nægter at indgå i et arrangeret ægteskab. Man kan ikke gifte sig med både en tyrkisk mand og en dansk mand. Forskellen mellem verdenerne er større hos hende. Spændingerne bliver tydeligere, og de kan være sværere at håndtere.

- I de sidste årtier har vi også oplevet en opblomstring af nationale og etniske identiteter - måske som en protest mod alt det usikre, som det moderne samfund medfører. For mange mennesker har det svært med det postmoderne samfund - man kan bestemme og vælge mange flere ting i det moderne samfund, end man kunne "i de gode gamle dage". Det er lettere at sige, sådan er tingene. I en stor og forvirret verden kan det give en ledesnor. Det skal man sikkert også have, men det behøver ikke at være en lukket en, der støder andre fra sig og lukker for dialog.

- For der er folk, der prøver at få monopol på, hvad der er i f.eks. den "danske kulturpakke" eller den "pakistanske kulturpakke". Der er f.eks. nogen, der vil bestemme, at den sidstnævnte pakke skal indholde, at man går med tørklæde, mens andre mener, at man selvfølgelig sagtens kan være en pakistansk kvinde og ikke gå med tørklæde. Der er ikke kun ét sæt mennesker, der kan bestemme, hvad der skal være i pakken. Det er åbent for forhandling.

- Der bruges mange forskellige ord om de nye danskere, og du skifter selv i bogen mellem mange forskellige betegnelser fra bindestregs-danskere til etniske minoritetsunge. Hvorfor er det så svært med de ord?

- Det er meget vigtigt at diskutere, hvad vi skal kalde hinanden, for betegnelser kan være med til at cementere forskelle. Mange af dem, jeg har snakket med, kalder sig selv "sorthårede", for som de siger "det er er jo det, folk spotter os på, det er ikke så meget hudfarven". Det er ikke en kategori, jeg vil være fortaler for, for den kan hurtigt blive opfattet som nedsættende. Når man f.eks. siger "etniske" danskere, så tror mange, at der er tale om f.eks. tyrkisk-danskere, mens der menes dansk-danskere. Vi tilhører jo alle en etnisk gruppe; lyshårede danskere er også etniske.

- De skiftende betegnelser er også udtryk for en historisk forandringsprocess, der afspejler de løbende forandringer i samfundet, og hvordan folk tænker om sig selv. Når pigen Nadia, som er opvokset i Danmark, betegner sig selv som marokkansk med dansk tilhørsforhold, kan det også ses som en loyalitet overfor forældrene. Folks selvdefinering kan være med til at udvide, hvad det vil sige at være dansk, og det, at de unge er opvokset og lever i Danmark, har allerede udvidet, hvad vi opfatter som danskhed. De har også ret til at være danske, selv om det ydre ikke passer på det, vi måske i lang tid har opfattet som dansk. Folk er efterhånden ved at vænne sig til, at man kan se ud på mange måder, når man er dansk.

- Multikulturalisme er et af de andre ord, der synes at antage mange betydninger.

- Der findes forskellige opfattelser af, hvad multikulturelle samfund er - men i debatten er der ingen, der siger, hvad vi egentlig mener med det ord, når vi siger det. Det er f.eks. ikke noget, man kan stemme om, medmindre man går ind for etnisk udrensning. Kulturel pluralisme forudsætter også, at man finder frem til fælles spilleregler.

-Vi skal ikke være bange for de direkte forhandlinger, og for at tage fat i eventuelle konflikter. Det skal være legitimt at sige: Jeg kan forstå dit synspunkt, men jeg bryder mig ikke om det. Folk har forskellige traditioner. Jeg meldte mig ud af folkekirken, da jeg var atten, og selvfølgelig kan jeg ikke smide den kristne kulturballast helt ud af mit liv, for jeg husker jo stadig historierne fra religionstimerne, men jeg har retten til at melde mig ud af foreningen. Så er der f.eks. de konkrete tiltag for at få et multikulturelt samfund til at glide. I en overgangsperiode kunne en kvoteordning på arbejdsmarkedet for nye danskere måske være en god løsning i en årrække - for udgangspunktet er, at der skal være lige adgang til ressourcer i Danmark.

- Det er også vigtigt at forholde sig konkret til de mennesker, man står overfor - for det er mennesker og ikke en kultur, man snakker med. Det er godt at vide noget om de mennesker, der står foran dig. Mange danskere har tilsyneladende svært ved at skelne mellem generationerne. Mange fra den ældre generation af indvandrere forstår ikke meget dansk, men de unge fra 2. generation kan jo dansk, for de er jo født og opvokset her.

- Udover Anne Knudsen er der ikke mange antropologer, som deltager, når flygtningedebatten kører på sit højeste. Der er jo folk, der ellers ved, hvad etnicitet og multikulturalisme handler - er den manglende deltagelse ikke for dårlig?

- Akademikerne har også et ansvar for at blande sig, og jeg føler mig ramt af den kritik. Jeg har ikke været god til selv at gå ud, og de tilbud jeg har fået fra TV, har simpelthen været for dårlige. Det har drejet sig om, at deltage i hvad jeg kalder "råbeprogrammer" på tv - også kaldet debatprogrammer - som aldrig handler om dialog, men om hvem der kan råbe højest - det er der ingen, der får noget ud af. Jeg vil ikke deltage på de præmisser.

- Jeg har også fået en del henvendelser om at formidle "stakkels sorthårede kvinders elendige skæbne" - det har jeg også afstået fra. For det TV oftest giver plads til er klicher og stereotyper. Der skal være plads til nuancer. I stedet gør jeg meget ud at tage rundt og holde foredrag om min forskning "bindestregs-danskere". Ikke mindst p.gr.a. min egen klassebaggrund synes jeg, at jeg har en social forpligtigelse til at give noget tilbage til samfundet, som jo har postet masser af penge i mig og min uddannelse.

- Grunden til at jeg overhovedet valgte at begynde på antropologi i 1976 var, at jeg ville hjælpe de undertrykte mennesker i Latinamerika". De unge, der vælger f.eks. antropologi i dag, gør det ofte for deres egen eventyrlyst - ikke p.gr.a. af et socialt engagement. Jeg må ærligt indrømme, at jeg savner den politiske bevidsthed bag. Jeg savner bestemt ikke den firkantede betonsocialisme fra dengang, men jeg mener ikke, at ville afhjælpe elendigheden er missionæragtigt udgangspunkt. Jeg har jo ikke tænkt mig at fortælle dem, hvordan de skal leve deres liv! Den sociale uretfærdighed er jo ikke blevet mindre - der er jo stadig elendighed.

- Jeg tror, at indignation er en vigtig drivkraft til nysgerrighed. I dag er der ikke meget, der kan ophidse en social indignation. Men hvis man ikke tror, at man kan være med til at gøre tingene bedre - hvad er så egentlig meningen med forskningen?

Gunhild Riske er FORUM redaktør
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk