Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

I lort til halsen

 

At demonstrere mod sexisme i nedkørte ghettoer og samtidig mod diskriminering i Frankrig er svært. En gruppe unge piger og drenge fra belastede kvarterer oplever på deres march gennem landet, at alle mulige interesser bruger deres protestmarch til at fremme egne politiske dagsordener.

 

 
FORUM/Lyon 28.2.2003 ”Hverken luder eller slavinde” står der med store røde bogstaver hen over deres bryst. De er fem piger og to unge mænd, og tilsammen udgør de Kvindemarchen fra ghettoerne (Marche des Femmes des Quartiers), som siden 1. februar har rejst gennem Frankrig. Den 8. marts afsluttes marchen med en demonstration i Paris for at sige nej til bl.a. den sexisme, de har oplevet på deres egen krop i de socialt isolerede og nedkørte ghetto-områder. Marchen er også et stort nej til at være udgrænset til disse boligområder, som ikke er et springbrædt til noget som helst i det franske samfund. Og som samfundet i øvrigt viser meget lidt interesse i. Bortset fra når pigerne taler om, at drenge med anden etnisk baggrund er efter dem.

Loubna: ”Vi kan ikke tie stille længere. Vi vil ikke længere føle os udspioneret og fordømt, vi må have luft, vi er ved at blive kvalt. Vi vil tage vores skæbne i vores egen hånd.”
Nadia: ”Vi siger nej til tvangsægteskaberne, nej til voldtægterne. Det her må have en ende.”
Safia: ”Vi er trætte af at snige os langs husmurene af frygt for at blive overfuset eller antastet. Vi er trætte af brødrenes magt. Nogle kvinder siger, at sådan er det bare i ghettoerne. Vi siger nej til ghettoerne.”

De hedder Loubna, Nadia, Christelle, Safia og Ingrid. Sammen med drengene Fariid og Olivier er de vokset op i de belastede forstæder til de store franske byer, i de gamle betonbyggerier som blev bygget til arbejderne i 1950´erne og 60´erne, og som i dag er blevet til fattigdomsfælder for især indvandrere. Loubna og de andre ved, hvad de taler om. Når de møder befolkningen i disse kvarterer under den syv uger lange Kvindemarch, taler de lige ud af deres egen virkelighed. Og den virkelighed er gjort af angst og vold. Af en social kontrol og et krav om konformitet med en række sociale regler, som især gælder pigerne. Og som håndhæves af drengene. Fænomenet er opstået i løbet af de sidste ca. 5 år i takt med marginaliseringen fra det øvrige samfund, hvor højrebølgen og strukturelle forhindringer udelukker franskmænd af minoritetsherkomst.

- Vi er nødt til at gemme vores kvindelighed. Selv en nederdel til knæet er for kort. Vi skal hele tiden leve op til billedet af den artige pige, som altid er hjemme til tiden, som hjælper sin mor. Hvis vi en aften kommer lidt senere hjem, fordi vi har været på biblioteket, så lyder rygtet straks, at vi har været ude med én. Rygtet er nok. Rygterne ødelægger familierne. Der er familier, som er nødt til at flytte, fordi rygtet vil vide, at datteren har været ude med én, fortæller Safia.

Kvinderne i indvandrerkvartererne tog første gang til genmæle mod ghettoens lov, da en række kvindeorganisationer fra ghettoerne sidste år vedtog et manifest, hvori de sagde ”Nej til mandschauvinismen, tvangsægteskaberne og volden ”. Kvindemarchen er en udløber af dette initiativ og et nyt forsøg på at få kvinderne, mændene og det franske samfund i tale.

Siden manifestet var der Sohane, den 15-årige pige, som blev overhældt med tændvæske og brændt ihjel af en jævnaldrende dreng. Og der var den unge pige, som anmeldte en gruppevoldtægt og fik gerningsmændene dømt, hvorefter hun og hendes familie blev ramt af ”ghettoens lov” og blev nødt til at flytte for at unddrage sig hetzen fra beboerne i kvarteret, som sagde, at pigen selv havde været ude om det.

De to sager har markeret et vendepunkt. Især Sohane er blevet symbolet på undertrykkelsen af de helt unge piger, som er de største ofre for sexisme i de nedbrudte ghettoer. Men de er også de sværeste at få i tale. Marchdeltagerne er sidst i tyverne og i dag tilstrækkeligt uafhængige af familien til, at de kan sige fra. De unge piger er sjældne deltagere i de debatmøder, som arrangeres i de 23 byer, hvor Kvindemarchen gør ophold.

Vi er i Saint Fons, en forstad til Lyon, et typisk arbejderkvarter omgivet af kemiske fabrikker, hvor 80 procent af indbyggerne har en anden etnisk baggrund end fransk. Gennemsnitsalderen i salen er godt 45. En enkelt ung kvinde med hijab skiller sig ud.
- Det, I fortæller, er rystende, siger en cirka 45-årig kvinde, som selv er af nordafrikansk oprindelse og opvokset i det, som i dag er blevet til ghettoer.
- Sådan var det ikke, da jeg var ung. Dengang var der ingen, der forhindrede drenge og piger i at snakke sammen nede på gaden. Og ingen kom nogen sinde med kommentarer til min påklædning. Det er en helt ny udvikling, konstaterer hun.

Sociologer, som har undersøgt fænomenet, siger, at den sociale kontrol og vold over for de unge piger er taget til inden for de seneste fire-fem år i takt med arbejdsløshed. En generation af unge vokser op uden fremtidsudsigter og er derfor nemme ofre for en fanatisk og stærkt politisk udgave af islam. Fadela Amara fra SOS Racisme og primus motor i kvindemarchen taler om ”selvbestaltede kælder-imamer”, der fylder drengenes hoveder med grøn fascisme. Så direkte bliver det ikke formuleret ved aftenens møde. Safia nøjes med at sige, at religion er en privatsag.
- Jeg er muslim, og vores religion skal kunne indtage sin plads i samfundet på lige fod med de andre religioner. Men forskellen i opdragelse af drenge og piger, det er ikke Koranen, det er traditionen. Man blander religion og traditioner sammen.

Alligevel føler flere i salen sig provokeret af marchdeltagernes åbenlyse kritik af drengene, af de belastede kvarterer, traditionerne og en bestemt udlægning af islam.
- Det er selvfølgelig OK at tale om kvindernes rettigheder, siger en 30-årig kvinde, hvis hårde træk fortæller deres egen historie om et liv, der har været en kamp for at overleve. - Men nu stigmatiserer I igen kvartererne og de unge mænd. Når de dropper ud af skolen som 13-årige og ikke har nogen fremtid, så er der ingen, der taler deres sag.

- I er i færd med at fasttømre den gode gamle kliché om, at indvandrerkvartererne er lig med islam, som er lig med vold. Jeg er en mand. Jeg er ikke født voldelig. Men der er en diskrimination i det her samfund, som jeg oplever på min krop, supplerer en yngre mand, mens en 40-årig kvinde opfordrer marchdeltagerne til at ”glemme den gamle svada om islam og så tage fat i nogle ordentlige, politiske problemer, som for eksempel arbejdsløsheden og kvindernes plads i de politiske partier og fagforeningerne”.

Marchdeltagerne er ramt på et ømt punkt. De har svært ved at bære, at der stilles spørgsmålstegn ved deres erfaringer, som, de ikke lægger skjul på, er dyrekøbte. Christelle gentager med grådkvalt stemme, at hun har været nødt til at gemme sig i hætten på sit overtøj for at kunne gå i fred. Safia begynder at forklare, at ghettopigernes oprør ikke er et oprør mod mændene og lancerer dermed et centralt punkt i denne nye feminisme.
- Vi er ikke ude på at føre kønskrig. Det er derfor, vi har drengene med i marchen. Vi er her for at give jer ordet, jer der bor i ghettoerne. Vores march hedder ”march FOR kvindernes rettigheder og IMOD ghettoerne”. Så er alt sagt. Vi er her for at kritisere de forfaldne ghettoer, hvor man har stuvet os sammen. Vi er her for at sige, at vi alle sammen, drenge og piger, står til halsen i det samme lort.

Og så fører Safia debatten ud af ghettoen og ind i det franske samfund, som også bærer sin del af ansvaret for, at - som hun siger – ”drenge og pigers liv ikke regnes for noget mere i ghettoerne”. Pigernes undertrykkelse er også historien om Frankrigs manglende evne til at integrere disse unge, som er børn af de gæstearbejdere, Frankrig i bogstaveligste forstand importerede i 1950´erne og 60´erne til at genopbygge det krigshærgede land og skabe velstandsstigningen efter Anden Verdenskrig.
- Vi er tredje generation. Vi er franske statsborgere, og jeg føler mig fransk. Og jeg er dødtræt af, at jeg altid bliver spurgt om, hvor jeg kommer fra. Jeg bryder mig ikke om udtrykket ”integration”. Frankrig skal tage imod alle sine børn. Og i stedet bliver vi parkeret i ghettoerne og lukket ude fra jobbene, siger hun med samme lidenskab, som når hun taler om ”angsten der gnaver i maven”, når hun går på gaden i selv samme ghetto.

Dele af det franske samfund finder det særdeles bekvemt at kunne lukke ghetto-kvindernes problemer inde i ghettoerne. Om formiddagen har march-deltagerne organiseret en simuleret vielse af et blandet par foran Sankt Georg-kirken i Lyon. Scenen er frit efter Romeo og Julie, hvis kærlighed forhindres af forældre, der hader hinandens klaner. Optrinnet er på én gang en anklage mod tvangsægteskaberne og mod opsplitningen af samfundet i etniske grupper.

En pæn mand i blå overfrakke bryder sig ikke om optrinnet.
- Det ligner ikke noget at opføre det stykke foran en kirke. I blander tingene sammen. Jeg har fuld forståelse for jeres march, men problemet er i ghettoerne, ikke her. Og hvorfor spiller I ikke jeres stykke foran en moské?
Organisatorerne forklarer lidt beklemt, at det ikke var så lige til at få lov.
- Nej, der kan I bare se, konstaterer manden tilfreds.

Om aftenen i Saint Fons er de kvindelige deltagere, hvoraf mange tilhører den traditionelle kvindebevægelse, i stedet begejstrede for, at kvinderne i ghettoerne rusker op i feminismen.
- Den med luderen og madonnaen kender vi jo godt. Og i det politiske liv bruger man stadigvæk vores køn imod os. Når vi er 15, kalder de os for ludere; når vi er 40, trænger vi bare til et godt knald; når vi er 50, er vi i overgangsalderen og utilregnelige, og når man som jeg er nået over de 60 og stadigvæk forsøger at tale kvindernes sag ved et møde, så får jeg nærmest at vide, at jeg er en gammel bessemor med Altzheimer, kommer det med høj og fast stemme fra en lille bestemt dame med rød velourhat over de grå krøller.

Den franske kvindebevægelses sidste store kamp var kampen om kvindernes adgang til opstilling til valgene, som blev afprøvet ved parlamentsvalget sidste år. Feministerne var delt i to lejre, for og imod loven, og valget viste, at partierne foretrak at betale millionbøder i stedet for at opstille lige mange mænd og kvinder. Med oprøret i ghettoerne får den franske feminisme et comeback.
- Det er godt, at ghetto-kvinderne endelig tager ordet, og de skal vide, at vi er på deres side, siger Annie Guillemot, borgmester i Bron, et andet indvandrerkvarter uden for Lyon, og gammel feminist.

- Deres kamp er også vores kamp. I dag dukker den gamle sang om adskillelse af drenge og piger op igen i skolen, med henvisning dels til at pigerne ikke kan gå i fred, dels til at det er så synd for drengene, at de klarer sig dårligere end pigerne. Det er nu, vi skal sige stop, siger Annie Guillemot, som også mener, at de feministiske organisationer er blevet institutionaliserede og tandløse.
- Det er vigtigt, at ghetto-kvindernes oprør ikke begrænses til ghettoerne, siger Réjane Sénac-Slawinsky, generalsekretær for Paritetsobservatoriet, som netop har udpeget Fadela Amara, en af ghetto-kvindernes ledere, til nyt medlem.

Paritetsobservatoriet har først og fremmest til opgave at holde øje med ligestillingen mellem mænd og kvinder i politik, men følger også ligestillingsdebatten generelt.
- Sexismen i ghettoerne er måske en tand værre og udtrykker sig mere radikalt end i resten af samfundet. Men seksualiseringen af forholdet mellem mænd og kvinder kendetegner hele samfundet. En undersøgelse af reklamebranchens virkemidler viser, at kvinderne i stigende grad fremstilles som objekter, fordi det er billeder, der sælger. Hele det franske samfund er præget af en form for backlash. Mændene føler sig truet af kvinderne, og de unge kvinder vender tilbage til de traditionelle værdier og tror, at ligestillingen er sikret, siger Réjane Sénac-Slawinsky.

Eller som det understreges ved kvindemarchens debatmøde:
- Regeringen har forbudt ”passiv opfordring til prostitution”. Så kan de kvinder i korte nederdele, der ikke bliver banket af deres brødre i ghettoerne, blive anholdt af politiet i bymidten.

Birthe Pedersen er freelance journalist og skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk