Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvinders kamp for en værdig arbejdsplads

 

For et år siden var tekstilfabrikken Brukman i Buenos Aires på randen af konkurs, ejerne formindskede lønnen 50 gange og endte med bare at gå deres vej. De ansatte, som alle er kvinder, overtog derfor fabrikken og producerer og sælger i dag bukser, tasker og habitter trods ejernes sagsanlæg og landets krise. OBS/Sidste nyt: 21. april stormede politiet fabrikken og smed alle arbejderne på gaden

 

 
FORUM/Buenos Aires 31.3.2003 Receptionistens bord mangler et ben. Skydedørselevatoren fungerer kun til tre af bygningens seks etager. Kantinen er to bordplader stablet op ved siden af de store industristrygejern. Tøjsalgets skranke ud til gaden er en kommode, som kunderne skal over eller under for at komme til prøverummet. Lappeløsning, interimistisk, faldefærdigt.

Tekstilfabrikken Brukman i Buenos Aires jødiske arbejderkvarter Once har set bedre tider, men de 56 ansatte ønsker ikke fortiden tilbage. I dag fungerer fabrikken trods de åbenlyse skavanker på deres betingelser - ejerne tog nemlig deres gode tøj for et år siden og gik. Det skete lige efter juleopstanden 2001, hvor Argentinas krise provokerede en bølge af bankerotter og fyringsrunder i industrisektoren.

Brukmans ejere forsøgte sig med en redningsplan, der halverede de dengang 115 ansattes ugeløn fra 100 til 50 pesos. Siden til 30, 20, 5 og til slut 2 pesos svarende til 4,5 kroner. Den dag sagde de ansatte spontant basta og blev på fabrikken til langt ud på aftenen. De krævede en løsning på lønforringelsen og den forlængede arbejdstid, og ejerne lovede at komme tilbage før midnat med denne løsning. De skulle i banken, hed det sig. Men løsningen, der var ment som en midlertidig spøg fra ejernes side, blev via de næste to dages stædige kamp permanent. "I får nøglerne, så kan I jo se, om I kan køre en tekstilfabrik," spøgte ejerne.

Medarbejderne organiserede sig, samlede ind i nabolaget og fik fabrikken erklæret konkurs. Derefter overtog de den selv - med hjælp fra en statsfond for industrikrak. I dag kører de tilbageværende 56 ansatte fabrikken på egne vilkår.

Udgifterne til vedligeholdelse, el, gas, ejendoms- og erhvervsskatter trækkes fra indtægterne af tøjsalget. Bundlinjen har været rød et par gange, men gode og mindre gode måneder deles i tykt og tyndt mellem de ansatte. Og så ville den ikke være længere i Argentina, hvor omkring 80 andre fabrikker har oplevet lignende forandringer under de sidste fem års økonomisk krise, hvis det ikke lige var, fordi Brukmans ansatte dengang som i dag udelukkende er kvinder.

Stoltheden lyser ud af disse kvinder i kampen for deres rettigheder, og Brukman er blevet synonym med modstand mod korrupte politikere, den rå kapitalisme og en globalisering, som har knækket store dele af Argentina, siden krisen satte ind i 1998. Kvinderne siger det af beskedenhed ikke selv, men de er blevet et nationalsymbol på klasse- og arbejderkamp.
"Bag enhver stor mand står som bekendt noget endnu større," proklamerer et stoflagen med ildrøde bogstaver på anden sal. Her holder syerskerne til ved deres enorme industrisymaskiner, som dagligt zigzagger sig igennem flere hundrede komplette habitter og tasker.

- Jeg får gåsehud, når jeg tænker tilbage på overtagelsen. Det var hårdt, for vi skulle mande os op til at blive på fabrikken. På selve dagen havde vi ikke planlagt at overtage fabrikken. Vi blev simpelthen, fordi ugelønnen på to pesos var latterlig i forhold til, at mange af os bruger fire pesos dagligt på bustransport. I løbet af et par dage udviklede det sig til en overtagelse. Ejerne kalder det en belejring, men jeg er ingen besætter men tværtimod en almindelig kvinde med mand og børn, og som pludselig skulle kæmpe for min arbejdsplads, siger 38-årige Leonida Olivares.

Hun står og retter knapper og knaphuller i de grå, sorte, brune og blå habitjakker, som bagefter hænges op på lange rækker og i to etagers højde i fabrikkens hal. Leonida har arbejdet tre år på Brukman og havde dengang intet valg. I dag tjener hun mellem 400-600 pesos månedligt.
- Blandt os kvinder er der en atmosfære af stolthed over, at vi dag ud og dag ind får fabrikken til at køre rundt. Vi kæmper stadig med ejerne, der, efter at vi har fået den på benene, kræver at overtage den igen. Derfor går vi tit i demonstrationer sammen med ansatte fra andre overtagede fabrikker, siger Leonida Olivares.

Som de andre omkring 80 krakkede argentinske fabrikker, der takket være medarbejdernes insisteren kører på hel, halv og kvart kraft uden de oprindelige ejeres indblanding, har kvinderne på Brukman to gange på disse 14 måneder fået knippelsuppe. De tidligere ejere forsøger at få rettens accept til at overtage fabrikken igen, hvorfor politiet i marts og november 2002 stormede Brukman og varetægtsfængslede et dusin kvinder. Men dommeren frikendte dem for anklagen om indtrængning på privat ejendom med den simple begrundelse, at fabrikken ikke mere tilhører ejerne på grund af deres stiltiende accept af bankerotten. På den måde ligner Brukman-kvindernes situation tilstanden på andre af de overtagede fabrikker - de såkaldte fábricas tomadas - som for eksempel keramikfabrikken Zanon, brødfabrikken Panificación 5 og trykkeriet Chilavert.

På det seneste har Alba Sortellos tre teenagebørn spurgt en del til deres mor. Og det sidste års tid har børnene tilbragt morgen, middag og aften med deres far, Albas mand. Alba på 47 år har nemlig været optaget af syerske-jobbet og organisatoriske pligter på Brukman. Familien Sortello har i 13 år hentet mor Alba foran Brukmans hovedindgang hver eneste fyraften. Men siden medarbejdernes overtagelse af fabrikken i januar 2002 er fyraftenen blevet udskudt for til sidst at blive et vidt begreb.

Alba Sortello er som en af de erfarne kvinder del af de bærende kræfter, der demonstrerer og reklamerer for at holde Brukman på kvindernes hænder. Alba beskriver sig selv som en almindelig mor, der før i tiden overholdt sine arbejdstider og ellers gik den lige vej hjem for at være sammen med familien. Det ændrede sig drastisk med ejernes spøg om at overlade Brukman
til de kvindelige ansatte.
- Før i tiden havde jeg tid til at hjælpe mine børn med lektierne eller tage en tur i biografen med dem. Men de sidste 14 måneder har været én lang kamp for at bevare vores arbejdsplads og vores værdighed. Denne kamp viser overfor os selv som kvinder og mødre, at vi kan få fabrikken til at løbe rundt. Vi kæmper samtidig for tusindvis af andre kvindelige og mandlige kolleger, der går arbejdsløse. Vores budskab er, at de aldrig må holde op med at kæmpe for deres værdighed som arbejdere, siger Alba Sortello og fortsætter:

- Det er utroligt, at vi har belejret vores arbejdsplads. Men det er muligt, og vi betaler med rank ryg den dyre elregning måned efter måned, selvom vi nogle måneder arbejder uden løn og ikke kommer hjem med penge. Nattevagterne er ekstra svære, fordi man sidder her mutters alene og holder vagt. At jeg som 47-årig skulle komme ud for det, havde jeg ikke forestillet mig i min vildeste fantasi. Det er en svær kamp, men stien lægger sig selv, fordi min familie støtter min kamp, siger Alba Sortello og kigger på uret.

Den er kvart i tre om eftermiddagen, og i dag slipper hun klokken tre. Alle hendes børn går i en skole tre gader væk, som fabrikkens kvinder har fået lov at sætte deres børn i.

Brukman blev grundlagt af tyske investorer i 1920'erne. I dag regerer det kollektive, og på væggen hænger en seddel med navnene på denne uges personer i kommissionerne for produktion, vedligeholdelse, salg, weekendvagter og selv pressekontakt. Duften af stof er allestedsnærværende, selv i det interimistiske køkken, på toilettet og de nedlagte to øverste etager. Enorme ventilatorer køler syerskerne, strygerne og alt-mulig-arbejderne ned. Neonlysene sitrer over store vanddunke, der er forbundet med vandslanger til strygejernene. På tredje sal stavrer en dreng i blealderen rundt mellem de store maskiner. Et banner med påskriften For en national kongres for arbejdere - i arbejde som ledige hænger ned fra loftet.

25-årige Estela Cárdenas sidder ved en af de 120 symaskiner og vipper med stor præcision foden på speederen, mens hun syer habitjakkernes bagsider sammen. Hun har arbejdet syv år på fabrikken.
- Da de varslede to pesos i ugeløn var det dråben for flere af os erfarne. Før lavede jeg det samme hver dag, men i dag laver jeg lidt af hvert. Jeg er ikke politisk aktiv og kæmpede kun for mine rettigheder som ansat. De tidligere ejere behandlede os som hunde og truede os med fyringer, hvis vi ikke gik med på de konstante forringelser. De sagde: "I har kun fødder og arme. Vi bringer hovedet." Men vi beviser dagligt, at de intet er uden os. Vi beviser, at vi kan overleve på 300-400 pesos om måneden, selvom fabrikkens udgifter skal betales først.

Den argentinske professor og sociolog Martin Garcia kalder Brukman for en pionér indenfor arbejdsmarkedet.
- Organisatorisk minder medarbejderstyret om datidens kooperativer i Warszawapagt-landene, men Brukman modtager ingen statsstøtte og er derfor uden noget sikkerhedsnet. Sådan er det argentinske arbejdsmarked i dag, fordi ti års privatiseringer i 1990'erne har skåret hovedparten af arbejdernes rettigheder væk, siger han.

Argentinas nuværende krise bed sig fast i sommeren 1998 kort efter valutakrisen i Sydøstasien og Rusland, hvilket ramte Argentina hårdt. Landet, der med en fastkurs 1:1 til den amerikanske dollar fra 1991 havde oplevet flere års vækstboom under en kraftig privatisering af den offentlige sektor, blev fanget i den høje dollarkurs, der gjorde argentinske varer dyrere end dets konkurrenter i nabolandene og dermed ødelagde Argentinas konkurrenceevne.

Siden forsøgte den Internationale Valutafond med to lån i 2000 og 2001 at redde den skrantende økonomi, der 19.-20. december 2001 fik argentinerne til at gå på gaden i de i dag så berømte kasserolleprotester. Det væltede regeringen, der gik af 20. december, hvorefter Argentina på to kaotiske uger havde fem præsidenter og gik i betalingsstandsning - verdens til dato største statsbankerot.

I januar 2002 devaluerede Argentina, hvilket siden har skabt inflation og forbedret konkurrenceevnen på bekostning af den menige argentiners købekraft. I 2002 fordoblede udgifterne i den almindelige husholdning sig uden samtidige lønstigninger.

Rune Vitus Harritshøj er freelancejournalist og bosat i Buenos Aires, Argentina.
 
Læs mere
Naomi Klein om Argentinas besatte fabrikker og præsidentvalget
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk