Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Langt til ligestilling for Blair's Babes

 

Parlamentsvalget i Storbritannien i 1997 blev kaldt et kønspolitisk gennembrud. Men trods en fordobling i antallet af kvindelige parlamentsmedlemmer, så er kvinderne stadig stærkt underrepræsenteret i engelsk politik. Og selvom alle partier siger, at de ønsker flere kvindelige politikere, så er der langt fra ord til handling

 

 
FORUM/London 16.10.2003 Solen var på vej op over byen, da Tony Blair trådte frem på Londons South Bank for at give sin sejrstale. Labour havde netop vundet det britiske parlamentsvalg, og mens daggry blev til dag den 2. maj 1997 kunne Tony Blair lade sig hylde som landets ny premierminister. Solopgangen dannede en perfekt symbolsk ramme for Blairs sejrstale og ”Storbritanniens nye begyndelse”.

Tony Blairs valgsejr var starten på en ny æra i britisk politik. Ikke mindst kønspolitisk. Labour tredoblede antallet af kvindelige parlamentsmedlemmer og med 101 kvindelige repræsentanter blev Labour med et partiet med den største ligestilling mellem kønnene.

Selvom valget i 1997 blev betragtet som et meget betydningsfuldt skridt i retning af reel ligestilling i Storbritannien, så var Labour-kvindernes succes ikke udtryk for en egentlig holdningsændring.
- Kvindelige labour-kandidater har altid været nødt til at kæmpe hårdt for overhovedet at komme på en opstillingsliste. Der har altid været en meget stor modstand fra de mandlige kandidater. De har ingen forståelse for, hvad det er deres kvindelige kolleger kan bidrage med, siger Yvonne Galligan fra Belfast University.
- Det ændrede sig en smule op til valget i 1997. Men siden er der ikke sket ret meget. Kvindelige politikere bliver stadig mødt med fordomme og konservative holdninger.

Op til valget i 1997 så det ellers ud som, at en ændring var på vej i britisk ligestillingspolitik. Pressen var ganske vist delt i spørgsmålet om, hvor ægte den ændring var. ”Det ny Labour” havde opdaget, at flere kvinder end mænd stemmer, når der er valg. Så hvis flere kvinder stillede op, ville det sandsynligvis betyde flere stemmer til Labour.

Partiet besluttede derfor at give kvindelige kandidater positiv særbehandling i en række udvalgte valgkredse. I Storbritannien er det den lokale vælgerforening, der beslutter hvem, der skal være partiets parlamentskandidat. Hvert parti må kun opstille én kandidat i hver kreds, og da medlemmerne i den lokale Labour-afdeling blev tvunget til at vælge en kvindelig kandidat, medførte det automatisk at flere kvindelige politikere blev nomineret.
- Der var især mange mandlige kandidater, der blev sure over at blive valgt fra. Men hvis man vil have et repræsentativt beslutningsorgan, så er man altså nødt til at give kvinder positiv særbehandling. Ellers sker der ikke noget som helst. Og efter nogen tid blev det da også accepteret, siger Yvonne Galligan fra School of Politics ved Queen's University i Belfast.
- Men i virkeligheden handler det bare om, at mænd ikke bryder sig om at miste magt.

Siobhain Mcdonagh er medlem af parlamentet og valgt i en kreds, hvor Labour kun tillod kvindelige kandidater. Hun mener, at positiv særbehandling er nødvendig for at få en fornuftig balance mellem kønnene.
- Vi har gjort meget for at opfordre kvinder til at gå ind i politik. Men med mindre man rent faktisk tvinger partierne til at opstille kvinder, så sker der ikke noget, siger Siobhain Mcdonagh.
- Labour er et arbejderparti, og fagforeningerne har altid spillet en stor rolle i udvælgelsen af kandidater til parlamentet. Traditionelt set har de altid støttet mandlige kandidater. Det er ved at ændre sig nu. Men kun fordi de er tvunget til det. Nu har de pludselig en interesse i at støtte en kvinde.

At den positive særbehandling viste sig så effektiv, var en overraskelse for de fleste. Mange, inklusiv kandidaterne selv, betragtede det som en sejr, at de overhovedet fik lov at stille op.

- Det viser bare, hvor lidt føling partierne har med folket. Vælgerne skelner ikke mellem køn – hvis de stemmer på en mand, er det ikke fordi, de ønsker en mandlig kandidat. De tider er for længst forbi, siger Yvonne Galligan. - De stemmer på den kandidat, de mener, er bedst.

Billedet af Tony Blair omringet af sine 101 kvindelige parlamentsmedlemmer blev trykt i alle de britiske aviser i dagene efter valget. Her var beviset på den nye begyndelse, Tony Blair refererede til i sin sejrstale. En ny regering med respekt for demokratiet.

Men tonen ændrede sig hurtigt, og pressen begyndte at henvise til de 101 Labour kvinder som barbie dukkerne, de tomme dåser eller Blairs Babes.

- Dele af den højreorienterede presse forsøgte at latterliggøre kvindernes tilstedeværelse i britisk politik ved at kalde dem Blairs Babes. Der var – og er for så vidt stadig – en meget anti-feministisk dagsorden i Storbritannien, siger Dr. Sarah Childs fra Bristol University. Hun har skrevet In their own words – New Labour Women MPs (2001) om de 101 labour kvinder, der blev valgt i 1997.
- Pludselig blev de set som nogen, der havde snydt. Mange af dem var valgt i kvindelige valgkredse, og derfor blev de betragtet som inkompetente, siger Dr. Sarah Childs. - De var valgt på deres køn og ikke på deres politiske evner. Sådan var der mange, der så på dem.

Alle havde en mening om Blairs Babes. I pressen blev de beskyldt for at være Blairs små skødehunde. Ligesom de også fik hårde ord med på vejen ad mandlige såvel som kvindelige kolleger. En af dem var den konservative Ann Widdecombe: "Seriøse politikere er hærdede og klar til kamp, når de bliver valgt ind. Men Blairs Babes kommer bare med store øjne og en personsøger... beskyttet af den positive særbehandling."

Tonen i det britiske parlament har ry for at være mere end almindelig skarp, og det gjorde et dybt indtryk på de nyvalgte kvinder, siger Dr. Sarah Childs, der har interviewet en stor del af Labours nyvalgte kvinder til sin bog.

- De følte sig intimideret og fremmedgjorte, og kunne slet ikke vænne sig til den meget konfronterende stil i parlamentet. Det er helt almindeligt at komme tilråb under debatterne. Men flere af dem fandt det direkte ubehageligt at deltage aktivt i en debat på grund af de ofte meget personlige angreb.

En undersøgelse offentliggjort af det Britiske Ligestillingsnævn sidste år viser, at selv om der er længere mellem de diskriminerende bemærkninger, så forekommer de stadig. Hver fjerde parlamentsmedlem mener ligefrem, at den sexistiske tone og mere eller mindre udbredte kønsdiskrimination internt i de politiske partier er en direkte grund til, at der stadig er så langt mellem de kvindelige parlamentsmedlemmer.

- Det er meget normalt, at man prøver at score point i debatten ved at gøre grin med parlamentets medlemmer som individer. Kvinderne får ofte kommentarer, der går på deres fysisk eller påklædning. Meget af det er faktisk ret ondskabsfuldt, siger Julie Mellor, der er formand for det Britiske Ligestillingsnævn.

Undersøgelserne viser også, at mange kvinder finder den aggressive retorik under debatterne direkte ubehagelig.

- At stille sig op og banke i bordet - råbe ubehageligheder efter folk. Det bliver betragtet som noget, kvinder ikke er særlig gode til, siger et mandligt parlamentsmedlem i undersøgelsen fra det Britiske Ligestillingsnævn, der ser det som noget positivt, at mange kvindelige parlamentsmedlemmer ikke benytter sig af den aggressive retorik.

Men noget kunne tyde på, at en lille del af parlamentets kvindelige medlemmer føler, at de mangler noget i forhold til deres mandlige kolleger. I juni kom det frem, at fem kvindelige medlemmer af parlamentet havde fået hormonbehandlinger på en privat klinik i London. I et interview med det anerkendte politiske tidsskrift New Statesman afslørede læge Malcolm White, at han havde givet kvinderne det mandlige kønshormon testosteron: ”Jeg har udskrevet recepter til kvindelige politikere, fordi de siger, det øger deres selvsikkerhed. Det får dem til at føle sig magtfulde i situationer, hvor de skal konkurrere direkte med mænd."

Påstanden blev hurtigt afvist. - Det er en myte, at kvinder er nødt til at opføre sig som mænd for at få succes, sagde Kvindeminister Patricia Hewitt og kaldte historien absurd.

Uanset om det er sandt eller ej, så er den et udtryk for, hvordan fordomme stadig styrer store dele af den kønspolitiske debat i Storbritannien.

Trods den hårde kritik, så mener både eksperter, og Blairs Babes selv, at de har gjort en forskel.

- Deres arbejdsmetoder er anderledes. De er bedre til at danne netværk end deres mandlige kolleger, og de benytter i højere grad diskret strategi i korridorerne end store armbevægelse under debatterne. De har vist, at aggressiv retorik ikke er nødvendig for at få politik gennemført, forklarer Dr. Sarah Childs. De 101 labour kvinder føler selv, at de har en speciel forpligtigelse til at varetage kvinders interesser i parlamentet. Og at de er bedre til det end deres mandlige kolleger.

- Vi involverer os i politiske spørgsmål, som berører kvinder direkte. Vi har en meget større forståelse for, hvad det er for problemer de britiske kvinder slås med til daglig. Som for eksempel børnepasning. Vi ved, hvor frustrerende det er, når man er nødt til at give karrieren en pause, fordi der ikke er ordentlig børnepasning til rådighed, siger én af Blairs Babes i Dr. Sarah Childs’ bog.

Julie Mellor fra det Britiske Ligestillingsnævn giver Dr. Childs ret i, at Blairs Babes har givet den britiske ligestilling et løft. Men hun mener ikke, at valget i 1997 kan kaldes et kønspolitisk gennembrud.

- Det er stadig mindre end hvert femte parlamentsmedlem, der er kvinde, så det er næppe noget at prale af. Men jeg tror og håber, at de andre partier i parlamentet har forstået, at de er nødt til at ændre kandidaternes profil, så de afspejler det samfund, vi lever i, siger Julie Mellor.

Men de to andre partier i parlamentet er stadig langt efter Labour, når det kommer til antallet af kvindelige repræsentanter. Kun 14 ud af 161 konservative parlamentsmedlemmer er kvinder, mens det hos de Liberale Demokrater er tre ud af 46. Begge partier har gentagne gange sagt, at de vil arbejde for at få flere kvindelige kandidater opstillet, men det er småt med de konkrete tiltag.

De konservative har afvist, at gøre brug af positiv særbehandling i opstillingsfasen, mens de Liberale Demokrater stadig diskuterer muligheden.

Yvonne Galligan fra School of Politics ved Queen's University i Belfast er bange for, at det vil tage tid, før de to partier kan måle sig med Labour.
- Især de konservative er præget af en meget maskulin kultur. De har en meget traditionel holdning til kvinder. Mange af partiets medlemmer har reelt ikke noget ønske om at få flere kvinder ind, forklarer Yvonne Galligan.
- De erkender, at der er et problem, men det er kun fordi, de går tilbage i meningsmålingerne. De har brug for kvindernes stemmer, nøjagtig som Labour havde det for syv år siden.


I Wales og Skotland ser det kønspolitiske landskab helt anderledes ud. Især fordi man har givet kvindelige kandidater forskellige former for positiv særbehandling. Ved regionalvalget i juni blev The Welsh Assembly den første lovgivende forsamling i verden med en lige fordeling af mænd og kvinder. Og i det skotske parlament er 48 ud af de 129 medlemmer kvinder.

- Der er en alvorlig debat om politisk ligestilling på vej i alle partier. Men i særlig grad hos de Konservative og de Liberale Demokrater. Det er jo pinligt, at landets parlament er så skævt repræsenteret, når det går så godt andre steder, siger Yvonne Galligan. - Nu er vores politikere tvunget til at tage ligestillingsspørgsmålet – og kvinderne – alvorligt.

Emma Louise Laycock er freelance journalist bosat i London. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.

Dr. Sarah Childs: In their own words – New Labour Women MPs, 2001, British Journals of Politics and International Relations.
 
Læs mere
Mere om
Blair's Babes

Englands ligestillingsråd
Equal Opportunities Commission

Artikel af Sarah Childs om Labours kvindelige parlamentarikere:
Hitting the Target. Are Labours Women MPs 'acting for' women?
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk