Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Spinkle håb på en støvet slette

 

Flygtninge bør forblive i nærområderne til de lande, de er flygtet fra, er et populært budskab i Vesten. Men hvordan ser der egentlig ud i et nærområde? FORUM har i Kenya besøgt flygtningelejren Kakuma, der plages af kønsbaseret vold og barske levevilkår i det udpinte ørkenområde

 

 
FORUM/Kakuma 5.12.2003 En kvinde sidder med sine to halvstore børn i en lerhytte midt på en flad, øde steppe et sted i det nordvestlige Kenya. Støvet fyger i tykke skyer, og der er ikke så meget som en busk til at skygge for solen. Hele klyngen af brune, lerklinede hytter er omgivet af et højt hegn med pigtrådsruller foroven, og indgangen bevogtes. Dette er Beskyttelseszonen i den omfangsrige Kakuma flygtningelejr.
I zonen bor 200 mennesker, hovedsageligt kvinder og deres børn, men også enkelte mænd, hvis liv er i fare i lejren. Mændene trues af politiske modstandere - kvinderne af deres mænd og deres familier. Martha og hendes børn har siddet bag hegnet i tre år. Indespærring er sidste udvej for at beskytte kvinder i flygtningelejrene.

Vi er i det nordlige Kenya godt 100 km fra grænsen til Sudan. Her har FNs Flygtninghøjkommissariat UNHCR siden 1992 haft ansvaret for en flygtningelejr for 60.000 flygtninge fra Sudan. Borgerkrigen mellem det overvejende kristne Sydsudan og det islamiske styre i Nordsudan er verdens ældste. To millioner mennesker har mistet livet og mere end fire millioner er flygtet ud af Sudan eller blevet tvangsforflyttet til den nordlige del af landet. I de senere år er der kommet andre flygtninge til Kakuma fra Uganda, Ethiopien, Somalia og Den Demokratiske Republik Congo. I alt 88.000 mennesker, et indbyggertal på størrelse med en by som Esbjerg, klumper sig sammen i Kakuma lejren - lerhytter uden el og vand under en hvidglødende sol.

Dette er et af de nærområder, vestlige politikere gerne ser flygtningene blive i. Tre fjerdele af verdens flygtninge opholder sig allerede i disse nærområder i Afrika og Asien. I Afrika alene bor i alt 4,5 millioner mennesker i flygtningelejre i Tanzania, Guinea eller Kenya. Forplejningen, som uddeles af FN’s Fødevareprogram, lyder på et halvt kg majsmel, 30 g tørrede bønner, 60 g linser og 40 g sojamel om dagen. Ofte rækker rationerne kun til 10-12 af de 14 dage mellem hver uddeling, lederen af Fødevareprogrammet i Kakuma. I alt bekoster det internationale samfund 1.753 kr. på en flygtning i Kakuma til mad, vand, sundhed og uddannelse. Om året.

- Folk er frustrerede, de har stort set ingen indtægter og ikke ret meget at tage sig til, og de ved ikke, hvor længe det vil vare, siger den finske lejrchef Hannele Kaukuri fra Det Lutherske Verdensforbund, den største af de hjælpeorganisationer som UNHCR uddelegerer arbejdet i lejren til.
- Selv om kriminaliteten er mindre, end man kunne frygte, har vi problemer med overfald og voldtægt, og der er sammenstød med lokalbefolkningen. Vi kan ikke fuldt ud give den sikkerhed, folk kom her for at få, beklager hun.

Akuot Juach er en høj, mager kvinde med dybtliggende sorte øjne i et næsten ubevægeligt ansigt. Hun flygtede fra kampene mellem regering og rebeller i Sudan i 1987 sammen med sin mand og deres fem børn. Regeringens fly bombede flygtningene fra luften, og hun blev skilt fra sin mand i forvirringen. I 1992 blev de sudanske flygtninge smidt ud af Ethiopien, hvor de først var flygtet til, og Akuot vandrede i to måneder, inden hun og børnene nåede frem til Kakuma.
- Livet er meget hårdt her. Her er ikke nok mad, og den er meget ensformig. Klimaet er også hårdt. Her er varmt og meget tørt. Og så er det farligt at gå ud og hente brænde, for vi risikerer at blive overfaldet. Men mine døtre kan gå i skole, siger Akuot.

Mange af flygtningene bærer på traumatiske oplevelser. De har set deres familie blive dræbt eller voldtaget for øjnene af dem. Under en tilsyneladende fredelig overflade, hvor overlevelse gør det ud for liv, lurer volden. Og kvinderne er de mest udsatte.
- Risikoen for seksuelle overgreb er stor. De traditionelle sociale strukturer, som fungerer i en landsby, eksisterer ikke i en flygtningelejr. Det resulterer i øget vold, herunder øget hustruvold, siger Millicent Mutuli fra FNs Flygtningehøjkommissariats Afrika-afdeling i Geneve.

Det er også det, man konstaterer i Kakuma.
- I det traditionelle samfund er kvinderne beskyttet af regler for, hvordan man opfører sig. Disse regler har ikke samme vægt i en lejr med mange forskellige etniske grupper, og kvinderne er derfor mere udsatte og risikerer i højere grad overfald og voldtægt, når de henter vand og brænde, siger også Clothilde Kiriongi.

Hun er leder af Safe Haven (Det sikre tilflugtssted) - et slags krisecenter for kvinder i Kakuma-lejren finansieret af en katolsk hjælpeorganisation. Her kan 20 kvinder og deres børn søge midlertidig beskyttelse mod deres mænd eller deres familie. Her er den 12-årige pige, som blev voldtaget, og som nu forfølges af gerningsmanden og hans klan, fordi de er blevet anmeldt. Her er ofre for hustruvold, og her er unge piger, som familierne forsøger at tvangsgifte væk.

- De fleste sager udspringer af konflikter omkring brudeprisen, som er meget vigtig for det kristne sydsudanske dinka-folk, den største etniske gruppe blandt flygtningene, fortæller Clothilde Kiriongi.
De unge mænd har ingen indtægt, og derfor kan de ikke gifte sig på den traditionelle måde. Når de alligevel finder sammen med en pige, vil pigens forældre i mange tilfælde forsøge at gifte hende væk til en mand, der kan betale. Det er problemet for Priscilla, som har søgt beskyttelse i Safe Haven sammen med sin få måneder gamle baby.
- Hjemme i Sudan ville min mand have haft køer, så han kunne betale brudepris for mig. Det kan han ikke her. Derfor vil min familie tvinge mig til at gifte mig med en anden mand, men det vil jeg ikke, siger Priscilla fast.

Lucy Githaiga er antropolog og leder af ligestillingsarbejdet under Det Lutherske Verdensforbund i Kakuma-lejren. Hun bekræfter, at tvangsægteskaber er et større problem i en flygtningelejr end derhjemme.
- I landsbysamfundene har kvinderne en vis valgfrihed mellem de betalingsdygtige
kandidater. Her i lejren er der færre, der kan betale, men pigerne forventes stadig at indbringe brudepris, og derfor er der pres på de unge kvinder for at gifte sig med en mand, der kan betale, siger Lucy Githaiga.

Hun tilføjer, at flygtningesituationen fratager manden hans sædvanlige rolle som forsørger af familien og dermed underminerer hans selvfølelse og identitet som mand.
- Det skaber frustration blandt mændene, oven i de traumatiske oplevelser mange har været udsat for i deres hjemlande, inden de flygtede. Resultatet er, at der er særlig meget vold mod kvinder i en flygtningelejr, konstaterer Lucy Githaiga.

Et andet typisk problem i flygtningelejre er prostitution. I Kakuma-lejren har man intet præcist overblik over, hvor mange kvinder der ender i prostitution.
- Vi har identificeret 20 prostituerede kvinder og nogle ganske få drenge, men problemet er formentlig meget større, for alle de faktorer, der favoriserer prostitution, er koncentreret i en flygtningelejr, siger Lucy Likhanga, som arbejder med prostituerede kvinder i Kakuma.
- De fødevarerationer, FN uddeler i lejren, er små og utilstrækkelige, og fornødenheder som sæbe og sukker skal man selv købe. Kvinderne er derfor i en sårbar situation, hvor de fristes eller tvinges til at tilbyde seksuelle ydelser for at overleve, siger Lucy Likhanga.
Denne sårbarhed blev afsløret tidligere på året, da FNs Flygtningehøjkommissariat måtte ud og rydde op blandt medarbejderne i flygtningelejre i Vestafrika, da det kom frem, at lokale medarbejdere forlangte sex af de unge kvinder til gengæld for ekstra madrationer eller andre tjenester.

Men samtidig har kvinderne i Kakuma en mulighed for beskyttelse, som ikke findes i deres landsbyer. Victoria priser sig for eksempel lykkelig over Safe Haven og den hjælp, hun får i lejren. Hendes mand er død, og traditionen vil, at hun så ”arves” af en hans mandlige slægtninge, så børn og brudepris bliver i familien.
- De vil sende mig op til en ældgammel mand i Sudan, og de har allerede bortført et af mine børn. I Sudan var jeg blevet slået ihjel. Men her har vi noget, der hedder ”Kvinders Rettigheder”, siger Victoria med overbevisning.

De unge kvinder griber disse nye muligheder med kyshånd, og mændene konstaterer modvilligt, at deres kvinder lige nu har fat i den lange ende.
- De render jo bare hen til FN og beklager sig, hvis vi siger de skal følge vores traditioner, lyder det beklagende fra de mandlige medlemmer af den traditionelle domstol, som hver etnisk gruppe og hver geografisk zone i lejren har oprettet som led i et program for konfliktløsning og selvjustits.
”FN” er en fællesbetegnelse for alle de NGO’er, som på vegne af FN’s Flygtningehøjkommissariat står for den praktiske administration af lejren. Disse organisationer sætter ligestilling højt på dagsordenen og promoverer kvinders rettigheder, blandt andet ved at favorisere kvinders adgang til uddannelse i lejren. Og fra store skilte anbragt på strategiske steder mellem lerhytterne mødes mændene med opbyggelige slogans som ”Rigtige mænd uddanner deres kvinder” og ”Stop hustruvolden”.

Men modstanden organiseres i det skjulte. Tag for eksempel til gudstjeneste i den congolesiske menighed søndag morgen. Her bruger præsten en stor del af den timelange prædiken på at forklare, at ”gender promotion”, eller ligestilling er djævelens værk.
- De siger, at vi har siddet længe nok på vores kvinder. Men se bare på, hvor galt det gik med Abraham, da han lod Sarah bestemme. De taler ikke om andet end ”gender promotion”. De har kvindelige præster, og sågar kvindelige biskopper, maner præsten med forfærdelse i stemmen, mens kvinderne ler højt og mændene ryster på hovedet over så megen dårskab.

Lucy Githaiga, leder af ligestillingsprogrammet i Kakuma, gør sig ingen illusioner om, at mændenes indstilling ændres, selv om de i lejren er nødt til at finde sig i kvindernes oprør. Men betyder denne adgang til skolegang, beskyttelse og ligestilling, at opholdet i lejren kan være en chance for kvinderne?
Spørgsmålet kommer fuldstændig bag på hende.
- Hvordan kan det være en chance at være flygtning?, spørger hun desorienteret.
- Få mennesker ville være i stand til at overleve de vilkår, kvinderne lever under her. Der er mangel på mad og vand, der er problemer med vold og voldtægt, de har været igennem dybt traumatiske oplevelser under deres flugt, og 60 procent af kvinderne er analfabeter, som står sidst i køen til de få jobs, der er i lejren. Hvordan kan det være en chance?, spørger Lucy Githaiga.


Både mænd og kvinder er fanget i lejren. For de voldsramte kvinder betyder det, at de er spærret inde med deres bødler. Når det ikke lykkes at sluse dem tilbage i lejren efter et ophold i Safe Haven, er der kun Beskyttelseszonen tilbage.
Her sidder Martha stadig. Hun ville ikke finde sig i, at hendes mand tog sig en ekstra kone, og ifølge dinka-folkets traditioner kan en kvinde kun blive løst fra ægteskabet, hvis hun betaler brudeprisen tilbage. Det kan Martha ikke. Deraf familiens retfærdige vrede. Det er nu op til FN’s Flygtningehøjkommissariat at finde en varig løsning. Det vil i praksis sige enten opholdstilladelse i Vesten eller flytning til en anden lejr.
- Jeg håber sådan, jeg kommer til Australien, siger Martha med sit blide smil. Der er større sandsynlighed for, at hun flyttes nogle hundrede km østpå, til Dadaab, den anden flygtningelejr i Kenya. Alle, der har besøgt begge lejre, når til samme konklusion: Dadaab er endnu værre end Kakuma.

Birthe Petersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
Læs mere
Kort over Kakuma lejren Kakuma Refugee Camp
Rapport om problemerne i Kakuma fra
Refugees International
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk