Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Bag kvinder på værtshus

 

Fulde grønlandske kvinder må være en af de værste klicheer på Vesterbro i København. Alligevel har den grønlandske filminstruktør Laila Hansen valgt at lave en filosofisk og poetisk dokumentarfilm om netop disse kvinder og historierne bag forfaldet.

 
 
FORUM/26.9.2002 Mellem tre værtshuse på Vesterbro i København er der aften efter aften en livlig trafik - især omkring d. 1. hver måned, når penge skifter hænder og går ind på bankbøger. På Cafe Nuuk, Postillonen, og Centralen har grønlandske kvinder i årevis tilbragt aftenerne og nætterne i selskab med øl, mænd og hinanden - stort set alle er arbejdsløse, mange er hjemløse, og når først kvinderne er kommet ind i værthusmiljøet, varer det ikke mange år, før de en dag falder døde om. Af druk. Disse kvindeliv har med jævne mellemrum tiltrukket journalister fra den danske presse. De har også været omdrejningspunkt for diverse sociale projekter lavet af f.eks. Kalaallit Illuutaat - Grønlændernes Hus - og Kofoeds Skole.

Alligevel er der stadig masser af grønlandske kvinder, der forfalder på værtshusene. Og selvom værtshuslivet med jævne mellemrum koster dødsfald blandt kvinderne, er der stadig også masser af nye grønlændere, som kommer til. Det er disse kvinders liv, der er emnet for Inuuk Woman City Blues - en ny dokumentarfilm, som netop er blevet udgivet. Bag filmen står en grønlandsk kvinde, som normalt arbejder med fiktion. Men da filminstruktør, Laila Hansen, først havde oplevet sine grønlandske medsøstre på værtshusene på Vesterbro, blev hun grebet at én eneste tanke, der ikke ville slippe sit tag i hende: Hvorfor gør de det?

- Jeg cyklede ofte gennem Vesterbro og så alle disse kvinder på vej ned i det sociale forfald. De sad på værtshusene, de sov på bænkene eller sad fulde foran Eliaskirken. Jeg blev trist ved synet af dem, men jeg blev også meget nysgerrig. Jeg havde lyst til at spørge dem: Hvorfor har I opgivet? Hvorfor bliver I ved? Hvor er jeres vilje blevet af?, fortæller Laila Hansen.

Inuuk Woman City Blues går tæt på kvinderne med disse spørgsmål i baghovedet. Kameraet er med, når de sidder på værtshuset og snakker - f.eks. om kærester, børn eller livet, som det har formet sig for dem. Det er med, når de spøgende forsøger at lære danske mænd at tale grønlandsk, når de går på gaden, sidder på bænke, er til begravelse ved endnu en død grønlænder, eller når de er hjemme - i færd med at lægge make-up og god stemning til aftenens besøg på værtshusene på Vesterbro. Nogle af kvinderne optræder kun i korte klip i filmen, andre er med i længere sekvenser, hvor seeren kommer med helt ind under huden på kvindeliv, der er præget af seksuelle overgreb, mismod, tvangsfjernelse af børn og et massivt alkoholmisbrug, der for nogles vedkommende betyder, at de går i seng med mænd bare for at få øl.

Men samtidig er filmen ikke et studie i skinger og velkendt elendighed. Laila Hansen har valgt ikke at lave en film, der er faktuel, journalistisk vinklet eller forsøger at give løsningsforslag på problemerne. I stedet har hun valgt at lave en film, der bruger hendes professionelle baggrund i teaterverdenen som kunstnerisk afsæt. Gennem dybe interview og med grønlandsk poesi, rockmusik og gamle filmklip er Laila Hansen gået tæt på det enkelte menneske i det, hun kalder en filosoferen over det menneskelige forfald; et forfald, der i de grønlandske kvinders tilfælde er startet med flugten fra byrder, erindringer og smerter, man ikke kunne bære, og derfor måtte søge til et andet land for at blive lettet af vægten. Et forfald, der bliver forstærket af storbyens anonymitet og det sociale netværk, man derfor opbygger på de københavnske værtshuse. Og et forfald, der bliver fuldbyrdet i det øjeblik, man opgiver at tage livtag med skæbnen, mister overblikket over sit liv, og i stedet bruger sin tid og energi på at drikke øl.

Ved at sætte mennesket i centrum gør filmen kvinderne til fortællere af såvel deres egen skæbne som et helt samfunds skæbne efter den danske kolonisering.

- Jeg er selv født og opvokset i Grønland og har oplevet, hvordan mange mennesker i det grønlandske samfund opgiver gnisten til at leve og giver sig hen til misbrug. Men jeg har også oplevet noget tilsvarende i Canada, hvor indianere bliver alkoholiserede, sover på gaden og går i voldsomt socialt forfald. Der er visse fællestræk mellem samfund, der er blevet koloniseret. Der er masser af fantastiske mennesker, som fungerer fint, og masser af fantastiske mennesker, der kunne have fungeret fint, men som ikke klarede det, fordi forandringerne og omvæltningerne i samfundet gik alt for stærkt til, at samfundet kunne overskue det og håndtere det - og derfor tabte nogle mennesker i omstillingsprocessen. Nogle af disse mennesker er de grønlandske kvinder på værtshusene, siger Laila Hansen.

Den 36-årige kvinde er uddannet skuespiller ved det nu nedlagte Tuukkaq Teatret i Danmark, som var en kombineret grønlandsk/samisk teaterskole. Da teaterskolen lukkede i slutningen af 1980erne, startede Laila Hansen en karriere indenfor teaterverdenen, der siden har bragt hende en hel del rundt i verden. Hun har skrevet manuskripter, instrueret og været skuespiller for den omrejsende teatergruppe Silamiut, været dramalærer i såvel Grønland som Canada, har sunget rock, tegnet og blev for seks år siden færdiguddannet som filminstruktør og manuskriptforfatter fra filmskolen i Vancouver. Inuuk Woman City Blues er hendes første dokumentarfilm.

- Er det et tabu, du har taget fat i med filmen?

- Socialt forfald eksisterer i alle kulturer. Det eksisterer blandt danskere, og det eksisterer blandt grønlændere. Der bliver sagt og skrevet meget om det, og der er meget om det i medierne. Derfor er det sociale forfald som sådan ikke et tabu længere. Dét, der er et tabu, er mennesket bag forfaldet, det menneske, der har opgivet livskampen. Når først man lukker døren og trækker gardinerne for, bliver problemerne jo private. Jeg ville gerne om bag gardinerne, for deromme kommer ingen - heller ikke socialarbejderne - for det er bag gardinerne, at mennesket er. Så det er ikke et tabu, jeg har villet bryde. Det er nærmere et forsøg på at vække til eftertænksomhed.

- Hvad er det for en eftertænksomhed?

- Mange grønlændere kommer til Danmark med en stor og smertelig bagage. Al den bagage bliver sværere at komme af med, hvis man mangler viljen. Vil man forvalte sit liv eller ej? Det er egentlig det grundlæggende spørgsmål, og dét valg, man står over for. Problemet er, at det er nemt at falde i, hvis man gerne vil finde festen. Festen er jo hyggelig, den er nede på jorden, den bliver et slags andet hjem - og en flugt fra bagagen. Men med festen kommer forfaldet. Og det går stærkt. Men samtidig er det jo et valg i livet - det er det valg, jeg gerne har villet se nærmere på. Der er en tendens til at sige: Åh, de stakkels grønlandske kvinder. Men det er forkert. Kvinderne er mennesker som alle andre, som har taget nogle valg som alle andre. Men det er samtidig nogle valg, der er betinget af udviklingen af velfærdsstaten.

Den eftertænksomhed, Laila Hansen håber på at kunne bidrage til med sin film, er derfor også en eftertænksomhed, der skal til for at hele sårene i det grønlandske samfund, der blev løbet over ende af den danske kolonisering, industrialiseringen og den eksploderende samfundsudvikling i Grønland igennem de seneste mange år.

I filmen optræder således en grønlandsk kvinde, Rosine Berthels, der fortæller om, hvordan hendes barndomsby Nuuk i løbet af kort tid udviklede sig fra at være en lille bygd med omkring 500 indbyggere til en storby med flere tusinde mennesker i højhuse med centralvarme. Rosine Berthels kunne i længden ikke klare omvæltningerne. Hun begyndte at drikke, kom til Danmark og levede i alt 25 år som "den fuldeste person i København," som hun siger i filmen. I dag er hun ikke længere alkoholiker, og hun er vendt hjem til Grønland - noget, de fleste alkoholiserede grønlændere i Danmark drømmer om, men kun de færreste får held med. Mange oplever nemlig, hvis de endelig kommer afsted, at føle sig fremmedgjorte i Grønland. Familie og venner er blevet spredt for alle vinde, og derfor bliver en tilbagevenden til livet på værtshuset i København et bedre alternativ.

Laila Hansen vil gerne se på forholdet mellem længslen efter Grønland og fremmedgjortheden over for Grønland - og dermed være med til at bane vejen for en kollektiv refleksion over tidens gang, der kan give Grønland sin identitet tilbage. Eller bare skabe en helt ny.

- Ånden er blevet revet løs fra vores samfund. Der er kommet en mangel på åndelighed, en tomhed, som gør, at folk må trøste sig. Det er en trøstesløshed, som har fået lov at dominere samfundet alt for længe. Det har den fordi, det er svært at fylde på tomheden og ensomheden. Derfor er det nu blevet tid til healing. Mulighederne for healing er her med den ny generation af grønlændere, der har ressourcerne til at kunne heale. Hvor vores bedsteforældre var tavse og chokerede over udviklingen og frygtede fremtiden, er vi unge meget mere bevidste. Det er som om, ånden er ved at vågne op igen.

Dermed skriver Laila Hansen sig også ind i en generation af unge grønlændere, der igennem flere år via kunst og kulturliv har gjort sig gældende både i og uden for Grønland som italesættere af "grønlandskhed" - en grønlandskhed mellem tradition og modernitet.

- Unge grønlændere har et meget stort behov for at udtrykke sig - ja, vi har nærmest verdensrekord, taget befolkningens størrelse i betragtning, af sangere, musikere, skuespillere, malere og filmfolk, der udtrykker sig. De spørger: Hvad skete der egentlig i Grønland? Og hvor er vi nu på vej hen? Vi ønsker at dokumentere vores egen tid - alle de mange smukke og voldsomme og enkle og dramatiske ting, der er foregået i vores tid - for at reflektere og komme videre.

Den ny generation grønlændere søger efter og vil gerne bruge deres rødder i kunsten, men henfalder ikke til etnisk kajak-identitet eller andre af de stereotype og fastfrosne billeder, der ofte følger med, når essensen af grønlandsk kultur beskrives - f.eks. af danskere. De rejser, uddanner sig i udlandet og ser sig selv som globale borgere. Nogle vender aldrig tilbage til Grønland for at bo fast, andre gør og andre igen ser Grønland som deres base i et dynamisk verdensborgerliv. Laila Hansen har i mange år boet henholdsvis i Grønland, Canada og Danmark.

- Vi har mange fordele: Vi er to-sprogede. Vi har mange vågne sanser. Og med den nye verden og det europæiske tilhørsforhold, bor vi lige midt i det hele.

Lige nu er Laila Hansen på vej tilbage til Qaqotog - Julianehåb - hvortil hun flyttede i vinters. Her vil hun forsøge at overleve som kunstner. Næste projekt er en thriller om fjeldgængere - folk, der bor alene i naturen og om hvilke, man siger, at de får overnaturlige evner og af og til udvikler psykopatiske træk...

- Jeg har mange historier, jeg gerne vil fortælle. Grønland er propfyldt med eventyr, myter og fortællinger. Mit problem er: Hvordan skal jeg vælge? Og hvordan får jeg det finansieret? Medmindre man vælger at gå med på det "eksotiske" omkring Grønland, er det svært at overleve som kunstner.

Selvom Grønland satser stærkt på sit kulturliv, er det stadig trange kår at være kunster, siger Laila Hansen.

- Det er synd, fordi når man investerer i kultur, støtter man samtidig visionerne i samfundet.

Især stødte Laila Hansen ind i problemer med at få finansieret Inuuk Woman City Blues. Grønlænderne sagde nej til at støtte filmen, fordi den foregår i København og derudover kunne sætte fut under fordommene. Danskerne var ikke umiddelbart interesseret i at rode op i problemet med de grønlandske kvinders sociale problemer, som danskerne ikke har fået løst. Til sidst fandt hun midler gennem Socialministeriets puljer til socialt udstødte og gik sammen med det danske Nils Vest Film som producent. I alt tog hele processen 2 1/2 år, inden Laila Hansen i slutningen af august kunne vise filmen for grønlændere og danskere i Kalaallit Illuutaat - Grønlændernes Hus.

- Jeg havde selvfølgelig frygtet, at folk ville reagere negativt på en film, der omhandler grønlænderes sociale forfald i Danmark, for mange er meget trætte af altid at høre om negative ting, når det gælder grønlændere. Men reaktionen var utrolig positiv, og folk blev meget berørte - sikkert også på grund af musikken og poesien. Men jeg var virkelig nervøs, da kvinderne fra værtshusene skulle se filmen. Flere havde f.eks. insisteret på at være anonyme under optagelserne. Men også deres reaktion var overvældende. De blev meget berørte - og nogle græd. De, der havde villet være anonyme, kom bagefter og sagde, at nu ville de ikke være anonyme alligevel. De følte, at fortællingen om deres liv virkelig kunne være til nytte for de kommende generationer.

Ulrikke Moustgaard er journalist
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk