Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Talebans fald er ikke nok for kvinderne

 

Taleban-styrets mulige fald er langt fra en garanti for, at kvinders rettigheder atter vil blive respekteret i Afghanistan. Pakistan står bl.a. bag de grusomt diskriminerende tilstande, der hersker i landet. Det mener eksil-afghaner Shoukria Haidar, formand for den internationale Negar sammenslutning, der kæmper for de afghanske kvinders rettigheder og indflydelse. Birthe Pedersen har mødt Shoukria Haidar i Frankrig, hvor hun bor.

 
FORUM/15.10.2001 Siden en gruppe afghanske kvinder i 1996, efter taleban-militsernes overtagelse af magten i Afghanistan, oprettede sammenslutningen Negar, har foreningen forsøgt at mobilisere den internationale offentlighed imod Talebaneres systematiske udradering af de afghanske kvinders mest elementære rettigheder.

I dag følger Negar selvsagt den amerikanske intervention i Afghanistan med intens interesse. Men selv om USAs erklærede mål er at afsætte Taleban-regeringen og iværksætte en fredsproces under FNs overvågning, ser Shoukria Haidar, formand for og en af initiativtagerne til Negar, ikke fremtiden i møde med udelt fortrøstning.

- Det er selvfølgelig positivt, at der måske snart kommer en ende på Taleban-styret, selv om jeg bliver trist ved tanken om, at det stakkels afghanske folk nu skal igennem nye prøvelser. Men jeg er meget bekymret for, om den fredsproces, som skal i gang bagefter, reelt betyder, at kvinderne får deres rettigheder tilbage. Det har vi ingen garanti for. Den komité af eksil-afghanere, som er blevet oprettet med henblik på at forberede en fredsproces og et valg efter den amerikanske intervention, tæller ikke en eneste kvinde. Vi er ikke officielt blevet forment adgang. Der er bare ikke nogen kvindelige medlemmer, siger Shoukria Haidar.

Hun begrunder sin frygt med, at Taleban-styret ikke var alene om at iværksætte en systematisk undertrykkelse af kvinderne. Bag Taleban-styret og dermed også, ifølge Shoukria Haidar, bag kvindernes forvisning fra det offentlige rum, stod Pakistan, Taleban-regimets allierede indtil attentaterne mod USA den 11. september 2001.

- Uden støtten fra Pakistan havde Taleban aldrig kunnet tage magten. Og Pakistans mål var og er stadig den politiske kontrol med Afghanistan. Elimineringen af kvinderne fra det offentlige liv i Afghanistan skyldes hverken vanvid, religion eller traditioner. Det var en velovervejet politisk handling, som havde til formål at paralysere halvdelen af den afghanske befolkning med ét slag. Bag dekreterne om, at kvinderne ikke længere må arbejde, studere eller blot færdes udenfor, stod Pakistan, den pakistanske hær og efterretningstjenesten. Det er ikke Taleban selv, som har fundet på disse dekreter, hævder Shoukria Haidar.

- Inden Taleban-militsernes magtovertagelse havde kvinderne opnået en vigtig position i det afghanske samfund, blandt andet i de offentlige instanser. Kvinderne bidrog til at få statsapparatet til at fungere, de var ofte økonomisk ansvarlige for deres familier, og de repræsenterede en intellektuel elite, der kunne forsvare den afghanske kultur og den afghanske selvstændighed. Ved at forbyde kvinderne at arbejde og studere neutraliserede Pakistan med et snuptag halvdelen af den afghanske befolkning og gjorde det dermed lettere at gennemføre den skjulte besættelse af landet med Taleban-styrkerne som marionetter, siger Shoukria Haider.

Derfor er det ikke nok, mener hun, at fjerne Taleban-styret. For Pakistan har ikke opgivet at styre udviklingen i Afghanistan. Den pakistanske premierminister har allerede erklæret, at han ikke vil acceptere en regering i Afghanistan, som er Pakistan fjendtligt stemt. Og han har erklæret, at der ikke kan blive tale om en regering uden deltagelse af pashtounerne, den etniske gruppe, som Taleban kommer fra.

- Jeg frygter, at der efter Taleban-styret blot kommer en ny marionet-regering styret af Pakistan. I så fald har vi ingen garanti for, at kvindernes rettigheder bliver respekteret, siger Shoukria Haidar, som flygtede til Frankrig i 1980 efter den sovjetiske invasion af Afghanistan.

Negar ønsker, at komiteen af eksil-afghanere, som skal forberede et systemskifte i Afghanistan, officielt erklærer sig rede til at respektere kvindernes rettigheder. For eksempel ved at støtte og anerkende den Deklaration om De Afghanske Kvinders Grundlæggende Rettigheder, som 300 afghanske kvinder vedtog i juni sidste år i Tadsjikistans hovedstad, Dushanbe.

Negar var initiativtager til mødet og til deklarationen, som i ti punkter fastslår blandt andet kvindernes ret til ligestilling og beskyttelse mod diskrimination, ret til sikkerhed imod fysiske og psykiske overgreb, til at færdes frit, med eller uden chadri, det fodlange slør, de afghanske kvinder gemmes væk i, og til ytringsfrihed og politisk deltagelse.

- Denne deklaration skal på bordet, når eksil-komiteen forhandler. Ellers får vi ingen garanti for, at vore rettigheder ikke endnu engang undertrykkes. Og der bliver ikke fred og demokrati i Afghanistan uden om kvinderne, fastslår Shoukria Haidar.

- Jeg ønsker, at bin Laden bliver pågrebet, og at der sættes en stopper for Pakistans indblanding i Afghanistans indre anliggender. At stoppe Taleban betyder, at man stopper de løgnagtige påstande om, at indespærringen af kvinderne altid har været tradition i dette land. Men det er ikke nok. Jeg beder alle deltagere i den kommende fredsproces om at sikre respekt for kvindernes rettigheder.

Birthe Pedersen er freelance journalist, bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk