Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Te-servering under bambusloftet

 

Kvinder i karrierejobs betragtes som ”sociologiske mænd” i Japan. Selvom Japans kvindelige befolkning er blandt verdens mest veluddannede, ansættes kvinderne primært som sekretærer eller ”kontorblomster”, med henvisning til deres dekorative og servicerende funktioner, som at byde de mandlige kollegaer te.
Julie Breinegaard har på feltarbejde i Japan talt med yngre, veluddannede kvinder om deres situation.

 
FORUM/29.5.2001 I Japan er det berømte glasloft blevet kendt under den rammende betegnelse bambusloftet: Som lofterne i japanske huse ligger det temmelig lavt og er særligt bastant at gennembryde. Statistikkerne taler et tydeligt sprog: I 1998 udgjorde kvinder 1,2% af cheferne på mellemlederniveau i japanske virksomheder, mens kvindelige lønmodtagere i fuldtidsstillinger i gennemsnit tjente 64% af hvad deres mandlige kolleger gjorde.

Hvordan bærer japanske kvinder sig ad med - trods disse odds – at skabe sig en karriere eller "blot" et tilfredsstillende arbejdsliv - og med hvilke overvejelser og omkostninger? Og hvad betyder det for opfattelser af kønsidentitet, når kvinder realiserer et arbejdsliv efter en model, som i Japan er defineret som ”mandlig”?

Tomoko arbejder for et af Japans største bryggerier i salgsafdelingen. Vi mødtes over en sen middag, hvor hun kom direkte fra arbejde. Efter vores interview skulle hun tilbage igen for at færdiggøre dagens opgaver. I en alder af 26 er hun godt i gang med en succesfuld karriere inden for en stærkt mandsdomineret industri, og jeg spurgte hende, hvordan hendes arbejdsliv så ud.

Tomoko beskrev muntert hovedrystende, hvordan arbejdsdage indtil midnat var helt normale for hende, og hvordan hendes indkøb - mad, strømper, kosmetik - oftest foregik i døgnåbne konbini , små supermarkeder, på vej hjem med sidste tog. I det mindste, grinede hun, havde hun da endnu ikke været i samme situation som sin kollega, der en aften havde haft så meget arbejde, at hun måtte blive på kontoret og sove nogle få timer dér:
- Næste morgen spurgte vi hende, 'Hvad gjorde du så med tøj og sådan noget?' og hun sagde 'Nåh, jeg tog bare mine trusser og vendte vrangen ud, og tog dem på igen!'

Det overraskende er ikke, at en pligttro, overarbejdet ansat ikke er i stand til at nå hjem at sove for natten. Det er så almindeligt, at et særligt fænomen er opstået som svar på overnatningsproblemet: Capsule hotels, eller "kapsel hoteller" i forretningskvartererne, hvor de overarbejdende kan tilbringe natten lag på lag i hver sin minimale sovekapsel ikke meget større end en kiste. Det er også et scenario, som skildres i sager om karôshi - dødsfald som følge af overanstrengelse, som er et stigende problem i Japan i de senere år. Det overraskende er derimod, at den hårdtarbejdende hovedperson er en kvinde.

Kvinder har siden 1920’erne været markant tilstede på det japanske arbejdsmarked og udgjort omkring 40% af den samlede arbejdsstyrke. Den kvindelige japanske befolkning er blandt verdens højst uddannede og antallet af kvindelige studerende på videregående uddannelser oversteg mændenes antal allerede tilbage i 1989. Men trods et højt uddannelsesniveau er størsteparten af japanske kvinder beskæftiget som service- eller kontorpersonale. Og Japan er da også det eneste industrialiserede land med en omvendt sammenhæng mellem kvinders højere uddannelse og lønarbejde.

Forklaringerne kan bl.a. søges i den skarpe kønsarbejdsdeling i det japanske samfund. Kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet topper i første halvdel af 20´erne, falder så markant, for at toppe igen omkring 40-års alderen. Et mønster som afspejler, at kvinder holder op med at arbejde, når de gifter sig og får børn, for derefter at vende tilbage, ofte i deltids- og ufaglærte jobs. Dette mønster er samtidig med til at fastholde forestillinger om, at unge kvinder ikke er attraktive at ansætte i andet end midlertidige, ikke-professionelle jobs. De holder jo alligevel op, inden de fylder 30.

Denne forestilling har de fleste af de kvinder, jeg har talt med, mødt som en massiv barriere, når de søgte arbejde. Det gælder f.eks. Miho, der har brugt en del år i USA på at uddanne sig og indhente arbejdserfaring inden for sit fag, internationale relationer. Hun begyndte at søge arbejde i Japan, da hun kom hjem som 24-årig:
- Indimellem tænker jeg, at det var dumt af mig at satse på så lang en uddannelse. Jeg ved, at når jeg skriver, at jeg er 25 på mit CV, så tænker firmaerne, at denne her pige skal alligevel snart giftes, og så springer de mig over. Ved de samtaler, jeg har været til, er det første, de har spurgt om: 'Hvornår skal du giftes'. Undtagen et sted, hvor det første de ville vide var, om jeg kunne indrette mig på japansk arbejdskultur, når jeg nu havde været så længe i USA, for de forventede altså, at kvindelige ansatte skulle lave te og servicere mændene på kontoret! Jeg var målløs. Jeg troede, at vi skulle snakke om mine kvalifikationer.

Ud over at den skarpe arbejdsdeling med mænd som forsørgere og kvinder som homemakers har udgjort en grundforudsætning for den japanske samfundsstruktur, har der også været stærke økonomiske interesser i at fastholde kvinder som en fleksibel og dårligt betalt del af lønarbejderne. Mens mænd i vid udstrækning har været ansat i "livstidsansættelser", har kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet kunnet reguleres op og ned alt efter behov, og dermed fungere som en buffer i forhold til de gældende konjunkturer. Dette har været en afgørende forudsætning for landets eksplosive økonomiske vækst siden Anden Verdenskrig - et faktum, der ofte overses, når vi forestiller os den udvikling båret af myreflittige masser af mandlige arbejdere.

Mens japanske mænd, som tager en længere uddannelse, forventes at leve op til dette mytiske billede og følge det såkaldte sôgôshoku eller karrierespor, hvor de vier deres liv til firmaet og bevæger sig op ad karrierestigen til ledende poster, ansættes unge kvinder efter endt uddannelse typisk på ippanshoku eller ikke-karrieresporet - som sekretærer, receptionister, assistenter og servicearbejdere. Eller kontorblomster, som disse unge kvindelige medarbejdere også betegnes som, med henvisning til deres dekorative og servicerende funktioner.

Kvinders udseende er således en væsentlig faktor i ansættelsessammenhæng - iagttagere mener ligefrem, at plastickirurgi-industriens aktuelle blomstring i Japan hænger sammen med den økonomiske krise og er nogle unge kvinders svar på den deraf følgende hårdere kamp om jobs. Som en af de kvinder, jeg interviewede, beskrev det:
- Da jeg og mine veninder søgte arbejde efter universitetet, var det helt tydeligt for os, at det var de kønne piger, som lettest fik job. For hvis man alligevel bare skal servere te, behøver man jo ikke være klog, og så vil firmaerne have nogen, som ser godt ud. Et sted hørte vi også, at de fik pigerne til at gå rundt til jobsamtalen, så mændene kunne kigge på deres ben.

Det er ikke længere tilladt for japanske firmaer eksplicit at søge henholdsvis kvinder og mænd til service- og karriere-jobs i jobannoncer. Men som Ayami, der arbejder med marketing research, sagde:
- Jeg kan for det meste udmærket se, når jeg læser annoncerne for professionelle jobs, at de søger en mand. I øvrigt giver det også sig selv, fordi vi har jobmagasiner, som henvender sig specielt til enten kvinder eller mænd. Jeg læser aldrig dem for kvinder, der er næsten aldrig noget for mig. Jeg læser dem for mænd.

Ayami fortalte også, at en af grundene til at hun valgte sit arbejdsområde var, at der her er næsten lige så mange kvinder som mænd, der har "rigtige jobs" og ikke bare "kvindejobs":
- Jeg burde egentlig ikke sige "rigtige" jobs og "kvindejobs"; alle jobs er jo rigtige nok, og det er ikke for at se ned på sekretærer og receptionister. Men der er en opfattelse af, at disse jobs er mindre vigtige og at de er for kvinder, som bare arbejder i en periode, inden de bliver gift, hvor deres kvalifikationer er ligegyldige.

Opdelingen i de kønnede kategorier "rigtigt arbejde" (for mænd) og "arbejde for kvinder" er fortsat en dominerende forestilling i Japan, om end tilstedeværelsen af professionelle kvinder på arbejdsmarkedet udfordrer og langsomt er med til at forandre den. Det gør det ikke bare vanskeligt for kvinder at finde arbejde, som matcher deres kompetencer og ambitioner. Det betyder også, at professionelle kvinder ofte i omgivelsernes øjne repræsenterer et problematisk sammenstød af kønskategorier.

Chihiko var tidligere ansat som specialist i en stor bank, men forlod jobbet, fordi hun ikke kunne holde de barrierer ud, hun mødte som kvinde på karrieresporet dér. Hendes var ikke et ualmindeligt valg: En undersøgelse i 1995 viste, at næsten 50% af de kvinder, som begynder på karrieresporet, holder op igen, fordi de er frustrerede eller udbrændte. Chihiko fortalte, at hendes nuværende arbejdsplads er meget bedre, fordi det er en international virksomhed, og hun ikke møder nogen diskrimination i sit daglige arbejde som teknisk translatør og -rådgiver. Men forestillinger om "kvindejobs" og "rigtige jobs" møder hun:
- En gang snakkede jeg med en af pigerne i firmaet, og hun kunne simpelthen ikke forstå, hvad jeg lavede. Hun troede virkelig, at alle piger er ippanshoku, sekretærer eller receptionister - at det er det eneste arbejde, som findes for kvinder.

Den dominerende arbejdsmodel identificerer karrierepersonen som en mand - trods tilstedeværelsen af professionelle kvinder på arbejdsmarkedet. Og det i en sådan grad, at det altså kan være næsten ufatteligt, når der står en lyslevende kvinde med en professionel karriere lige foran én.

Yoko havde også oplevet dette i sit arbejde som konsulent inden for computerindustrien:
- Klienterne er store, gode gamle japanske firmaer som Toshiba, Hitachi - og de forventer typisk, at kvinder kun er receptionister. For eksempel var jeg ude hos en klient forleden. Selv om jeg selv havde ringet og lavet aftalen, troede han, at jeg bare var sekretær, og at der ville komme en mandlig repræsentant. Da han så mig, blev han virkelig overrasket og udbrød, ”Sender de kun en kvinde?!” Det sagde han faktisk! Der er også klienter, der siger at de vil tale med en mand, hvis jeg tager telefonen. De forstår ikke, at jeg har samme funktion og ansvar som mine mandlige kolleger.

Forestillingen om, at den professionelle karriere er mandligt kønnet har vidtrækkende konsekvenser for opfattelser af professionelle kvinders kønsidentitet. Samfundsforskere som f.eks. Jennifer L. Hirsch og Barbara Molony har foreslået, at kvinder i professionelle jobs - og i endnu højere grad i lederstillinger - i et vist omfang bliver set som "sociologiske mænd" i en japansk kontekst. Det biologiske køn gør det ikke umuligt for kvinder at indtage arbejdsmæssige positioner, der er defineret som mandlige. Men i processen bliver deres kønsidentitet forhandlet til noget andet end en "rigtig kvinde".

Chihiko beskrev uden at løfte et øjenbryn, hvordan hun selv havde oplevet dette:
- En af mine nære kolleger siger, at han er en meget traditionel mand i forhold til kvinder, så han spurgte mig: 'Vil du have, at jeg ser dig som en kvinde?' Jeg sagde: 'Nej, nej! Bare se mig som en fyr'. Så det gør han. Som kollega er han alle tiders. Han behandler mig som one of the guys og diskriminerer mig ikke eller noget. Selvfølgelig ville jeg så f.eks. aldrig kunne være hans kæreste - han adskiller ligesom bare tingene. Hvis han så mig som "en rigtig kvinde", ville han behandle mig helt anderledes.

At den "traditionelle" mandlige kollega var nødt til at placere Chihiko i en anden kategori end "kvinde" og "girlfriend material" for ikke at diskriminere hende i arbejdssammenhæng, opfattede hun ikke som et udtryk for diskrimination. Men for mange af de kvinder jeg mødte, var arbejdslivet en konstant og svær balancegang mellem faglige ambitioner og arbejdsidentitet på den ene side og en socialt acceptabel feminin kønsidentitet på den anden. Truslen om at blive set som "for aggressiv", "ufeminin" og dermed socialt suspekt var noget, de uophørligt måtte forholde sig til og imødegå - f.eks. ved at tale et "blødt" og feminint sprog og pakke deres meninger ind frem for at udtrykke holdninger og ambitioner direkte.

Yuka fortalte, hvordan hun blev konfronteret med dette, da hun en dag gik til sin chef med forslag om nye tiltag på sin arbejdsplads:
- Min chef sagde ligeud, at jeg ikke ville opnå noget med den attitude, jeg havde – at jeg var for aggressiv og for direkte, og at det ikke er noget folk bryder sig om hos en kvinde, fordi det ikke er feminint. Så nu prøver jeg at være mere feminin og forsigtig, så folk vil lytte til mig. Det handler vel om at kende spillets regler og følge dem, så jeg kan opnå det jeg vil.

Kvinder er ikke overraskende blevet særligt ramt af arbejdsløsheden, der er fulgt i kølvandet på de seneste 9-10-års økonomiske krise i Japan. Imidlertid er der i det aktuelle klima på arbejdsmarkedet tegn på, at krisen også åbner nye muligheder for kvinder. Mens mænd generelt er mere bundet af traditioner, der foreskriver, at de skal være loyale lønmodtagere og forsørgere, har kvinder længe befundet sig i en marginaliseret position på arbejdsmarkedet, som betyder, at de har været nødt til at være fleksible og omstillingsdygtige. Og netop fleksibilitet og åbenhed for omstilling er kvaliteter, som kommer i stadigt højere kurs på det japanske arbejdsmarked. Nogle økonomer udtaler derfor ligefrem nu, at kvinder og deres indsats på arbejdsmarkedet er det trængte Japans håb for fremtiden.

Dette står i tiltrængt kontrast til de undergangsscenarier, som gennem historien er blevet trukket frem i spørgsmål om japanske kvinders ligestilling: At det skulle udgøre en trussel mod nationens beståen, hvad enten det drejede sig om kvinders stemmeret (som først blev indført i 1945 på direkte ordre fra besættelsesmagten), adgang til universiteter, parlamentet - eller "rigtige jobs".

Dommedagsprofetierne i forbindelse med det sidste kan dog nu synes mere aktuelle end nogensinde: Landet har et presserende problem med en hastigt aldrende befolkning og et konstant dalende fødselstal, som nu har nået foreløbig bundrekord med 1,34 barn pr. kvinde. Og den udvikling må først og fremmest ses som et resultat af, at flere og flere japanske kvinder vælger at blive på arbejdsmarkedet frem for et liv som hjemmegående mor og hustru.

Nogle håbefulde iagttagere blandt sociologer og trendforskere venter dog nu på, at tendensen skal vende, og at det snart vil blive moderne at få børn i Japan igen. Den populære kronprinsesse Masako er nemlig gravid (efter otte års ægteskab og lige så lang tids tiltagende bekymret venten på en tronfølger). Da den glade nyhed ramte børsen i Tokyo for nylig, steg aktierne i alle selskaber, som kan forventes at profitere af et baby-boom - producenter af barnevogne, bleer, babymad. Og den royale baby vil givetvis blive brugt i massiv markedsføring af et nyt og trendy moderskab.

Spørgsmålet er, om japanske kvinder køber den. Ideen om et lykkeligt dobbeltarbejdende liv burde i hvert fald være sværere at få kvinder i Japan til at hoppe på end det har været i Vesten. I et samfund, hvor modellen for det professionelle karrieremenneske er en mand uden forpligtelser ud over lønningsposen på hjemmefronten, og hvor daginstitutioner og barselsorlov er af en sådan karakter, at de ikke levner kvinder megen mulighed for at forene et krævende arbejdsliv med et ditto familieliv, står det for mange kvinder som et enten-eller valg mellem arbejde og karriere på den ene side og at få børn på den anden.

Det kan være svært at få øje på det attraktive ved de lange og mange arbejdsdage, som er normen i den japanske arbejdsmodel - og de kritiske røster mod den tager også til fra både mænds og kvinders side i disse år. I ligestillingsdiskussioner i Japan er der da også mange som hævder, at kvinderne har trukket det længste strå, fordi de ikke forventes at arbejde sig halvt eller helt ihjel, men kan lade sig forsørge eller have mindre krævende jobs og dermed relativt mere frihed i betydningen fritid.

Det er imidlertid ikke en "frihed" de yngre japanske kvinder, jeg har mødt, er interesserede i. De har tænkt sig at arbejde, "rigtigt" arbejde. Som Miho udtrykker det:
- I mit firma er der flere ældre karrierekvinder. Det er jo skønt. De er ikke gift og har ikke børn. Det er trist. At der skal være det valg. Jeg kunne godt tænke mig at være en af dem, der kan begge dele - men om det er muligt, det ved jeg virkelig ikke... men jeg vil altid arbejde, jeg vil helt sikkert altid have mit arbejde.

Julie Breinegaard er specialestuderende i antropologi og har specialiset sig i japansk kultur og samfundsforhold. Hun var på 6 måneders feltarbejde i Tokyo og Hiroshima, hvor hun ud over sin research underviste i samfundsvidenskabelige emner på aftenskole.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk