Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Under japanske uniformer

 

Den japanske befolkning vokser op i uniform, men oplever ikke et modsætningsforhold mellem det ensartede og det personlige udtryk. Det skyldes ikke mindst en veludviklet fornemmelse for detaljen, fortæller Annika Meyer. Hun tog på et halvt års antropologisk feltarbejde i et japansk stormagasin og studerede bl.a. de kvindelige medarbejderes forhold til deres uniform.

 
 
FORUM/31.5.2001 - I Japan er uniformen grundsproget, der giver plads til dialekter. Ordene kommer fra antropologistuderende Annika Meyer. Hun har ikke blot studeret japaneres forhold til uniformer, hun har selv båret et par stykker af slagsen. Først som udvekslingsstudent i Japan, hvor hun gik på katolsk pigegymnasium og siden da hun var på et halvt års feltarbejde som medarbejder i Daimaru - et japansk stormagasin i millionbyen Fukuoka.

Tilbage i København har Annika Meyer netop færdiggjort sit speciale, hvor hun har særlig fokus på uniformen i sin undersøgelse af koblingen mellem kvindelighed og service.

- Uniformen spiller en stor og vigtig rolle i den japanske kultur og tradition. Japanernes forhold til uniformen er ikke blot historisk - med udspring i samuraiernes krigeruniformer - men er i høj grad en del af den almindelige hverdag i dag.

- Japanere starter med at gå i uniform allerede i børnehaven, siden får man skoleuniform og i mange jobs er uniformen standard. Men hvor vi i Danmark f.eks. som oftest opfatter uniformen som noget negativt - konformt, ensrettende eller højst unødvendigt - så forholder det sig anderledes i Japan. Japanere ser f.eks. ikke på samme måde en modsætning mellem en ensartet kollektiv fremtoning og muligheden for at udtrykke sin individualitet.

- Japanere betragter ikke uniformen som en begrænsning, de accepterer den som en del af den måde de præsenterer sig på og kommenterer i stedet på den ved at tilføje egne særkender, fortæller Annika Meyer.

Det var via kontakter fra sin tid som udvekslingsstudent, at Annika Meyer fik ansættelse i stormagasinet - en butikstype, hun havde udset sig, fordi stormagasinet i Japan betragtes som detailhandelens konge og man her sætter alt ind på at fastholde sin status som kundernes nummer ét i en tid, hvor den japanske økonomi skranter. Samtidig fandt hun det interessant, at japanske stormagasiner for en stor del repræsenterer et kvindeligt univers - 80% af Daimarus salgsmedarbejdere er kvinder og det samme er størstedelen af kunderne.

I denne kvindelige verden af udtryksbevidste salgsmedarbejdere ville det ikke undre at udseendet ind imellem var til debat, men taget i betragtning at alle ansatte var klædt i uniform, kom det som en overraskelse, at den ydre præsentation i den grad var et emne kollegaerne imellem. Der skulle dog vise sig at være en årsag.

- Jeg var overrasket over, at diversiteten var langt mere fremherskende end uniformiteten blandt mine kvindelige salgskollegaer. Mange japanske kvinder er i besiddelse af en udpræget detaljebevidsthed og via den tolker de videre på uniformen f.eks. ved en særlig måde at sætte håret og lægge makeuppen på, ligesom flere lod et lille maskot vedhæng til deres mobiltelefon hænge udenfor tasken, der fulgte med uniformen osv. Men den slags afvigelser fra normen - uniformen - var hele tiden til forhandling blandt de ansatte. Og denne løbende debat om udseendet betød, at der konstant blev kommunikeret i grader af, hvad der var "for lidt", "passende" og "for meget".

Der var ikke tale om et oprør imod uniformen, derimod om refleksioner, men altså refleksioner, der blev afvejet kollegaerne imellem, og Annika Meyer lægger ikke skjul på, at det tog nogen tid, før hun kunne tyde de svært gennemskuelige mønstre af normer for, hvad der var til forhandling og hvad der absolut ikke var.

- For japanere er der en klar sammenhæng mellem det ydre og det indre. Hvad du signalerer i det ydre, forventes at afspejle dit indre. Hvis din skjorte f.eks. er krøllet, forventes det, at du sikkert også er sjusket med dit arbejde.
Dette er med til at afgøre, hvad der kan være til forhandling, og hvad der ikke kan. F.eks. havde jeg en dag glemt at tage nylonstrømper på og havde derfor bare ben til kjoleuniformen. Alle i afdelingen var himmelfaldne og gjorde et højlydt nummer ud af det, men på en kollegial måde. Min fadæse var ikke udelukkende mit problem - det var hele afdelingens, alle var pinligt berørte og alle følte ansvar for, at jeg havde glemt strømperne - det var en plet på alles ry.
Strømper eller ej var ikke til forhandling - man gik med strømper, men de skulle ikke være for tykke, så var det "for meget".

- I Japan har man et udtryk, der hedder gaman - udholdenhed - hvilket betyder det modsatte af selvoptagethed. Gaman er altså at nedtone sine egne behov frem for andres, og det knytter sig ikke mindst til professionel kvindelighed. Så hvis man tager for tykke strømper på, vil det blive opfattet som, at du fryser og derfor ikke bestiller nok, at du i stedet tager dig for meget af dig selv. Der hørte f.eks. en cardigan til stormagasinets standarduniform, men ganske få gik med den, selvom det var koldt - igen ville det blive tolket som, at man slappede for meget af. Gaman gør sig også gældende i skolen, hvor man ikke tager en sweater på, hvis man fryser. I stedet tager man hellere et ekstra lag indenunder.

Under sit feltarbejde i stormagasinet opdagede Annika Meyer, at der er stor forskel på uniformens betydning afhængig af om den bruges i skolen eller på et arbejde. I gymnasiet, hvor hun gik, var der krystalklare og veldefinerede rammer for, hvordan uniformen skulle bæres, og hvorledes eleverne i det hele taget skulle præsentere sig. F.eks. måtte man ikke have huller i ørene, og øreflipperne blev jævnligt mærket efter af læreren. På arbejdspladsen er uniformens funktion derimod langt mere kompleks.

- Jeg troede, at den fungerede enkelt og simplificeret som i skolen, men fandt ud af, at den repræsenterer et utroligt differentieret univers både i forhold til kunder, arbejdsgivere, de forskellige afdelinger og til de ansatte imellem. Uniformen opfyldte i stormagasinet sine rent praktiske funktioner som f.eks. at signalere, hvem der er personale og hvem der er kunder. Samtidig var den med til at synliggøre den hierarkiske orden - der var forskel på uniformerne fra afdeling til afdeling, i forhold til hvem, der var fastansat og løst tilknyttet og i forholdet mellem almindelige ansatte og ledere. Men derudover fungerer uniformen som en hjælp for den ansatte, der bærer den, siger Annika Meyer.

- Den er en guide til at balancere sit udtryk mellem det ensartede og det individuelle. Først imiterer du, og siden kan du selv føje til udtrykket. Man kan sige, at uniformen er grundsproget, der giver plads til dialekter.

- Jeg synes selv, at det på en måde var nemmere, at jeg skulle bære uniform frem for, hvis jeg hver dag skulle have forholdt mig til, hvad der ville være passende at tage på. På den anden side tydeliggjorde uniformen, hvorledes jeg adskilte mig fra mine japanske kollegaer. F.eks. har jeg, som de fleste nordeuropæiske kvinder, ikke samme figur som japanske kvinder, der er mere spinkle end os, så uniformen var lidt stram. Det var også tydeligt, at jeg i sammenligning med mine kollegaer ikke gik med tilstrækkelig make-up. På den måde synliggør uniformen, hvad som er og hvad som eventuelt mangler, fortæller Annika Meyer.

Mænds fascination af kvinder i uniform er legendarisk på de japanske breddegrader. Og der er ikke tale om den kvindelige SS-officer inspirerede pastiche i blankpolerede ridestøvler, men derimod som oftest om den uskyldige pige i tækkelig skoleuniform og ål i de lange hvide strømper. En figur som især ses i de meget populære Manga tegneserier, men i den grad også i Japans facetterede natteliv.

- Der kunne skrives lange, tykke bøger om det japanske natteliv, og landet har en enorm sexindustri med alt fra såkaldte soaplands, hvor mænd kommer i bad med mere hos kvinder, til hostess klubber, hvor mænd serviceres og underholdes af kvinder og temaklubber, hvor alle servitricer er klædt i skolepigeuniform og er tilgængelige for kunderne. Der er seksuelle undertoner i skolepigeuniformen, og den fungerer på samme måde, som hvis man tager en nonnedragt på til et fetichparty. Der sker noget, når den tages ud af dens normale sammenhæng, lyder det fra Annika Meyer.

Men japanske kvinder trækker ikke blot i uniform for mændenes skyld. De er også tiltrukket af den verden, uniformen repræsenterer for dem selv. F.eks. er stewardesse universet nærmest en industri i sig selv.
- Der findes adskillige stewardesse magasiner, hvor man kan læse om stort set alt, hvad hjertet begærer om stewardesser, og der er ikke tale om fagblade for luftfartspersonale, men magasiner alle kvinder kan købe i kiosken. At være stewardesse har i Japan meget høj prestige blandt kvinder i alle samfundsgrupper, og i stormagasinet skeler man til denne verden, når det gælder definitionen af professionel kvindelighed.

Uniformens forbindelse til det militære univers er uden tvivl med til at fodre opfattelsen af, at det ensartede ligger tæt på det ensrettede, og at den uniformerede er særlig god til at adlyde og følge ordre. Men det var en opfattelse, som Annika Meyer fik nuanceret under sit ophold i Daimaru.

- Det forekom f.eks. ikke, at overordnede mænd irettesatte de kvindelige kollegaer, når det gjaldt udseendet. Kvinderne kommenterede hudløst på hinanden, men det ville ikke blive godtaget, hvis det samme skete fra en mand. Og det faldt ikke i god jord, hvis en mandlig leder i det hele taget udstak ordre på en befalende facon, fortæller Annika Meyer og tilføjer, at kvinderne heller ikke blindt accepterede uniformen.

- Et eksempel var da ledelsen i et direktiv påbød de kvindelige ansatte i informationsafdelingen - stormagasinets ansigt udadtil - at bære kimono og sandaler i en måned som en gimmick i sommeren. Det gav anledning til en masse bekymring blandt de ansatte, der var bange for, at kunderne ikke ville tage dem seriøst iført den fritidsagtige kimono og samtidig følte de, at den var besværlig at arbejde i. Det førte til en forhandling mellem de ansatte og stormagasinets ledelse, og det blev til, at de kunne nøjes med at gå med kimonoen halvdelen af dagen og kun i to uger. Altså et eksempel på, at de kvindelige ansatte ikke underkastede sig ledelsen, men tog aktiv stilling. Og igen - som det er typisk for japanernes forhold til uniformer - er her mere tale om medindflydelse end oprør.

Anne-Mette Klausen er FORUMredaktør.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk