Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Franske kvinder fuldfører revolutionen

 

Kvinderne stormer ind på taburetterne i fransk kommunalpolitik og flere partier har undergået et decideret kønsskifte efter en grundlovsændring, der sikrer, at der opstilles lige dele mandlige og kvindelige kandidater ved hvert kommunalvalg. I Danmark er andelen af kvindelige kandidater faldende.

 
FORUM/27.4.2001 Der har fundet en revolution sted i Frankrig dette forår. Kvindeandelen i fransk kommunalpolitik er på ét valg steget fra 22% til 47% og kvinder udgør med ét næsten halvdelen af det kommunalpolitiske landskab. Til sammenligning er der ca. 27% kvinder i de danske byråd.

Valgresultatet rejser en række vitale spørgsmål om betydningen af kvoter som redskab til at få flere kvinder ind i politik. For en stigning som den franske er markant. Særligt i lyset af, at "frihedens, lighedens og broderskabets" land har været arnested for kvinders systematiske udelukkelse fra politik. De franske kvinder fik først stemmeret i 1944 (danske kvinder fik det i 1915), og landet har tradition for en rekordlav kvinderepræsentation med ca. 10% kvinder i parlamentarisk politik. Efter valget til Nationalforsamlingen i 1997 havde Frankrig ikke blot et numerisk lavt antal kvinder i politik - set i lyset af Den Interparlamentariske Unions verdensomspændende opgørelse over antallet af kvinder i parlamenter kan Frankrig udnævnes til enfant terrible. Overhalet af lande som Turkmenistan (26%), Namibia (25%), Bahamas (15%) og USA (14%) danner det franske tilfælde en kedelig rekord.

Hvad det er for et gyldent håndtag, som de franske kvinder har trykket på? Hvad er der sket?

Væksten i antallet af kvindelige kommunalpolitikere skyldes en grundlovsændring. I sommeren 1999 blev den franske grundlov tilføjet en passus om, at den favoriserer lige adgang til politik for de to køn. I maj 2000 vedtog Nationalforsamlingen den konkrete lov, som skal udmønte dette.

La Parité, som loven om kønslighed hedder, foreskriver, at der på opstillingslister til alle valg opstilles et lige antal kvindelige og mandlige kandidater. Disse skal opstilles, så der i grupper af 6 er 3 af hvert køn. Det nytter altså ikke noget at opstille 12 mænd og derefter 12 kvinder. Hermed flyttes problemet med at rekruttere og opstille kvinder i politik fra den enkelte kvinde til de politiske partier, som kontrollerer opstillingsprocessen.

Loven om paritet- ligerepræsentation - peger i retning af en ny opfattelse af, hvad politisk lighed er. Lighed er ikke blot, at alle har de samme formelle muligheder for at gå ind i politik. Der vil altid være barrierer, der gør, at en sådan formel lighed ikke stemmer overens med virkeligheden; at alle ikke bare har en chance for at stille op til et valg.

Med den nye lov bliver lighed til et spørgsmål om resultater, og hvordan disse opnås. Der opstilles lige mange kandidater af hvert køn. Hermed vælges flere kvinder på sigt, så resultatet bliver en mere lige kønsfordeling.

Frankrig er ikke det eneste land, som anvender et grundlovssikret kvotesystem for at sikre et vist antal kvinder i politik. Lande som Uganda, Argentina og Indien har alle indskrevet sådanne ordninger i enten grundlov eller anden national lovgivning. Frankrig er dog det første land i verden, som har indført reglen om 50% af hvert køn på opstillingslister.

Et sådant lovgrundlag har ikke fundet anvendelse i de skandinaviske lande, hvor den høje kvinderepræsentation i politik kan tolkes som et resultat af et vedvarende pres fra kvinder både i og uden for partierne og hermed en tæt forbindelse mellem kvindebevægelsen og institutionaliseret politik som f.eks. Folketinget. Nogle partier i Danmark, Norge og Sverige har i stedet benyttet partikvoter både i den interne partiorganisation og på opstillingslister for at opnå en mere lige kønsfordeling. Dette er dog opgivet i Danmark af både SF og Socialdemokratiet.

Spørgsmålet om baggrunden for den franske lov om paritet belyses af lektor Birte Siim, Aalborg Universitet i bogen Gender and Citizenship. Politics and Agency in France, Britain and Denmark (2000), hvor hun diskuterer det dilemma, som er indbygget i fransk politisk tænkning. Samtidig med, at den franske revolution fra 1789 er grundlagt på det liberale princip om lige demokratiske rettigheder for alle individer, har kvinder systematisk været udelukket fra politik i mere end 100 år. Franske kvinder fik godt nok stemmeret i 1944, men landets politiske kultur har altid været fjendtlig indstillet over for kvinderepræsentation og kvinders deltagelse i den politiske elite.

Ifølge Birte Siim går loven om paritet tilbage til begyndelsen af præsident Mitterands regeringsperiode i 1980'erne. Strategen - og patriarken - Mitterand forsøgte at etablere en alliance mellem socialisme og feminisme ved at indføre en kvote for kvinder til kommunalvalg, men dette forslag blev underkendt som grundlovsstridigt. I 1993 blev organisationen Reseau Femmes pour la Parité dannet for at kæmpe for kønslighed i politik. Dens idégrundlag var baseret på såvel argumentet om lighed mellem de to køn som kønsmæssige forskelle. Ideen blev taget op af den socialistiske premierminister Lionel Jospin i valgkampen 1997 og altså virkeliggjort 3 år senere.

Selv om loven kan betragtes som en stor sejr, er den allerede blevet kritiseret af franske forskere og politikere. Kritikken fokuserer på, at den kun omfatter kønslighed omkring kandidatopstilling og ikke for de valgte politikere, og at den ikke er gældende for kommuner under 3500 indbyggere, som Frankrig har mange af. Desuden stilles der spørgsmål ved lovens indbyggede økonomiske sanktioner. Bør man f.eks. ikke også indføre en økonomisk belønning til de partier, der har størst succes med at få valgt kvindelige politikere.

Lovens debut ved kommunalvalget marts 2001 har skabt røre i den franske andedam; både i partitoppen tværs over det politiske spektrum og på græsrodsniveau. Det har krævet partisoldaternes benarbejde at få opstillet lige mange kandidater af hvert køn. Med godt 75% mandlige kommunalpolitikere og en patriarkalsk partikultur har det for visse partier været et regulært politisk kønsskifte at opfylde lovens bogstav. Og der er ingen tvivl om, at partierne tager de nye opstillingsregler alvorligt. Dette kan naturligvis skyldes de indbyggede økonomiske sanktioner, som loven foreskriver. De partier, som overskrider forskellen mellem antallet af kvinder og mænd på sin opstillingsliste med mere end 2 %, får partistøtten beskåren. Seriøsiteten kan dog også læses som en historisk sejr og motivation for kvinder i og uden for de politiske partier.

I en kommentar til loven den 27. januar 2000 konkluderer den franske avis Le Monde i sin leder Les Femmes, enfin ("Kvinderne, endelig"), at loven er af lige så stor betydning som franske kvinders stemmeret i 1944, og at den vil ændre det politiske landskab med tusinder af nye kvindelige politikere. Avisen skriver: "I lyset af den hidtidige ulighed, er det retfærdigt, at kønsligheden nu sikres i Grundloven.

Med loven får Frankrig et redskab til at indhente det forsømte i forhold til de fleste andre store demokratier; særligt sine partnere i EU. I forhold til kvinderepræsentationen i disse lande får Frankrig den røde advarselslampe til at lyse. Når den nye lovgivning bliver iværksat, vil den nuværende situation sandsynligvis fremstå som det, den er: En absurd og modbydelig anakronisme."

Le Monde fik ret i sin valgprognose. Kommunalvalget har mere end fordoblet antallet af kvindelige politikere. Antallet af kvindelige borgmestre er dog forblevet lavt, selv om der nu er 4 kvinder i spidsen for byer med over 100.000 indbyggere nemlig i Aix-en-Provence, Caen, Lille og Strasburg.

Valget har budt på andre overraskelser. Venstrefløjspartier er generelt kendte for at opstille flest kvindelige kandidater, men i det franske tilfælde er denne strategi ikke lykkedes. En række kendte socialistiske kvinder er blevet slået i kapløbet om borgmesterposten og partiet De Grønne har slet ikke fået valgt nogle kvindelige borgmestre.

Spørgsmålet er så, hvilken betydning loven om paritet og de mange nye kvindelige politikere i Frankrig vil få? Der er næppe tvivl om, at udviklingen vil blive fulgt med stor international interesse. To forskere, som arbejder med demokrati, kvinder og politik, tegner et positivt billede.

Anne Phillips, professor ved London School of Economics, forsker i kvinder og etniske gruppers tilstedeværelse i politik. Det er hendes tese, at disse grupper ikke kan repræsenteres af andre, fordi de har særlige erfaringer og interesser at tilføje den politiske debat og beslutningsproces. Hun mener, at kønskvotering er et velegnet redskab til at sikre marginaliserede gruppers tilstedeværelse i politik på alle niveauer. Anne Phillips vurderer, at loven vil få stor gennemslagskraft.

- Kommunalvalget i marts har givet de franske kvinder så mange mandater, at det vil ændre den politiske proces og praksis og vil styrke kvinder og give dem mere magt i de politiske partier. Med så mange kvindelige politikere vil det ikke længere være muligt at betragte kvinder som én samlet gruppering i politik. Der vil derfor være mindre stereotypisering af kvindelige politikere, som det f.eks. har været tilfældet i britisk politik, hvor de knap 20% kvindelige parlamentsmedlemmer er blevet hånet som Blair's Babes, siger Anne Phillips.

Hun tilføjer, at man ikke vil kunne tale om én type af kvindelige politikere i Frankrig, idet antallet af kvinder nu er så massivt. Dette vil skabe plads til mere individuelle strategier og adfærd. Anne Phillips har dog to betænkeligheder. Hun er bange for at loven vil styrke de veluddannende kvinder i de politiske partier og skabe et skel til marginaliserede kvinder uden for politik, og at den vil kunne give et backlash mod feministisk mobilisering. Med mange kvinder i partipolitik kan man frygte, at der ikke vil være opbakning fra de sociale bevægelsers side.

Hendes kollega Birte Siim, Ålborg Universitet, ser vedtagelsen af loven om parité som udtryk for et vigtigt skift i fransk politisk kultur. Den har med loven bevæget sig fra universalisme til en mere pluralistisk kultur, der accepterer forskellighed og plads til kvinder.

- Parité kan fremme politisk lighed mellem de to køn og dermed styrke det franske demokrati. Den kan muligvis også bruges til at sætte nye spørgsmål på den politiske dagsorden, men det er mere tvivlsomt, om loven vil resultere i ændringer i de politiske institutioner, siger Birte Siim.

Til november skal der være kommunalvalg i Danmark. Hermed bliver historien om de franske kvinder ganske væsentlig. I artiklen Kvinder i kommunal politik - er grænsen nået? (Kvinder, køn og forskning, 1/01) diskuterer adjunkt Ulrik Kjær fra Odense Universitet resultaterne af sin undersøgelse af kvinder i dansk kommunalpolitik, der viser at kvindeandelen ved sidste kommunalvalg faldt for første gang siden 1937 med 1% til 26,9%. Andelen af opstillede kvinder har været faldende fra valget i 1989 og var i 1997 på 28,6%. Disse tal er jo unægtelig langt fra fransk kommunalpolitiks paritet anno marts 2001, og som Ulrik Kjær påpeger heller ikke udtryk for nordiske tilstande. Ved seneste kommunalvalg opnåede Sverige en kvindeandel på 41,6%, Norge 34,3%, Finland 34, 4% og Island 28,2%. Disse tal slog alle tidligere rekorder i landene (Kjær 2001). Er Danmark ved at udvikle sig til en kommunalpolitisk enfant terrible?

Det er endnu for tidligt at konkludere, om de danske tal er udtryk for et fald, som er mere reglen end undtagelsen. Valget i november vil her kunne bruges som pejlingstendens. Ulrik Kjærs undersøgelse kunne dog tyde på, at der ikke er flere kvinder på vej på de danske opstillingslister til kommunalpolitik. Kjær har undersøgt formænd i de lokale partiforeningers holdning til kønslighed i politik. Det viser sig, at langt hovedparten af partiformændene er tilfredse med 30-40% kvindelige kandidater på opstillingslister. Det synes som om, vi ikke længere kan tage en stigning i kvinderepræsentationen for givet.

Det tyder på, at der er brug for en debat om kvinder i dansk (kommunal)politik. To spørgsmål presser sig på. Vil et redskab som paritet i fransk forstand være en farbar vej i dansk politik? Det er i hvert fald en mulighed, som de politiske institutioner i Danmark bør holde sig for øje. Et andet spørgsmål er, om den franske idé om højere støtte til partier med mange kvindelige mandater er en mulighed. Mon danske partier med en sådan gulerod for næsen vil gå mere offensivt til værks omkring opstilling af kvindelige kandidater og opfordringer til at stemme kvinder ind i politik?

Christina Fiig er ph.d.-stipendiat på Aalborg Universitet.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk