Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Frostskader på sjælen

 

Ice Bound er den amerikanske læge Jerri Nielsens heroiske beretning om overlevelse på det bundfrosne og menneskefjendtlige Antarktis. Netop som hun havde fået livsånden tilbage, blev hun ramt af brystkræft på den isolerede Sydpol, hvor evakuering var udelukket.

 
 
FORUM/5.4.2001 Jerri Nielsen var en stresset, udbrændt skadestuelæge, der lige havde været igennem en vanskelig skilsmisse, hvor hun havde opgivet forældremyndigheden over sine tre børn. Hun havde ingen kontakt med dem og boede hos sine forældre. "Mine drømme var frosset til is", skriver hun. Livet var ved at overhale hende inden om. Så besluttede hun sig for det, hun kalder "en geografisk kur" med et års orlov på Amundsen-Scott Forskningsstationen på Sydpolen i Antarktis for at få et nyt perspektiv på tilværelsen. I løbet af det år skulle hun overvintre ni måneder under "Kuplen" - noget der mest af alt mindede om et stort køleskab omgivet af næsten total mørke og temperaturer nede på omkring -70 grader. At hun derudover også skulle blive alvorligt syg og komme i overskrifterne på alverdens aviser, havde hun næppe forestillet sig.

Amundsen-Scott Forskningsstationen er sidste station på jordkloden: I vinterperioden er der ingen vej ud eller ind. Trods moderne kommunikationssystemer, e-mail og videokonferencer er de overvintrende overladt til sig selv og egen opfindsomhed for at overleve. Det år - 1999 - Jerri Nielsen overvintrede på stationen var der næsten dobbelt så mange mennesker som sædvanligt, da en ny forskningsstation var under opbygning. Kuplen var nedslidt og overbefolket og ved at blive udfaset.

Det var Jerri Nielsens job at sørge for, at de 41 forskere, servicemedarbejdere, mekanikere og bygningsarbejdere, der overvintrede på forskningsstationen skulle komme helskindet igennem den lange Antarktis vinternat fysisk og mentalt. Hun var en blanding af barfodslæge, sjælesørger, sygeplejerske, laborant og læge.

Lægen er en livsvigtig og uundværlig person på Sydpolen. Mennesker - for slet ikke at tale om maskiner og materiel - opfører sig mærkeligt og utilregneligt under de ekstreme forhold, der hersker på Sydpolen. Underafkøling er en konstant trussel, alvorlige forfrysninger af hænder og fødder et stort problem, luften er tynd og iltmangelen afstedkommer koncentrationsbesvær, klodsethed og hukommelsestab, hvilket resulterer i mange ulykker. Folk bor sammen på meget tæt hold og udvikler paranoide forestillinger om hinanden. Nogle lider af ekstrem søvnløshed. Andre er sløve døgnet rundt. Der er tørt som i en ørken og huden krakelerer og sprækker. Det er koldt. Meget koldt.

Dette til trods faldt Jerri Nielsen hurtigt til på Sydpolen og fandt en samhørighed med de andre "Polies", som de kalder sig. Hun følte sig hjemme, intenst i live og optimistisk: "Jeg forstod, at jeg ikke kunne kontrollere min fortid. Den var borte. I fremtiden så jeg kun vidunderlige muligheder". Og ikke mindst fandt hun en dyb sammenhørighed med isen: "Antarktis er et sted, der er så fjendtligt og fremmed stemt overfor alt levende, at livet synger ud og hvert lille åndedrag er en sejr over intetheden. Man må genskabe sig selv igen og igen eller risikere at blive opslugt af intetheden, og for at gøre det, måtte man vide hvilket stof, man var gjort af. Vejen til Sydpolen er trods alt en indre rejse. Antarktis er en ren, hvid tavle på hvilken, man kan indskrive sin sjæl."

Det skulle hurtigt vise sig, hvor fjendtligt Antarktis er overfor livet, og hvilken indre rejse opholdet skulle blive. To uger efter at stationen smækkede døren i for vinteren og alle ind- og udveje var lukkede, fik Jerri Nielsen bronkitis, der efterlod hende afkræftet og træt. Kort tid efter opdagede hun en knude i højre bryst. Hun havde tidligere haft en række godartede cyster, så hun var ikke særligt bekymret til at starte med. Men knuden forsvandt ikke, den voksede tværtimod og viste alle tegn på at være en aggressiv, ondartet brystkræft. Som læge vidste hun, hvor kritisk hendes situation var. For eet var givet: Hun kunne umuligt evakueres fra Sydpolen. Brændstof bliver til gele ved de ekstremt lave temperaturer, og fly kan hverken lande eller lette. Hun kunne heller ikke ligesom den sovjetiske læge, der i 1961 fjernede sin egen blindtarm, foretage en operation på sig selv. Og kemoterapi var ikke en del af den medicinske beholdning på Sydpolen.

Hun var skakmat med døden: "Jeg tror, det var skæbnens ironi: Nu da jeg endelig følte, at jeg var aldeles og fuldstændig levende, måtte jeg se i øjnene, at jeg muligvis var ved at dø." Hun risikerede at blive frosset ned for senere begravelse og overlade stationen til egen skæbne uden læge.

Man kan ikke sige, at hun skjulte sin tilstand, men først efter tre måneder, hvor hun havde stærke smerter i såvel bryst som armhule, kontaktede hun sine arbejdsgivere for at fortælle om sin situation og bange anelser. Via email kom Nielsen i forbindelse med en brystkræftspecialist på et amerikansk hospital, der begyndte at rådgive hende om prognoser og behandlingsmuligheder.

Da kontakten til specialisten blev etableret, var det nødvendigt for Jerri Nielsen at finde ud af, om der overhovedet var tale om kræft - et optimistisk håb var, at der måske bare var tale om en slem betændelse. I en eksemplarisk demonstration af sammenholdet og opfindsomheden blandt "the Polies" foretog smeden på Sydpolen en biopsi (efter adskillige træningsøvelser på flere kartofler), snedkeren stod standby med nål og tråd, mekanikeren holdt hende i hånden og computerspecialisten sendte mikroskopbillederne over nettet. Det var brystkræft.

Da evakuering var udelukket, var den eneste mulighed for behandling at få foretaget en "airdrop" med kemo-kur. Det var en liv eller død situation for de folk på forskningsstationen, der måtte ud i en stormfuld, koldere end kold antarktisk vinternat og lokalisere de seks kasser med forsyninger, der blev kastet ned.

Samtidig kom det ud i verdenspressen, at en kvindelig ansat ved Amundsen-Scott forskningsstation havde kræft. Af uransagelig grunde, var Jerri Nielsen nærmest paranoid, hvad angik verdenspressens opmærksomhed og længe forsøgte hun at holde sit navn skjult for især den amerikanske offentlighed. Måske var det den almindelige paranoia-fremkaldende iltmangel, der var skyld i dette. Hendes familie - dvs. forældre og brødre - bakkede hende op så meget det kan lade sig gøre pr. e-mail - men hun hørte aldrig på noget tidspunkt fra sine børn, trods gentagne henvendelser. Hendes eksmand blev opsporet af pressen og hævdede, at brystkræfthistorien blot var en neurotisk kvindes overdrevne forsøg på at få opmærksomhed. Og ved bogens slutning, da hun er blevet evakueret - igen under vanskelige forhold, hvor flybesætningen risikerede livet for at redde hende ud nogle uger tidligere end det egentlig er sikkert - har hun stadig ikke hørt fra sine børn. Man fornemmer, at der var tale om et mere end almindeligt dårligt ægteskab. Og selvom hun skildrer forholdet til forældrene og de to brødre som den rene idyl - forstår man ikke helt, hvad det var der skulle gå så galt i hendes valg af ægtemand.

Men pointen er, at hun overlevede. Hun kom igennem en barsk kemoterapi under næsten umulige vilkår, hun fik kunstigt igangsat sin overgangsalder for at standse hendes østrogenproduktion (for ikke at 'fodre' knuden). Hun var igennem alskens selvransagelsesprocesser; angst, depression og øjeblikke, hvor hun opgav alt håb om at vende levende tilbage til verden. Men hun klarede den. Samtidig med at hun selvfølgelig passede sit arbejde til punkt og prikke og holdt hovedet højt.

Ice Bound er en klassisk Antarktis fortælling om heroisk overlevelse.

Heltedåd med Antarktis som skueplads er ellers en typisk maskulin fortælling. Indtil 1970'erne modarbejdede de fleste af de lande, der administrerer forskning og udforskning af Antarktis, at gøre kontinentet tilgængeligt for kvindelige forskere og ekspeditionsledere. Indtil da, var Antarktis mere eller mindre forbeholdt mænd. Enkelte kvinder havde besøgt Antarktis med deres mænd tidligere i 1900-tallet, men ingen overvintrede på Sydpolen før begyndelsen af 70'erne og ingen ledte ekspeditioner.

På en forskningskonference i Tromsø i juni 1999 hævdede den norske polarforsker og glaciolog Monica Kristensen, at kvinders tilstedeværelse på det bundfrosne kontinent udfordrer forestillingen og fortællingen om Antarktis som maskulinitetens sidste hellige prøveplads:
"Mænd drages til Antarktis for at opleve naturens skønhed, opleve broderskab og opleve heltemod.
…. Mennesketomme Antarktis er den uberørte naturs frontlinie, hvor mænd kan udvise heroisk adfærd i direkte konfrontation mod elementernes ubarmhjertige rasen med døden som det ultimative offer." And no women, please. Den heltmodige mand frygter ikke døden. Kvinder er ikke del af scenarioet.


Kristensen begrundede sin påstand i mænds egne beretninger fra Antarktis og citerede fra især den engelske ekspeditionsleder Captain Robert Falcon Scott, der døde i 1912 på vej tilbage fra Sydpolen i kapløb med norske Roald Amundsen, som nåede Sydpolen først.

Når kvinder inddrages i Antarktis' historie, sammenlignes de med mænd, fortalte Monica Kristensen i Tromsø. - I en anmeldelse af Jenny Diskis bog Skating to Antartica (1998) stod der 'hun er ligeså hårdfør som Shackleton'. Det er ikke rimeligt at sammenligne nogen som helst med Shackleton, vis heltedåd og udholdenhed ikke kan sammenlignes med nogen. [Shackelton ledte i 1914-1915 en ekspedition til Antarktis på skibet Endurance. Skibet satte sig fast i drivisen for efter et år at blive knust og synke. For at redde sit mandskab på 28, der boede først på skiftende isflager og siden på Elephant Island, sejlede Shackleton og fem andre 1300 km i en åben jolle i det sydlige Atlanterhav til øen South Georgia, hvor de først måtte bestige et bjerg, før de nåede en hvalstation. Shackleton reddede hele sit mandskab og beretningen om hans redningsaktion er en af de helt store Antarktis fortællinger. Red. ] … Jeg har ledt otte ekspeditioner til Antarktis om sommeren. Jeg havde min egen isbryder i fem år. Jeg byggede min egen base på Antarktis. Det er der ikke mange kvinder, der har gjort og kun få mænd. Og alligevel er jeg ikke en del af Antarktis historie, siger Monica Kristensen.

I New York Times' anmeldelse af Ice Bound sammenlignes også Jerri Nielsen med Shackleton. Det ville have klædt anmeldelsen også at nævne kvinder som Monica Kristensen, Ann Bancroft og Liv Arnesen, der netop er hjemvendt fra deres ekspedition tværs over Antarktis eller andre kvinder, der har været på sydpolsekspeditioner eller har overvintret og overlevet.

I Ice Bound tager Jerri Nielsen det for givet, at de fleste kvinder og mænd tager til Antarktis for at opleve det samme nemlig naturens skønhed og at opnå et menneskeligt fællesskab. Og de ved at fare er en del af pakken. Monica Kristensen efterlyste på sit foredrag i Tromsø en forståelse af viljen til at møde fare, der ikke er kønsspecifik: "At det bl.a. handler om at sætte spørgsmålstegn ved sig selv. At lære sig selv at kende."

Det er det Ice Bound fortæller mest indgående om: At isen tvinger mænd og kvinder til at lære sig selv at kende. Det er den virkelige fortælling. Ice Bound er fængslende læsning - hvis man lige ser bort fra de lidt rigelig mange emails, der gengives med det hele og uredigeret.

Jerri Nielsen: Ice Bound. Ebury Press, 2001. Kan lånes på KVINFOs bibliotek.

Monica Kristensens beretning om hendes ekspedition mod Sydpolen: Mod 90° syd, Gyldendal, 1987, kan også lånes på KVINFOs bibioltek.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk