Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

På bæredygtig krabbejagt i Cambodja

 

Udstyret med et avanceret digitalkamera og stor entusiasme har marinbiolog Kathe Jensen indsamlet og fotograferet et hav af de mange havdyr og planter, der findes i kystområdet ud for Sihanoukville i Cambodja. På Forums opfordring har hun skrevet dagbog fra månederne tilbragt i små fiskerhavne og på fisketorve og lokale trawlbåde. Læs hvordan hun endte med at blive berømt i cambodjansk tv.

 

 
FORUM/Bangkok 8.3.2001 Jeg er øm i benmusklerne. Det er godt et halvt år siden, jeg sidst var ude at snorkle, og man er jo ikke 30 år mere. Jeg er lige vendt “hjem” til Bangkok efter at have deltaget i en konference, der markerede afslutningen på 30 års Danida-støtte til det marinbiologiske center på øen Phuket i det sydlige Thailand. Konferencen sluttede med en tur med det forskningsskib, som Danida har givet til centret, og det var på denne tur, jeg fik mine ømme benmuskler.

Thailand har nu opnået en økonomisk standard, der ikke længere kvalificerer til bistand via Danida. Jeg har derfor været mere end sædvanlig heldig, da jeg for et år siden blev ansat som lektor (associate professor) ved Asian Institute of Technology nord for Bangkok. AIT, som det hedder i daglig tale, er et regionalt videregående universitet, hvor studerende fra hele Syd- og Sydøstasien kommer for at få en master eller ph.d. grad som overbygning på deres bachelorgrad. AIT er en uafhængig institution og har mange studerende fra lande omkring Thailand, der støttes af Danida. Danida støtter derfor en række nye initiativer på AIT inden for interdisciplinære studieretninger, herunder Integreret Tropisk Kystzoneforvaltning, hvor jeg er ansat. Vi er lige begyndt på andet år under dette program, og der er studerende fra Vietnam, Bangladesh, Indonesien, Filippinerne og Cambodja på det hold, jeg nu underviser i marin økologi og biodiversitet.

Som universitetslærer skal jeg naturligvis yde forskningsbaseret undervisning, og til dette formål har jeg en mindre bevilling fra Danida. Jeg har i første omgang valgt at bruge denne bevilling på et projekt i Cambodja. Dette projekt har til formål at identificere og registrere de dyr og planter, der lever i havet ud for kysten ved havnebyen Sihanoukville.

Min kontakt og medarbejder i Cambodja er en ung fiskeribiolog, Ing Try, som jeg kendte i forvejen, og som har studeret ved Aarhus Universitet. Han var tilfældigvis på AIT som deltager i et træningskursus, da jeg ankom i februar sidste år. Vi snakkede meget sammen om de elendige forhold, der er for forskning i Cambodja, og det store behov, der er for at udbrede kendskabet til de naturressourcer, der findes i havet.

Cambodja har en forholdvis kort kystlinie, og der er ret dårlige vejforbindelser de fleste steder. Men Sihanoukville med sin store, internationale havn har en glimrende vejforbindelse til hovedstaden, Phnom Penh, hvilket er vigtigt, når man skal planlægge feltarbejde. Min forskningsbevilling kunne dække indkøb af et virkelig fremragende digitalkamera samt rejse- og opholdsudgifter under vores feltarbejde. Desuden har jeg måttet dække en række helt almindelige kontorudgifter – såsom et arbejdsbord og stole, hvor vi kunne sidde og sortere og konservere de dyr og planter, vi havde indsamlet. Også disketter, CD-brænder, blækpatroner, papir til printeren, osv. må dækkes via min bevilling.

Offentlige kontorer i Cambodja har simpelt hen ingen penge, og de lønninger, de udbetaler, kan man faktisk ikke leve for. Min kollega er heldigvis ugift og bor stadig “hjemme”; men nu da hans far er død, kommer jeg muligvis også til at yde et tilskud til hans løn. Ellers risikerer jeg, at han finder et job hos en af de mange NGO’er, der arbejder med miljøproblemer i Cambodja. Og den succes, vores projekt indtil nu har opnået, skyldes ikke mindst hans kontaktnet i provinsen og hans arbejdsindsats med at redigere vores billeder.

Men lad mig begynde ved begyndelsen. Vores projekt blev godkendt af AITs ledelse i slutningen af juni 2000, og d. 5. juli rejste jeg til Cambodja. De første par dage gik med, at jeg skulle introduceres for ledelsen af fiskeridepartementet og hilse på nogle af de danske projektledere, der arbejder med miljøproblemer og kystzoneforvaltning. Samtidig skulle vi også købe ind, så vi både havde et fungerende kontor og kunne foretage vores feltindsamlinger. Da vi endelig ankom til Sihanoukville, gik der endnu en dag med at mødes med cheferne for de provinsielle afdelinger af fiskeridepartementet og fiskerikontrollen. På det tidspunkt var jeg ved at have fået nok af al den reverens for autoriteterne; men det skulle senere vise sig at have været en meget klog foranstaltning. Vi fik nemlig ikke alene et par af de lokale med som assistenter på feltarbejdet. Vi fik også lejlighed til at sejle ud med fiskerikontrollens skib, og fik i det hele taget knyttet nogle meget nyttige kontakter.

I løbet af de første par dage fik vi etableret en arbejdsrutine, så vi tog ud til de små fiskerihavne om formiddagen og fotograferede og konserverede vores “fangst” om eftermiddagen. Når vi ankom til sådan en lille havn, gav vi os først til at rode i bunkerne med “bifangst” – hjemme i Danmark ville vi vel nærmest kalde det skidtfisk; men her går intet til spilde. Når fiskerne så os stille an til fotografering af deres bifangst, blev de selvfølgelig nysgerrige, og vores fine, “nymodens” kamera vakte behørig beundring. Børnene kom rendende med andre sære havdyr, som de havde samlet eller fundet i andre bunker, og kvinderne skulle hen og røre ved min lyse fletning. Og selv om jeg ikke forstår sproget, var det nemt at regne ud, at de undrede sig meget over, at jeg ikke har huller i ørerne.

Som sagt går intet til spilde her i Cambodja. De fattige kvinder sorterer – ligesom os – bunkerne med bifangst, og det, der ikke ender i familiens suppegryde, bliver brugt til kyllinge-, hunde- eller grisefoder. Det, der er begyndt at lugte fordærvet, bruges til at fodre fisk, der holdes i netbure lige ved siden af havnebassinet.

Vi var også ude med en lokal trawl-fisker, og det er jo ikke som derhjemme, hvor man kun får nogle få fiskearter i trawlet og næsten ingen bifangst. Her kan der være op mod 100 forskellige arter i et enkelt trawltræk, og selvom vi bad vores fisker om at sejle meget langsomt og kun trawle i en halv time ad gangen, fik vi alligevel mindst 20 forskellige krabber, adskillige arter af rejer, blæksprutter, snegle, muslinger og andre havdyr i hvert træk – foruden alle fiskene, som vi i denne omgang overlod til fiskeren. Det er derfor et stort problem at lave beregninger over, hvor mange fisk man kan fange, uden at det går ud over bæredygtigheden. De modeller, man har opstillet i Europa og Nordamerika, duer ikke, og de modeller, man har forsøgt at opstille herude, duer kun på det åbne hav, langt fra kystzonen.

I de følgende måneder havde vi travlt med at bearbejde vores fotografier og få identificeret de dyr og planter, vi havde fotograferet. Det er ikke så let at sætte det korrekte videnskabelige navn på andre havdyr end fisk i denne del af verden. Dels er der flere arter end andre steder på kloden, dels findes der meget få brugbare bøger til dette formål. Så jeg måtte spendere et besøg for min cambodjanske kollega på det ovenfor omtalte marinbiologiske center på Phuket. Her har man fået opbygget en af de væsentligste referencesamlinger af både havdyr og marinbiologisk litteratur i Sydøstasien. Selv brugte jeg en stor del af min sommerferie og juleferie i Danmark på at lede gammel litteratur frem fra min “gamle” arbejdsplads, Zoologisk Museums, bibliotek. Herefter kunne vi sætte videnskabeligt navn på de fleste af de snegle, muslinger og krabber, vi har fotograferet.

Vores mål var at fremstille en plakat med billeder af enten krabber eller snegle og muslinger, som kunne præsenteres på det cambodjanske fiskeridepartements årsmøde, der normalt ligger i januar. P.gr.a. “indtrufne omstændigheder”, nemlig udskiftning af topchefen, blev dette møde fremrykket til lige inden jul. Det medførte desværre, at vi ikke kunne præsentere vores første plakat ved denne lejlighed. I stedet præsenterede vi et fortryk til vores krabbeplakat ved en workshop, som det Danida-støttede kystzoneforvaltningsprogram holdt i Sihanoukville i begyndelsen af december. Dette fortryk kunne min kollega så senere vise på årsmødet.

Det blev her klart for os, at disse plakater var meget vigtige, både for lokalbefolkningen i Sihanoukville-regionen og for fiskeridepartementets ansatte. Folk kom hen til os og udtrykte deres glæde over, at de nu snart kunne erstatte de plakater fra det thailandske fiskeridepartement, som hænger alle vegne, med “deres egne”. Og det er netop et af formålene med integreret kystzoneforvaltning, at befolkningen skal føle “ejerskab” for områdets ressourcer.

I januar rejste jeg atter til Cambodja. Nu havde vi to plakater parat til trykning, en med krabber og en med muslinger. Selvfølgelig var der problemer for trykkeriet med at læse vores billed-filer, så det endte med, at vi måtte sidde sammen med trykkeriets medarbejder og kontrollere alle billeder, farver og navne. Vi havde også inkluderet dyrenes navne på det lokale Khmer sprog, der har nogle meget elegante bogstaver; men som også fylder temmelig meget. Yderligere har en enkelt krabbe eller musling ofte forskellige navne i de forskellige provinser, og vi vil jo gerne have, at vores plakater kan bruges over hele Cambodja.

Da vi mente, at nu var alt i orden, tog vi til Sihanoukville for at fotografere fisk. Det måtte foregå på en helt anden måde end sidst. Fisk er jo penge værd, så i de fleste tilfælde måtte vi købe dem på markedet. I nogle tilfælde kunne vi dog “låne” fisk af fiskerne, inden de kom på de lastbiler, der skulle transportere dem til markedet. Her var det vigtigt, at fiskerne kendte os fra sidst. Denne gang fortalte de os om forskellige miljøproblemer, som de var blevet opmærksomme på. F.ex. er en del “mudder-krabber” blevet sterile, og ingen ved rigtig hvorfor. Desuden indsamles og sælges “undermålskrabber” til “opfedning” i Vietnam og måske også i Thailand. Vi forsøgte at forklare, at det var en dårlig ide at fjerne så mange krabber, der endnu ikke har forplantet sig; men snak om bæredygtighed er ikke let, når fattige mennesker tilbydes gode penge for deres fangst. Vi var også ved at komme op at skændes med en fiskeopkøber, som handler med levende koralrevsfisk. Han ville først ikke lade os fotografere, fordi han vidste, at vi havde forbindelse til fiskerikontrollen. Og de fisk, han havde i sine bassiner, var næsten helt sikkert fanget v.hj.a. giftigt cyanid, hvilket dels er ulovligt, dels er meget farligt, både for miljøet og for de fiskere, som bruger det. Så der er nok af problemer at tage fat på, og vi håber, at vores billeder kan bruges både i oplysningskampagner og som undervisningsmateriale – og måske også sælges som turist-souvenirs.

Tilbage i Phnom Penh ventede vi spændt på pakkerne fra trykkeriet, og det var næsten som juleaften, da vi kunne pakke ud og foretage en sidste kontrol for “tyrkflej”. Mens vi stod med alle pakkerne på gulvet, kom direktøren tilbage fra et møde, og han blev så glad for at se de færdige plakater, at han straks ringede til den lokale TV-station og fik dem til at stille med et kamerahold, så den officielle overrækkelse kunne vises i fjernsynet. Desværre skulle jeg rejse hjem næste dag, så jeg fik aldrig set mig selv på cambodjansk fjernsyn; men min kollega fortalte, at de havde vist indslaget flere gange over de følgende dage. Se sådan kan man altså blive berømt som universitetslærer i et U-land.

Dr.scient. Kathe Jensen er pt. ved Asian Institute of Technology i Thailand. Ellers er hun lektor ved Zoologisk Museum i København. Kathe Jensens specialeområde er baggællesneglen, som hun skrev doktordisputats om i 1997.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk