Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Spændende tider for marokkanske kvinder

 

Birthe Pedersen har været i Marokko og talt med de forskellige fløje. De dybt engagerede kvinder fortæller her om deres visioner for et godt kvindeliv i deres land, hvor der for alvor er åbnet op for nye muligheder i forhold til job og uddannelse. Men de politiske magtkampe mellem f.eks. konge og islamister samt dyb fattigdom og klasseskel er også en realitet, som kan forplumre kvindernes ønsker.

 
FORUM/Rabat 28.9.2000
"Den marokkanske kvinde er hysterisk".

Dette overraskende udsagn bliver ikke mindre overraskende af, at det kommer fra en kvinde. Fatima Chebchoub virrer bestemt med det kortklippede, rødhårede hoved.
- Vi er spændt ud mellem moderniteten og det gamle system, og vi bliver syge af det. Både fysisk og psykisk. Kroppen reagerer på modsætningerne i vore liv. Vi lider af migræne, af hudsygdomme og kræft. Nogle kvinder kommer i overgangsalderen allerede midt i 30´erne.

Fatima Chebchoub er dramaturg, hun har instrueret adskillige film og tv-spil og underviser i filmkundskab ved universitetet i den marokkanske hovedstad Rabat. Hun ved, hvad hun taler om. Hun er en af de kvinder, som har gjort en strålende karriere, som er selvstændig og selvsikker. Og som i realiteten ikke har flere rettigheder end et barn. En paradoksal situation som bringer de marokkanske kvinder på randen af skizofreni.

I løbet af de sidste ti år har kvindernes stilling ændret sig kolossalt i Marokko. En ganske vist lille men ikke desto mindre stærkt synlig, veluddannet elite har skabt en ny, og moderne kvindemodel, som gør karriere og når til tops både i det offentlige og i den private sektor. Disse veluddannede kvinder er universitetslærere, læger og advokater. Retspræsidenten ved Højesteret i hovedstaden Rabat er en kvinde. Det samme gælder Handelsretten, og i gangene i retsbygningen er kvinder i den sorte advokatkåbe næsten lige så talrige som mændene, selv om de kvindelige studerende endnu ikke har indhentet mændene i antal. Af de 24.500 unge, som fik et eksamensbevis i hånden fra en videregående uddannelse i 1994, var 38 procent kvinder. Men næsten 48 procent af de nye studerende, som blev optaget samme år, var kvinder. Og det til trods for, at kun 83 procent af pigerne i det hele taget kommer i skole mod 98,5 procent af drengene.

Kvinderne har kunnet trænge sig frem til topposterne især i det offentlige men også i den private sektor i et land, hvor kun en tiendedel af en årgang når frem til de videregående uddannelser, og som derfor har brug for al den veluddannede arbejdskraft, den kan få. Det har givet de marokkanske kvinder et rum for frihed og en relativ lighed. Denne frihed afspejles allerede i de store byers gadebillede, hvor kvinder klædte i djellaba og hovedtørklæde overhales på fortovet af travle forretningskvinder i lange bukser og solbriller og med mobiltelefonen klæbet til det ene øre.
- Meget har ændret sig inden for de sidste ti år. I nogle familier er det døtrene, som tjener til familiens underhold, fordi sønnerne er arbejdsløse. Nogle kvinder er bedre uddannet end deres mænd. Det betyder, at man ikke kan opretholde helt den samme strenge linie over for pigerne og kvinderne, som tidligere, siger Fatima Zohra Boukaissi, som selv er advokat og en af disse selvsikre karrierekvinder.

Samtidig betyder samfundsudviklingen og ønsket om velfærdsgoder, at en ekstraindtægt i familien er særdeles velkommen i et land, hvor en vaskemaskine koster tre gange månedslønnen for en offentligt ansat.
- Mange mænd accepterer, at deres kone arbejder, fordi de gerne vil have pengene. Men det er en ret, som vi kan miste når som helst, hvis den økonomiske situation ændrer sig. Vi har ingen garantier, konstaterer Mina Tafnout, som leder et rådgivningscenter for kvinder i hovedstaden Rabat.

På papiret har kvinderne nemlig ingen rettigheder. Friheden og ligheden i det offentlige rum modsvares af privatsfæren, hvor kvinderne i henhold til civillovgivningen, den såkaldte Moudawana, på mange områder er livslange mindreårige. De marokkanske kvinder har stemmeret - men ikke ret til at åbne en bankkonto for deres børn. Og når den kvindelige retspræsident tager den sorte kåbe af og træder over sin dørtærskel, kan hun blive forstødt af sin mand som århundreders kvinder før hende. Hvorimod det er næsten umuligt for hende selv at opnå skilsmisse, hvis hun f.eks. udsættes for grov hustruvold.

Konfrontationen mellem et rummeligt kvindesyn i det offentlige rum og et patriarkat i privatsfæren har gjort en debat om kvindens stilling uundgåelig. Og kravet om lighed kommer fra alle kvinder med en vis uddannelse.
- De marokkanske kvinder ønsker større lighed mellem mænd og kvinder, større frihed derhjemme. De tager uddannelse, de arbejder som advokater og læger, men hvad er det værd, hvis de f.eks. er ulykkelige derhjemme, hvis de bliver fysisk mishandlet af deres mand.

Et let strejf af læbestift understreger de fine ansigtstræk, som indrammes af hidjab, det islamiske tørklæde. Karima Hamri, som arbejder i et universitetsbibliotek efter endte jurastudier, vil kombinere sin ortodokse islamiske tro med en moderne livsførelse.
- Koranen indeholder regler for både mænd og kvinder. Nogle mænd tror, at reglerne kun gælder for kvinder, og at mænd har ret til at gøre hvad som helst. Det diskuterer jeg ofte med min mand, siger Karima.

Koranen er referencerammen for hele Marokkos kvindebevægelse. Men det forhindrer ikke grundlæggende uenighed mellem kvindebevægelsens forskellige fløje, som står skarpt over for hinanden. To fløje står skarpt over for hinanden.

På den ene side står en bred og politisk pluralistisk kvindebevægelse med rod i universelle lighedsværdier, som de udtrykkes i for eksempel FNs konventioner om kvinders rettigheder og lighed mellem kønnene. Både Zohra Boukaissi og Mina Tafnout tilhører denne del af kvindebevægelsen, hvis ledere har trådt deres politiske barnesko i fagforeningerne og de politiske partier og har en solid politisk og organisatorisk ballast med sig ind i kvindebevægelsen, hvis forskellige organisationer næsten alle arbejder med alfabetisering. Analfabetismen er større blandt kvinder end blandt mænd, især på landet hvor op mod 80 procent af kvinderne aldrig har lært at læse og skrive. Samtidig har mange specialiseret sig, for eksempel i juridisk rådgivning i forhold til ægteskabsloven eller i støtte til enlige mødre eller voldsramte kvinder.
En række mindre kvindeorganisationer gik i 1992 sammen i Sammenslutningen for Kvindeaktion, UAF, som hvert år på kvindernes internationale kampdag organiserer et "kvindetribunal". Her sættes undertrykkende mekanismer under anklage, for eksempel vold mod kvinder eller kvindesundhed.

Over for denne pluralistiske fløj står den islamiske fløj, blandt andet i kølvandet på den islamiske bevægelse Al Adl Wal Ihsane (Retfærdighed og Tro), hvis leder, Abd Assalam Yassine i foråret blev løsladt efter ti års husarrest. De islamiske kvindegrupper koncentrerer sig om de fattigste kvinder og tilbyder social hjælp og alfabetiseringskurser. Denne islamiske fløj retter også sin kritik mod den såkaldte Makhzen, et politisk system hvor kongemagten ikke blot har betydelig politisk magt og udpeger regeringen, men også vidstrakte økonomiske interesser. Islamisterne fremstiller sig selv som de fattiges røst, der kræver større social og økonomisk retfærdighed.

Konfrontationen mellem disse to fløje har nået et højdepunkt med debatten om Aktionsplan for kvindernes integration i det marokkanske samfund, som den unge kong Mohammed VI har fremsat. Aktionsplanen indeholder en reform af civilloven, den såkaldte Moudawana, som fastlåser kvindens status som juridisk mindreårig. Den pluralistiske del af kvindebevægelsen står bag et krav om en reform for at bringe kvindernes juridiske status i overensstemmelse med virkeligheden.

En mindre reform blev gennemført i 1993 af den nu afdøde kong Hassan II, således at kvinder ikke længere skal bede deres mand om tilladelse til at få et pas.
- Forestil dig en fremtrædende læge, som blev bedt om at give et indlæg ved en international lægekongres - og som skulle bede sin mand om lov til at rejse ud. Det var jo absurd, siger Zorah Boukaissi, som også repræsenterer Marokkanske Kvinders Demokratiske Samling.

Samtidig blev adgangen til at forstøde sin hustru strammet en anelse. Før 1993 modtog hustruen blot et brev fra domstolene om, at hendes mand havde forstødt hende, og at hun ikke længere var gift. I dag skal dommeren indkalde hustruen og forsøge at forlige parterne. Men lykkes det ikke, kan mandens krav om forstødelse ikke afvises. Forstødelsen indebærer som oftest, at kvinden må forlade hjemmet. Hun får forældreretten over børnene og tildeles et engangsbeløb i erstatning og et underholdsbidrag til børnene. Men dels fastsættes beløbene i flæng, uden hensyntagen til kvindens behov og mandens økonomi. Og dels er det vanskeligt at få domstolenes hjælp til at vriste pengene ud af manden, hvis han beslutter sig for ikke at betale.

En reform af skilsmissereglerne er derfor et af hovedkravene til en ændring af Moudawana´en.
- Vi ønsker, at det skal blive sværere for mænd at forstøde hustruen og lettere for kvinden at opnå skilsmisse, så reglerne bliver ens for begge køn, siger Zorah Boukaissi.

Forstødelsen er mandens adgang til at opløse ægteskabet. Skilsmisse er kvindens. Og den tilkendes kun under ganske særlige omstændigheder: Hvis manden har været forsvundet i over et år, hvis han ikke giver hustruen penge nok til familiens underhold, hvis han udvikler skæmmende sygdomme, hvis han ikke længere opfylder sin pligt i ægtesengen, eller i tilfælde af vold.
- Men hustruvold er særdeles vanskelig at bevise. Lægeerklæringer er ikke nok. Der skal være vidner på, at det nu også er manden, der har tilføjet kvinden læsionerne, og der er sjældent vidner til hustruvold. Derfor råder vi som oftest kvinden til at søge skilsmisse på et andet grundlag, især på underholdskriteriet, for der tilkendes næsten aldrig skilsmisse for hustruvold, siger Zohra Boukaissi.

Det nye forslag om en ændring af Moudawana´en omfatter især en stramning af adgangen til forstødelse, en hævelse af ægteskabsalderen for piger fra 15 til 18 år, og en ret for kvinder til selv at tage beslutning om ægteskab uden faderens tilladelse.

Men selv disse beskedne forslag har udløst en voldsom modstand fra traditionalistiske og islamistiske kredse, og Retfærdigheds-partiet er gået i spidsen for denne modstand. I et forsøg på at forsvare forslaget organiserede kvindebevægelse i marts sidste år den første kvindedemonstration nogensinde i Marokko. Samme dag som kvindedemonstrationen i hovedstaden Rabat organiserede det islamiske parti en mod-demonstration i Casablanca.

For det islamiske parti er Aktionsplanen "importeret fra Vesten", siger Nadia Yassine, datter af den islamiske leder Abd Assalam Yassine og talsmand for det islamiske parti.
- Man skal ikke afskaffe forstødelsen. Men på Profetens tid havde kvinder også ret til at forstøde manden. Det er en islamisk løsning. Og spørgsmål om ophævelse af et ægteskab bør slet ikke lægges i hænderne på en kold retsinstans men bør henhøre under en form for ad hoc-komite, hvor parrets familie kan være med til at afgøre, om ægteskabet skal opløses.
- Hvad den legale alder for pigers indgåelse af ægteskab angår, vil det være en hån mod den unge pige og hendes tilbeder, hvis man siger til dem, at de ikke selv kan bestemme, om de skal giftes eller ej. Personligt mener jeg, at en pige ikke er i stand til at tage ansvaret for en familie, før hun er midt i tyverne. Men jeg har ikke ret til at gøre min personlige holdning til rettesnor for alle, siger Nadia Yassine.

Hun taler engageret i en hastig og accelererende ordstrøm, mens brillerne rives af og på. Ansigtet er indrammet af hidjab, den elegante jakke knappet helt op i halsen. En lille gruppe af kvinder, nogle med hidjab, andre med et nonnelignende slør ned over skuldrene men alle ligesom Nadia Yassine veluddannede og velformulerede på et perfekt fransk, lytter med, nikker bifaldende og supplerer med uddybende kommentarer, mens Nadia Yassine kritiserer kravet om en ændring af Moudawana for at være helt ude af trit med flertallet af de marokkanske kvinders reelle behov.
- Disse krav er formuleret af en lille, privilegeret elite. Flertallet af de marokkanske kvinder er ligeglade med skilsmisse og ægteskabsalder. Deres problemer handler om analfabetisme og fattigdom. Vore krav til en forbedring af kvindernes vilkår er langt mere radikale end feministernes, siger Nadia, som tager imod i en lille men velindrettet lejlighed i et moderne beboelseskvarter i hovedstaden Rabats naboby, Salé.

Disse beskyldninger om at pleje egne, snævre interesser og repræsentere udenlandske værdier importeret fra Vesten bringer repræsentanterne for den pluralistiske del af kvindebevægelsen i affekt.
- Har vi importeret de kvinder, som får bank af deres mænd, og som ikke kan bevise det i en skilsmissesag, spørger Fatima Maghnaoui, leder af Annajda-centret for voldsramte kvinder i Rabat og medstifter af den brede kvindekoalition UAF.

- Hvad handler vore krav om: ret til uddannelse, ret til at leve uden frygt for vold. Jeg er ikke analfabet, jeg får ikke bank af min mand. Det er ikke mine personlige interesser, jeg plejer. Det er alle marokkanske kvinders, siger også Rabea Naciri, leder af et netværk af nordafrikanske kvindeorganisationer i Marokko, Algeriet og Tunesien.

Hun afviser også beskyldningen om, at den pluralistiske del af kvindebevægelsen fornægter den marokkanske kultur. Tværtimod forsvarer både Naciri og de øvrige kvinder en særlig, marokkansk feminisme, som adskiller sig fra den vestlige. De vil faktisk slet ikke kaldes feminister.
- Feministerne ser manden som modstander. Det gør vi ikke. Vel lever vi i et fallokratisk machosystem. Men mændene er også ofre for dette system. Vores model for moderniteten er ikke Vesten eller den vestligere feminisme men for eksempel vores oprindelige Tamazight- eller berberkultur, hvor kvinden havde reel magt til at træffe beslutninger om sit eget liv, siger filminstruktøren Fatima Chebchoub.

- Vi skal uddanne de små piger, men vi må ikke glemme de små drenge. Hvad nytter det, at pigerne får rettigheder, hvis drengene ikke følger med, siger også Zorah Boukaissi.

- Vi forlanger de samme universelle frihedsrettigheder som den vestlige feminisme. Men vi opererer i en ganske særlig social sammenhæng, som handler om fattigdom og ulighed. Det er hele det marokkanske samfund, som skal ud af underudvikling. Og vi er nødt til at tage hensyn til vores arabisk-muslimske baggrund i den måde vi formulerer vore krav på. For eksempel har vi i det nordafrikanske netværk udarbejdet en håndbog med de vers i Koranen, som taler for kvinders rettigheder og lighed mellem kønnene, siger Rabea Naciri.

- Islamisterne siger, vi vil ændre islam. Det passer ikke. Vi siger, at islam ikke praktiseres korrekt. Koranen indeholder en lang række vers, som giver kvinden rettigheder. De skal bringes i anvendelse. Jeg er selv troende muslim. Jeg bærer ikke hidjab, men jeg beder mine bønner og jeg overholder Ramadanen, siger også Zorah Boukaissi.

Men hvor i består da forskellen mellem den islamiske og den pluralistiske kvindebevægelse, når begge refererer til islam? Skismaet ligner den vestlige debat mellem essentialister og universalister.

Den pluralistiske kvindebevægelse definerer sig selv som afgjort universalistisk og refererer til FNs konventioner om kvinders rettigheder. Disse konventioner betragter det islamiske parti mildt sagt med mistro.
- Disse konventioner indeholder en snigende filosofi, som ikke taler om mænd og kvinder, men om køn. Man vil bilde os ind, at mennesket er kønsløst. Det er en farlig filosofi, som vi modsætter os. Ændringen af Moudawana´en er inspireret af disse konventioner og af hele rækken af internationale kvindekonferencer. Det ligesom proletariatets diktatur, hvor bolsjevikkerne vendte hele samfundet på hovedet. Man vil bytte om på rollerne. Det lyder så smukt med menneske- og kvinderettigheder. Men det handler ikke om at skabe individuelle rettigheder, som hver især er i konflikt med andres rettigheder. Vi siger ikke, at manden er kvinden overlegen, men vi siger, at mænd og kvinder er forskellige og komplementære. Og vi mener, at hensynet til fællesskabet må gå forud for de individuelle rettigheder, siger Nadia Yassine.

Disse argumenter vækker bekymring hos mange marokkanske kvinder, som frygter, at islamisternes tale om kvinders rettigheder dækker over et ønske om at fratage kvinderne den frihed, de netop føler inden for rækkevidde. Også selv om Nadia Yassine forsikrer, at der ikke kan være tale om at påtvinge kvinderne at bære hidjab.

Situationen er nu den, at reformplanerne i Aktionsplanen for kvinders integrations i det marokkanske samfund har stået i stampe siden forårets magtdemonstrationer fra både kvindebevægelse om islamister. Aktionsplanen er endnu ikke blevet behandlet af parlamentet. De marokkanske kvinder, som ikke identificerer sig med Retfærdighed og Tro, ser med voksende bekymring bevægelsen gennemføre flere og flere offentlige aktioner, for eksempel med krav om adskillelse af mænd og kvinder på stranden.

Hele kvindebevægelsen er sig bevidst, at kvindernes krav om frihed og lighed er politisk særdeles følsomt. For radikale krav kan underminere den relative accept af kvindernes frihed, som kendetegner det marokkanske samfund i dag og udløse en ny modstand mod ligeberettigelsen. En modstand som den islamiske bevægelse vil vide at udnytte i et forsøg på at samle modstanden mod kongemagten og Makhzen-systemet.

Den nye kong Mohammed VI, hvis overtagelse af kongemagten efter faderens død sidste sommer, har skabt en bølge af håb om social og demokratisk fornyelse af det marokkanske samfund, har ikke den fjerneste lyst til at give den islamiske opposition en anledning til at appellere til de mest konservative kredse i landet. Det er ikke usandsynligt, at kongen vælger at sylte kvindernes krav af frygt for at udfordre den islamiske opposition.
- Vi står på et meget kritisk tidspunkt, mener Zorah Boukaissi.

- Den nye konge, som blev indsat for et år siden, har skabt fornyet håb om reformer. Men islamisternes indflydelse vokser også. Vi havde slet ikke forventet, at islamisterne ville reagere så voldsomt på Aktionsplanen. Og ingen kan sige, om reformerne vil blive gennemført.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk