Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ikoner på hovedet

 

Udstillingen Ekbátana? leger humoristisk og udfordrende med ikoner og løfter på vestens mentale slør over for Orienten.

 
 
FORUM/4.9.2000 Midt på gulvet i Nikolaj Udstillingsbygning i København myldrer det med brune kakerlakker. De gigantiske glaserede keramik-kakerlakker vrider og vender sig i hele og halvmaste udgaver og er enkelte steder også på vej op ad de hvide vægge med sitrende følehorn.
Resten af udstillingen Ekbatana? (se ordforklaring nederst)er vægge og rum fyldt med Orientens ikoner, som de ofte kendes i Vesten. Kaklerne med de geometriske mønstre kendt fra moskeerne i Mellemøsten, de tilslørende kvinder i både sort og hvidt, patriarken og sågar en kamel om end i en mutileret udgave.

Men når man nærmer sig ikonerne er tingene aldrig helt, hvad de giver sig ud for. Hvilket netop er pointen bag udstillingen, som med stor humor og kreativitet udfordrer fastlåste forestillinger om kulturelle identiteter øst og vest imellem. Især vestens forestillinger og fantasier om orienten gennem århundeder, som Edward W. Said under en hat har kaldt orientalisme. Kunstnerne er bl.a. fra Iran, Algeriet, Saudi Arabien og Tyrkiet, 10 ud af 12 er kvinder, og mange af dem er en lørdag sent i august tilstede i udstillingsbygningen for at fortælle om deres værker.

Der diskuteres ivrigt og interesseret på både engelsk og fransk, og den karismatiske iranske kurator Rose Issa, bosat i London, leder målbevidst de mange nysgerrige fra værk til værk.

Bita Fayyazi, 37, bosiddende i Teheran, er kvinden bag de særdeles livagtige kakerlakker, der får folk til at træde gysende tilbage.
- Jeg må sige med det samme, at jeg er helt apolitisk. Jeg har lavet keramikfigurer af krager, døde hunde, som jeg kalder roadkill, og kakerlakker, fordi jeg har lyst til at lave dem. Der er mange, der fortolker en hel masse ind i mine ting, og det har jeg på en måde ikke noget imod, men det er bare ikke, hvad jeg har ment med værkerne. Jeg er meget optaget af humoren i det.
Rose Issa, som har arbejdet på udstillingen, kan ikke nære sig for energisk at bryde ind:
-Men krager!! Du kan da godt forstå, at folk laver en umiddelbar sammenligning mellem krager og så de meget konservative kvinder klædt i deres sorte chador (sløret og dragten i Iran) - de bliver jo kaldt for krager!

Bita smiler med tindrende humor i øjnene, og gentager, at hun altså slet ikke er spor politisk. Hun bliver bare fascineret af disse dyr.
-Tag f.eks. kakerlakkerne - jeg synes, de er dybt fascinerende. De lever blandt os helt ligeglade med vores eksistens, som en slags klunsere, og ingen kan lide dem. Inspirationen til dem kom, da jeg på et tidspunkt passede mine underboers lejlighed - jeg havde lovet dem at gå ned hver dag og feje kakerlakker op fra badeværelset. Jeg fejede dem op og smed dem ud, og begyndte så at samle nogle af de døde insekter i alle mulige former, nogle maste og forvredne, så jeg kunne gengive dem i keramik.

Med Fayyazi's "tilladelse" til at tolke frit, kunne man også fortolke hendes kakerlakker i flok som udtryk for, hvordan mange folk i Vesten opfatter mennesker i den tredje verden. Det var ihvertfald sådan den kendte libanesiske kunstner Mona Hatoum oplevede tv-dækningen af borgerkrigen i Libanon fra sit eksil i London. De sørgende blev vist først og fremmest som en slags flokdyr og meget sjældent som individer med en personlig historie. For at bryde den stereotyp har hun i sin video Measures of Distance filmet sin mor under bruseren, og hen over billederne er der på arabisk lagt teksten fra moderens mange breve under krigen, så rækkerne af ord virker som en slags pigtråd eller beskyttelse i et spil mellem nærhed og distance.

Zenib Sedira arbejder også med ikoner og stereotyper - hun står bag to vægge fyldt med kakler anbragt i, hvad der ligner de velkendte islamiske geometriske mønstre. Men når man går helt tæt ind til kaklerne ser man, at cirklerne er fotografier af hendes eget ansigt samt moderens, mormorens og datterens. Mønstrene er fremstillet på computer og scannet ind på på kaklerne, som har navnet Fire generationers kvinder.

Sedira er født i Frankrig af algierske forældre og bor nu i England, hvor hun har taget sin uddannelse i fotografi på bl.a. Royal College of Art.
-Jeg voksede op i vesten med meget religøse forældre, men når vi kom til Algeriet på ferie havde de andre slet ikke samme grad af religiøsitet. Jeg er både en del af vesten og en del af Algeriet, selvom jeg i starten ikke vidste ret meget om Algeriets kultur. Den har jeg som voksen brugt tid på at sætte mig ind i. Når man som ung hele tiden hører, at alt arabisk er noget lort, så har man jo heller ikke selv lyst til at blive associeret med det. Når jeg skal forklare min datter, hvordan det hele hænger sammen, bliver det undertiden lidt skizofrent, men i hverdagen lever man bare med en bevidsthed med mange lag.

Sedira bryder med sine kakler klart nogle traditionelle konventioner for islamisk kakkel kunst, der normalt udføres af mænd, men arbejder samtidig med at udfordre vestlige stereotyper af muslimske kvinder. En ting er de tilslørede kvinder, men der er også det tilslørede sind, som eksisterer over hele verden.

Den yngre kvinde Ghazel, som bor i Frankrig, men mindst tre måneder om året opholder sig i Iran, rusker også i sløret. I hendes tre videofilm kaldet Me med sig selv i hovedrollen iklædt den sorte chador pisker hun rundt på ski og motorcykel og meget andet - en slags ironisk/humoristisk syn på, hvad man egentlig kan iklædt det sorte gevandt.

Hun forklarer på klingende amerikansk, at hendes velhavende forældre indskrev hende i den amerikanske skole i Teheran som barn, og her fulgte hun hele det amerikanske skoleforløb - vandt pokaler for skøjteløb osv. Så tog Khomenei magten, da hun var 15, hvor hun for første gang skulle bære slør, og som 19-årig forlod hun landet - "jeg hadede det" og tog til Paris. I dag lever hun begge steder og arbejder bl.a. f.eks. med gadebørn i et fattigt kvarter i Teheran, hvor hendes far aldrig har sat sine ben.

Hendes amerikanske accent er, som hun siger, en konstant i hendes liv - den følger hende, hvor hun end går - og er i Iran en påmindelse om, at hun er en "insider", som er en "outsider". Men hun ser det ikke som en splittelse - heller ikke det med at bære chador det ene sted og som nu være iklædt camouflagejakke og have røde tråde vævet ind i håret. Det er nu bare engang livets paradokser, som man sagtens kan rumme. Hun tror ikke på, at den omtalte chador forsvinder sådan lige med det samme.
-Det var kun meget få år, hvor sløret ikke var i Iran - man kan måske sige, at min video er en slags humoristisk "propaganda" film for chador'en - og for hvor meget man egentlig kan iført den.

En kvindelige kurator fra Tunesien udbryder undervejs i de mange diskussioner pludselig: - Men hvor er mændene henne ? Det er som om, de er usynlige her i udstillingen.
Kommentaren er ikke helt ved siden af. 10 ud af 12 kunstnere er kvinder. Mange af værkerne har en selvbiografisk vinkel, hvor også mødre, søstre og døtre optræder. Men kunstnerne er ikke valgt fordi de er kvinder, forklarer både Rose Issa og Elizabeth Delin Hansen, leder af udstillingsbygningen. Kunstnerne er valgt efter, hvordan deres værker passede ind i temaet om kulturel identitet i forhold til orientalisme-debatten.

Måske er nogle kvinder blevet nødt til at tage væk fra deres fødelande for at kunne udøve deres kunst, som ofte har dårlige vilkår i Mellemøsten. Som Rose Issa siger, bruges der meget få penge på museer, kataloger og andre ting. Der er mange mulige svar og spørgsmål. Måske er det også mange af kvindernes situation i eksil og som migranter, der har fremmanet deres kunst og gjort den nødvendig for at navigere deres hverdag. Den visuelle kunst kan måske også lettere end ord rumme de mange tilhørsforhold til flere lande og samfundsformer og de mange bevidshedslag og lettere bryde igennem de fastlåste "kulturkasser" som mennesker putter hinanden ned i.

-Der er millioner af os nu, siger fotografen og billedkunstneren Fariba Hajamadi fra Iran bosat i New York, og fortsætter:
- Folk, der som os lever i et andet land, end der hvor vi er født - en slags hybrider. Der er ikke noget usædvanligt i det. Alligevel er ligger der ofte krav om, at jeg f.eks. skal lave kunst, der ligner mellemøstlig kunst, hvad det så end er, og i de sidste ti år er det også blevet meget vigtigt for andre at vide, at jeg er fra Iran, siger Hajamadi.

Underforstået - hvorfor gøres det hele tiden til en unormal tilstand at have flere tilhørsforhold - som om man partout skal tilhøre et bestemt land, en fastlåst identitet for at have eksistensberettigelse? Hendes lysbilleder udforsker de vestlige museers repræsentationer af "de andre" og vender de fastlåste fremstillinger her meget kraftigt på hovedet. Iført en hudfarvet tricot har hun også prøvet at lade sig selv fotografere i de henslængte positioner, som de nøgne kvinder, der var så populære i f.eks. de orientalistiske malerier af Delacroix og Ingrés.
-Det var for at gøre arbejdet mere personligt - og fordi der faktisk er en masse sorg i de kvindelige figurer - men det rørte også ved noget sårbart i mig og ved problemstillingen omkring "tilsløring" og "afsløring". Og lad mig sige med det samme, at det var stort set umuligt at ligge i de positioner!, siger Hajamadi.

Udstillingen Ekbatana? er dybt inspirerende og rent ud sagt en tiltrængt befrielse med sine mange udfordringer af status quo. Modigt flår den låget af de firkantede og forseglede kasser, som kultur og identitet igen og igen bliver placeret i. Væk med den populistiske politiker-ideologi om, at "en kultur" er en fastlåst sag med tilhørende facitliste og eget solsystem, uberørt af "de andre". Og væk med den koloniale forestilling om "de andre" som eksotiske og en smule tilbagestående, eksisterende i en anden tid.
Ekbatana? viser, hvor flydende og mangefacetteret kultur er i det daglige liv. At "gråzoner" og hybrid er dagens orden snarere end det, der bliver fremstillet som "rene kulturer", og hvordan det sete ofte afhænger af blikket, der ser. Som Rose Issa understreger, er det jo ikke længere Vesten der bare kigger på og konstruerer en fantasi af Østen, det er også Østen, der repræsenterer Vest, Østen i Vesten, der kigger på sig selv samt på Østen.osv.

Som en del af Images of the World festivalen bryder udstillingen afgørende med det eksotiserende billede af "de andre kulturer", som festivalen selv - måske ubevidst? - ofte har frembragt. Kulturer mod syd er blevet fremstillet som traditionelle og "autentiske" - truet af McDonalds kulturen fra Nord, hvor moderniteten hersker. Ikke alene er den fremstilling faktuelt problematisk, den har også uheldige forældede koloniale overtoner. Ved at gøre alt til kultur bliver skrigende økonomisk ulighed og politisk undertrykkelse tonet ned, og mennesker i syd bliver stadig fastholdt som "indkapslet" i deres farverige kulturer - parate til at blive placeret i frilandsmuseer af velmende mennesker i nord? Nu må vi snart videre fra den suppedas, og folkene bag udstillingen i Nikolaj Udstillingsbygning viser rigtig godt på vej.


Ekbátana? kan ses i Nikolaj Udstillingsbygning i København til 30. september og er den del af Images of the World festivalen. Den 22., 23. og 24. september afholdes det komplimenterende seminar In need of the other identity i hhv. Malmø og København. Klik ind på Skiften for programmet

Ekbátana var navnet på en af oldtidens persiske hovedstæder og også navnet på et digt af Sophus Claussen fra 1896. Udstillingsleder Elisabeth Delin Hansens skriver bl.a. i sit forord til kataloget til Ekbátana, at Claussen anvender ordet "som symbol på skønheden, det eventyrlige, det uhåndgribelige og det irrationelle……..
Selv om digtets ærinde ikke er en karakteristik af Orienten, men derimod digterens psykiske erfaring, er brugen af Orienten som fantasiens domæne, som et sted, hvor man man endnu ikke har spist af kundskabens træ, helt i overensstemmelse med den opfattelse Vesten i århundreder har haft af Orienten. Ekbátana med det efterfølgende sprøgsmålstegn er derfor valgt som titel for udstillingen, der drejer sig om forestillingen om kultureller identiteter øst og vest imellem".
 
Læs mere
Antropologen Sondra Hale på UCLA gør sig nogle interessante tanker omkring studiet af køn og Mellemøsten - ikke mindst i forhold til slør
The West and Veiling
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk