Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kampen for menneskerettigheder i Cambodja

 

Cambodja har siden 1970 været præget af borgerkrig, folkemord og politisk ustabilitet. Under Khmer Rouges terrorregime i perioden 1975-1979 døde mellem et og to millioner mennesker: nogle af sult, tvangsarbejde og sygdom mens andre blev tortureret og henrettet. Landet nyder i øjeblikket relativ stabilitet, men krænkelser af menneskerettigheder hører fortsat til dagens orden.

 

 
FORUM/Phnom Penh 21.7.2000 Mobiletelefonen ringer i det travle kontor og den lille kønne 60-årige kvinde med det lange kulsorte hår og de mandelformede smilende øjne griber røret i hast. I sin lyslilla silkekjole udgør hun noget af en kontrast til kvinderne i den støvede, kaotiske og larmende hovedstad, Phnom Penh. Hun er direktør for en af Cambodjas første menneskeretsorganisationer, LICADHO (Cambodian League for the Promotion and Defence of Human Rights).

Udenfor står projektbilerne - Range Roverne - men de er ikke tegn på magt og distance, snarere på at stærke bidragydere tror på LICADHO. Selv motorcykel-taxachaufførerne kender kontoret. Det er mere end hvad man kan sige om FN's menneskerettighedscenter og andre internationale organisationer i byen og siger noget om, hvem de lokale sympatiserer med. Der er en livlig aktivitet af folk, som kommer for at få råd og af udlændinge, f.eks. unge vestlige jurister, der tilbringer et par år for at arbejde i organisationen som frivillige.

Kek Galabru og hendes datter Eva på 28 år arbejder i døgndrift på at administrere og skaffe penge til LICADHOs arbejde. De indgår også som lærere i den daglige undervisning i menneskerettigheder. Derudover kører de jævnligt rundt i de 17 distrikter, hvor LICADHO har lokalkontorer. Her fungerer de som mæglere overfor lokale myndigheder, fordi folk kommer til LICADHO i stedet for at gå til lokale domstole, som ingen har tillid til. Kek og Eva har været involveret i utallige retssager, fordi de tillader sig at anklage de offentlige myndigheder for korruption, overgreb på almindelige mennesker og uretmæssige sagsforløb. Næsten dagligt citeres de i lokale aviser for at forsvare klemte borgere.

LICADHO underviser nøglegrupper i staten og i det civile samfund. Kurserne er så populære, at politifolk er begyndt at bakke LICADHO op i retssager, som staten fører mod dem. Det er desuden lykkedes helt ekstraordinært at levere undervisning til fanger under dække af medicinbehandling.

I starten af 1990'erne tog Kek Galabru med FN rundt og besøgte landets fængsler ud fra forestillingen om, at hvis man vil måle demokratiet i et land, må man se, hvordan fangerne bliver behandlet.

- Det var chokerende i starten. Vi så kæder, håndjern og isolationsceller uden vinduer, hvor der lugtede frygteligt pga. mangel på luft. Fangerne fik desuden dårlig ernæring. De var syge, fik ingen lægehjælp og havde ikke haft nogen retssag. Den første rapport over 600 fanger i fængslerne i Phnom Penh og Kandal-provinsen dokumenterede at kun 150 havde haft deres sag for. Nogle sad fængslet 8-9 år uden retssag. Mange døde undervejs, fortæller Kek Galabru, som siden oprettede et lægeteam, der regelmæssigt tilser fængslerne.

Via opsynet i fængslerne registrerede de, at der ikke var luftgennemstrømning og ikke tilstrækkeligt mad at spise. Det blev startskuddet til oplysning om menneskerettigheder overfor vagterne, via snak om tortur, men siden også diskussion med fangerne. Arbejdet bar frugt. Det er ikke længere så almindeligt at give fangerne kæder og håndjern på. Der bliver heller ikke udøvet tortur i samme målestok. Flere fanger har haft deres sag for. Og flere retssager bliver gennemført med advokathjælp.

- Vi arbejder nu på at adskille kvinder fra mænd i fængslerne, fordi de fleste kvinder i fængsler bliver voldtaget af bl.a. vagterne og nogle gange af selve direktøren for fængslet, siger hun.

LICADHO er både elsket og hadet af regeringen. Da regeringen etablerede en lejr for Khmer Rouge-overløbere, bad de LICADHO om at tage dertil og give behandling. Da der siden blev oprettet en ungdomslejr, så unge ikke længere skulle i samme fængsel som de ældre, blev LICADHO igen bedt om at træde til.

LICADHOs primære målgrupper er politiet, militæret og munke. Træningen af munke skyldes, at mange cambodjanere er buddhister og der generelt er stor respekt om religionen og munkene. Folk kommer til pagoden, munke bliver inviteret til fødselsdage, bryllupper og selskaber, og kan derved sprede budskabet meget effektivt.

Nogle af de store hindringer for retfærdighed i Cambodja er straffrihed og mangel på uddannelse af bl.a. politifolk. LICADHO har f.eks. programmer, hvor de underviser politiet i juridiske procedurer, og hvordan man arresterer og forhører folk uden brug af tortur. Men autoritetstro og skæbnetro er også store hindringer i kampen for retfærdighed.

- I gamle dage, da Cambodja var et stort kongerige, respekterede vi kongedømmet, og alt hvad kongen gjorde. Kongen er hellig og kan endda begå drab. Folk accepterer autoriteterne i Cambodja. Når man er funktionær, politi eller militærmand kan man misbruge sin magt. Så er der også problemet med skæbnetro. Hvis folk lider, siger man at det er fordi, de har gjort noget meget dårligt i deres liv. Folk tror, det er deres skæbne, så de accepterer alt muligt: At blive slået af deres mænd og blive voldtaget osv. Problemet er, at folk ikke kender deres rettigheder, siger Kek Galabru.

I juli 1999 blev Piseth Pelika, en kendt klassisk danserinde i Cambodja, skudt ned på åben gade og dræbt. Rygterne ville vide, at der var tale om et jalousidrab begået af konen til en højtstående embedsmand, som Pelika havde en affære med. 10.000 mennesker kom til hendes begravelse, der udløste landesorg.

Den undersøgelse som regeringen iværksatte for at opklare mordet var ikke til megen nytte. Ingen havde talt med vidnerne, ifølge naboen til den butik, hvor Pelika blev skudt ned på åben gade, da hun skulle købe en cykel til sin niece.

- Når de ikke gør deres job ordentligt, må det skyldes to årsager: At de ignorerer deres pligt, eller at de ikke interesserer sig for at finde den skyldige. Der er straffrihed allevegne. Vi har mange højtstående folk i vores arkiver, siger Kek Galabru.

Det juridiske system er kaotisk, og regeringen ser den anden vej. I Cambodja kunne man indtil for nyligt ikke retsforfølge embedsmænd uden tilladelse fra deres overordnede. Den regel er nu ændret, men:
- Det sker tit, at dommeren er ganske fornøjet med at sige, at han ikke kan retsforfølge en eller anden mand, fordi han er general, siger Kek forarget.

Når LICADHO alligevel har kunnet udrette så meget, skyldes det ikke mindst, at direktøren tilhører eliten, er veluddannet og har forbindelserne i orden. Hun er en stærk kvinde, der har haft en opvækst, som hendes medsøstre i landet knapt har turdet drømme om. Hun er lægeuddannet og har været ambassadørfrue og kunne for så vidt blot læne sig tilbage og nyde sit otium. I stedet har hun valgt at arbejde for at fremme menneskerettighederne i sit land.

Idealismen og viljen er gået i arv fra Keks familie, der er præget af stærke politiske personligheder. Moderen - Siv Eng Tong - var politiker og en af de første feminister i Cambodja. Hendes far - Pung Peng Cheng - var kabinetschef for Kong Sihanouk i eksil i Kina under borgerkrigen fra 1970-75. De tætte forbindelser til kongefamilien fik betydning for den centrale rolle, Galabrufamilien kom til at spille for fredsmægling i landet mange år senere.

Kek Galabru blev uddannet til læge i Frankrig og i 1967 tog hun tilbage til Cambodja for at arbejde på et offentligt hospital, mens manden var Frankrigs ambassadør i landet. Tre års arbejde på det russiske hospital i Phnom Penh blev afbrudt i 1971 af Lon Nol-kuppet og borgerkrigen. Kek Galabru tog tilbage til Frankrig og fulgte siden sin mand på ambassadørposter i udlandet. Først i 1989 genså hun landet, som i mellemtiden havde været udsat for Khmer Rouges rædselsregime.

Galabrufamilien slap med livet i behold, takket være faderen, der fra sit eksil i Kina havde regnet ud, at der var noget helt galt i Cambodja og havde bedt familien flygte. Han blev en dag i 1975 vækket tidligt om morgenen med en vigtig besked fra Paris. Ca. 2000 mennesker var samlet på den franske ambassade i Phnom Penh - de fleste udlændinge. Khmer Rouge havde omringet ambassaden og tillod hverken mad eller drikke. Kek Galabru refererer historien præcis som den er skildret i filmen The Killing fields fra 1984 (baseret på New York Times journalisten Sydney Schanbergs reportage The Death and Life of Dith Pran i 1980):

- Til sidst kom folk ud via konvojer til Thailand. Men de, der ikke havde udenlandsk pas, blev taget til side og blev dræbt. Par blev skilt, fordi hun havde fransk pas og han et cambodjansk. Højtstående nær kongefamilien blev også dræbt. Khmer Rouge lukkede simpelthen landet.

I 1975 tog Kong Sihanouk tilbage til Cambodja trods advarsler fra Kek Galabrus far om, at det var en fælde. Khmer Rouge havde brug for ham. Han skulle til New York og bede FN om anerkendelse af deres regeringen. Sihanouk så det som sin skæbne og havde lovet sit folk at komme når krigen var overstået. Men i Cambodja blev han straks sat i husarrest i kongepaladset.

Under Khmer Rouge-regimet var Kek Galabru i Angola som fransk ambassadørfrue. Her mødte hun Cambodjas premierminister Hun Sen, der var udenrigsminister i den vietnamesiske regering. Det skulle blive et møde af historisk betydning.

- Hun Sen var på officielt besøg da Angola på det tidspunkt - ligesom Cambodja -blev støttet af det tidligere Sovjetunionen, Cuba og Vietnam. Den angolanske udenrigsminister spurgte, om jeg ville være med til at underholde Hun Sen, og det ville jeg jo gerne. Han virkede som en mand med et godt hjerte, der ville hjælpe sine landsmænd. Han fortalte, at han kom fra en meget fattig bondefamilie, så han forstod de fattige og ville hjælpe dem. Jeg troede på ham. Han sagde også, at han længtes efter freden. Vi ønskede jo alle, at borgerkrigen ville ophøre.

Kek Galabru og hendes mand besluttede at spille rollen som mellemmænd. Hendes forældre var tæt på Kong Sihanouk og de på Hun Sen. Efter utallige forsøg lykkedes det dem at bringe de to mænd sammen d. 7. december 1987, men selve fredsaftalen var først på plads i 1991.

I aftalen var der et kapitel om menneskerettigheder. Det blev startskuddet til oprettelsen af LICADHO, først i Paris, siden i Cambodjas hovedstad Phnom Penh.

- Målet var at overvåge Khmer Rouges aktiviteter, for jeg stolede ikke på dem, selvom de underskrev aftalen. Vi fik dog hurtigt travlt med at hjælpe FN med at gennemføre det første frie valg i 1993 via kurser i valgtræning. Vi åbnede kontorer i alle provinser, selv Ratnakiri, den mest perifere bjergprovins. Mens vi ventede på penge fra EU, åbnede vi kontorer i pagode", fortæller Kek Galabru.

- Vi indså hurtigt, at der blev begået mange krænkelser af menneskerettighederne. Forud for valget skete der omfattende intimideringer. Vi ønskede at overvåge Khmer Rouge, men de tillod os ikke at komme i nærheden af deres zoner. Da FN var alle steder med sine 22.000 folk, tog vi med dem. Da vi lavede menneskeretskonventionen som tegneserie fik FN 100.000 kopier fra os og spredte dem i provinserne. Vi underviste og overvågede menneskerettighedssituationen. Da var vi kun fire private organisationer mod 400 i dag, der dog ikke alle arbejder med menneskerettigheder, siger hun.

Mens FN er neutral og bliver kritiseret for at føre en alt for stille dialog med regeringen, har LICADHO en mere opsøgende, konfronterende stil. Derfor de mange sager og derfor den store popularitet.

Det store samtaleemne i dagens Cambodja er retsforfølgelsen af Khmer Rouge. Spørgsmålet indtil for nyligt var, om man skulle have et tribunal i stil med Rwanda, hvor alle involverede retsforfølges, eller en Nürenberglignende proces, hvor kun de store fisk står for skud. Om det skulle være et blandet tribunal med udenlandske eksperter eller kun lokale jurister? Og om retstribunalet skulle være i eller udenfor landet?

Den første koalitionsregering bad FN's generalsekretær Kofi Annan om hjælp til at etablere en international tribunal for at retsforfølge Khmer Rouge, fordi Cambodja ikke selv har kompetencen til at gøre det og heller ikke nok beviser.

FN besluttede i juli i år at oprette et blandet tribunal med udenlandske dommere for at sikre international troværdighed. Op mod 30 tidligere Khmer Rougetilhængere forventes dømt. Khmer Rougelederen, Pol Pot, begik selvmord forud for en intern Khmer Rougedomstol for tre år siden.

Ifølge Kek Galabru burde retssagen være holdt uden for Cambodja, og hun tvivler på værdien af et blandet tribunal. For i Cambodja er politisk indflydelse og trusler dagens orden. Kek frygter gentagelser som under FN-valget i 1993, hvor der var der mange drab og intimideringer.

- Selvom det tekniske er i orden, er det politisk farligt, folk vil være bange for at komme og vidne. Bange for Khmer Rouge og for regeringen. Folk siger, at tidligere Khmer Rouge-folk er omkring os nu. Man finder ikke de virkelige gerningsmænd, men syndebukke som 'slagteren' Ta Mok, siger hun og insisterer på, at de politiske ledere i Khmer Rough som Khieu Samphan og Ieng Sary også skal retsforfølges. De må ikke gå fri, selvom de har gode politiske forbindelser.

Kek Galabru frygter at op mod 1 million cambodjanere, der bor i udlandet og har været vidne til Khmer Rouges forbrydelser, ikke vil komme og vidne. Det samme gælder mange, der bor i landet.
- Folk har jo ikke nogen frihed, de bliver styret af landsbylederen. Selv hvis de skal se deres slægtninge, skal de spørge om lov, siger hun.

- I deres hjerter ønsker folk retfærdighed, men de er så bange. Bare man nævner Khmer Rouge, begynder folk at ryste. Psykologisk set er der mange problemer. I Frankrig har jeg mødt flere, der var flygtet fra arbejdslejre, som er blevet franske statsborgere og stadig 10 år efter har psykologiske problemer. Så jeg tror ikke de vil komme og vidne. Måske tager jeg fejl, vi får se, siger hun.

Mobiltelefonen ringer. Det er datteren Eva, der beder Kek komme ned til lokalkontoret ved kysten med det samme. Der er problemer med nogle af deres ansatte, som har fået en sag på halsen. Kek Galabru undskylder. Menneskerettighedssarbejdet kalder.

Karin Bo Bergquist er freelance journalist. Hun er cand.com. fra RUC og har skrevet speciale om Cambodja. Hun har netop rejst i Cambodja.
 
Læs mere
Mere om LICADHO
Network groups in Cambodia

Amnesty International om Cambodja
Cambodia - Annual Report 2000

Om Khmer Rouge folkemord
The Dith Pran Holocaust Awareness Project
med links og nyheder.
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk