Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Betonblandernes forsoning er en illusion

 

Den kvindelige filminstruktør Randa Chahal Sabbag udsættes for censur og chikane i sit hjemland, Libanon, som ikke bryder sig om hendes skånselsløse laserblik på den 15 år lange borgerkrig i filmen Les Civilisée (De Civiliserede). Libaneserne vil glemme og tjene penge. Randa Chahal Sabbag smadrer illusionen om en smertefri efterkrigsidyl.

 
FORUM/8.3.2000 Randa var 20 år, da borgerkrigen brød ud i Libanon i 1975. Kristne, drusere og muslimer, som ved fælles driftighed havde gjort Libanon til Mellemøstens Schweiz, begyndte at hade hinanden med lige så stort talent, som de før havde lagt for dagen i handelsøjemed. Men hvis libaneserne så omhyggeligt bortførte, bombesprængte og snigmyrdede hinanden i 15 år og forvandlede hovedstaden Beirut til en ruinhob, var det som ofre for udenlandske manipulationer.

Eller sådan vil Libanon gerne se borgerkrigen. Alle har givet hinanden amnesti, og byggekraner og cementblandere har erstattet vejspærringer og kalashnikofs. Der bygges, der handles - og der glemmes.

Men Randa Shahal Sabbag vil ikke glemme. Vel betalte det lille land prisen for Mellemøstkonflikten. Palæstinenserne, isralerne og syrerne førte krig med libanserne som mellemmænd. Men det var libaneserne, som dræbte. Denne sandhed slynger hun i ansigtet på sine landsmænd i sin seneste film Les Civilisée (De Civiliserede), som er blevet censureret af de libanesiske myndigheder. Der prædikes imod Randa i Beiruts moskeer, og hendes familie chikaneres. Hun skyder myten i sænk om et sagesløst folk, som har tilgivet fortiden.

- Nu vil libaneserne tjene penge. De vil glemme fortiden. Der må ikke blive et skudhul, ikke én ruin tilbage, ikke et eneste monument skal mindes borgerkrigens ofre. Vores krig var ikke som Anden Verdenskrig for europæerne. Det var os selv, libaneserne, som førte krigen, mod vore venner og vore egne familier. Det er det, libaneserne ikke vil se i øjnene. Derfor er min film blevet censureret, siger Randa Chahal Sabbag, som lever i konstant pendulfart mellem Paris og Beirut.

Randa levede borgerkrigen ligesom alle andre libanesere - nætterne i kældrene og beskyttelsesrummene, frygten for snigskytter på gaderne - og livet som gik videre trods alt.

Men Randa levede borgerkrigen på særligt nært hold. Hendes ældre søster var Libanons eneste kvindelige "krigsherre", politisk leder af en kommunistisk gruppe. Randas far var en af grundlæggerne af Libanons kommunistparti. Søsteren blev leder af Organisation d´Action Communiste Libanaise (OACL), mens Randa snarere brugte filmen som politisk udtryksmiddel. Hun læste filmvidenskab ved universitetet i Beirut, da krigen brød ud, og gennem alle årene filmede hun krigen og i særdeleshed sin familie. Alle disse filmstumper blev til en halvanden time lang dokumentarfilm i 1999, Nos guerres imprudentes.

- En borgerkrig er en meget intim affære, og jeg havde krigen tættere inde på livet end de fleste andre i kraft af min søsters politiske aktivitet. Krigen har påvirket mit livssyn. Intet kan blive som før, når man har oplevet krigen. Man lærer tålmodighed, man lærer at værdsætte tingenes værdi. Tiden bliver en central faktor. Vi har spildt så megen tid, så mange år, som er gået med krigen.

- Da Israel bombarderede Beirut i 1982, sad jeg 18 timer helt alene i et beskyttelsesrum uden at kunne komme i kontakt med min familie og de mennesker, jeg holdt af. Jeg lovede mig, selv, at hvis jeg slap levende ud af det, ville jeg have et barn. Jeg havde ellers ikke tænkt på at stifte familie, jeg var lykkelig alene. Men jeg så pludselig livet forsvinde, og tanken om et barn holdt mig oppe i alle de mange timer. Jeg holdt mit løfte. Min datter er 16 år i dag. Det er en enestående erfaring at kunne opleve volden helt ud til dens yderste grænse - og bagefter at kunne leve videre.

Randa vil leve videre. Men uden at slå en streg over fortiden. En fortid hvor alle, både mænd og kvinder, bærer deres del af skylden.

- Mændene spankulerede rundt med maskingeværer i T-shirt og viste deres muskler. Kvinderne pustede til hadet. Kvinderne deltog ikke i selve kamphandlingerne, og de var borte fra den politiske scene. De rigeste forlod landet, resten holdt sig hjemme. Men de holdt liv i krigen i kraft af deres hævngerrighed. Enhver kvinde forlangte hævn over sin dræbte søn. Krigen betød en eksaltering af viriliteten - og kvinderne reagerede parallelt ved at blive overordentligt kvindelige og holde sig på deres plads, siger Randa Chahal Sabbag, som understreger, at kvinderne i Libanon nyder end større frihedsgrad end i de øvrige mellemøstlige og arabiske lande.

Les Civilisées - de civiliserede i hunkøn - er først og fremmest bygget over en række kvindeportrætter. Filmen følger beboerne i et af Beiruts mere folkelige kvarterer i krigens første dage. Der er de filippinske indvandrerkvinder og de to fra Sri Lanka, underbetalte tjenestepiger på bunden af den sociale pyramide, som afventer herskabets ordrer. Der er kærlighedshistorien mellem en kristen pige og en muslimsk militsleder, som krigen gør umulig. Der dræbes og kidnappes,
snigskytterne hærger fra de bombesprængte ejendomme, og det fyger med skældsord og trusler de forskellige etniske grupper imellem.

Officielt henviser den libanesiske censur til de latrinære udtryk, Sabbag lader sine personer benytte. Den køber hun ikke.

- Jeg skulle gerne selv have klippet de to passager ud, som kaldes vulgære, men som ikke er essentielle for filmens budskab. Men det, man i virkeligheden bebrejder mig er, at alle personer er mere eller mindre forstyrrede. Der er ingen helt, som redder situationen. Filmen giver et negativt billede af libaneserne under borgerkrigen, og det er det, man ikke vil acceptere. Libaneserne vil have en film, som illustrerer den nationale forsoning, hvor alle siger "nu elsker jeg dig".

Denne nationale forsoning finder i dagens Libanon sit materielle udtryk i genopbygningen, som de seneste år har forvandlet Beirut til en permanent og gigantisk byggeplads. Sporene efter krigen fjernes, pengene flyder, formuer opbygges, sociale skel uddybes. Men betonblandernes forsoning er en illusion, mener Sabbag.

- Filmen viser det virkelige had, som stadig er levende, og måske endda mere levende end nogensinde. Men det skjules på hyklerisk vis. Ingen er blevet dømt for deres handlinger under borgerkrigen. Fredsaftalen indebar de facto en amnesti til alle krigsherrer. Resultatet er, at morderne sidder på magten. En af vore ministre er tidligere falangist og en af de ansvarlige for massakrerne mod flygtningene i Sabra og Chatila. Jeg ønsker ikke hævn, men jeg ønsker, at de virkelige mordere bliver dømt.

- Når jeg går på gaden og ser på folk, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad de forbipasserende foretog sig under krigen. Måske anbragte denne mand en bilbombe, denne anden var måske snigskytte. Morderne var der under krigen. De er ikke forsvundet. Men i dag vil alle tjene penge, ingen vil se tilbage på vores fortid. Vi er blevet skizofrene, som om det var et andet land og et andet folk, som dræbte. Den generation, som kaldes beskyttelsesrumsgenerationen, fordi den voksede op under bombardementerne, har aldrig set en eneste dokumentarfilm om det, der skete. Det er farligt. Det betyder, at volden kan bryde ud igen.

Andre lande har gennemført et retsopgør for at læge sårene efter krigens brutalitet. Nürenberg-processen efter Anden Verdenskrig, opgøret med Stasi-stikkerne i det tidligere DDR, de internationale domstole for Rwanda og Eks-jugoslavien, overalt betragtes dommen over de skyldige som en forudsætning for en varig fred og en virkelig forsoning. I Libanon dækkes fortiden med beton.

- Politikerne og de religiøse ledere kalder mig for en forrædder. Der prædikes mod mig i moskeerne, og min bror chikaneres. Men mit budskab er netop, at dette folk er et civiliseret folk. Et civiliseret folk, som har myrdet. Der er en tendens til at dele verden op i civiliserede og uciviliserede lande. Vesten er civiliseret, Irak er uciviliseret. Sådan er virkeligheden ikke. De kan true mig og intimidere mig. Men de kan ikke forhindre mig i at sige sandheden.

Birthe Pedersen er freelance journalist og bor i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk