Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Robina Hood fra Teheran

 

På opfordring af FORUM har den iranske journalist og forfatter Parvin Ardalan skrevet dagbogsblade fra sit liv i Teheran. Her er hendes meget personlige beretning om et moderne kvindeliv i dagens Iran.

 

 
FORUM/Teheran 9.2.2000 Mit værelse vender ud mod gaden og de vante morgenlyde trænger ind, selv om vinduet er lukket; bilerne larmer, chaufførerne i deletaxaerne råber deres destination for at lokke passagerer til, min nabos skingre kvindestemme trænger gennem de tynde vægge og ind i mit værelse uden at banke på. Hun skælder sin 12-årige søn ud: "Har du nu tisset i sengen igen?". Jeg åbner øjnene og kigger op i loftet og forestiller mig, hvordan drengen løber med moderen efter sig. Jeg lukker øjnene for at undgå synet af moderens flade hånd, der rammer drengens kind.

Om aftenen er der en anden hånd, der slår, og da er det kvinden, der bliver ramt. Gang på gang har jeg bestemt mig for at spørge hende, hvorfor hun finder sig i, at hendes mand slår hende, men hun taler altid om sin 'herre' i så blide og kærlige vendinger, at jeg kommer i tvivl.

Der lyder også fuglesang, det er min mors fugle. Vi bor sammen i en treværelses lejlighed i et to-etagers hus. Huset er gammelt, det er opført for 25 år siden og ligger i det østlige Teheran. Lejligheden og nabolaget er det eneste, min mor går op i. Hun tilbringer sine dage med at stå i kø for købe subsidieret mælk og tale med andre kvinder eller smutte hen i den statslige kollektivbutik, hvor varerne sælges lidt billigere. Måske tager hun på en en-dags pilgrimstur til en af de store helgengrave i Quom eller Mashad for at sidde og græde sammen med andre kvinder. Det elsker hun, og hun føler sig altid vældigt godt tilpas efter sådan en tur.

Ved morgenbordet kommer min mor ind til mig: "Du gik først i seng klokken tre i nat, og nu er du allerede oppe, skulle du ikke sove lidt længere?" Men jeg har så meget arbejde at gøre færdig. Jeg arbejder som journalist og redaktør af det sociale stof tre dage om ugen på damebladet Zanan (Kvinder), som udkommer én gang om måneden. Tre andre dage arbejder jeg freelance. I dag er jeg blevet hjemme for at få overblik over alle mine aftaler, og jeg har lovet mig selv, at jeg skal skrive denne artikel til KVINFOs webtidsskrift FORUM for køn og kultur. Om ti dage skal jeg rejse, og jeg har endnu ikke skrevet en linie.

Er alle dage ens, spørger jeg mig selv. Jeg skriver lidt, kigger ud i luften, kigger på alle papirerne på mit skrivebord og alle bøgerne, som jeg endnu ikke har nået at læse. Åh, nu har jeg igen glemt at ringe til tandlægen, jeg ser en af mine kollegaer for mig: "Gudskelov at min søster ikke ser dig sådan, hun ville få et chok. Hvad er der i vejen? Jeg ved det, du er frustreret og har for meget arbejde, men kære Parvin, du må tage det roligt i stedet for at drøne rundt!"

Jeg skriver, at hvis man ønsker at være kvindelig journalist, så må man elske virkeligheden omkring sig. Så ringer telefonen, det er sekretæren på Zanan: "Kan du ikke komme? Der er et billede, jeg ikke kan finde." Jeg svarer nej og jeg ved heller ikke, hvor det billede er. Hun fortæller mig, at der var en kvinde, som ringede og kritiserede en artikel i bladet, om jeg ikke kan ringe til hende? Jeg beder hende om at give mig hendes telefonnummer, så vil jeg ringe til hende i morgen. Jeg får dårligt lagt røret, førend telefonen ringer igen. Det er en kvinde, som jeg har interviewet for tidsskriftet Det andet køn og som nu ønsker at gennemgå teksten for tredie gang, fordi hun er bekymret. "Du behøver ikke at være så bekymret. Alle teksterne skal sendes til godkendelse i Ministeriet for Islamisk Retledning. De vil foretage de nødvendige rettelser," siger jeg til hende.

Nu ringer det på døren, min mor kalder, "Det er til dig!". Det er en af mine gamle skolekammerater. Hun gik ud af gymnasiet for at gifte sig, nu har hun tre børn. Hun bor i nærheden, det er lang tid siden, vi har set hinanden, men hun ved, at jeg arbejder på Zanan. Hun kaster sig i armene på mig og hulker højt, den tunge dunst af sved og køkken er næsten for meget: "Han har giftet sig med en anden, det er to år siden, men jeg har først opdaget det nu! Hun er 15 år ældre end ham, jeg kunne ikke tro det, men jeg fulgte efter ham og så dem sammen med mine egne øjne, hvad skal jeg gøre? Hvis jeg siger til ham, jeg har opdaget det, risikerer jeg, at han vil skilles. For Guds skyld hjælp mig!".

Jeg ser på hende og mit hjerte krymper sig. Min mor kommer ind og begynder at græde med, og hun ser på mig med et udtryk, der siger "skuf hende ikke". Sådan er det ofte, folk tror, at vi journalister er ligesom Robin Hood, der kan hjælpe dem med at løse alle mulige problemer. "I har jo så mange forbindelser," siger de til os. Jeg giver hende adressen på Zanan: "Kom på søndag, så kan vores advokat prøve at hjælpe dig. Men du må også tage dig lidt sammen, har du set dig selv i spejlet? Du tilbringer hele dagen i køkkenet, så det har taget dig to år at opdage noget...".

Efter hun er gået, tørrer mor sine tårer, mens hun forbander alle mænd og beder Gud om at straffe dem. Så ser hun på mig: "Du skulle selv tage og kigge dig i spejlet, førend du råder andre til at gøre det! Hvordan lever du dit liv? Den stakkels kvinde har tre børn, men hvad har du?"

Jeg går ind på mit værelse. Telefonen ringer, min mor skælder ud: "For en gang skyld er du hjemme, og så sidder du enten og skriver hele tiden eller taler i telefon. Er det virkelig min søde datter? Og kom ikke og fortæl mig, at du har glemt, at vi skal til skrædderen sammen!" Åh, nej, hvorfor har hun ikke mindet mig om det? Jeg tager røret, det er Parto, en af mine gode venner. Han dukker altid op, når jeg er allermest forvirret. "Hvordan har du det?" spørger jeg. "Meget dårligt, min mor døde i går...," svarer han med hviskende stemme. Jeg bliver varm i hele kroppen, mit hjerte banker, jeg stirrer ned i gulvtæppet.

Pludselig løsner en af roserne sig fra mønstret, han fortalte mig engang, at hans mor elskede roser, og jeg sagde til ham, at jeg ville komme og besøge hende. Nu vil den dag aldrig komme, roserne visner, bladene falder af, Alzheimer tog sit offer med sig. "Hvorfor ringer du først til mig i dag?" spørger jeg. "Jeg vidste, du havde travlt. Vi ringede kun til nogle få mennesker, hun blev begravet i stilhed," svarer han. "Jeg kommer over til dig," siger jeg, mens jeg tænker på, hvordan jeg skal nå det. "Jeg ved, du har travlt med artiklen til Danmark, ring til mig når du er færdig, så skal jeg oversætte den til engelsk for dig."

Endnu engang bliver jeg varm over det hele, han er altid så hjælpsom og generøs. Jeg tørrer mine tårer af kinden og siger til mine mor, at det endnu ikke er for sent at tage af sted til skrædderen. Men sød som hun er, siger hun: "Du har en masse arbejde, jeg tager selv derhen." Jeg svarer, at det også er vigtigt at tage til skrædderen. Der springer et lys af glæde i hendes øjne, "Skal vi gå i Shahrvan?", spørger hun - hun elsker at shoppe i stormagasiner. Vi tager afsted, tre deletaxier, en sporvogn og en bus. Klokken er ni om aftnen, da vi kommer hjem.

Min veninde Sima ringer, hun er min kontaktperson i det forlag, som jeg er ved at genskrive en bog for. "Hvornår bliver du færdig?" Jeg ser på manuskriptet, jeg er ikke engang nået halvvejs. "I overmorgen," svarer jeg. "Men du skal jo bruge penge til rejsen?". Jo, det skal jeg, og forlaget betaler noget nær to måneders løn, jeg vil kunne betale telefonregningen og købe de gaver, jeg skal have med på rejsen.

Jeg åbner bogen, den er skrevet af en berømt satirisk digter, Obeid Zakani, som levede i det 14. århundrede. Mange af hans digte handler om erotik, han besynger de unge mænds skønhed, og en del af hans morsomme men sjofle historier bliver stadig fortalt i Iran, uden at folk ved, at det er ham, der er ophavsmanden. Bogen er skrevet i et meget gammelt sprog, jeg er nødt til at slå mange af ordene op i ordbogen for at kunne genskrive teksten i et nutidigt sprog. For mit indre blik ser jeg forfatteren sidde nøgen på sin bog. Han ler af mig. "Tror du måske, du kunne slippe nemt om det?" siger han. "Din stakkel," svarer jeg. "Du skal gennem censuren nu, og dele af din bog vil blive skåret væk. Du er heldig, at du er død, ellers ville du blive stemplet som amoralsk!". Hans smil blegner. "Vær du glad for, at vi overhovedet kan trykke noget af dig," siger jeg til ham. Jeg slukker min mobiltelefon og siger til min mor, at hun skal sige, jeg ikke er hjemme, ligegyldigt hvem der ringer. Klokken tre om natten kan jeg ikke se mere ud af øjnene.

Jeg springer ud af sengen, klokken er otte og jeg har en aftale klokken ni. Jeg springer morgenmaden over, tager bukser og bluse på, så overfrakken og tørklædet og ud af døren. Min mor skælder ud. Busstoppestedet er lige i nærheden, og jeg ankommer samtidigt med bussen, mændene stiger ind foran og kvinderne bagi, der er dobbelt så meget plads i bussens mandeafdeling som i kvindeafdelingen. Om morgenen er der i reglen meget færre kvinder end mænd med bussen. Jeg skal med fire forskellige busser for at komme på arbejde, forureningen er voldsom, mange mennesker bærer masker. En kvinde i bussen siger; "Åh, hvor jeg har dog hovedpine, jeg har ikke lukket et øje hele natten". En anden kvinde siger; "Min datter hostede sådan her til morgen." Alle mennesker er anspændte, i Teheren må alle mennesker løbe rundt og skynde sig, ikke fordi de er arbejdsnarkomaner, men for at tjene penge nok til et nogenlunde liv, er man nødt til at have 2-3 forskellige jobs.

Jeg når frem til Zanan klokken halv ti, heldigvis er ham, jeg har aftalen med, ikke kommet endnu. Min chefredaktør og jeg skiftes til at være på bladet, hun er en fantastisk person, hun kender alle sine medarbejdere ud og ind og ved, at jeg elsker mit arbejde men hader at være bundet til kontoret, så hun blander sig aldrig i, hvornår jeg kommer og går, jeg skal bare sørge for at være den bedste til mit arbejde. Jeg fortæller hende om min artikel til Danmark, "To dage i mit liv". Hun ler og siger: "Du må skrive om, hvordan du skriver dine artikler."

Aviserne er kommet, de plejer at blive bragt af den samme gamle mand, som vi alle elsker, men i dag er det en ung mand, der kommer. "Hvad er der blevet af den gamle?" spørger sekretæren. "Han har haft et hjerteanfald og ligger i sengen," svarer den unge mand. "Vi rejser os alle sammen forskrækket op. "Heldigvis skete det ikke, mens han kørte på motorcykel," beroliger han os. En af de andre tager en avis, de skriver om nogle af de kandidater til parlamentsvalget, som Vogternes Råd har kendt uegnede og afvist at give tilladelse til at stille op, og straks glemmer alle alt om det stakkels, gamle avisbud. Vi leder efter navne på de kvindelige kandidater. "Vi skal have et interview og en historie til forsiden," siger chefredaktøren.

Nyhedsredaktøren, Parastu, ringer til folk i Indenrigsministeriet for at få den fuldstændige liste over afviste kandidater, men den har de ikke. Vi ringer til dagbladene, men de kender kun til de kandidater, der selv har ringet og fortalt, at de er bliver afvist. En af de afviste kandidater er et kendt navn, så vi ringer til hende i mangel af bedre.

Der er også en nyhed om endnu en avis, som er blevet lukket af myndighederne. Jeg tænker på min veninde, hendes mand arbejdede for den avis, nu er han arbejdsløs, hvordan skal de klare sig?

Klokken fem om eftermiddagen er jeg endnu ikke kommet i gang med at skrive. Folk kommer og går, redaktionen har til huse i en fire værelses lejlighed, alle døre er åbne og vi sidder 3-4 mennesker i hvert rum. Telefonen har ringet hele tiden, én spurgte om hun kunne få arbejde som journalist, én ville checke sin artikel. Chefredaktøren leder efter en lejlighed, det har hun gjort i fire måneder. Der er stor boligmangel i Teheran og hun taler med den ene ejendomsmægler efter den anden. "Vi ku' også lave Zanan om til et ejendomsmægler firma," siger jeg i sjov og det er kun i sjov, for kvinder har ikke ret til at eje et ejendomsmægler firma i Iran. "Det burde vi for øvrigt skrive en artikel om," siger chefredaktøren. "Det er et vigtigt emne."

Hendes mobiltelefon ringer, det er hendes datter. "Min skat, jeg har en masse arbejde, maden står i køleskabet, du skal bare varme den, jeg kommer så snart, jeg er færdig, far er på vej." Hendes mobil ringer igen, denne gang er det hendes mand: "Du og børnene må spise aftensmad uden mig, hvis de ikke kan lide maden, så spejl et par æg."

Klokken ni om aftnen tager jeg en taxa hjem, jeg nåede ikke at blive færdig. Min mobiltelefon ringer, det er Nushine, så jeg kan tale med god samvittighed, for jeg har redigeret hendes artikel færdig. "Jeg var i Ministeriet for Kultur og Islamisk Retledning i dag, din artikel gik glat igennem censuren, men den bliver jo trykt, mens du er ude at rejse."

Derhjemme har mor endnu ikke spist til aften, og hun stiller det evindelige spørgsmål: "Skal du nu heller ikke i ordentlig tid i seng i aften?" De viser en iransk film på TV, alle scener med kvindelige medvirkende er i sort-hvidt og mor bliver bekymret: "Jeg tror, vores tv er ved at være færdigt". Jeg kan ikke lade være med at le: "Antennen slår knuder, ved du hvorfor? Det er fordi skuespillerinderne har make-up på!".

Jeg sætter mig ved mit skrivebord, halvt læste bøger ligger i en bunke til den ene side, den halvt færdige genskrivning af Zakanis bog til den anden, men værst er den næsten blanke side, hvor jeg endnu ikke er kommet længere end til overskriften: "To dage i Parvin Ardalans liv". Telefonen ringer, det er min veninde Zohra; "Har du ikke skrevet den artikel endnu? Skulle jeg ikke oversætte den i aften, jeg sidder og venter på dig!". Jeg bander, hun har ret, vi havde en aftale. "Jeg har ikke skrevet en linje," siger jeg og begynder at græde.

Hun insisterer på, at jeg skal komme hjem til hende i aften, i morgen har hun ikke tid. Jeg undskylder mig. Min mor siger, at det er en sød veninde, jeg har. Så ringer Parto: "Er du færdig?". "Nej, jeg kan ikke skrive den," svarer jeg. "Selvfølgelig kan du ikke det, når du arbejder hele natten og ikke får sovet," siger han. "Jamen hvordan skulle jeg kunne leve for én månedsløn på 50.000 toman? Du har jo også selv flere jobs." Jeg lægger røret på, jeg er i elendigt humør, den dumme digter, han sidder på sin bog og griner af mig og jeg har tandpine.

Parvin Ardalan er journalist og forfatter og bor i Teheran. Hun beskæftiger sig blandt andet med kvindespørgsmål og har skrevet for en række aviser i Iran. Pernille Bramming er journalist på Aktuelt og medlem af Dansk PEN.

Oversat fra engelsk af Pernille Bramming i samarbejde med Parvin Ardalan.
 
In English
Read this article in English:
Robina Hood of Teheran
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk