Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Sexbomber i Beirut

 

Akkurat som herhjemme er kønsrollerne i Mellemøsten under forandring. Seneste symptom er skønhedskonkurrencer for mænd, som ikke længere kan nøjes med en smart bil som statussymbol. Overarmene skal også være i orden

 
FORUM/Beirut 18.1.2000 I foråret 1999 krævede en række mandlige studerende ved det prestigefyldte American University of Beirut, at der blev afholdt både en Miss Business og en Mr. Business-konkurrence. Tilsvarende arrangerede et privat gymnasium også i foråret 1999 den årlige skønhedskonkurrence med mandlig deltagelse. I virkeligheden afspejler disse skolebaserede skønhedskonkurrencer blot en bredere samfundsmæssig trend: Man har således i de seneste år, parallelt med Miss Libanon-konkurrencen, også afholdt en Mr. Libanon-konkurrence. Denne samme tendens understøttes af en gratis universitetsavis, der uddeles på alle libanesiske universiter. Blikfanget for denne publikation er således det faste indslag: Campus Babe og Hunk.

24-årige Claude studerer medicin, et udpræget prestigefag. Derudover er han også en entusiastisk bodybuilder, der kan mønstre nogle temmelig imponerende overarme. Han forklarer mig det således:
- Det hele startede, da min kæreste forlod mig. Vi havde været sammen i flere år, og i denne periode var jeg blevet ret tyk. For at få mere selvtillid gik jeg så på skrap diæt, dyrkede masser af sport og var i motionscentret hver dag. Jeg føler, jeg får mere respekt nu fra både kvinder og mænd. Jeg gør det ikke kun for at lokke pigerne til. Også mine kammerater beundrer min selvdisciplin, og de hårde fyre provokerer mig ikke længere. Men vigtigst af alt er der også et klart karrieremotiv: Syge mennesker vil hellere behandles af en sund og stærk læge. Min tante, der også er læge, støtter mig. Hun siger, at splejsede mandlige læger ikker virker helt så tillidsvækkende.

Andre unge afviser dog denne udvikling. Den 21-årige ingeniør-studerende, Ramzi, formulerer det på denne måde:
- Jeg tror på ligestilling mellem mand og kvinde. Vi lever ikke i en fysisk tid, de fleste jobs kræver hjerne frem for muskler. Så jeg ønsker, at min fremtidige kone skal være veluddannet og arbejde. Men en eller anden skal være hjemme hos børnene. Jeg kan ikke lide tanken om at overlade mine børn til en nanny. Jeg håber, at kunne have et kontor hjemme og således også passe børnene. I vores højteknologiske tid skulle det vist heller ikke være helt umuligt.

Ramzi's jævnaldrende, Sara, der arbejder i den libanesiske centraladministration, er om muligt endnu mere direkte:
- Jeg har mange skænderier med min mor. Hun ønsker, det skal gå mig godt, så derfor opfordrer hun mig altid til at klæde mig feminint og styre mit temperament. Men jeg synes, arbejdet er vigtigere. Hvordan kan jeg blive respekteret professionelt, hvis jeg møder på arbejde i lårkorte, lyserøde nederdele? Jeg er feminist, og for mig er min karriere virkelig vigtig. Jeg kan ikke forestille mig at skulle ofre mit professionelle liv for en mand. Ja, som situationen er nu, regner jeg slet ikke med at blive gift. Dette vil være svært for mine forældre at acceptere, men jeg vil kun giftes, hvis jeg finder en mand, der også er feminist! En mand, der vil støtte mig i min karriere, en mand der vil støtte mig i at indfri mine drømme.

Den libanesiske efterkrigsgeneration står over for mange udfordringer. Efter knap tyve års opslidende borgerkrig er landet langsomt ved at finde sig selv. I dag skal unge libanesere navigere et socialt rum karakteriseret ved en hidtil ukendt grad af pluralisme. Det er således tydeligt, at de gamle kønsroller ikke længere er tilstrækkelige. Spørgsmålet er så blot, om det bliver Claude's extreme dyrkelse af kroppen eller Ramzi og Saras ønsker om et mere nuanceret menneskesyn, der vil vinde.

Til enhver nations selvforståelse hører en række myter og fortællinger, som nationens borgere bruger til at fortælle både sig selv og "de andre", hvilke positive værdier man indeholder og sætter højt. I Danmark vil man f.eks. ofte støde på fortællinger om den ganske særlige danske forståelse af demokrati. Denne kommer til udtryk i alt fra højskolebevægelsen til den danske ligestillingsmodel, hvor kvinder ikke kun har ret men også lyst og pligt til at være frie og handlekraftige individer, der deltager i samfundslivet på lige fod med deres mandlige medborgere.

I det moderne Libanon har man haft nogle ganske andre fortællinger, men akkurat som i Danmark har disse ofte indeholdt en specifik kønsdimension. I den libanesiske selvforståelse udtrykker man således en ikke ringe national stolthed over de smukke libanesiske kvinder. Et gammelt mundheld siger, at kvinden skal være sin ægtefælles udstillingsvindue. Via sin kones smukke og velplejede ydre og luksuriøse fremtoning opretholder den libanesiske mand sin sociale position.

Denne samme nationale stolthed er i tidens løb kommet til udtryk på en række forskellige måder: Skønhedskonkurrencer tages aldeles alvorligt. Ja, der var stor skandale for et par år tilbage, da den daværende Miss Libanon 'blamerede' sig i den internationale konkurrence ved at foreslå, at FN's generalsekretær med fordel kunne besøge netop hendes land, idet Libanon jo som bekendt ikke blot havde mange smukke kvinder, men også ganske veludviklede shoppingmuligheder.

Det nationale flyselskab, Middle East Airlines, har i årevis haft ry for at være et af de bedste selskaber at flyve med på destinationer i den arabiske verden. Denne position skyldes ikke mindst stewardesserne. Hvor andre arabiske flyselskaber i en vis grad har været afhængig af udenlandsk - fortrinsvis vestlig - kvindelig arbejdskraft, har Middle East Airlines helt tilbage fra 1950'erne markeret sig ved at ansætte unge, smukke og velopdragne libanesiske kvinder. For at imødegå en eventuel konservativ kritik har det ydermere altid været et krav, at de unge kvinder som minimum skulle være i besiddelse af en bachelorgrad for at opnå en af de eftertragtede stillinger som stewardesse.

Ikke overraskende er nogle af de mest iøjnefaldende forandringer som konsekvens af den 20-år lange borgerkrig netop at spore i kønsrollemønstret, hvor den borgerlige familiemodel med far som forsørger og mor som dekorativ værtinde er kommet under voldsomt pres. Disse forandringer i relationerne mellem kvinder og mænd har dog haft forskellige konsekvenser for de to køn.

Blandt middelklassen er uddannelse blevet den altafgørende adgangsbillet til det gode selskab. Hvor en videregående uddannelse for kvinder tidligere blev betragtet som blot endnu et plus på ægteskabsmarkedet, er det nu blevet en selvfølgelighed. Før krigen fulgte middelklassens kvinder ofte modellen: Universitet, ægteskab, moderskab, mens efterkrigstidens økonomiske realiteter til en vis grad har tvunget kvinderne ud på arbejdsmarkedet.

Mindst ligeså interessant er det dog, at også mændenes råderum er blevet udvidet. Hvor de unge mænd fra middelklassen førhen blot skulle honorere krav om at være veluddannede og vellønnede for derigennem at kunne virke som gode og solide forsørgere, er der nu også for mændenes vedkommende et mere eller mindre explicit krav om skønhed. Den moderne unge mand i Libanon er ikke længere kun et solidt skaffedyr - han er også smuk og sexet. Hvor mændene førhen kunne købe sig til sex appeal gennem en ny dyr sportsvogn eller Jeep, skal de nu også løse billet til det lokale fitnesscenter.

Hvordan bliver man så smuk og attraktiv i Libanon? For kvindernes vedkommende opstår skønheden ved at accentuere nogle ganske specifikke kropsdele, der fremstillet på den 'rigtige' måde signalerer den eftertragtede femininitet. Håret skal således være velplejet og kraftigt, så det fylder. Øjnene markeres med tung make-up og læberne skal være fyldige. Dette sidste opnås dels ved en heftig læbestift og markering af læbernes konturer, men er i stigende grad også blevet muligt ved hjælp af kosmetiske indgreb. Også kvindens bryster kan naturligvis 'forskønnes' ved hjælp af diverse kirurgiske indgreb, men klares dog oftere ved hjælp af en solid push-up bh.

For mændenes vedkommende er et sæsonkort til motionscentret det nødvendige minimum. Blandt den libanesiske middleklasse udspiller en stor del af både det sociale og forretningsmæssige liv sig i sommerhalvåret i de såkaldte beach clubs: Eksklusive klubber, der mod behørig betaling tilbyder diverse swimmingpools, restauranter og diskoteker. I kampen for at vinde den gode forretningsaftale - og samtidig charmere kvinderne - optræder mændene i mere eller mindre afklædt tilstand. Hvor det væsentligste krav i mændenes 'storhedstid' bestod i at kunne fremvise den mest imponerende vom opnået igennem nydelse af god mad, skal mænd i dag kunne fremvise store muskler.


Jeg sidder med en veninde på Wimpy's, en populær restaurant og fortovscafé i hjertet af Hamra, et af de mere mondæne og kosmopolitiske kvarterer i Beirut. Vi spiser en sen frokost men har på grund af den stærke middagssol valgt at sidde indendørs. Lige på den anden side af vinduet sidder tre libanesiske ægtepar. De er midaldrende og tydeligvis velhavende. Det er de små detaljer - det skræddersyet tøj, de italienske lædersko og ikke mindst de allestedsnærværende mobiltelefoner, der afslører, at de tilhører den øvre middelklasse. Men der er også noget andet ganske påfaldende ved de tre par: Mens kvinderne er åleslanke, ja, nogle vil endda gå så langt som til at kalde dem radmagre, er mændene lettere overvægtige med store maver. Til trods for dette sidder de tre kvinder og drikker danskvand, altimens mændene med stor appetit nedsvælger et mindre udvalg af de avancerede isdesserter som Wimpy's er kendt for.

Tilhører et sådant sceneri fortiden? Ja, hvis man ser på de yngre generationer blandt den libanesiske middelklasse, er der en ting, der helt klart vil springe i øjnene: En fysisk forskel imellem far og søn. Hvor far udtrykte sin relative succes og sociale position via sit og familiens forbrug og til dels inkarnerede denne status ved en slags demonstrativ overvægt, slider sønnerne med håndvægtene i det lokale fitnesscenter.

I dagens Beirut er det ikke kun kvindernes lod at skulle være smukke.

Maria Zennaro læser antropologi på Københavns Universitet, og skriver speciale om køn og klasse i Beirut baseret på 16 måneders feltarbejde i byen. Alle navne i artiklen er pseudonymer.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk