Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Atomklokkens tyranni vs. den individuelle tids rynker

 

Et kritisk blik på ny bog om vores ideer om tid

 
 
FORUM/30.12.99 Pip Pip er en af utallige millennium-udløste bøger, der handler om betydningen af tid. Om betydningen af år 2000 - eller det mere hippe Y2K. Er tid kulturskabt, eller har den virkelig eksistens? Hvad er tiden egentlig for noget?

På omslaget står der, at denne bog bør læses langsomt. Ikke noget med speed reading her. Jay Griffiths forklarer indledningsvist, at en bestemt radioinstallation i Rugby i England siger "pip" hver gang der går et (officielt) sekund - deraf titlen på bogen. Og nu om dage er et sekund ret nøje defineret som 9,192,631,770 svingninger af et cæsium atom. Se, dét er præcision! Det lægger op til nøjsomhed, nøjagtighed - og sikkert også forfølgelsesvanvid. For tidsrøverne er her!

Jay Griffiths har nemlig en torn i siden på tiden - den vestlige, lineære tid for slet ikke at tale om den såkaldt maskuline opfattelse af tiden. Den opfattelse af tid, der signalerer ubønhørlig fremgang og udvikling - fremad, udad og opad. Den tid, der jager os alle sammen afsted. Den tid, vi aldrig har nok af. Den tid, der kan udtrykkes som nimilliaderethundredeogtooghalvfems osv. svingninger af et cæsium atom. Den tid, der kan måles og vejes præcist ved hjælp af ure - modsat den individuelt oplevede tid, der snart opleves hurtigt, snart langsomt, snart som gentagelse, snart som ven og snart som fjende. Den individuelle tid, der måles i rynker og erfaring og oplevelser.

Pip Pip indeholder en kakofoni af oplysninger og observationer om andre kulturers fornemmelse for tid og måder at måle tid på. (Griffiths har brugt to år på at tænke og researche og et på at skrive.) I Vesten leves livet efter det atomiske urs strenge påbud, mens mange oprindelige befolkninger lever efter naturens mindre præcise og mere poetiske ur: "Hvor mange gange har guaviraen blomstret i dit liv" spørger Guarani-Kaiowa indianerne i Brasilien, når de vil vide, hvor gammel du er.

Griffiths anklager den vestlige, lineære 'ur-tid' for at være en for dominant monokultur, der har underlagt sig den mangfoldighed af tidsopfattelser, der har hersket i verden - også i den vestlige. Den tidsmæssige diversitet er underlagt GMT - Greenwich Mean Time. Globalisering betyder, at stadig større dele af verden underlægges en monotid, der måles i sekunder, minutter, timer og dage fremfor i hvilke planter, der blomstrer, og hvilke himmellegemer, der viser sig på nattehimlen. Internettet betyder, at vi alle underlægges en global totaltid eller ikke-tid, der også opløser den individuelt oplevede tid og kulturelle tider. (Og nu er der bestræbelser i gang på at indføre GET - Greenwich Electronic Time - som standardtid på Nettet for at lette den elektroniske handel, så vi ved præcist, hvornår hvilke ordrer er givet, og hvornår de er ekspederet.)

Ikke overraskende ønsker Griffiths, at vi levede i en mere hedonistisk, løssluppen tid, en cyklisk tid og - tør jeg sige det - en feminin tid, der bevæger sig i såkaldt naturlige rytmer. En tid hun kalder for "wild time". Bogen har et par afsnit om den feminine tid "Wreaking Good Havoc - A Time of Women" og "Wet Round Time and Dry Linear Time". Og straks er man på vagt - for skal Jay Griffiths nu over i det essentialiserende "Mænd er fra Mars og kvinder fra Venus" vås, når det gælder tid? At kvinder på grund af menstruation og barnefødsler er mere i kontakt med en påstået autentisk, naturlig tid end mænd? Kvinder laver alt Sisyfosarbejdet - det cykliske arbejde om man vil: Aldrig så snart har man gjort hele huset rent, førend der startes forfra. Maden, der skal opfindes på ny hver dag. Tøjet, der skal vaskes. Børn, der bliver gamle, og skal passes forfra. Det gentagende cykliske arbejde, der ikke ligesom det, hun kalder massive maskuline bygningsværker, har en entydig begyndelse og klar ende og ikke er underlagt bløde, naturlige rytmer.

Griffiths kommer snublende tæt på kanten, men prøver i sidste sekund at tage afstand til det essentialiserende med en disclaimer: "I don't regard masculine and feminine as necessarily qualities of men and women respectively. They operate as cultural shorthand for broad accretions of ideas. For their non-alignment even within science, take, for example two scientists, complex, holistic, ecological and deeply influenced by the feminine - Fritjof Capra. The other rigid, patriarchal, cruel, hierarchical, war-mongering and masculine -Margaret Thatcher. 'Masculine' and 'Feminine' are a quick notion of a whole matrix of tendencies."

Men hendes forbehold virker ikke helt overbevisende. For hele bogens projekt er i virkeligheden båret igennem af en tendens til at essentialisere ikke bare kønnet men tiden, kulturen, oprindelige befolkninger, vesten, osv.osv. I hendes univers er "den vestlige tidsopfattelse" det onde og ødelæggende - uden nuancer.

Der ligger - også her - en kæmpeopgave i det nye årtusinde: At vikle os ud af den tankemæssige spændetrøje, der deler verden i ondt og godt, dem og os, det autentiske, det unaturlige, det maskuline, det feminine, og dermed spærrer for udsyn.

For den individuelt oplevede tid kan f.eks. sagtens rumme den lineære, nu-skal-jeg-op-og-på-arbejde tid og den cykliske nu-står-Orion-flot-på-nattenhimlen, det er vinter-tid.

Bogens styrke, og grunden til at læse den, ligger i dens spændvidde og de svimlende mængder viden og betragtninger over tiden, som Griffiths disker op med. Hun kommer virkelig rundt omkring - og dét er inspirerende læsning.

Pip Pip. A Sideways Look at Time af Jay Griffiths. £12.99, Flamingo.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk