Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Serbiske kvinder aktive i kampen mod krig

 

Kvinder i Sort er den gruppe i Jugoslavien, der mest kontinuerligt har protesteret mod Milosevic-regimet. Hvert år holder de fredsmøder for kvinder overalt i det tidligere Jugolavien og andre lande. I år gjaldt deres støtte bl.a. de mange unge mænd, der er desertører eller militærnægtere. Toni Liversage var med.

 
FORUM/15.12.1999 Måske kan vi ikke knuse hvert amerikanske fly, hvis angrebet kommer, men vi kan fange alle deres agenter, som er samlet i forskellige forræderorganisationer som Beograd Cirklen, Kvinder i Sort, Helsinki-komitéen og Borgeralliancen. Sådan lød det den 28. september sidste år i det serbiske parlament fra viceministerpræsident Vojislav Seselj første gang NATO truede med at bombe Jugoslavien.

I betragtning af de krigsforbrydelser, Seseljs militser menes at stå bag i forbindelse med krigene i Kroatien og Bosnien, er det en trussel, man ikke kan sidde overhørig. Det kom ikke til noget angreb fra NATOs side på dette tidspunkt, men den 24. marts 1999 blev det alvor, og det betød samtidig, at de truede grupper var nødt til at tage deres forholdsregler.

Dette gjaldt også for Kvinder i Sort, der er den gruppe i Jugoslavien, der mest kontinuerligt har protesteret mod Milosevic-regimets krigspolitik. Samme dag bombardementerne begyndte, fjernede de alt vigtigt materiale fra deres kontor, og nogle af de mere kendte kvinder måtte i en overgang skifte overnatningssted.

Selve gruppen opstod i efteråret 1991 i protest mod de krige, der brød ud samme år om sommeren, og siden 1992 har Kvinder i Sort hvert år organiseret et internationalt kvindefredsmøde i august måned. Efter planen skulle der også have været afholdt et i august 1999, men på grund af krigen i Kosovo havde det ikke været muligt at nå den nødvendige forberedelse. Mødet blev derfor flyttet til oktober og fandt for første gang sted udenfor Serbien, nemlig i Ulcinj i Montengro.

Ulcinj er en by, der ligger ved det blå Adriaterhav og var tidligere et yndet turistmål. Men i dag er der ingen turister på grund af sanktionerne mod Jugoslavien. At man havde valgt dette smukke sted skyldtes, at kvinderne fra Kosovo så havde mulighed for at deltage, samtidig med at kvinderne fra Vesteuropa ikke behøvede visum, som det kræves, når mødet foregår i Serbien.

Der deltog omkring 250 kvinder - fra ex-Jugoslavien samt fra en række euopæiske lande foruden Israel og USA. Den overordnede titel på mødet lød If you want Peace - prepare Peace. Men det kan næppe undre, at indlæggene i de forskellige workshops i høj grad var præget af personlige beretninger fra Kosovo-krigen.

For eksempel fortalte Alma fra Pristina, hvordan hun havde måttet flygte fra byen sammen med tusinder af andre og til sidst var endt i ingenmandslandet ved den makedonske grænse, som de i mange dage ikke havde kunnet få lov til at passere.

Hun fortalte om mudderet og kulden, om dødsfaldene blandt små børn og gamle, men også om, hvorledes hun - fordi hun havde en mobiltelefon, der virkede - forsøgte at hjælpe folk med at kontakte deres slægtninge og familie; desuden brugte hun den til løbende at informere pressen - også den udenlandske - om, hvad der foregik.

Og der var Svetlana fra Beograd, der - selv om hun var bange, når bombardementerne begyndte - nægtede at gå i beskyttelsesrum, og det skønt hendes lejlighed lå ikke ret langt fra forsvarministeriet, der faktisk blev ramt af en fuldtræffer. Hun kunne ikke sove om natten, og tilbragte nætterne med at skrive e-mails til sine venner og bekendte rundt omkring i verden - utrolig kunstfærdige og farvestrålende e-mails, men fulde af sort humor - jeg var selv på Svetlanas mailingliste.

Men der var også indlæg fra kvinderne fra NATO-landene, der fortalte om de følelser af afmagt og vrede, de havde været opfyldt af som borgere i de lande, der deltog i bombardementerne. Og flere af dem beskrev netop, hvorledes e-mail-kontakten med kvinderne fra Serbien under krigen havde været utrolig vigtig for dem; det omvendte havde selvfølgelig i lige så høj grad været tilfældet.

Som altid på et sådant møde er noget af det vigtigste de personlige kontakter, der bliver etableret - i pauserne, under måltiderne osv., og det gjaldt ikke mindst kontakterne mellem kvinderne fra ex-Jugoslavien og de udenlandske kvinder, som jo ikke vidste, hvornår de kunne mødes igen på grund af uforudsigelige visumbarrierer - i hvert fald når det gælder møder i selve Serbien.

På det afsluttende plenum diskuterede man derfor forskellige fælles initiativer og protestaktioner, og det blev fra tysk side foreslået, at man fra de forskellige lande skulle indstille Kvinder i Sort til den alternative fredspris.

En række appeller blev vedtaget, hvor ikke mindst appellen om amnesti til desertører og militærnægtere var vigtig. Det drejer sig om tusinder af unge mænd, der enten havde skjult sig eller var flygtet til udlandet, fordi de ikke ønskede at deltage i krigen i Kosovo, og som nu kan risikere meget hårde fængselsstraffe, hvis de kommer for retten.

Kvinder i Sort blev dannet i 1991 i protest mod krigene i det tidligere Jugoslavien og selve ideen udsprang af et kvindemøde afholdt i Sarajevo i september samme år. I en lille uge havde en såkaldt Fredskaravane med folk fra hele Europa og fra Jugoslavien kørt i busser gennem landet for her at mødes med grupper og mennesker, der gik ind for dialog og fredelig konfliktløsning; fredskaravanens sidste station var Sarajevo, hvor der blev afholdt demonstrationer og en række møder; det var først senere i april 1992, at krigen begyndte i Bosnien.

På dét kvindemøde fortalte nogle af de italienske kvinder om den demonstrationsform, de havde lært at kende af de israelske kvinder i Jerusalem, som havde taget navnet Kvinder i Sort, og som siden intifadaen - den palæstinensiske opstand - var begyndt, én gang om ugen havde stået i en tavs demonstration klædt i sort med nogle enkle paroler, som krævede, at besættelsen af de palæstinensiske områder ophørte.

Denne demonstrationsform havde de italienske kvinder derefter anvendt i deres protest imod Golfkrigen i vinteren 1991, og kvindemødet i Sarajevo resulterede i, at der nu blev dannet en Kvinder i Sort-gruppe i Beograd, der få uger efter Fredskaravanens afslutning indledte deres ugentlige protestdemonstrationer mod krigen - i Beograds centrum. Og de stod der under hele krigen hver onsdag fra 15.30 til 16.30 med deres løbesedler og bannere, hvor man blandt meget andet kunne læse, at "Krigens ofre er civile" og "At desertere er alternativ til krig".

Hvad den sidste parole angik, lod de det ikke blot blive ved ord, men hjalp - sammen med andre fredsgrupper - unge mænd, der ikke ønskede at gøre krigstjeneste enten med at skjule dem eller med at flygte til udlandet.

De forsøgte også at inddrage nogle af de flygtningekvinder, der boede i lejrene udenfor Beograd, i deres arbejde - og fik blandt andet nogle af dem med til de årlige kvindefredsmøder. Et vigtigt formål med disse møder var at forsøge at skabe dialog over de grænser, der var opstået med krigen og med Jugoslaviens sammenbrud; første år ønskede de kroatiske kvinder dog ikke at deltage, idet modsætningerne stadig var store - også mellem fredsgrupper i Serbien og Kroatien, men allerede i 1993 kom de med, og på de efterfølgende møder lykkedes det at inddrage stadig flere kvinder fra eks-Jugoslavien.

På mødet i august 1995 deltog der for første gang albanske kvinder fra Kosovo-provinsen. De havde ellers været ret mistænksomme over for de serbiske kvinders forsøg på at komme i dialog med dem på grund af den barske undertrykkelse fra det serbiske regime side. Men da de i foråret 1995 hørte, hvorledes Kvinder i Sort den 8. marts på kvindernes internationale kampdag for første gang havde en parole med, der nævnte Kosovo, og som lød: "De albanske kvinder i Kosovo er vore søstre", blev de overbeviste om, at deres serbiske medsøstre mente det alvorligt.

Kosovo er et uhyre kontroversielt emne i de fleste serberes bevidsthed, og denne demonstration fremkaldte da også nogle meget aggressive reaktioner hos nogle af Beograds indbyggere; kvinderne blev spyttet på og sparket til. Ikke desto mindre blev de stående den sædvanlige hele time.

Jeg deltog for første gang i det årlige kvindefredsmøde i 1995, og har siden deltaget hvert år som del af den danske gruppe "Kvinde til Kvinde". Mødet i 1998 blev i høj grad præget af den eskalerende krise i Kosovo. Herfra deltog der 20 kvinder, og i den afsluttende udtalelse kom man blandt andet med en opfordring til, at kvindegrupper fra Kosovo og Serbien skulle inddrages aktivt i de fredsforhandlinger, der skulle finde frem til en løsning på konflikten, for som det blev udtrykt: "De er et af de få håb, som kan styrke det civile samfunds værdier og en anderledes opfattelse af magt, som ikke ødelægger, men styrker demokratiet."

På mødet i Ulcinj i år deltog der langt færre Kosovo-kvinder grundet store praktiske problemer i denne efterkrigsperiode. Der kom kun seks, og en af dem, Mihane, fortalte om det center for krigstraumatiserede børn, hun havde været med til at oprette og som nu - efter Ulcinj-mødet - også får hjælp fra "Kvinde til Kvinde", der siden 1995 har støttet kvindegrupper i ex-Jugoslavien. "Kvinde til Kvinde er startet på initiativ af International Liga for Fred og Frihed.

I modsætning til tidligere var der imidlertid langt flere kvinder med fra den serbiske provins, og af deres indlæg på det afsluttende plenum fremgik det, at de alle - på den ene eller den anden måde - var blevet aktive i de protestbevægelser, der opstod i provinsbyerne i forbindelse med Kosovo-krigen og den omfattende mobilisering af unge mænd.

Man kan håbe, at de mange nye kontakter, der blev etableret på mødet i Ulcinj mellem kvinderne fra Beograd og fra en lang række serbiske byer på længere sigt vil være med til at styrke det antimilitaristiske kvindearbejde i Serbien, som Kvinder i Sort indledte i efteråret 1991.

Toni Liversage er mag.art.i slavisk filologi og jugoslavisk litteratur. Hun har skrevet om forholdene i Balkan, om freds- og kvindebevægelser og civil ulydighed. Hun er forfatter og oversætter.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk