Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Galanteriets bagside

 

I Paris på den eksklusive Champs Elysée café Fouquet's bliver kvinder smidt på porten med etiketten "luder", hvis de ikke har en mand med. "Vagttæverne", der sætter tænderne i sexistisk opførsel, har taget kampen op mod caféen - og mod politikere og fagforeningsledere, der chikanerer kvindelige politikere.

 
FORUM/Paris 6.12.99 "Kvinder uden ledsager har ikke adgang til baren". I årtier har dette usandsynlige skilt hængt i baren i en af Paris´s fornemste restauranter. Fouquet´s på Champs Elysées er erklæret historisk monument af det franske kulturministerium og skiltet formentlig betragtet som en del af det historiske inventar på lige fod med messinglysekronerne og det røde plyds. En slags kuriøst folkeminde om en barbarisk fortid.

Fouquet´s er mere end blot en af Paris´s mest elegante restauranter. Det er en institution, et begreb. Et symbol på det ægte Paris og på høj social standard. Kaffen koster 35 kr., hvilket er ågerpris, selv på Champs Elysées, en skinkesandwich 75. Tjenerne cirkulerer med distingveret begravelsesmine mellem de røde plydses lænestole og serverer champagne fra den permanente køler på baren, mens kvindelige medarbejdere bugserer gæsternes pelse på plads i garderoben, og den livréklædte chauffør tilbyder at parkere vognene. Her kommer man for at vise, at man har råd til det.

Under forudsætning af, viser det sig, at man er mand. Det fortidige skilt er nemlig ikke forældet og fortiden ikke så fjern, at den ikke fortsat kan snappe nutiden i haserne. Kvinder risikerer stadig at blive nægtet adgang, hvis de ikke er i selskab med en mand.

- Kan vi få et vinduesbord på verandaen, spurgte Nadine dørvogteren en råkold søndag eftermiddag i november. Hun og Elisabeth, iført lange overfrakker og store halstørklæder, havde besluttet at slå tiden ihjel inden det planlagte biografbesøg, og valget faldt lidt tilfældigt på Fouquet´s.

- Enlige kvinder har ikke adgang til Fouquet´s. Vi vil ikke have prostituerede i baren.

Nadine måber.

- Taler De fransk, spørger han nedladende, udelukkende henvendt til Nadine, senegalesisk journalist ved det internationale magasin Jeune Afrique Economie.

Nadine forlanger at tale med direktøren.

- Det er mig, påstår dørvogteren. - I må hellere forsvinde med det samme.

- Det var ualmindeligt ydmygende. Brasseriet var fuldt af gæster, som fulgte scenen. Han talte tilmed så højt, at alle kunne høre, hvad der blev sagt. Vi blev virkelig smidt ud, som om vi var ludere, der ville trække i baren. Jeg har et job, som gør, at jeg kommer i kontakt med offentligheden. Jeg har ikke lyst til at blive genkendt som "hende der blev smidt ud af Fouquet´s, siger Nadine, som foretrækker at holde sit efternavn hemmeligt ligesom Elisabeth, personaleleder i France Télécom.

De to kvinder gik direkte til nærmeste politistation og anmeldte Fouquet´s for diskrimination i henhold til straffelovens paragraf om diskrimination på grund af køn, race, religion eller politisk overbevisning. Fouquet´s stod fast: Det mondæne etablissement er hjemsøgt af prostitution, og man forbeholder sig derfor retten til at afvise kvindelige gæster uden mandlig ledsager.

"Med mindre kunden plejer at komme her med sin mand", som det udtrykkes af Fouquet´s ledelse i en kommentar i fransk presse.

Man kniber sig i armen. Kvinder, som ikke ledsages af en mand er pr. definition af slet vandel. Ellers ville de ikke gå alene på bar.

Over for politiet har dørvogteren forsvaret sig med, at han havde forvekslet Nadine og Elisabeth med to prostituerede, som han havde sat på porten ugen forinden.

- Påstanden om prostitution holder ikke en millimeter. Man skal kunne påvise, at den pågældende kunde har udvist en utidig opførsel, før vedkommende kan udvises af restauranten. Og også prostituerede har lov til at gå på Fouquet´s og drikke en kop the uden for arbejdstiden. Desuden er der et racistisk element, selv om der ikke er tale om direkte racistiske, nedsættende udtalelser. Hele sagen er en hån mod alle kvinder. Og det er symptomatisk for visse strømninger i samfundet i dag, siger Monique Antoine-Timsitt, Nadine og Elisabets advokat i sagen.

- Historien er større end blot Fouquet´s, der afviser kvindelige kunder uden mandlig ledsager. Trods fremskridt er Frankrig stadig bagud i forhold til både Nord- og Sydeuropla hvad angår accepten af kvinder i det offentlige rum, siger også Florence Moreyneaud, formand for foreningen Les Chiennes de Garde, Vagttæverne, som blev født den 8. marts i år, på kvindernes internationale kampdag, med det formål at sætte tænderne i enhver form for sexistisk opførsel i Frankrig.

- Denne her franske tradition for mandligt galanteri har en bagside, den skaber illusionen om respektfulde relationer mellem mænd og kvinder. Han holder døren for hende, kysser hende på hånden og så videre. Under denne overflade eksisterer en udtalt kvindeforagt. Kvinder er stadig ikke legitime som offentlige personer. De er mødre, ludere, hustruer, men ikke selvstændige individer, siger Florence Moreyneaud.

Vagttæverne begyndte at vise tænder som en reaktion på de nedsættende ytringer, som rettes mod kvinder i magtfulde positioner. Udtryk som skedekoncert er blevet anvendt af de mandlige parlamentsmedlemmer, da en fremtrædende kvindelig højrepolitiker gik på talerstolen. Dråben, som fik bægeret til at flyde over, var en opfordring fra salen til den kvindelige miljøminister Dominique Voynet om at "smide trusserne".

"Alle kvindelige politikere er blevet udsat for sexistiske tilråb. Nu er det nok", hedder det i Vagttævernes manifest, som er blevet underskrevet af 1.800 kvindelige og mandlige personligheder, senest også af præsidentfruen, Bernadette Chirac.

Tæverne har fået en fagforeningsleders undskyldning, efter at en lokalafdeling havde anvendt sexistiske angreb mod en kvindelig radiodirektør. Og de har klaget til arbejdsgiverformanden over en arbejdsgiver, som opfordrede arbejdsminister Martine Aubry til at tage hjem og passe kødgryderne. Fouquet´s er også blevet opfordret til at give en undskyldning til Nadine og Elisabeth. I modsat fald vil de 1.800 vagttæver boykotte etablissementet.

- Fouquet´s undskyldning er uacceptabel, for man fortsætter med at henvise til den påståede prostitution. Hvis der er et prostitutionsproblem på Fouquet´s - og det forlyder at flere mondæne hoteller på Champs Elysées lider under luksusprostitution - er det Fouquet´s problem, ikke sagesløse kunders, fastsslår Nadine.

Hendes oplevelse er en minutiøs gentagelse af en episode for præcis 20 år siden, i november 1979, hvor to kvindelige læger blev afvist ved indgangen til Fouquet´s. Midt i kvindebevægelsens velmagtsdage førte det til demonstrationer foran det skyldige etablissement. 20 år senere opfordres tæverne igen til at lægge sig på dørmåtten. Ingen demonstrationer denne gang men en anmeldelse som kan koste Fouquet´s ledelse to års fængsel og over 100.000 kr. i bøde.

Men skiltet hænger der stadig: kvinder uden ledsager har ikke adgang til baren.

Birthe Pedersen er journalist og bor i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk