Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

På konditori i Beirut

 

 
FORUM/Beirut 13.10.99 Vi sidder på det fashionable konditori "Le Mie Dorée" i vest Beirut. Til venstre for os bag terrassens skærmende buske suser BMW'er og Mercedes'er forbi, og ovenover kommer flyene faretruende lavt ind over byen på vej til lufthavnen i den sydlige by. Det er rutefly og ikke israelske jagere: Beirut summer af aktivitet og hektisk genopbygning efter de over 15 års borgerkrig sluttede med en skrøbelig fred for snart 8 år siden. Mobiltelefonerne kimer i et væk og folk kysser på kinden. Tjeneren kommer med et udvalg af kager: det bliver en lækker hvid chokolademousse og delikat cheesecake, som hurtigt smelter i den fugtige varme.

Min kvindelige kontakt - ung politolog, middelklasse og muslim - sukker og snakker om det voldsomme pres, der er på libanesiske kvinder for at pleje deres udseende, og leve op til deres ry som regionens skønneste.

-Hvis du spørger en libanesisk kvinde fra mit sociallag, hvad hun ønsker sig allermest, så er det at kunne spise så meget hun vil uden at blive tyk. Kvinderne i min mormors generation kunne ikke blive gift, hvis de ikke var tykke! Dagen før havde jeg hørt en "vits", som også findes i en amerikansk version. "På Riviera-hotellet på den berømte Corniche strækning langs havet bør potentielle kvindelige selvmordskandiater sørge for at undgå swimmingpoolen, når de hopper. Hvorfor? Fordi al deres silicone ellers vil holde dem flydende".

Misforstå mig ikke - det glæder mig bestemt ikke at høre om presset fra opskruede skønhedsidealer. Men hvilken lettelse, at det er udseendet, som er problemet. At spise kager og tale om vægt nærmer sig næsten det subversive i sin banale normalitet set i Beiruts særlige perspektiv af intens borgerkrig og voldsom ødelæggelse, som stadig kan aflæses på de mange gennemhullede bygninger. Nogle er så arrede at maven pr. refleks trækker sig sammen, og i nogle af de sammenstyrtede huse har grønthandlere slået sig ned. De mange syriske og libanesiske soldater på gaderne og ved check-points, plakaterne på nogle hjørner af den syriske præsident Assad, ænser folk tilsyneladende ikke med et blik.

Inden det fancy konditori med cigarer i en mini-humidor i disken og det fint malede interiør har vi været på en cafe/restaurant, som især er populær blandt de mere velhavende turister fra Golf-staterne - "The Golfies". Her kan man nyde vandpipe, store isdesserter, frugtcocktails og delikate snacks samt solnedgangen over Middelhavet lige ved de berømte klipper Pigeon Rocks.
Disse livsnydende etablissementer ligger i vest Beirut - den muslimske bydel, ikke det kristne øst. Hvorfor overrasker det mig?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på det centrale spørgsmål om repræsentationen af "de andre" i mediehverdagen. Hvilken konsekvens har f.eks.den fremherskende fremstilling af muslimer i Danmark som sure, gnavne og glædesløse livsfornægtere og ærkeundertrykkere af kvinder over en, firkantet kam? Uanset at jeg ved, at virkeligheden er adskillige grader mere nuanceret end som så; at f.eks. Beirut før krigen var kendt som Mellemøstens Paris, at kvinder kan rumme både islam og at lede en virksomhed, sniger det dominerende billede sig alligevel ind i min egen forestillingsverden. Hvorfor skulle jeg ellers blive overrasket over de mange cafeer, den åbenløse livsnydelse?

Hamra Street - hovedgaden i bydelen - myldrer af forskellige kvinder. Undertiden tordner der en kæmpe stor four wheldrive afsted med en kvinde ved rattet iført tørklæde, elegant solbrille og mørk læbestift. Mange af de helt unge kvinder foretrækker små toppe med spaghettistropper - men der er også kvinder med stramme kjoler eller fine skjorter i stærke farver med matchende f.eks. orange eller spraglede tørklæder i fine chiffon-lignende stoffer. Tørklædedebat er et non-issue.
Som Dr. Mona Khalaf fra Intitute for Women's studies in the Arab World, pointerer er man jo ikke mentalt retarderet, fordi man har et tørklæde på - "og jeg har slet ingen problemer med at kommunikere med de kvinder med samme sociale baggrund som mig selv". I foyeren hænger der billeder af Jordans nye dronning Rania, der netop har været på officielt besøg i Libanon med sin mand, kong Abdullah, og selvfølgelig også aflagt visit på universitetets kvindeinstitut. Hun har selv en BA i business administration.

Mobilen ringer - dr. Khalaf er i færd med at arrangere et seminar til efteråret i samarbejde med Amnesty International om bl.a. kvinders stilling i de libanesiske fængsler, samt om æresdrab. Libanon har ca. tre eller fire af den slags om året, og kvinde- og menneskerettighedsgrupper lobbier regeringen hårdt for at få ændret den nuværende lovgivning. Hvis en bror f.eks. myrder sin gifte søster, fordi hun har en affære, kan han undslippe straf, hvis han kan bevise hendes utroskab.

Det er den type historie, der normalt kommer til at være repræsentativ for kønsforholdene som helhed i den arabiske verden. De resterende historier fra Mellemøsten på tv og i aviser er som regel krigsbetonede og gerne fyldt med vildøjede terroristtyper, der skriger mod himlen og vifter med våben.

I stærk kontrast til de få mænd, som begår de skændige gerninger, står den helt kolossale venlighed, som mænd (og også kvinder) af alle afskygninger udviser os. Der er ingen af de ofte ubehagelige tilråb, der kan forekomme i f.eks. Italien og Grækenland mod to kvinder fra Skandinavien. Der bliver passet på og holdt øje på en omsorgsfuld måde, og står vi lidt tøvende med guidebogen i hånden, er der straks hjælp på rede hånd. Der er intet af den sure, selvtilstrækkelige ligegyldighed, som i større eller mindre grad præger de fleste af os i Danmark i vores omgang med mennesker, vi ikke kender.

Men hvordan får man fortalt om gæstfriheden og omsorgen på en overbevisende måde, når klicheerne om brutale arabiske mænd er så indgroede? Vil de gode ting altid blive indskrevet i mistro og kynisme: - "ja, vent du bare, til du bor der" - "ikke uden min datter" osv. ? Og kan debatten om repræsentation og stereotyper af "de andre" kun foregå inden for en snæver bipolær ramme i stil med: "muslimer er slemme" vs "nej, det er løgn - de er flinke mennesker" - "forskel vs ikke forskel". Er det overhovedet sprogligt muligt at navigere uden om disse klicheer og åbne et nyt rum op som kan favne alle nuancerne?

Spørgsmålet om repræsentation af "de andre" vil ikke forsvinde. Min rejsefælle og jeg tager en taxi til Damaskus, når nu vi er i regionen. Efter adskillige omfattende indkøb i den gamle souk, er vi besvimelsens rand nær: varmen, indtrykkene, venligheden og alle duftene: kardemomme kaffe, vandpipetobak, fårehoveder…. Vi spørger en krydderimand om vej til en cola, og han peger på en lille biks rundt om hjørnet i en slags skyggefuld gård. Langsomt kommer et par andre handlede til - de er nysgerrige efter, hvor vi er fra. På forskellige sammensatte brokker (vi mestrer ikke arabisk)får vi forklaret, at vi er fra Danmark.
Forståelsen og de helt store smil breder sig: "cows, cows", siger en mand og peger forklarende på den røde ko på en fransk smøreost bag forretningeens glasmontre af mærket "La vache qui rit". Jeg har efterhånden vænnet mig til, at jeg med mine runde kinder nok altid vil have en vis lighed med en skandinavisk malkepige, men en ko? Vi smiler tilbage til de venlige mennesker. Senere får vi afklaret, at MD Foods har været drivkraften bag bl.a tv-reklamer i Mellemøsten med historien om "The Spoilt Cow". Denne forkælede danske ko sover bl.a i himmelseng og har et vidunderligt liv i liflige grønne omgivelser på et sydsjællandsk gods med tjener på hver en klov - derfor skal man selvfølgelig købe dansk smør og mælk.

I et land med få informations-kanaler er Danmark blevet lig skønne køer - en positiv repræsentation, som kommer os til gode. Modsat andre lande, hvor dansk porno og ikke MD Foods er kommet os i forkøbet, og vi derfor bliver opfattet som villige ludere.

Tilbage på konditoriet Le Mie Dorée ryges der cigarer til den store guldmedalje ved nabobordene. Vi tjekker shoppingmall'en Dunes lige ved siden af. Musikken brager ud fra musik- og video butikken Top Ten, hvor unge står og svajer fra de mange hovedtelefoner til de nyeste hits fra bl.a. det ægyptiske idol Amr Diab, som synger "dine øjne er som to måner", og ligner amerikaniserede teenagere verden over.

Moden er pæne t-shirts, jeans og store støvler for fyrenes vedkommende. Især et mærke skiller sig ud, nemlig støvlen "Crossfire" - en slags lokal Timberland model i lyst eller sort skind. En ny måde at håndtere krigen på? Det er selvfølgelig ikke alle teenagere, der har adgang til Beiruts mange goder. De store sociale forskelle er meget synlige; i byens sydlige del ligger palæstinensiske flygtningelejre, og det er også her i området at mange af de fordrevne fra Libanons sydlige såkalde sikkerhedszone bor.

Libanons engelsksprogede avis Daily Star bragte for nyligt en historie om forholdene nu, hvor efterårsregnen begynder at nærme sig. Kloakkerne flyder over, siver ind i folks huse og skaber grobund for sygdomme. Genopbygningen foregår især Downtown med et meget smukt udført og ambitiøst prestigebyggeri, og selv om der er lavet planer for bl.a. den sydlige by, er bulldozerne ikke gået i gang endnu. Hezbollah, (Gud's Parti), som mod syd er travlt beskæftiget med at fyre Katyusha raketter over grænsen mod Israel, arbejder her som socialforsorg med uddeling af vand, lidt pengehjælp til de trængende samt andre, der føler sig glemt af regeringen. Den grønne linje, den "grænse", der under borgerkrigen delte det kristne øst og det muslimske vest, er for længst blevet fjernet. Den nuværende grønne linje er måske den, der går mellem de fattige og fordrevne og så de, der klarer sig fint økonomisk som f.eks. kunderne på Le Mie Dorée. Spørgsmålet er, hvor meget den får lov til gro fast, og hvilket held interessegrupper har til at fiske i rørte vande. Der ventes også spændt på den lovede israelske tilbagetrækning fra det sydlige Libanon i 2000, og hvilke konsekvenser det får.

Da vi kører ud af Beirut og mod lufthaven kl. 2 om morgenen for at nå flyet kl 4, går turen gennem de hærgede sydlige forstæder. Vi sender en tanke til den britiske journalist John McCarthy, som her på sådan en tur mod lufthavnen i 1986 blev kidnappet af Hezbollah, og holdt fanget i fem år. Der er heldigvis sket meget siden da, men billederne af krig og død - krigen krævede ca. 150.000 menneskeliv og godt 1,5 mio. mennesker mistede deres hjem - er svære at fordrive i forbindelse med navnet Beirut.

For mit eget vedkommende kan de gode oplevelser og billeder af hverdag, venlighed og kagespisende normalitet, som også udgør byen, nu fungere side om side med ekkoet fra den den halvt snøvlende stemme: "Ole Sippel, Beirut", som på tv med baggrundslyden af bombardementer fulgte ens ungdomsår som noget uforståeligt sammen med de rædselsfulde massakrer, gidseltagningerne osv. Måske vi kan få mere forskning og diskussion om repræsentation - hvordan vi fremstiller os selv og "de andre" - og dens konsekvenser? Også blandt os journalister - uden at nogen skriger "politisk korrekt".
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk