Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

En voldsom og simpel død

 

Volden og borgerkrigen fortsætter ufortrødent i Colombia. Med Hemingway i baghovedet gør Lone Mason sig fra hovedstaden Bogotá nogle betragtninger om volden og den drabelige tyrefægterseance, hun ufortrødent gik til for en del måneder siden. Er der nogen mening med volden overhovedet? Har den et køn? Og hvordan hænger colombianernes kærlighed til kæledyr sammen med begejstringen for den blodige tyrefægtning.

 
 
"I was trying to learn to write, commencing with the simplest things, and one of the simplest things of all and the most fundamental is violent death".
(Ernest Hemingway i Death in the Afternoon, 1932)

FORUM/Santa Fe de Bogotá 16.9.99 Uanset hvad man måtte mene om hans historisk-litterære arv som en af de største machoer i moderne tid, er Hemingway en solid kilde til en sofistikeret forståelse af fænomenet tyrefægtning - hvis man accepterer fænomenet som en sport eller kunstart. Hans tekniske indsigt i og viden om tyrefægtningens historiske udvikling er imponerende, og hans velargumenterede insisteren på, at man ikke skal forhaste sig med at danne en mening om spektaklet, har en overbevisningskraft udover det sædvanlige. Ikke mindst for en kvinde, der siden hun var ti har forbundet tyrefægtning med lige dele folklore, mystik og forbud, eftersom hendes mor ikke havde tilsinds at lade ungen overvære en kamp under et ophold i Sydspanien.

Med mesterens ord i baghovedet tog jeg til den sidste forestilling i Bogotás "temporada", tyrefægtningssæsonen, der strækker sig hen over januar og februar, hvor man som regel kan regne med tørvejr. På grund af El Niños meteorologiske finurligheder bør denne tommelfingerregel tages med at gran salt, men denne søndag strålede solen ned fra en næsten skyfri himmel og oplyste det meste af Plaza de Toros Santa Maria beliggende midt i Bogotá, et godt stykke over havets overflade, eller "2600 meter nærmere stjernerne", som turistbrochurerne sindrigt proklamerer.

Jeg havde ofret 21.000 colombianske pesos (ca. 100 danske kroner) på en billet i skyggesiden - La Sombra - og sad kl 15:20 på den kolde cement (glemte selvfølgelig at købe en plasticpude). Herfra var der udsigt til et orkester, der marcherede rundt i arenaen; de andre tilskuere og adskillige oppustede reklamer for øl og mobiltelefoner og opfordringer til at give almisser til de jordskælvsramte stakler i Armenia.

Der var en nogenlunde ligelig kønsfordeling, og de fleste - både mænd og kvinder - var klædt på som til fest. Da det var den sidste forestilling i sæsonen, var Colombias præsident også tilstede. To kæmpestore lejlighedskomplekser, Torres del Parque, har uforstyrret udsigt til hele spektaklet, og jeg forestillede mig, hvor nemt det ville være for en snigskytte at gøre det af med ham, men beroligede derefter mig selv ved tanken om, at jeg ikke sad i skudlinien.

Kl. 15:30 buldrede den første tyr ind i arenaen. Et stort sort muskelbundt med smukt hvælvet forparti og lange spidse horn. Han løb ind til midten, standsede op og prustede, mens han kastede hovedet fra side til side. Tre hjælpere vovede sig med dødsforagt ind i hans "privatsfære", viftede ham om mulen med lyserøde klude, og spurtede på skift i skjul bag solide barrikader, opført som en art indvendig forstærkning af den egentlige barrikade. Da disse hjælpere havde løbet tyren varm og vred, blev der åbnet en låge for at Picadoren kunne gøre sin entré. Denne kom ind i arenaen på noget, der bedst kan beskrives som en forvokset bryggerhest i fuld rustning og med bind for øjnene.

Picadoren, hvis opgave det er at stikke (picar) dyret i nakken, for at Matadoren lettere kan dræbe ham (matar), styrede sin kæmpemæssige ganger henimod tyren. Tyren prustede og skrabede, og Picadoren tøvede et øjeblik. Pludselig tog han sit enorme "forslagtningsinstrument" og borede det ned i nakkemusklerne på den vrede tyr, der selvfølgelig blev endnu mere vred og forsøgte at stange hesten i flanken. Da hesten var godt og grundigt pakket ind i et metalforstærket dækken, var dette angrebsforsøg på forhånd dømt til at mislykkes. Luften dirrede alligevel lidt af frygt, for Picadoren havde løftet sit venstre ben ud af stigbøjlen og lagt det en anelse akavet hen over hestens bagparti for at undgå de drabelige hornspidser. En fuld mand, der skiftevis sad eller stod og pustede sin "ildvandsånde" i nakken på mig, kom med begejstrede tilråb, da blodet begyndte at flyde i en sej, mørk strøm ned over tyrens skulder.

Jeg mærkede et sug i maven og en begyndende kvalme, men begge blev hurtigt afløst af irritation over det tiltagende råberi fra alle sider. Picadoren var på vej ud af arenaen; Matadoren på vej ind. Sidstnævnte var en ældre herre med gråt hår og en besynderlig stiv gangart, som kendere måske ville karakterisere som stilfuld. Hans påklædning var mere elegant end hjælpernes, og han bar på en knaldrød kappe, som han havde draperet yderst pikant henover sin lanse. I fem-ti minutter "dansede" han med tyren, der efterhånden var godt fedtet ind i sit eget blod. Olé'erne fra tilskuerrækkerne tog til i styrke, for hver gang Matadoren fik tvunget tyren i knæ ved at dreje ham rundt om sig selv.

Trods blodtab, eller måske på grund af det, var dyrets kampgejst imponerende; han blev utrætteligt ved med at løbe, pruste, skrabe og føje Matadorens tirrende fiksfakserier med den røde kappe. Finalen på dette skue bestod i, at Matadoren borede sin lanse dybt ned i det hul i tyrens nakke, som Picadoren havde beredt. Tyrens tunge hang længere og længere ud af halsen; der lød nogle hæse spruttende lyde; han fik krampe i benene; faldt om på siden; blinkede febrilsk med øjnene; spjættede med benene - og blev helt stille, død.

For at være helt sikker på, at dyret var dødt, stak en af hjælperne ham flere gange i halsen med en dolk, mens en anden skar et stykke "skalp" ud af tyrens nakke, som Matadoren rakte op mod himlen og tilskuerne, mens han glad og stolt spadserede sin sejrssgang rundt i manegen. Tilskuerne klappede og hujede og kastede hatte og roser ned til ham; et hold muldyr spændt for en kærre var i mellemtiden gennet ind i arenaen og var nu i færd med at trække den døde tyr ud af manegen; hjælperne havde fået fat i nogle store koste og var i gang med at feje blodsporene væk. Hele seancen havde i alt varet ca. 20 minutter.

Den næste tyr var sværere at få bugt med. Faktisk opbød den så meget modstand, at det tog mellem fem og seks minutter og indtil flere dødsstød at slå den ihjel - til stor begejstring for den fulde mand i rækken bag mig, som råbte "Buen toro, buen toro - ya no quiere morir!?".

Jeg tror først, det gik op for mig, hvor kæmpestore tyrene egentlig var, i det øjeblik de var døde og blev trukket ud af arenaen af de små uldne muldyr. Jeg følte mig trist til mode, men forsøgte at trøste mig med, at de sikkert i det mindste ville blive spist, og at det hele ikke var et stort spild. (Colombianere er kødædere med stort K og ikke i udpræget grad feinschmeckere, så kødets påståede afsmag af stress vil måske ikke engang genere dem). Trods Hemingways formaninger om ikke at drage hurtige slutninger, fandt jeg det meste af forestillingen temmelig meningsløs og lod derfor hånt om mesterens anbefalinger. Jeg var nødt til at finde en mening med galskaben.

Hvorfor er colombianerne så fascinerede af tyrefægtning, og hvordan skulle jeg selv finde en dækkende metafor for det, jeg netop havde overværet? Designer slagtning? Dyrplageri? Stiliseret vold, mandens "magt" over dyret, "violent death"??

I et land som Colombia, hvor nyhedsmedierne dagligt rapporterer om vold, mord og massakrer, kan det virke underligt, at befolkningen har behov for mere af samme skuffe - uanset at volden "kun" er anrettet mod et dyr. I dette land, hvor der f.eks. er en hundefrisør på hvert andet gadehjørne, og hvor udbuddet af skønhedspleje for kæledyr nærmer sig det patetiske, er det ligeledes svært at tro, at befolkningen skulle have en specielt fjendtlig indstilling overfor dyr.

Jeg kan ikke prætendere at tale på vegne af colombianerne, højst spekulere, eller endnu bedre: spørge dem selv. Det har jeg gjort, og med få undtagelser har svarene været næsten skræmmende enslydende: tyrefægtning er en hævdvunden tradition; en blanding af sport og kunst, lyder det fra både mænd og kvinder. Pudsigt nok har jeg derimod ikke kunnet spore den store begejstring blandt mine spanske venner, der synes at afsky sporten med lige så megen lidenskab som mange colombianere beundrer den.

Tilskuerne til den ene kamp, jeg overværede, var et sammensurium af godtfolk fra alle lag og køn - eller næsten alle; billetprisen afskærer naturligvis de allerfattigste, gadefolket, som ironisk nok holder til omkring pladsen og gør den til et off-limits område efter mørkets frembrud. Man kunne have en formodning om, at sporten var forbeholdt de højere klasser, men det syntes ikke at være tilfældet. For folk med begrænset budget er der flere timers tyrefægtning på nationalt TV hver søndag.

Kvinderne udgjorde som sagt ca. halvdelen af publikum, så mændene kan altså heller ikke beskyldes for at opretholde en mandetradition - måske højst for at invitere kvinderne med indenfor og gøre dem til medskyldige! Alt taget i betragtning forekommer det mig, at tyrefægtning for colombianerne rangerer på niveau med motocross eller fodbold. Og det giver anledning til eftertanke: En så voldsom lidenskab for en så voldsom sport i et land med så megen vold er altså svær at kapere. Men måske er det just der, forklaringen findes: at vold er en blot og bar del af hverdagen. Den opfattelse ligger i alt fald lige for, hvis man tager i betragtning, at landet har været i borgerkrig i flere årtier. Eller "narkokrig", som den kaldes i medierne, navnligt de amerikanske, trods det faktum, at amerikanerne selv er de største aftagere af kokain og leverandører af de kemikalier, der bruges til fremstilling.

En marxistisk-leninistisk inspireret guerilla med diverse under-grupperinger, den officielle hær samt para-militære styrker konkurrerer fortsat om at overgå hinanden med hensyn til, hvem der kan opbyde de værste grusomheder. Over 6000 børn under 18 er direkte involveret i konflikten - oveni de mange, der er involveret indirekte: Colombia har mere end en million internt fordrevne mennesker; på flugt fra mordtrusler, eller på jagt efter økonomisk fortjeneste, hvilket som regel vil sige, at de ender med at føre en endnu mere kummerlig tilværelse i slumbælterne omkring de store byer - Bogotá, Cali eller Medellin.

I øjeblikket er det vist de para-militære grupper, der fører an. Det er også dem, der har flest penge. Guerillaerne er dog også godt med. Kidnapninger er deres største indtægtskilde, og ofrene hjemsøges alle steder fra kirker(!) til nationale rutefly; de fleste dog fortsat på landevejene. I de første fem måneder af 1999 blev der rapporteret mere end 800 kidnapninger - rige colombianerne, såvel som udlændinge, der per definition er rige, og deriblandt mange journalister. For nylig blev en politisk satiriker myrdet kort tid efter, at han ved retten var blevet tilkendt store summer fra staten for mistet arbejdsfortjeneste efter at han - mere eller mindre frivilligt - havde forladt den politiske scene.

Forleden, da jeg tog hjem til min lejlighed i frokostpausen, var luften ufremkommelig tyk af tåregas: nogle universitetsstuderende havde tyvstartet på en generalstrejke varslet for næste uge, og politiet havde beriget deres ellers fredelige demonstration med en kemisk magtopvisning. Vold og kriminalitet gennemsyrer dagligdagen i den grad, at selv nonner og munke er begyndt at skyde med skarpt. For et par måneder siden blev en uheldig indbrudstyv skudt i benet i min egen gade; jeg hørte en del larm om natten, og fik bekræftet mine bange anelser den følgende morgen i form af en blodpøl på fortovet.

Ikke underligt viser en dugfrisk Gallup-undersøgelse, at 50% af de adspurgte colombianere havde overvejet at forlade landet; 30% erklærede sig villig til at gifte sig med en fremmed hr. eller fru hvemsomhelst bare for at få et "green card" til en anden verden.

Men tilbage til tyrefægtningen. Det forekommer mig, at tyrefægtning er lidet andet end et nøje indstuderet og "stilfuldt" drab. Modstanderen (tyren) er ikke helt og aldeles værgeløs - dens råstyrke er jo overlegen, og dens kampgejst næsten utrættelig. At "fægte" med en tyr kræver års træning, og alligevel er der en vis fare forbundet med at opholde sig i dens selskab. Men faren er selvvalgt, og da tyrefægtning i sin pinlige essens er alles kamp mod een, er det altså svært at tabe undermunden i beundring for "Matadorens mod". Jeg stiller mig hermed uforstående overfor den fascinationskraft, som denne sportsgren eller kunstart er blevet tillagt igennem tiderne.

Et par sider inde i Death in the Afternoon skriver "The Master of Machismo" Hemingway om tyrefægtning: "I was not able to write anything about it for five years - and I wish I would have waited ten".

Modning af synspunkter er generelt en god ting. Ikke desto mindre vil jeg vove den påstand, at min indstilling til tyrefægtning næppe vil ændre sig med tiden. Med fare for at fornærme dem, der måtte opfatte tyrefægtning som en bevaringsværdig kulturel tradition, vil jeg gå så vidt som til at kalde den latterlig. Der er tale om et koldt og kalkuleret drab, og min sympati ligger udelt hos tyren. Omvendt fristes jeg til at give Hemingway ret, når han siger, at voldsom død er en simpel ting - i hvert fald i Colombia, hvor død og ødelæggelse udfolder sig med koldblodig regelmæssighed.

Jeg forlod iøvrigt forestillingen efter en time - og det på opfordring af min mandlige (britiske) ledsager, der mente at "to meningsløse drab måtte være nok for een eftermiddag". Siden den dag har jeg kun besøgt arenaen i forbindelse med koncerter.

Lone Mason er cand. mag. i engelsk og internationale studier, og informationsmedarbejder paa UNICEF's Regionalkontor for Latinamerika og Caribien, i Santa Fe de Bogotá, Colombia, siden marts 1998.
 
Læs mere
At være kvinde og matador er ikke specielt let, som det fremgår af denne spanske kvindes hjemmeside
Cristina Sanchez

Websted om kvinder i Latinamerika på spansk
Fempress
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk