Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Islamisk aktivisme skal forbedre skæve kønsforhold

 

Det er som troende, udøvende og fortolkende muslimer, at de kvindelige islamister kritiserer kønsforholdene i deres egne lande - og dermed bliver de ikke slået i hartkorn med udenlandske interesser.

 
FORUM/27.8.99Assia er en kvindelig universitetsstuderende på 26 år og medlem af den forbudte marokkanske islamistiske organisation, Al-adl w'al-Ihsan (Retfærdighed og godhed). Hun er én af 48 marokkanske kvinder, som jeg var i kontakt med i forbindelse med en undersøgelse af, hvad kvinders islamiske aktivisme består i. Hun siger:
- Jeg skal arbejde for samfundet, som har brug for mig. Jeg må ikke blot isolere mig. Jeg skal integrere mig i samfundet og jeg skal modstå pres for at nå mit mål, som er at tiltrække folk til at tage del i religionen.

Det interessante ved hendes udtalelse er, at hun sammenknytter nødvendigheden af et samfundsmæssigt engagement med religiøs aktivisme. Det tyder på, at Assia er blevet mobiliseret - for at bruge et lidt forslidt, men alligevel rammende udtryk. Hun er en del af den mest udbredte kvindebevægelse i Marokko og andre nordafrikanske og mellemøstlige lande - og islam er bevægelsens næsten demonstrative reference.

Man har til dato set en række forskellige bud på, hvordan kvinder i højere grad kan blive en del af en demokratisk proces. I hele dette århundrede har kvinders generelle situation og status været et stående diskussionspunkt, uanset politisk fløj eller tilhørsforhold. Det er betegnende at diskussionen helt indtil i dag er blevet formuleret som et spørgsmål om kvinder eller om "kvindens stilling" (til trods for at alle spørgsmål om kvinders position nødvendigvis involverer spørgsmål om mænds ditto). Samtidig er debatten uløseligt knyttet sammen med en række andre spørgsmål, der relaterer sig til moderne samfund, heriblandt spørgsmålet om demokrati.

Denne beskrivelse er dækkende for situationen i Europa og i Danmark, men kan også siges at gælde for kønsdebatten i Mellemøsten og Nordafrika. I de arabiske lande er "kvindespørgsmålet" på én gang det samme som andre steder og specifik. At der løbende dukker nye deltagere op i diskussionen af, hvordan magtforholdene mellem kønnene kan blive mere ligelig fordelt skal bl.a. ses i sammenhæng med en udvikling hen imod demokrati, eller i al fald i sammenhæng med den sociale udvikling i det pågældende land.

Efter uafhængigheden har de mellemøstlige, postkoloniale samfund satset på masseuddannelse af begge køn og fremførelsen af de kvindelige islamisters bud skal ses i sammenhæng med den sociale dynamik, der i dag er produceres af denne satsning. At uddannelse af masserne ikke kan siges at være et fuldbyrdet projekt ændrer ikke ved dette. I 1994 var f.eks. 54,9% af befolkningen i Marokko analfabeter, 67% for kvinders vedkommende. Den principielle tilslutning til masseuddannelse fra de regeringer, der overtog magten i de nye stater i midten af dette århundrede ser ud til at have haft en virkning - hvadenten det drejer sig om Jordan, Egypten eller Tunesien.

Et tilbagevendende spørgsmål er, hvordan kvinder kan få mere indflydelse i de formelle strukturer, så som parlament og retssale. Men der spørges også mere bredt om, hvordan kvinder kan træde ud af den marginalisering, der tilsyneladende er blevet dem til del i hele regionen.

Larbi Sadiki, lektor ved Australian National University, har forsket i demokratiseringsprocesser i Mellemøsten. I den anledning har han bl.a. set nærmere på henholdsvis feminisme og islamisme i kraft af de bestræbelser på at demokratisere de enkelte mellemøstlige lande, der har flydt herudfra. Han har for nylig gæstet Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet, bl.a. for at tale om arabiske kvinder og den demokratiske diskurs i en globaliseret verden.

Ifølge Larbi Sadiki betyder det faktum, at et færdigt demokrati ikke forefindes noget sted i Mellemøsten i dag, ikke at man bør lade være med at diskutere, hvordan kvinder kan få mere indflydelse i de formelle strukturer. Samtidig er det vigtigt at gøre sig klart, at der også i visse europæiske lande findes en meget lille repræsentation af kvinder.

Det er nok indlysende, at man ikke kan tale om demokrati, når kvinder udgør en forsvindende lille del af et formelt demokrati. Men Larbi Sadiki mener, at det i det hele taget er nødvendigt at tage demokrati som begreb under lup, også i forbindelse med en diskussion af demokratiseringsbestræbelser i Mellemøsten. Det er f.eks., hvad islamisterne kan siges at gøre, når de sammenligner europæiske demokratibegreber med begreber i Koranen, så som shura, der betyder rådgivning eller konsultation, og herudfra prøver at udvikle principper for folkestyre.

Sadiki mener, det er vigtigt at demokratibegrebet ikke stivner og bliver et spørgsmål om procedurer. Der skal mere end opfyldelse af procedurer til, før man kan tale om et fuldbyrdet demokrati, f.eks. i forbindelse med valghandlinger. Netop kvinders marginalisering i formelle demokratier turde være en dokumentation heraf. Øget politisk deltagelse er således et kodeord for f.eks. de jordanske kvinder, der har organiseret sig for at opnå netop dette.

Generelt er kvinder en udtalt politisk minoritet i Mellemøsten. Hvis man ser på kvinders repræsentation i de forskellige nationale parlamenter er den forsvindende lille. Selvom det er faktisk tilladt for kvinder at stille op til det egyptiske parlament, findes der alligevel p.t. kun to kvinder, der er valgt ind i parlamentet. Resten er udpegede. Dermed kan kvinder ikke siges at være fuldstændigt udelukkede fra det egyptiske demokrati. Til sammenligning, sidder der ingen kvinder i det jordanske parlament på nuværende tidspunkt. Dette er en tilbagegang i forhold til det tidligere parlament, hvor der var nogle få kvinder.

I Jordan har man derfor genoptaget diskussionen af en kvoteordning, der kunne sikre, at f.eks. mindst 20% eller 30% af parlamentet skulle bestå af kvinder. Netop tanken om en kvoteordning er ikke så fremmed for flere arabiske lande som man måske skulle tro. Til forskel fra f.eks. den hjemlige debat, foregår der især i Jordan en livlig debat om en kvoteordning, der kan sikre kvinder en vis repræsentation.

Egypten har allerede en vis erfaring med en 10% kvote. I 1982 vedtog man den såkaldt Jihan-lov (opkaldt efter den daværende præsident Sadats kone), som fastlagde, at mindst 10% af parlamentet skulle være kvinder. Bliver de ikke valgt ind, bliver de udpeget. Men ligesom herhjemme er har kvinder delte meninger om, hvorvidt en sådan ordning er til kvinders fordel eller ej, for der er tydeligvis tale om, at disse lande mener det ser bedst ud, at kvinder er synlige i det formelle demokrati. Samtidig udgør kvinder en sådan minoritet i de formelle demokratiske fora, at deres indflydelse er yderst begrænset - kvinders parlamentariske repræsentation har nærmest en symbolsk karakter.

Er den feministiske bevægelse i de arabiske lande totalt set kommet til kort, så har enkeltstående kvinder til gengæld markeret sig som fortalere for både mere konsekvente og mere radikale tiltag i forhold til arabiske kvinders situation.

En af de første arabiske kvinder, der gjorde sig bemærket som feminist (feminist her forstået som talsmænd og/eller -kvinde for kvinders rettigheder) - var egyptiske Huda Sha'rawi (1879-1947), der dannede "Den egyptiske feministiske forening" i 1923. Hun var af aristokratisk herkomst, altså en del af den egyptiske elite. De kvinderettigheder, som hun var fortaler for, gik på ingen måde ud på at gøre oprør imod islam, tværtimod.

Larbi Sadiki minder om, at Sha'rawis artikulation af kvinders frigørelse skal ses i lyset af de feminister, der var hendes forgængere. De første feminister i Mellemøsten og Nordafrika var mænd - som Qasim Amin (1865-1908)i Egypten og Tahar al-Haddad i Tunesien. Disse mænds synspunkter om kvinder og islam bliver interessant nok studeret og støttet af kvindelige islamister, ikke kun i Egypten, men også i f.eks. Marokko den dag i dag.

Huda Sha'rawi mente, at kvinder og mænd skulle dele magten mellem sig og fremførte, at problemet ikke var islam, men den måde som muslimer praktiserede islam på. Det er en pointe, som gentages flittigt af kvindelige islamister i dag, om så de bor i Istanbul, Kairo, København eller Fes. Huda Sha'rawi stod med andre ord for en frigørelse indenfor den ramme, som islam sætter.

Dette var, i hvert fald på daværende tidspunkt, tilsyneladende for radikalt for andre: Zaynab al-Ghazali, i dag en aldrende mentor for kvindelige islamister i Egypten, forlod tidligt Huda Sha'rawis bevægelse og dannede sin egen mere udtalt muslimsk orienterede kvindebevægelse. Men det er spørgsmålet, om det egentlig var deres forhold til islam, der skilte dem.

Larbi Sadiki peger på Nawal al-Sa'adawi som en anden enkeltperson, der i høj grad har gjort sig bemærket i diskussionen af kvinderettigheder i de arabiske lande. Nawal al-Sa'dawi er læge og kendt som forfatter, også udenfor de arabiske lande. Danske læsere har f.eks. gyst over hendes beskrivelser af hendes egen omskæring i bogen Evas skjulte ansigt, der udkom på dansk i 1981. I modsætning til Sha'rawi holder Sa'dawi sig ikke tilbage for at fremsætte budskaber, der bliver opfattet som anti-religiøse. Hun tager dog ikke eksplicit afstand fra Islam.

Nawal al-Sa'dawis position er socialistisk og pan-arabisk, og dermed befinder hun sig på den anti-religiøse fløj indenfor det politiske register i Egypten. Til trods for denne placering, opfordrer hun kvinder til at læse Koranen og tage del i fortolkningen af den. Hun har oprettet en feministisk organisation "Arab Women's Solidarity Organization" og for Larbi Sadiki er det betegnende, at hun har flyttet sine aktiviteter til Washington (hvorfra organisationens website bestyres). Hendes position i det egyptiske samfund er så kontroversiel, at der næppe gives plads til hendes bevægelse i Egypten.

Det ser derfor ud til, at nutidens arvtagere til Huda Sha'rawi snarere er de kvindelige islamister end feminister af Sa'dawis skuffe. Dog følger islamisterne ikke Huda Sha'rawis opfordring til kvinder om at gå barhovedet. Også her var Sha'rawi inspireret af sine mandlige forgængere, og heri ligger måske også årsagen til, at Sha'rawi på sin tid, ligesom Sa'dawi i dag, blev anset for at gå udenlandske imperialisters ærinde, i og med hun stillede sig op som fortaler for kvinderettigheder: At tale for, at egyptiske kvinder skulle opgive sløret var nemlig at tage datidens imperialistiske diskurs til sig - i Egypten de engelske kolonisatorers. I denne diskurs blev muslimske kvinders slør sat lig med kvinders undertrykkelse i muslimske samfund, hvilket optrådte som et alibi for koloniseringen.

Man kan roligt sige, at nutidens kvindelige islamister har taget denne erfaring til sig. Tørklædet er blevet deres varemærke, som et tegn på deres modstand mod vestlig inspireret sekularisme og andre anti-islamiske praksisformer. Historiens ironi skærpes yderligere derved, at de kvinder, der er aktive i de islamiske bevægelser og tager afstand fra den feminisme, som Sa'adawi står for, ikke alene studerer Koranen intenst, men tager også i høj grad del i fortolkningen af den. De henviser f.eks. til Koranens vers 49.13 og begrebet takreem eller ædelhed som en påvisning af, at kvinder i islam er endog yderst værdsatte, og som menneske ikke står tilbage for manden.

De marokkanske islamister, som overfor mig har udtrykt sig om kvinders position i islam, understreger da også alle den værdighed og værdi, som bliver kvinder til del i tekster i Koranen. Som de typisk udtrykker sig, står dette positive kvindesyn i grel modsætning til den realitet, man finder i de såkaldt muslimske lande. Det er dermed som troende, udøvende og fortolkende muslimer, at de kvindelige islamister kritiserer kønsforholdene i deres egne lande. Den bliver nemlig ikke slået i hartkorn med udenlandske interesser i Mellemøsten, heller ikke selvom, som Larbi Sadiki påpeger, er tale om feed-back til Mellemøsten fra dét, som han kalder "vestlig islam".

Disse nye artikuleringer af islam, der støtter sig mindre på modsætninger mellem Øst og Vest, er dukket op som en resultat af, at islamister, der er flygtet til Europa og USA dér har fortsat med at diskutere, hvad moderne islam er for en størrelse. Det synes i dag at være udviklingen af denne islamiske kritik, der på sigt kan vise sig at være afgørende for kvinder i Mellemøsten og deres chancer for at få mærkbar og formel indflydelse i de lande, der officielt bekender sig til islam som den nationale religion.

Derudover er det ikke muligt for de mænd, der besidder de øverste juridiske og religiøse poster, at imødegå de kvindelige islamisters kritik med den samme autoritet som tidligere. Kvindelige islamister er, som deres mandlige pendanter, velbevandrede i de religiøse skrifter og anerkender deres egne evner til at fortolke dem. Denne selvbevidsthed er samtidig konsekvensen af, at de mellemøstlige lande alle umiddelbart efter uafhængigheden iværksatte programmer, der skulle gøre masse-uddannelse til et faktum. De krav, som islamister af begge køn stiller, skal ses i lyset af, at brede masser er blevet tilstrækkeligt uddannede til at indtage en selvsikker kollektiv holdning. Men den fremdyrkes ligeledes i selve den islamiske aktivisme.

At dømme ud fra den aktivisme, som primært kvindelige studerende fra den marokkanske universitetsby Fes tager del i, markerer islamisme en understregning af kropslig selv-kontrol og en holdning til livsførelsen, som kræver resultater af den troende i form af arbejde, studier og promovering af den islamistiske vision. Disse aktiviteter fremmer en bestemt kunnen og nogle bestemte færdigheder hos islamistiske kvinder, som ikke kun er relevante for udbredelsen af islamistiske idéer, men som samtidig er relevante for, hvordan demokratiske principper praktiseres og udvikles blandt den marokkanske ungdom.

De unge kvindelige islamister er velorganiserede og vælger deres egne lokale ledere. De er heller ikke bange for at tage ordet demokrati i deres mund. De er tværtimod er del af en politisk opposition, som kræver øget demokrati i opposition til den hidtidige nationale elite, også for deres egen bevægelse indenfor et politisk set, fortsat restriktivt marokkansk styre.

Med den magtfulde Kong Hassan II's velsignelse, har har den parlamentariske opposition i Marokko for nylig overtaget regeringsmagten, og lederen af socialistpartiet er - til sin egen overraskelse - blevet ministerpræsident. Men det er stadig åbent, hvorvidt disse forandringer også vil give islamisterne større politisk legitimitet.

Muslimske kvinders problemer med at blive anerkendte som politiske aktører og som kompetente borgere er et centralt problem for kvindelige islamister. De arbejder intenst på at opnå denne anerkendelse fra andre sociale grupper og fra såvel myndighederne som fra udenlandske observatører. De ønsker dermed at opnå en status som kvinder, hvis holdninger og handlinger ikke bare kan ignoreres. Anerkendelse angår de strategier, hvormed kvinder baner vej til formelle indflydelsessfærer i Marokko og transnationalt, og de teknikker de anvender for at blive kompetente og opnå gennemslagskraft i disse sfærer, også selvom denne gennemslagskraft ikke er stillet op som det udtalte mål.

Kvindelige islamister lægger tilsyneladende megen vægt på deres personlige udvikling som muslimer. Men for at praktisere troen så korrekt som muligt, er et socialt engagement, omsat til én eller anden form for social aktivisme, uomgængelig. Udgangspunktet for deres arbejde er således en teori om, at kropslig og individuel reform er en forudsætning for at samfundet som sådan kan reformeres. Dvs. at det ikke er tilstrækkeligt at gå til møder sammen med andre aktivister, at studere og at læse, at faste og bede. Med til billedet af kvinders islamiske aktivisme hører en form for socialt arbejde, f.eks. indsamling til forældreløse børn, besøg hos syge på hospitalerne eller undervisning af andre kvinder i islam.

Der udvikles forskellige former for strategier i den kønsopdelte aktivisme, som kan vise sig at have en meget større rækkevidde end det umiddelbart ser ud til. Idéer blandt islamistiske kvinder om selv-uddannelse og selv-disciplinering signalerer således, at en subjektivitet, der demonstrativt præsenteres som en identitet som intellektuel, kvinde og muslim hos én og samme person, er ved at dukke op. Og denne subjektivitet kan tænkes at blive afgørende for om marokkanske kvinder får plads i de formelle demokratiske strukturer og dermed en øget chance for at påvirke de formelle beslutningsprocesser i landet.

Der kan i realiteten blive tale om, at en privilegeret elite bliver overhalet af denne bredere funderede bevægelse, som med udgangspunkt i Koranen, leder en ny bølge af folkelig, social reform eller folkelig dannelse. Islamismen markerer således et skift, et moment, hvor den erklærede intention hos en ny middelklasse er at vende sig mod de former for praksis, der opfattes som mere islamiske og derfor mere autentiske for f.eks. mange marokkanere.

I gruppen af højtuddannede findes der en del, som kommer fra beskedne kår. Det er ikke ualmindeligt at have forældre, der er analfabeter og selv opnå en universitetsuddannelse. Mange af disse mennesker er utilfredse med de resultater, som uafhængigheden indtil videre har ført med sig - bl.a. social armod og arbejdsløshed. Verdensbanken har til en vis grad styret den marokkanske økonomi i 1980'erne med begrundelse i en katastrofal økonomisk situation. Derfor forlanger islamisterne nu en ny uafhængighed, som består i at man i højere grad lader den islamiske arv sætte sit præg på organiseringen af den marokkanske stat og folks dagligliv i det hele taget.

Islamisk aktivisme er én vej blandt andre, som vælges af unge marokkanske kvinder, for at opnå adgang til de tilbud, som er karakteristiske for moderniteten. For islamismen er fortaler for ikke bare kvinders adgang til uddannelse men også til arbejdsmarkedet og til den formelle politiske sfære. Men i modsætning til feminismen tiltrækker islamismen ikke kun kvinder fra de mere elitære lag af befolkningen. Islamismen tiltrækker også kvinder, som er vokset op i en familie fra den lavere middelklasse. Det betyder at de grupper af studerende, som tilhører den første generation af familien, der har lært at læse og skrive udgør en væsentlig del af aktivisterne.

En forudsætning for at et marokkansk demokrati kan blive en realitet og dermed for at kvinder er inkluderede i det, er at bredere grupper af kvinder tager del i en politisk praksis; at de bliver mobiliserede. Og islamismen har i en grad som ingen anden bevægelse i den marokkanske historie mobiliseret kvinder.

At islamismen markerer en omstændighed, hvor kvinders bevidsthed om deres egen situation i det marokkanske samfund når bredere ud, skyldes selve aktivismens karakter af social reform eller "folkeopdragelse" kombineret med religiøs-politisk vækkelse. Og i netop dette reformarbejde har de kvindelige islamister en stor andel, fordi det i udstrakt grad er dem, der stiller sig op og underviser - hinanden og andre kvinder, studerende, analfabeter og fattige. Dette foregår ikke kun indenfor de islamistiske organisationer, men f.eks. også i den myriade af Koranhuse - private religiøse institutioner af vekslende størrelse - der findes i hver en by og hvert et kvarter i et land som Marokko.

Der er imidlertid ikke noget, der tyder på at denne islamistiske folkeopdragelse - eller dannelsesbevægelse - fører til nogen éntydig kvindefrigørelse, endsige til at kønsmæssig ligestilling er lige om hjørnet. Men et patriarkat kan have mange former, og det faktum at arabiske kvinder bliver mobiliserede kan imidlertid vise sig at være meget vigtigere end spørgsmålet om, hvorvidt de bliver det ud fra et socialistisk, sekulært, liberalistisk eller islamistisk udgangspunkt.

FORUM/27.8.99

Connie Carøe var på feltarbejde Marokko i perioden 1994-97. Hendes ph.d.-afhandling har titlen "Self and Social Process in Women's Islamic Activism". Hun er tilknyttet Center for Udviklingsstudier i København.
 
Læs mere
Links til ressourcer om kvinder og Islam
New Voices for Women in the Middle East

Links til ressourcer om kvinder og islam
Women in the Middle East Colombia University

KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk