Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Til Tyrkistan med turbodrop

 

Nogle tanker om magtfulde myter og orienten i Tivoli

 
FORUM/Tivoli 15.7.99
Orienten er flyttet til Danmark. Stående på hjørnet af Bernstorffsgade og Vesterbrogade, kan man se det. Et 63 meter højt tårn knejser mod himlen. Det ligner en blanding imellem en minaret (det tårn på en moske, hvorfra der kaldes til bøn) og en stiliseret el-mast med tyrkisk turban på. Efter solnedgang kan man se små fine lys blinke som perlebesætning i turbanen på baggrund af den lyse skumring.

Tivoli har fået en ny nærorientalsk forlystelses afdeling. Orienten hedder den. Den er opført i det sydøstlige hjørne omkring Det Flyvende Tæppe, og er en fysisk manifestering af en gammel drøm om orienten, som også ses afspejlet i den maurisk inspirerede Nimbbygning fra 1909 (oprindeligt Bazar) tæt ved Tivolis indgang.

Ved indgangen til Orienten finder vi en jeep, en lille kiosk hvor man kan købe alskens proviant til vores safari i Orienten, hvor vi kan sende småbørnene på en rutschebane-karavane eller gå på indkøb i Bazar'en. Vi befinder os i et Ole Lund Kirkegaard Univers designet af arkitekten Søren Robert Lund, manden som også stod bag Arken. Her er stengitre i geometriske islamiske mønstre, tyrkiske kakler. Cafè-restauranten Aladdin ligner en dukke udgave af et tyrkisk te-hus fra Istanbul, og sidder man her, kan man ved at kigge vestover ud af vinduet, skimte Kina.

Jeg afprøvede min rustne parat-geografi i hovedet, og adskillige afbrændte hjerneceller senere blev jeg endnu en gang enig med mig selv om, at jeg ikke befandt mig i virkeligheden. Til trods for spredte ligheder var dette sandsynligvis ikke Tyrkiet, ej heller noget andet specifikt geografisk sted.

Uden for Bazar'en fiskede en otte årig dreng en plastickrumsabel op af en kurv, gik i knæ, svingede sablen og sang: Hodja fra Pjort. Inde i Bazaren, som handler med et veritabelt sammensurium af tyrkiske, ægyptiske og danske varer bemærkede en midaldrende kvinde, at alt, hvad vi manglede, var nogle rigtige arabere.

Hvad er mon en rigtig araber? Er hendes nabo på Frederiksberg, den arbejdsløse palæstinensiske læge, som dyrker yoga, en rigtig araber? Eller hvad med flygtningen, den irakiske revisor, eller murerarbejdsmand som har startet et pizzaria nede om hjørnet? Er han rigtig nok? Nej, det er han selvklart ikke.

Det hun manglede her, var en personificering af sin barndomsfantasi. Sådan en med sort overskæg, hvidt hovedtørklæde med sorte remme omkring, iført lang gallabiyya, (kjortel) og sandaler, sådan en fra Tintin eller fra Jumbobøgerne. En kameldriver fra Tyrkistan, Arabistan, Islamistan.

Vores fantasier og myter om orienten er mange, og det er måske ikke så mærkeligt, at de ligger så solidt forankrede i vores bevidsthed. I næsten 1000 år har vi delt myteunivers med Orienten, og manden, som ved hjælp af sine lignelser lærte os om godt og ondt, var en gallabiyya-klædt, sandsynligvis også både sorthåret og brunøjet orientaler, som vandrede rundt i Palæstina iført sandaler og lejlighedsvist hovedtørklæde.

Orienten er vores religions vugge, og personificeringen af det ultimativt gode, Jesus, var orientaler. Men også senere har vi fået sendt mytegods fra Orienten. I 1500- og 1600-tallet åbnedes handelsruter, og der blev oprettet diplomatiske forbindelser imellem muslimske og kristne stater, og handelsfolkene bragte en duft af myrra, slør, haremsskønheder og damaskvævede stoffer op til os. Man begyndte at studere Orienten, og endelig blev jo også 1001 nats eventyr oversat til europæiske sprog. Alt dette myte-gods ligger godt og trygt i vores europæiske kulturarv og i vores barndomsuniverser, det hele krydret med en god portion Jumbo-bog og en smule Lawrence of Arabia, og repræsenterer det billede vi ønsker, at det orientalske drømmeland skal leve op til.

Det ultimativt onde synes også at komme fra Orienten,
og også det kunne argumenteres at være en gammel historie. I slutningen af 1000-tallet til slutningen af 1100 tallet kom korstogene, hvor kristne styrker forsøgte at erobre muslimsk territorium i den nære orient for at sikre herredømme over de hellige steder, med blodige opgør til følge. Saladin, som nominelt var manden som drev de kristne på flugt, stod længe for os som indbegrebet af ondskab, skønt det nok ligger sandheden nærmere, at korstogene udviste en hidtil ukendt brutalitet, og at jøder, kristne og muslimer indtil da havde levet fredeligt side om side.

Af nyere dato, og i særdeleshed efter Berlin-murens fald, har vi den mytologiske fanatisk religiøse terrorist-araber med de stikkende mørke øjne, det sorte skæg og det hvide hovedklæde, som tømmer sin kalashnikov ud over en samling uskyldige mennesker i et indkøbscenter, imens han råber noget i retning af: Allahu 'akbar. Han lever også som prototype-skurk i et væld af tegneserier, spændingsfilm og kriminalromaner.

Men nu tilbage til Tivoli. Adgang til barndoms-eventyret Orienten får man poetisk nok gennem et firkantet monument, prydet på strategiske steder med små stjerne- og måneruder med farvet glas. Bygningen ligner et Arabisk Planetarium i miniature, med et observatorium i toppen. Observatoriet over billetlugen er desuden kontroltårn for hovedattraktionen: den høje el-mast-minaret med turban på Det Gyldne Tårn. Et turbo-drop hedder det. Det er noget i retning af et maskineret bungee jump (elastikspring). Rundt om tårnet er en ring af sæder, og denne ring med dens menneskefragt hejses så op i toppen af tårnet, bliver der en stund, for så at turbo-droppe ned til foden af tårnet, lidt op igen, og så ned, hvor sæderne bliver åbnet og folk lukket ud.

Vi turbo-dropper så at sige fra toppen af minareten, nærmere gud og stjernerne og ned på jorden, hvortil vi er bundne, ned til Tivoli og virkeligheden. Eller for at sige det med en klog kvindes ord; ned til vor tivoliserede virkelighed.
Det lød ondt.


Skulle der nu være noget ondt i Tivoli og eventyr? Ikke så vidt jeg kan se. Personligt kan jeg godt lide Tivoli, og det er heller ikke sådan, at jeg har noget imod fantasier. Tværtimod. De hjælper de mig til at indrette min verden og til at adskille mig selv fra det onde. I eventyrene og myterne, i kriminalromanerne og spændingserierne er det altid helten eller heltinden, vi identificerer os med. Vi er allesammen Snehvide, agent Scully eller Mulder i "X-files" eller manden til konen i muddergrøften. Det er de andre, der er de onde. Så vidt jeg kan se, er myterne og eventyrene også noget andre folk dyrker. Både tyskere, spaniolere og arabere.

Nej, det er ikke eventyret eller myten i sig selv, jeg finder kritisabel. De er nok mere eller mindre et fælles-menneskeligt træk. Vi har alle myter, og myterne sidder så uhyggeligt godt fast og står sjældent i noget som helst realistisk forhold til virkeligheden.

Det, der imidlertid for alvor generer mig, er, når selv meget begavede og veluddannede mennesker insisterer på, at virkeligheden skal indrette sig efter deres myte- og eventyr-universer, og ikke evner at forholde sig kritisk til dem.

Nu taler jeg naturligvis om vores opfattelse af araberne eller muslimerne.

Når glade turister galloperer rundt på kameler på safari i ørkenen iført lange gallabiaer og hvide hovedtørklæder med sorte bånd og på det bestemteste afviser at sælge deres forfængeligt hvinende unge døtre for en sum af 40 kameler til en beduin, som har forstået at tjene et par håndører på en generelt udbredt eventyr-myte om araberne, så er det en ting.

Det er en hyggeligt pirrende barndomsfantasi levet ud, og turisten fik, hvad han kom efter. Det er Tivoli.

Det er straks mere alvorligt, når myterne bliver en slags grundindstilling, som udspilles i medierne eller i forskningen i søgningen efter den ægte araber.

Edward W. Said udgav i 1978 sin bog Orientalism, hvori han behandlede Vestens syn på Orienten, og han viste, hvordan man i orientforskningen tog sit udgangspunkt i et orientalsk myteunivers, hvori den vestlige forsker på verdensplan var den ubestridte videnskabelige ekspert.

Dette er en iagttagelse af dimensioner i en verden, hvor det er os, Vesten og USA, som både millitært og ideologisk sætter dagsordenen. Myterne støder vi næsten dagligt på gennem medierne, og vi skal bare høre ordene tørklæde, moske eller Islam, så springer skægfyren med kalashnikoven beredvilligt ind på vores mentale arena. Disse billeder understøttes grundigt af vores underholdningsindustri. I filmene identificerer os med en specialuddannet elite-soldat på udsending i Arabistan for at forsvare individets rettigheder og demokratiets ukrænkelighed og hjembringe nogle forkølede gidsler og et par bortførte børn af blandede ægteskaber, som vilde fundamentalistiske fædre har tortureret med koranlæsning og spejdereksercits, som ville gøre Lord Baden-Powell grøn af misundelse.

Hovedrolleindehaveren i filmen Pizzaking Janus Bakrawi blev interviewet til radioens P3, umiddelbart før han skulle ind til premieren. Det var en hyggelig og gemytlig samtale, og der blev talt om Robert De Niro, racisme og andengenerations indvandrere to mediepersonligheder imellem. Sidst i interviewet måtte Janus Bakrawi løbe, og bad intervieweren passe på ikke at træde på hans bedetæppe på vej ud. Citeret efter hukommelsen siger interview'eren så lidt beklemt:"Nåh, hø hø, det er måske sådan en back-to-the-roots-ting", hvortil Janus venligt og med et misundelsesværdigt lune replicerer: "Sorry du, jeg elsker faktisk min religion". Sorry, hvad? Sorry, at du kom til at synes, at jeg var god og fornuftig, og nu sidder du og er foruroliget over de uhyggelige billeder af de truende bedende masser, de dræbte tvangsgifte piger, de undertrykte og torturerede forfattere, hvis bøger bliver afbrændt til massedemonstrationer i Islam's navn, som flimrer forbi under din hjernebark, og tænker, hjælp en troende muslim. Sorry, at jeg har forvirret dig?

Nu er vi danskere nok ikke det folk, der har det mest afslappede forhold til religion i det hele taget. Vi er nærmere generelt set ofre for en pseudo-freudiansk holdning, som mener, at er man religiøs, og ligefrem opgiver sin individualisme og dyrker en på forhånd givet religion, er det snarere udtryk for f.eks. et uafklaret fader-forhold eller en uharmonisk barndom, som man burde gå til psykolog for at få bearbejdet. Men ideen om, at er man religiøs muslim, som beder og faster, så griber også man gladeligt sin kalashnikov og udspiller resten af myten, er desværre ren Erasmus Montanus tænkning: En terroristisk blodhævner beder, Janus Bakrawi beder, ergo er Janus Bakrawi terroristisk blodhævner. Som vi husker, så gav morlil sig til at græde. Det kan jeg godt forstå.

Det kunne meget muligt være med baggrund i sådan en type Erasmus-tænkning, at vi gerne vil have en eventyr-minaret i Tivoli, men ikke en rigtig èn på Amager Fælled endsige andre steder.

I Ægypten var jeg sidste år ude og besøge en veninde, da hendes bror og svigerinde dukkede op, og eftersom vi var midt i højtiden, Ramadanen, blev det desværre en længere forestilling. Svigerinden målte mig køligt fra top til tå og kiggede bort med en lille trækning i næsen. Vi forstod alle spontant den lille trækning, og jeg ærgede mig kort over, at det sidste tog ind til Cairo var kørt. Natten var ung, og under Ramadanen bliver man oppe for at hygge sig med hinanden. Efter en del forsigtig udenomssnak blev bomben endelig langsomt detoneret ved, at min veninde og hendes bror (hendes egen mand) venligt men heftigt gav sig til at forsvare mig. Sagt mindre høfligt og med et ordvalg og en direkthed de aldrig ville drømme om at anvende, så var essensen, at selvom jeg var blond europæisk kvinde, var jeg altså ikke hverken sexmonster eller luder, som gratis betjente alle hankønsvæsner med umættelig vellyst. Jeg havde moral.

Efter et par timer begyndte hun til min ærgrelse at henvende sig til mig, lidt mere åbent, men alligevel stædigt forbeholdent, for hun havde nemlig hørt, og det var ganske vist. Hendes bedste veninde havde en kristen (ægyptisk) veninde, og hun havde fortalt hende ting, og helt ærligt, hvad var det for noget? Svineri! Skulle Helligånden have haft sex med Jomfru Maria. Jamen det var da en del af den kristne lære, ikke? Jomfru Maria blev frugtsommelig ved Helligånden?

Nu er den ubesmittede undfangelse, så vidt jeg kan se også for viderekomne, men jeg klarede skærene ved at indlemme den i kategorien "Gudsindstiftet Mirakel" og forklarede, at vi kristne ikke forbandt nogen fysisk akt dermed. Ikke at det på nogen måde overbeviste hende, men jeg lukkede da munden på hende et øjeblik. Hun satte sig mut og stædigt tilbage, men lænede sig så frem med fornyet styrke: "Jamen, så det med præsten?" "Hvad med præsten?", spurgte jeg. "Jo", sagde hun, "det med at når to kristne skal giftes, at præsten så går i seng med bruden, umiddelbart før hun skal ægte sin tilkommende". "Hvad var det for noget ævl", sagde jeg. Det vidste hun altså helt sikkert. Hun havde det fra veninden, og hvorfor skulle den kristne pige lyve. Det var sandt.

Nu havde jeg hørt nok. Jeg gik ud i køkkenet for at lave mig en kop te. Mine stakkels værter forsøgte at mægle og bevare hyggen, men omend vi klarede natten sammen, så var det stort set sket med den hygge. Svigerinden ville partout have, at jeg skulle personificere hendes myte-univers. Et univers hvor hun repræsenterede det moralsk rene og jeg moralens forfald og skørlevned. Det er jo også det, de er til for de myter. Til at definere godt og ondt, rigtigt og forkert. Men at definere, at det, som de andre gør eller ej, som værende forkert: Heri ligger krænkelsen. Den forudindtagede, nedladende, og desværre ofte stædige og uretfærdige beslutning om at myte-offeret repræsenterer noget, som i bund og grund er forkert eller ondt. Jeg skulle ikke have noget af at være hovedrolleindehaveren i hendes eventyrforestillinger.

Hvis hun havde kunnet lide mig bare en lille smule, kunne jeg måske have forsøgt mig med et "Sorry du, jeg har faktisk været i seng med andre før min nuværende mand", og så kunne vi måske have bygget bro over kløften af myter. Måske.

Jeg er modsat så mange andre heldig. Jeg kan heldigvis affærdige hende som en idiot og tage hjem med næste tog. Skulle jeg møde for mange af hendes slags i Ægypten, og skulle man i en forlystelsespark lave et turbo-drop på noget, som ligner et kirketårn med ridderhjelm på, kan jeg tage et fly hjem. Hjem til min del af kloden, den rige del som har indstiftet den nye orden i verden, og hvor jeg heldigvis repræsenterer det gode. Det er ikke svært at forstille sig, hvordan det ville være, hvis førnævnte svigerinde var min arbejdsgiver. Eller min lærer. En kvinde som havde indflydelse over mit liv. Ikke desto mindre er det altså virkeligheden for masse mennesker her i Danmark.

Orienten ér nemlig kommet til Danmark. Virkelighedens altså. Nu er det så i anstændighedens og sandhedens tjeneste op til os alle sammen at skelne tivoli fra virkelighed.

Anne Stadil studerer arabisk sprog og islamisk kultur. Ved siden af studierne har hun taget kursus i sang og luthspil ved Akademiet for arabisk musik i Cairo. Hun sang i natklub og bar på Le Meridien i Cairo i 1992 og fra 1992-93 havde hun engagement på et Hotel Forte Grand i Giza, et stenkast fra pyramiderne. Hun skriver fast for FORUM.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk