Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Den nye frimodighed

 

Der er bevægelse i forholdet mellem kønnene i Iran - status efter 20 år med islamisk præstestyre

 
FORUM/18.6.99 Forskellen på en iransk og en amerikansk burgerbar ligger i hurtighed og smag. En burger smager bedre i Iran: der kæles for maden, og prisen er på niveau med bedre restauranter. Til gengæld serveres den iranske burger med sneglens fart. Det har heller ingen hast at komme ud af burgerbaren igen. Den er et frirum - et rum for en ny frimodighed. Burgerbarerne opsøges af begge køn - grupper af unge mænd og kvinder eller unge par, som diskret holder i hånd.

I burgerbarerne promeneres den nye frimodighed: De store sorte eller grå frakker knappes op og afslører lædernederdele og modebluser fra europæiske modehuse. Når det offentlige rum udenfor skal betrædes, knappes frakkerne igen og det løsthængende tørklæde knyttes og tjekkes.

Det er 20 år siden Ayatollah Khomeini med et kolossalt befolkningsflertal bag sig udråbte en islamisk republik i Iran. Den nye generation har glemt alt om dette.

De iranske kvinders livsvilkår er præget af den modernisering af samfundet, der har fundet sted - på trods af præsteregimets konservatisme. Udbredelsen af almindelig skolegang for begge køn, det faldende fødselstal, urbaniseringen og den forøgede mobilitet i samfundet har naturligvis påvirket kvindernes liv. Men det er en proces fuld af modsætninger, fordi disse ændrede livsbetingelser har ændret sig samtidig med, at der i 1980'erne er foregået en islamisering af samfundet.

Efter 1979-revolutionen blev der iværksat en gradvis ændring af reglerne for korrekt påklædning. Først blev det gjort obligatorisk for offentligt ansatte kvinder at bære slør, derefter blev det påbudt i offentlige bygninger. Fra 1983 skulle kvinder være totalt tildækkede, bortset fra hænder og ansigt. Samtidig blev der indført en kønsadskillelsespolitik, som fra midten af 1980'erne var så fuldstændigt gennemført, som en sådan næsten kan være, uden at samfundets evne til at fungere påvirkedes.

Kampagnen blev indledt ved at forbyde mænd og kvinder at bade offentligt sammen, derefter blev der indført kønsadskillelse i frisørsaloner o.lign., senere i skolerne, ved offentlige møder, i busser og tog, ved sportsarrangementer osv.

Inden for uddannelsessystemet bestod islamiseringspolitikken især i, at lærebogsmaterialet blev "justeret", så det præsenterede den "korrekte" islamiske adfærd og korrekte normer. Det var i høj grad i forhold til mænds og kvinders roller, at der skete ændringer.

Der blev gennemført kønsopdeling ved simpelthen at etablere rene pige- og drengeskoler og desuden blev der indført en skoleuniform for piger, der sikrede, at principperne om tildækkethed blev overholdt. Princippet om drenge- og pigeskoler var og er omdiskuteret i Iran: Fortalerne for adskillelsen hævder, at piger udvikler deres evner bedre i skoler, hvor drengene er udelukket fra at komme. Ifølge officielle iranske oplysninger var 60% af Irans kvinder analfabeter i shahens tid. Ved midten af 1980'erne var man angiveligt nået op på, at 52% af alle kvinder og 71% af alle mænd kunne læse og skrive. Af indlysende årsager er den slags oplysninger meget usikre - det er vanskeligt at undersøge præcist - men der er ingen tvivl om, at der er blevet gjort en stor indsats for at afskaffe analfabetismen i Iran og at man i slutningen af 1990'erne nærmer sig en situation, hvor stort set alle børn får lært at læse og skrive.

Den tidligere præsident Rafsanjani holdt i begyndelsen af 1990'erne en tale ved fredagsbønnen på Teherans universitet, hvor han bl.a. diskuterede seksualitet. Rafsanjani omtalte i talen hvordan seksualiteten skal opfattes inden for rammerne af islamisk tankegang og sagde bl.a.:

"Tag for eksempel det seksuelle instinkt, som Gud har givet os. Nogle tror, at hvis vi afstår fra at tilfredsstille vores seksuelle behov og unddrager os seksuel tilfredsstillelse, så er dette godt. Det er imidlertid ikke sådan. Det er forkert. Det er anti-islamisk...Hvis vi havde et sundt samfund, så ville situationen med alle disse enker være meget anderledes. Så kunne de, når de følte behov for det, henvende sig til en af deres venner eller slægtninge og på et grundlag af tillidsfuldhed opfordre ham til at de midlertidigt giftede sig. Dette kunne de gøre uden frygt for at blive skammet ud eller udgrænset af andre....At gå imod naturen er forkert...I samfundet nutildags bliver folk modne allerede når de er 15 og seksuelle behov vækkes i dem...Vores uddannelsessøgende er konstant udstillet for det modsatte køn i skolerne, på universiteterne, i parkerne, busserne, basarerne og på arbejdspladserne. De bliver hele tiden stimuleret, men har ingen "udveje". Hvem siger dette er rigtigt? Det er sådan, at nutildags vil dette at forblive ren og respektabel og at respektere de samfundsmæssige normer være ensbetydende med at forblive utilfredsstillet, indtil man er 25 eller 30 år gammel. De er nødt til at unddrage sig deres naturlige behov. Unddragelse er skadelig. Hvem siger det er rigtigt? Altså, Gud sagde ikke, at dette behov ikke skulle tilfredsstilles. Profeten sagde ikke sådan. Koranen siger ikke sådan. Verden siger heller ikke sådan. Og desuden, hvis man lider afsavn, vil skadelige psykologiske og fysiske konsekvenser følge. Videnskaben har bevist dette. At kæmpe mod naturen er forkert."

Rafsanjanis tale blev meget omdiskuteret - både i og uden for Iran. Og det lyder også vidtgående. Han sagde indirekte at traditionelle forestillinger om bevarelse af uskylden indtil ægteskabet ikke skal tages alvorligt. Og udfordrede dermed de unges forældre. Desuden pustede han liv i et fænomen, der uden for Iran giver anledning til megen mystifikation, nemlig det midlertidige ægteskab.

Så vidt vides er det midlertidige ægteskab ikke særlig udbredt i Iran. For det meste er det enker og fraskilte, der etablerer midlertidige ægteskaber og baggrunden herfor er et udtalt ønske om et samliv, som ellers er forhindret. Initiativet kan tages af såvel kvinder som mænd, men som oftest er det mænd, der søger at etablere den form for forhold.

I Iran har debatten om det midlertidige ægteskab koncentreret sig om de principielle aspekter af sagen. På den ene side står iranske feminister, der har anklaget det midlertidige ægteskab for at fokusere på seksualiteten (og ikke på kærligheden) og for at føre til usikre forhold for børnene, for at være umoralsk, om ikke ligefrem legaliseret prostitution. På den anden side står en række kvinder og mænd, der mener, at det midlertidige ægteskab er en mere moderne form for samvær, som repræsenterer et opgør med de meget rigide normer i præstestyrets Iran.

Af større betydning er formentlig de tendenser til liberalisering af normerne, der synes at gøre sig gældende i Iran i slutningen af 1990'erne. Siden valget af den nye præsident Mohammad Khatami i 1997 har der vist sig en umiskendelige opblødning af den iranske dagligdag. Mange små tegn peger i den retning: de iranske kvinder, der i stigende omfang lader pandehåret flagre frit i vinden; den offentlige hemmelighed, at CD'er, videobånd mv. med nyere og nyeste vestlige massekulturprodukter som f.eks. Sting, Beverly Hills 90210, Aqua osv. distribueres blandt de unge; de amerikanske brydere, der i februar 1998 besøgte Teheran og i en fredelig brydekamp med iranske modstandere frembar det amerikanske flag - under overværelse af den iranske parlamentsformand, stokkonservative Nateq-Nuri.

Således tyder meget på, at forholdene er i bevægelse. Et andet og pudsigt udtryk for denne bevægelse var begivenhederne omkring Irans kvalifikation til fodbold-VM i sommeren 1998. Forløbet havde været særdeles dramatisk og i lang tid så det ud til, at det ikke skulle lykkes. Det spændende forløb var sikkert en af årsagerne til, at modtagelsen af de iranske spillere var mere end varm, da de vendte hjem fra den sidste kamp i Australien. Ifølge iagttagere mindede det mest af alt om tiden tilbage i 1979, da revolutionen fejede hen over landet.

Millioner af mennesker i de større iranske byer gik i gaderne for at hylde spillerne - mænd og kvinder mellem hinanden. Normalt er kvinder, som en konsekvens af den islamiske stats adskillelse af kønnene, forment adgang til tilskuerpladserne på de iranske fodboldstadions, men her gik alt over gevind: 5.000 kvinder løb hujende ind på stadion i Teheran, og i flere byer dansede kvinder og mænd rundt i gaderne. Politiet, der næppe så sig i stand til at genoprette ro og orden, blandede sig stort set ikke - enkelte dansede med!

Spørgsmålet er, om ikke jubelen bevægede sig ud over den rene hyldest og antog former, der udtrykte en stilfærdig protest mod regimet.

Tre scenarier er mulige for den nære fremtid.
1. Det konservative præstestyres sorteste kræfter iværksætter en modreaktion og gennemfører en tilbagevenden til da forholdene var værst: religiøst politi, der smider syre i hovedet på kvinder med blot den mindste smule sminke eller læbestift, angiveri og summariske rettergange.
2. En udvikling som i det hedengangne USSR i begyndelsen af 1990'erne, da betonstalinismen afløstes af Glasnost, hvorefter udviklingen løb løbsk, så den rene liberalisme hersker og storbyerne er livsfarlige på grund af gangsterbander.
3. Den stille revolution fortsætter og gradvist forandrer præsteregimet til det bedre. Det kan forekomme urimeligt kynisk over for et folk, som gennem generationer har været udsat for uhyrlige lidelser at ønske, at udviklingen ikke må gå for hurtigt.

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke alternativerne er værre.

Peter Seeberg er amanuensis i Mellmøststudier ved Syddansk universitet, og har været på studierejser i Iran tre gange inden for de sidste to år. Sammen med Lars Erslev Andersen har han skrevet undervisningsbogen "Iran - fra revolution til reform?", som netop er udgivet på Gyldendal.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk