Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Ørkendrømme

 

 
FORUM/Sinai 12.5.99
Beduiner-kvinderne i Sinai lever et enkelt liv, der måske kan minde om et husmoderliv i 50'erne. Men der er ikke noget hengemt over kvinderne i ørknen. De har en måde at omgås på, en stolthed og gang, der viser, at de sætter sig selv højt. Og efter flere ugers ophold blandt kvinderne, forstår jeg hvorfor. De ved, hvor de hører til - og de holder af deres liv.

"Allah uh Akbar" - "Allah er stor" lyder det fra minareten ud over Sinai's mægtige bjerge, der får een til at føle sig meget lille. Beduinerkvinden Fathia er i gang med en af de fem daglige bønner med ansigtet vendt mod Mekka. Hun er gået lidt afsides, for man beder ikke i fuld offentlighed. Fathia bor i beduiner-landsbyen Muzeina - en landsby hvor 500 af Muzeina-stammens 5000 medlemmer har slået sig ned i huse.

Muzeina ligger ud til det Røde Hav. Fra Fathias køkkenvindue er der fri udsigt til havet og Saudi Arabien på den anden side. Efter bønnen går Fathia i gang med at lave mad i sit spartanske køkken. Hun har dog flere "moderne" bekvemmeligheder end de fleste kvinder i byen, f.eks. laver hun ikke mad over bål, men over gas, og hun har et af landsbyens få køleskabe. Men maden er stadig traditionel velsmagende beduinmad: ris og grøntsager i olie - og hvis fangsten er lykkedes dén dag - også lidt fisk. Hverdagen for Fathia består i at tage sig af børnene, købe ind, vaske tøj, lave mad, vaske op, gøre rent - og så snakke med alle nabokvinderne, veninderne, der kommer på snak og de medlemmer af familien, der også lige slår et daglig smut forbi.

Fathia er 25 år og har 3 børn, Sama, 7 år, Walid, 5 år og Jaime, 2 år. Hun er gift med Salama, som arbejder langt væk for at skaffe penge til familien. For Fathia er det vigtigt at være en god beduinerkvinde. Det sætter hun en ære i.
- En god beduinerkvinde har ingen slinger i valsen. Hun går i skole, og bagefter holder hun hus for sin mand, siger Fathia, mens hun kæderyger og samtidig børster sin yngste datters genstridige hår. Ørkenens støv sætter sig godt fast allevegne - også i børnenes hår.
- Hvis en beduinerkvinde holder sit hus, sin mand og sine børn, går det hende godt i livet, siger Fathia bestemt, og da jeg spørger hende, om hun er en god beduinerkvinde, griner hun og nikker.

Der er skolepligt i Egypten, men beduinerpigerne dropper almindeligvis tidligt ud af skolen meget ofte uden at have lært at læse og skrive. Fathia kan som en af de få beduinerkvinder tale lidt engelsk og taler også hebraisk, men læse og skrive kan hun ikke. Hun har solgt håndlavede armbånd til turisterne, da hun var yngre. Derfor har hun lært mere sprog end de fleste kvinder i stammen.

- Jeg gik ud af skolen, fordi jeg kedede mig. Det er der mange piger, der gør. I dag fortryder jeg mange gange, at jeg ikke blev og lærte noget mere. Nu er det for sent at gå tilbage. Men mine børn - og det gælder både pigerne og drengen - de skal blive i skolen så længe som muligt og lære mere, end jeg gjorde.

Fathia har nu fået børstet Jaime's hår ud under skrig og skrål samtidig med, at hun har lavet den obligatoriske søde te, der altid synes at være klar lige så snart, man træder ind i et hus. Der er et sandt rend af veninder og naboer, der kommer og går, drikker te, kæderyger og hjælper med madlavningen, alt imens jeg sidder og snakker med Fathia. Har man travlt i Muzeina, er det let at blive stresset. Men én ting er sikkert: man skal være god til at drikke te i spandevis. Og efterhånden indser jeg, at jeg når det, jeg når. Sådan er det i ørkenen, hvor få beduiner går med ur, og solens gang på himlen har større betydning end sekunderviserens gang på uret. Det er befriende ikke at skulle skynde sig, også selvom det betyder meget mere te indenbords end ellers.

Beduinerne får ingen støtte fra den egyptiske regering af nogen art. Deres hovedindtægtskilde er de turister, der vil ud og opleve ørkenen og bagefter slappe af ved Rødehavets kyster. Så husene, der alle er bygget af beton er sparsomt møbleret - de ligner en moderne udgave af beduinernes telte - der er kludetæpper på gulvet, madrasser i det fælles soveværelse, et lille køkken og en opholdstue ikke med sofa eller stole, men med tæpper og måske et par enkelte puder. Lyset er enten bålet eller en enkelt elektrisk pære, der gerne skal oplyse hele huset. Men der er dét, der skal være. I ørkenen opholder man sig mest udendøre.

Muzeina ligner en almindelig udgave af en flække af en provinsby. Der er én hovedgade, 4-5 købmandsbutikker, et par cafeer og et autoværksted. Købmandsbutikkerne er alle ejede af egyptere, så der kommer beduinerne kun, hvis de absolut skal købe noget, men bryde sig om det gør de ikke. Mange Egyptere ser i det hele taget ned på beduinerne og betragter dem som dumme og behandler dem derefter. Men beduinerne har klaret sig i ørkenen i tusinder af år, rejsende fra sted til sted og i stand til at leve i en ørken, der ikke kaster ret meget af sig. Fathia har som de fleste beduiner rejselængsel, men det ser ikke ud til, at hun kommer afsted foreløbig.

- Jeg ville gerne rejse. Jeg vil gerne til Kairo og en masse andre steder, f.eks. besøge min søster i Jordan. Men vi har så få penge, at det slet ikke kan lade sig gøre. Desuden er børnene for små. Lige for tiden køber jeg på kredit i købmandsbutikken, fordi vi er løbet tør for penge. Min mand tjener 150 pund (ca. 300 dkr.) om måneden, hvis han er heldig og har arbejde i Sharm El-Sheik. Det har han ikke altid.

Fathia sætter en ære i, at hendes børn er pæne og rene og børster børnenes hår til det er glat og pænt. Hver barns hår tager en halv time at børste, så der skal bruges en del knofedt. I huset hvor Fathia bor, sover der tit andre end børnene og manden. Beduiner har store familier - og Fathia er et samlingspunkt for familiens unge, der gerne kommer, låner en madras og får en godt råd med på vejen.

Men selvom Fathia gerne vil rejse og se andre lande er der en ting, hun er helt sikker på : hun forlader ikke Sinai for evigt.
- Jeg elsker at bo i Sinai. Jeg elsker ørkenen og stedet, hvor jeg er født. Mine børn er født her, og her vil jeg dø, siger Fathia og rejser sig og lukker skodderne på vinduet, så støvet fra ørkenstormen ikke står lige ind i køkkenet.

Zinap har valgt at gå en anden vej end Fathia. Hun er 19 år og endnu ikke gift og har heller ikke udsigt til at blive gift lige med det samme. Det er usædvanligt i en stamme, hvor pigerne som regel gifter sig i alderen 13-17. Spørger man sig for blandt de andre kvinder, hvorfor Zinap ikke er gift, får man at vide, at hendes mund er stor og hendes hud mørk. Som i så mange andre kulturer er jo hvidere jo bedre. Zinap skiller sig også ud ved at have en mening om sit liv, beduinernes liv og ved at have et mål med sit liv udover mand og børn.

- Jeg vil være læge og har tænkt mig at vende tilbage til skolen, siger Zinap. Hun kan læse og skrive som en af de få piger i stammen. - Jeg vil gerne gøre noget godt for andre - og der er brug for læger, siger hun med et alvorligt bestemt ansigt, der fortæller mig, at hun har tænkt sig at gøre alvor af sine planer.

Men først må hun skaffe penge til at gå i skolen. Selve skolegangen i Egypten er gratis, men eleverne betaler for alle materialer. Det er derfor, jeg møder beduinerbørn allevegne, der tigger om kuglepenne og papir. Forældrene har ofte ikke råd til at købe selv de mest basale materialer til skolegangen.

- Jeg vil gerne giftes, men ikke for enhver pris. Beduinere lader sig desuden skille alt alt for let. Derfor vil jeg ikke giftes med en beduin. De tænker ikke nok over tingene, siger Zinap, og hun kan måske blive en af de første kvinder i Muzeina-stammen, der gifter sig med en ikke-beduin. For Zinap vil hellere have en egyptisk mand. I betragtning af hvor undertrykkende og ringe egypterne behandler beduinerne, er det muligt, at Zinap kommer til at søge et stykke tid. Derudover vil hendes familie sandsynligvis også give hende et par ord med på vejen. Det er nemlig uhørt, at kvinder skulle giftes sig udenfor stammen.
- Jeg holder af mine veninder og den omsorg, vi har for hinanden i stammen. Selve beduinlivet er ikke noget, der imponerer. Jeg vil hellere ud og opleve andre måder at leve end at gøre som næsten alle kvinder i stammen - blive
derhjemme.

Zinap går nu til sin familie for at bede om penge, så hun kan komme i skole igen. Hun har brug for 120 pund (ca. 250 kr.) om året. Det er mange penge i et samfund, hvor pengene er små, og piger normalt ikke skal bruge en uddannelse til noget. Desuden stiger beløbet hvert eneste skoleår til bøger, blokke og penne. Zinap vil tydeligvis noget andet med sit liv end leve et traditionelt liv for en kvinde i Muzeina-stammen. Hun lyser op, hver gang jeg kommer på besøg og vil nødig have, at jeg går igen. Det er tydeligt, at de huslige pligter, der er nøjagtig ens hver eneste dag, ikke er udfordring nok for Zinap og hendes nysgerrighed på andre måder at leve på.

Zinap får kam til sit lange smukke hår, når hun sætter sin plan i værk, men det bekymrer hende ikke, for hun ved, hvad hun vil.
- Der er så mange mennesker, der ingen penge har. Jeg vil gerne gøre noget for dem. Som læge kan jeg hjælpe andre mennesker.

Zinap er anderledes end de fleste beduinerkvinder ved bare at tænke og turde udtrykke sine tanker. Jeg håber for hende, at hun er gjort af en sådan støbning, at hendes drømme bliver sat i værk.

Tina Haag er freelance journalist.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk