Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kinas nye dameblade

 

Gammeldags kvindebillede på glittet papir

 
FORUM/ 15.4.99 "Jeg synes, det er for langt ude, når man i fuldt alvor diskuterer, om kvinder kan blive smukkere af at drikke urin." Ordene kommer fra en kinesisk feminist og medieforsker, jeg har mødt i Beijing. Jeg spurgte hende, hvilken indflydelse de kapitalistiske reformer, som nu har stået på i et par årtier i Kina, har haft på kønsbilledet i medierne. Hun beklager, at næsten alle blade, der henvender sig til kvinder bliver drevet ud fra kommercielle motiver, og at dette har haft en katastrofal indflydelse på kvindebilledet.

Vores begreb "dameblade" kan ikke umiddelbart oversættes til kinesiske forhold. Før den kinesiske revolution fandtes der en del såkaldte dameblade, men de overlevede ikke. Under hele den maoistiske periode blev der også udgivet blade, der henvendte sig til kvinder - blade hvis officielle opgave det var at frigøre den kinesiske kvinde fra "feudalismen" og patriarkatet, men som i realiteten i lige så høj grad fungerede som fortolkere af, hvordan den kinesiske kvinde skal være og opføre sig.

Det relativt åbne kulturklima i Kina i 1980'erne førte med sig, at man kunne skrive friere, og det øgede både læserkredsen og antallet af blade og tidsskrifter. I 1990'erne er læserkredsen fortsat vokset, men der er også sket en omfattende kommercialisering og i takt hermed en hårdere konkurrence. I løbet af de sidste 10 år har den kinesiske stat inddraget sin fulde økonomiske støtte til de kinesiske medier, og de fleste blade og tv må nu klare sig med markedsindtægterne alene. Men bladene får også penge ind i form af reklameindtægter.

Under Mao var reklamer i praksis forbudt, men i takt med reformerne har reklamerne også fået lov til at vende tilbage. De største reklamemarkeder er tv og dagspresse, og tidligere klagede mange udenlandske forlag over, at der ikke fandtes tidsskrifter, der var egnet til at reklamere i. På den baggrund blev der startet en mængde nye tidsskrifter, rettet mod en købestærk kinesisk læserkreds med et eneste formål - at skabe et produkt der var attraktivt for annoncørerne.

Og det er ikke bare de nye kommercielle tidsskrifter, der henvender sig til en ny læserkreds. De tidsskrifter for kvinder, som udgives af den kvindepolitiske gren af kommunistpartiet, Kinas Kvindeføderation, konkurrerer nu også om at nå ud til et bredt publikum for at tiltrække annoncørerne. Disse tidsskrifter bliver også fyldt med mode og skønhed, reportager om kærlighed og kendte mennesker og de har skiftet til mere sælgende navne som "Moderne kvinder" og "Love".

Den nye konkurrence om læserne ses bl.a. i form af en bedre papirkvalitet og glittede firfarveomslag, hvor unge smukke, ofte vestlige, kvindelige fotomodeller poserer. Nu har udgiverne også en løbende kontakt med forbrugerne gennem undersøgelser af, hvad læserne kan lide og ikke kan lide i deres blade.

Der findes nogle forskellige kategorier af tidsskrifter, der henvender sig til kvinder. Der er de mere officielle og "seriøse" som Kinas Kvinder, et blad der stammer helt tilbage til den kommunistiske modstandslejr i Yennan i 30'erne. Andre eksempler på mere seriøse tidsskrifter er Ægteskab og Familie, hvis redaktion har til huse i kvindehuset i Beijing. Et tredje seriøst tidsskrift er det, der tidligere hed Kvindeforskning, som bragte kritiske artikler om f.eks. skønhedskonkurrencer. Nu har det skiftet navn til Kvindeligt månedsskrift og prydes af smukke kvinder på glittede omslag og skriver mest om mode og kosmetik.

En anden kategori er blade, som kombinerer et politisk korrekt indhold om patriotisme, arbejdets helte, revolutionsminder etc. med et mere "let" materiale om kærlighed, film- og musikstjerner, mode og udseende.

En tredje kategori af blade for kvinder er de rene modeblade. Det ældste hedder netop Mode, og har siden begyndelsen af 1980'erne været udgivet af det kinesiske selskab for import og eksport af silke. Der findes også udenlandske modeblade som den kinesiske udgave af Elle med navnet En Have af Mode Fra Hele Verden. Det kinesiske Elle har siden 1988 helt domineret dette smalle nichemarked af multinationale blade i Kina. Sidste år kom det fastlandskinesiske Cosmopolitan til, og det domineres ligesom Elle for 90%s vedkommende af udenlandsk, vesterlandsk materiale i både tekst og billede.

Den store forskel, hvis man sammenligner med disse blades vestlige udgaver, er at man slet ikke skriver om sex. I stedet prøver man næsten udelukkende at fokusere på mode- og skønhedsreportager. I det sydlige Kina sælges der også temmelig mange dame- og modeblade fra Hong Kong. At dømme efter reklamer og dameblade har den kinesiske kvinderolle undergået en revolution, der er lige så omvæltende som den kommunistiske revolution efter 1949.

For et par årtier siden prøvede kommunismen at ophæve forskellen mellem kønnene. Sminke og mode blev brændemærket, og det betragtedes som suspekt at beskæftige sig med sit udseende. Nu bliver arbejdsløse kvinder i Beijing mødt med det råd, at de bør lade sig omskole fra industriarbejdere til skønhedseksperter. Ud fra en kort og meget overfladisk betragtning kan idealerne forekomme meget vesterlandske. Der sælges og annonceres f.eks. for en masse cremer, som skal gøre huden hvid, og apparater som angivelig skal gøre brysterne større. Modeindflydelsen kommer ofte fra europæiske modeblade, og europæiske modefirmaer styrer den nye overklasses tøjindkøb.

Plastikkirurgi er også en voksende industri i byerne i Kina, hvor kvinderne tilstræber et europæisk udseende med lige, fremstående næse og dobbelte øjenfolder. Men dybest set drejer det sig snarere om genindførelsen af et traditionelt kinesisk kvindeideal. I samme åndedrag som der tales om udseendet i damebladene, siges det at skønhed også kommer indefra. Og den skønhed der er tale om er ensbetydende med de traditionelle kvinderoller som omsorg, passivitet, "blødhed", tilbageholdenhed, moderrollen, hustruen og datteren.

Undersøgelser af tv-reklamer har f.eks. vist, at kønsrollerne er meget stereotype, med overvejende unge smukke kvinder, der arbejder hjemme, og mænd i tekniske erhverv. Kinesiske medier har en unik struktur, fordi de er kommercielle og samtidig underlagt stærk kontrol fra staten og det herskende kommunistiske parti. Fra politisk side vil man helst se positive, ukritiske skildringer helt uden nogen som helst form for sex. "Kinas Kvinder", kvindeorganisationens gamle flagskib, skriver f.eks. positive reportager fra antikorruptionskurser for kvinder gift med kinesiske embedsmænd.

Ideen bygger på et traditionelt billede af kvinden som en begærlig intrigemager, en kvinde som plager sin mand, embedsmanden, for at forlede ham til korruption. Disse kurser skal vænne kvinder af med den slags og dermed modvirke korruption. En kinesisk forsker har kaldt den kinesiske journalistik "propagandakommerciel". Kosmetik- og modeindustrien lancerer nye kvindeidealer, som først og fremmest drejer sig om udseende og ungdommelighed parret med traditionelle kønsroller, som spredes gennem de nye kommercielle tidsskrifter. Og det ideologiske magtapparat er med på melodien. Den kinesiske medieforsker mener, at man nu sælger et gammeldags kinesisk patriarkat i ny emballage.

Hvis du har en kommentar til denne artikel, gå til Debatsiderne

Perry Johansson forsker i kinesisk populærkultur på Stockholms Universitet, ph.d. i 1998 i skønhedsdiskurser i kinesiske reklamer og dameblade.

Oversættelse fra svensk: Jette Frantzen, DOF
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk