Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Kvinder på kanten i Ægyptens Las Vegas

 

Om hustyranner, kødånde og andre sørgmuntre trængsler i Ægyptens musikbranche

 

 
FORUM/26.2.99 "Det kan jeg heller ikke, jeg har bare lært mig klokken. Mit ur kan også omstilles til engelsk"

Han afspillede en mekanisk frøken klokken for mig på engelsk.

"Hvorfor har du det så indstillet til tysk, du kan da godt klokken på engelsk, ikke?"

"Jo, jeg synes bare det virker uværdigt at have sådan et kvindemenneske til at sidde og kvidre på sit håndled.", sagde han og fnisede.

Det var nu ikke opfattelsen af et mekanisk armbåndsur, som skilte os. Vi fandt hver især hos den anden det personificerede billede af karaktertræk som vi foragtede. Hvordan det lykkedes os at spille sammen i et halvt år, og hver aften sidde mellem sættene, eller spise sammen i restauranten på Hotel Forte Grand i Giza, er mig stadig en gåde, og vi gik da også begge med klager til vores fælles manager. En endnu større gåde er, at vi faktisk til tider havde det skægt, fik grineanfald midt i numrene, og pjattede, at vi med tiden udviklede en type gensidig konfliktkrydret sympati, som nærmest kan betegnes som ægteskabelig.

Hussein var intolerant, fordomsfuld og provinsiel, under en tynd overflade af selvretfærdig oppustet småborgerlig glassur og skinhellighed. Han var en lille elipseformet mand, med overskæg, dårlige ånde og en bragende keyboardspiller. Når jeg forslog en ny sang for ham, kom jeg enten bare med et bånd, eller nynnede melodien for ham. Han sad og lyttede opmærksomt, og da melodien var færdig sagde han, "Ok, nu er den på vores repertoire".

Han kom fra en lille provinsby, Bani Suef, og hans familie var af den lavere middelstand. Hans barndomshjem havde været præget af begrænsede om end tilstrækkelige midler. Hver aften, ti minutter før vi gik på, kom faderen og broderen, som alle havde samme figur, trillende ind i lobbyen som førerhunde for Hussein, for så at falde ned i de dybe stole i baren. Ved et af vores daglige måltider i restauranten, spurgte Hussein mig, hvorfor jeg ikke var gift.

"Åh, skæbnen sandsynligvis", forsøgte jeg mig affejende.

"Hvad med din gode ven, ham universitetslæreren, hvorfor gifter du dig ikke med ham?", idet han refererede til en af mine gamle nære venner, en dedikeret sufi-muslim, som havde været ude og høre os spille nogle gange.

"Vi har mere et broder-søster-agtigt forhold."

Hussein bøjede sig frem over bordet, og sagde giftigt med lynende øjne.

"Desuden kunne du ikke gifte dig med ham, hvis du ville, han er jo muslim."

"Tvært imod," replicerede jeg provokeret, "Profeten Muhammad selv var da gift med en ikke-muslim, en jøde."

"Nåh ja, men det var noget andet. Desuden har I jo sygdomme i Europa. Kønssygdomme." Den noget mere forsonlige lille broder betragtede nervøst tendensen i diskussionen.

"Jaså, og her har man ingen? Hvordan ved du det? Har du måske været i Europa?"

"Det er ikke noget, jeg bare sidder og finder på. Jeg har da selv læst det i en bog."

"Hvis jeg havde troet alt, hvad der stod i bøgerne, var jeg aldrig kommet til den arabiske verden", sagde jeg rasende og rejste mig. Jeg modstod den akutte trang til at vælte middagsmaden ned i skødet på ham. Det ville være så let bare at løfte lidt op i bordpladen og klir-krash, men vi havde begge en smule anstændighed. Hussein slog ikke på kvinder, og jeg ikke på handicappede.

Efter sådan et optrin gik der typisk 14 dage, hvor vi stift kantede os omkring hinanden i sikker afstand og med sammenknebne læber, i frygt for at de indre giftgasser skulle sive ud og blive antændt af vores gnistrende blikke, eller friktionsvarmen ved vores kolliderende auraer. Jeg brugte tiden på utilsløret og hæmningsløst at stirre mig ond på det bjerg af kød, han, hans bror og far grådigt læssede op på tallerkenerne i restauranten, for derpå næste aften at blive slået omkuld af en treenig familieånde af fordærvet kød. Jeg gjorde mig smålige betragtninger om den lavere middelklasses definition på rigdom; muligheden for at spise kød så ofte man vil. Og kødet var gratis. Nu var familien nok kommet i slaraffenland gennem Husseins musik. Hussein tjente nu ellers, så han snildt kunne beværte hele familien med en daglig diæt af tre måltider bankekød.
Jeg foragtede Hussein for hans provinsialisme og hans fordomsfuldhed. Hussein for sin del foragtede også mig.

Jeg var en kvinde som kunne alt og manglede alt. En moderne vestlig, kværulerende, promiskuøs og egenrådig kvinde. En egoist. Åbent konfronterende i stedet for dydigt manipulerende. En kvinde fra en kultur, som ofte bliver forgudet for al dens videnskabelige og kulturelle potens og også foragtet for alle dens onder. Hyperpotent på alle de traditionelle maskuline områder, og potentløs i alle de væsentlige forhold; som base for familie, som indbegrebet af dyd, tryghedsskaber og mægler, beslutningstager, mandens motor, hans råstof og hans vejviser.

Men det var nu ikke det hele.

Jeg var kvinde i underholdningsbranchen. Kvindelig levebrødsmusiker.
Hvorfor det kan stå på minuslisten over menneskelige dyder, er lidt svært at forestille sig som dansker.

Modsat herhjemme tjener man virkelig godt ved musikken. En gennemsnitsløn i musikbranchen overstiger en almindelig funktionærløn med op til 10 gange.

Min veninde Gamila var sangerinde med et ualmindeligt nuanceret tågehorn af en stemme. Folk i musikken stillede teen og indstillede snakken, når hun opladede sin røst og sukkede imponerede, når hun tav igen. Hun plejede jævnligt at rejse til golfstaterne, hvor lønnen proportionalt er endnu højere end i Ægypten for at synge på natklub. Det gjorde hende ikke kun i stand til at forsørge familien i lange perioder, men indtægterne derfra har forsynet hende og hendes familie med både lejlighed, hårde hvidevarer, bil og allervigtigst; den tøjbutik hvor hendes mand senere fik arbejde. Man behøver næppe at være araber eller kultursociolog for at forstå, at sådan en ubalance kan være belastende. At besøge dem i de perioder hvor Gamila var hjemme i Ægypten, og manden stadig var arbejdsløs, var et skue. Hun var konstant irriteret på sin mand over hans nytteløshed, og brugte enhver anledning hun kunne til at minde ham om det. Jeg husker et typisk optrin fra perioden, før manden fik arbejde.

Det var sidst på eftermiddagen. Solen var ved at gå ned, og Gamila hang i sofaen og kiggede tvært ud på altanen, hvor jeg stod og røg, mens jeg betragtede duerne cirkle rundt over deres duehus på tagetagen overfor. Hendes mand sad og nørklede med et knækket kassettebånd ved spisebordet og den ældste søn sad og surmulede på gulvet. Han havde fået forbud mod at lege med videoen.

"Jeg er sulten", sagde hun.

"Hvorfor går du så ikke ud og tager noget mad", foreslog jeg.

"Vi har ikke noget at spise."

"Vi har da masser af æg", sagde Naser, hendes mand.

"Jeg gider ikke at spise æg."

"Jeg kan lave en æggekage med løg og skiver af tørret oksekølle", foreslog han.

"Det har jeg ikke lyst til."

"Som du vil."

Fem minutter passerede.

"Naser, gå ud og lav en æggekage til mig."

Naser gik ud i køkkenet og kom senere tilbage med varm te med mælk, lunt brød, og en lækker æggekage. Vi satte os for at spise. Gamila tog en mundfuld og skubbede tallerkenen fra sig.

"Hvordan pokker har du lavet den, du skulle have brugt smør, ikke olie, SMØR. Jeg kan ikke spise det her," sagde hun og satte sig fornærmet tilbage i sofaen.

Uden at ytre et ord tog Naser tallerkenen og gik ud og lavede en ny æggekage til hende, mens jeg og sønnen spiste den anden.

Det var først senere, jeg fattede, hvorfor hun var så umulig overfor sin rare mand. Det er ganske vist ikke reglen, men heller ikke usædvanligt, særligt i middelklassen, at kvinderne enten direkte eller indirekte bevirker, at familien har en bæredygtig økonomi. En hyppig klage hos ægyptiske mænd er da også, at kvinder er så pragmatiske og målrettede. Kvinder tænker for meget på penge, og hvor bliver følelserne, romantikken og kærligheden af? Men det var ikke det, at hun forsørgede familien der var det værste.

Musikbranchen er, som vistnok de fleste steder på kloden, beskidt, og den ægyptiske står absolut ikke tilbage for almenbilledet i den henseende. Løftebrud, småhumbug og manipulationer er den idylliske overflade på en boblende sump af bedrag, svindel, udnyttelse, småsammensværgelser, magtmisbrug, stofmisbrug, alkoholisme og prostitution, som ville få ethvert soap opera til at blegne af uopfindsomhed. På selv de pænere steder, i sumpens idylliske overflade, er det ikke ualmindeligt, at band-lederen lyver om kontrakten, stikker halvdelen af honoraret ned i foret og fordeler den anden halvdel på sig selv og resten af bandet, alt efter position, og hvem han bedst kan lide. Det er ikke svært at forstille sig en sådan adfærd skaber grobund for jalousi, dramaer og vendettaer.

Et andet forhold er sex. Kunstnerkredse verden over er kendt for at have et lidt løsere forhold til seksualmoral end det omkringliggende samfund. Det er da også almindeligt med både før- eller udenomsægteskabelige forbindelser i det ægyptiske musikliv lige fra den pæne ambitiøse finkulturelle musik til entertainerne. Af alle disse grunde forbinder almindelige ægyptere musikken med skørlevned, og det er op til den enkelte kunstner at modbevise den opfattelse. Det gør man ved valg af spillested, repertoire og tilknappet om end høflig opførsel uden for scenen.

Selv om der er et skel imellem den finkulturelle musik, de internationale hoteller og de berømte arabiske popnavne på den ene side, og den jævne natklubentertainer fra Pyramids Road, som er Ægyptens svar på Las Vegas i natklubber og mavedansersteder, på den anden side, så ved man aldrig med en musiker.

Min ven Hatem, som var fast korsanger i den succesrige popmusiker Muhammad Fu'ad's band, havde forelsket sig og gik på frierfødder. Hans økonomi var god, men han vidste, at han ville have besvær med at få sine kommende svigerforældres velsignelse, hvis de vidste, at hans penge stammede fra musikken, så han tog sig et underbetalt job i et computerfirma, så han kunne have et skindække af succesfuld computermand.

Endnu sværere er det for kvinderne, hvis gode moral er altafgørende i en macho-kultur som den ægyptiske. Jo længere man kommer ned mod bunden af musiksumpen, jo mere begynder impresarierne at ligne alfonser, og kvindernes kjoler bliver kortere og mere nedringede, og deres kontakt til et proportionalt mere beruset mandligt publikum bliver tættere.

Gamila har nok bevæget sig et sted cirka midt i sumpen, og om end sangerne på hendes natklub heldigvis fik forbud mod at tale med publikum uden for scenen, så følte hun inderligt, at kunne hendes mand bare leve op til sit ansvar som mand, så behøvede hun ikke at blive udsat for det beskidte miljø, og derfor straffede hun ham ved at opføre sig som hustyran.

Nu er musik jo heldigvis noget alle elsker, og et godt talent bliver beundret og forgudet. Ingen nyder mere respekt og beundring end den nu afdøde ægyptiske sanger Umm Kalthoum, som blev fulgt til graven af en større sørgende menneskemængde end Præsident Sadat. Udover at nyde hele den arabiske verdens næsegrus beundring, steg hun lynhurtigt, og med et benhårdt forretningstalent, fra at være en ubemidlet bondepige, til indehaver at det pladeselskab hun sang for, og flere til.

At have musisk talent er en gave. Det er blot uhyre vigtigt at være omhyggelig med,
hvordan man forvalter det.

I lyset af alt dette er det måske ikke så svært at forstå, at Hussein's foragt for mig ikke udelukkende var personlig.

Han projicerede sin egen selvforagt over at have med musikken at gøre, en foragt han holdt på afstand med hyppig bøn, over på mig som kvinde, for hvilken kvinde var jeg mon?

Man kan jo trods alt aldrig vide med en musiker.
Annet Stadil studerer arabisk sprog og islamisk kultur. Ved siden af studierne har hun taget kursus i sang og luthspil ved Akademiet for arabisk musik i Cairo. Hun sang i natklub og bar på Le Meridien i Cairo i 1992 og fra 1992-93 havde hun engagement på et Hotel Forte Grand i Giza, et stenkast fra pyramiderne.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk