Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Franske feminister er vågnet op til dåd

 

Kravet om politisk ligestilling, som nu indføres i den franske grundlov, har sat liv i en hensygnende kvindebevægelse. Men også i de interne, ideologiske stridigheder, som historisk har kendetegnet - og svækket - den franske feminisme.

 
 
FORUM/28.1.99 Der er næsten noget patetisk over den måde, de franske feminister har håndteret debatten om kvinders politiske repræsentation. Stort set uden sværdslag vedtog det franske parlament i januar et lovforslag, som skal gøre det muligt at indføre kønskvotering i de politiske partier. Kun en enkelt, mandlig politiker vovede at sammenligne lovforslaget med Hitlers Nurenberg-love og forudså, at man ikke længere vil kræve af kvindelige kandidater, at de beviser deres evner. Resten af salen vedtog enstemmigt et lovforslag, som skal indføre politisk ligestilling i den franske grundlov med ordene, "loven favoriserer lige adgang til politiske mandater og embeder for mænd og kvinder".

Men efter afstemningen er debatten fortsat uden for parlamentssalen. Mellem mænd og kvinder? Mellem tilhængere og modstandere af kvinders ligeberettigelse? Ingenlunde. Det er feministerne, som nu strides om det betimelige i at favorisere kvinders adgang til de politiske mandater i det land i Europa, bortset fra Grækenland, hvor kvinderne er dårligst repræsenteret blandt politikerne. Ti procent af de franske parlamentsmedlemmer er kvinder, mod 37 procent i Danmark og 43 procent i Sverige. Og det skyldes udelukkende den socialistiske premierminister Lionel Jospin, som sammen med partiet De Grønne gjorde en "feminisering" af fransk politik til et tema i valgkampen i 1997. Før da nøjedes de franske kvinder med 6 procent af pladserne i Nationalforsamlingen. Lige så meget som i 1947 ved det første valg, de franske kvinder kunne deltage i.

Men hvorfor er de franske feminister uenige om en lov, som skal rette op på en alarmerende diskrimination? En diskrimination som gør landets øverste demokratiske institution til mandschauvinismens sidste bastion? Debatten har raset lige siden en række fremtrædende kvindelige personligheder i 1996 offentliggjorde et Manifest for kønskvotering.

For tilhængerne viser de sidste 50 år, at kun lovmæssige initiativer kan give kvinderne adgang til de politiske poster, som mændene formener dem adgangen til.

For modstanderne er enhver tale om positiv særbehandling nedværdigende for kvinder og et væsentligt tilbageskridt for kvindernes frigørelse, al den stund "positiv diskrimination", som det kaldes i Frankrig, tildeles kvinderne, fordi de er kvinder, ikke fordi de som del af menneskeheden har samme rettigheder som mædn.

Og denne kritik kommer ikke blot fra kvinder fra den yderste højrefløj, som Christine Boutin fra det liberale parti, som var ordfører for et forslag om at forbyde oplysning om adgangen til abort. Eller fra Marie-France Stirbois fra det højreekstremistiske Front National, som har opfordret til at "befri kvinderne fra feminismen". Kritikken rejses især af fremtrædende intellektuelle personligheder med tilknytning til Socialistpartiet, som juristen og forfatteren Elisabeth Badinter.

"I 1793 blev kvinderne udelukket fra den almindelige valgret med henvisning til deres kvindelige natur, som er forskellig fra mændenes. 200 år senere kæmper de sig frem i politik med samme argument", skriver Elisabeth Badinter i et indlæg i det politiske magasin Nouvel Observateur.

"Det er netop i kraft af en systematisk kritik af de "roller", som er blevet pålagt kvinderne på grund af deres påståede kønsdefinerede forskelle, at Beauvoir bidrog til at vise vejen mod ligestillingen. Hun gjorde det ved at kritisere den fælde, som kønsforskellene repræsenterer, når de ophøjes til princip", fortsætter hun.

Dertil kommer forskellige overvejelser om, at den positive særbehandling af kvinder fører til lignende krav fra andre grupper i det franske samfund, og dermed bryder med et af den franske republiks dogmer om den nationale enhed symboliseret af "den abstrakte vælger", som hverken har køn, religion eller hudfarve.

Elisabeth Badinter foretrækker, at de politiske partier af sig selv, og uden love om kønskvotering, giver kvinderne lige adgang til posterne. Men det er jo lige præcis det, man ikke kan få dem til uden lovindgreb, argumenterer tilhængerne.

"Retten til at være kandidat ved valgene anerkendes ikke spontant. Partierne fortsætter med at reservere de fleste valgkredse til de mandlige kandidater ud fra et uskrevet princip om positiv diskrimination", skriver filosoffen og feministen Sylviane Agacinski i et svar til Badinter. Hun kursiverer de udtryk, som kritikerne benytter imod kønskvoteringen til fordel for kvinder.

"Den amerikanske kvindebevægelse tog helt naturligt afsæt i de sortes kamp for borgerrettigheder. Den amerikanske ide om, at forskelle giver særlige rettigheder, for eksempel for minoriteter, er fremmed for fransk politisk tankegang", konstaterer kvindeforsker Nicky Le Feuvre fra Simonegruppen ved universitetet i Toulouse.

Ideen om kønskvotering er derfor importeret tankegods, som kun har overskredet de intellektuelle toldbarrierer, fordi positiv særbehandling med held er blevet brugt af kvindebevægelserne i for eksempel Norge. Og fordi mandschauvinismen i fransk politik er så vedholdende. Og det i en sådan grad at kvinder, der formaster sig til ikke blot at engagere sig i et politisk parti men også til at have holdninger, mødes med salver af vulgære skældsord, når de går på talerstolen.

"Smid tøjet", råber mændene fra salen, hvis de finder damen spiselig. Udtryk som "skedekoncert" er også hentet fra det franske demokratis rædselskabinet. For ikke at tale om den kvinde, som under Nationalforsamlingens spørgetid forhørte sig om en voldtægtssag. "Det kunne i hvertfald ikke overgå hende", lød det i en hånlatter.

"Disse udtryk viser, at der stadig eksisterer et kvindesyn, der reducerer kvinden til seksualobjekt Frankrig er et latinsk land, et Middelhavsland, hvor dette kvindesyn er mere vedholdende end i Nordeuropa", konstaterer forsker i kvindespørgsmål ved den statslige forskningsinstitution CNRS; Jeanine Mossuz-Laveau.

"Mændene bruger også vulgære udtryk mod hinanden. Men mændene angribes ikke, fordi de er mænd. De verbale angreb er altid mere voldsomme, når de rettes mod kvinderne," siger Yvette Roudy, tidligere minister for kvindespørgsmål under Francois Mitterrand.

"De mandlige politikere er blevet vant til at bruge karlekammertonen indbyrdes, fordi der så sjældent er kvinder til stede. Alle har oplevet disse angreb. Og man lærer hurtigt, at en god ide er mindre god, når den er fostret af en kvinde. Til gengæld bliver den god, når en mandlig kollega har hugget den", fortæller den tidligere minister.

Flere af Frankrigs kvindelige politikere har måttet lægge ryg til en personlig hetz, som fortrinsvis gik på deres køn. Mens socialisten Edith Cresson var premierminister hed det sig, at hun nok havde ligget sig til posten. Arbejdsminister Martine Aubry må i dag høre på kommentarer om, at hun lægger sig ud. Og tidligere sundhedsminister, Michelle Barzach, har i en bog fortalt om, hvordan hun blev chikaneret ud af Jacques Chiracs gaullistparti, fordi hun ønskede interne reformer i partiet.

"Jacques Chirac sagde til mig, at man ikke sætter sig op imod ham - og slet ikke når man er en kvinde", skriver Michelle Barzach, der beskriver sig selv som regeringens kvindelige alibi.

Eksklusionen af kvinderne fra det politiske liv er hovedårsagen til, at FN placerer Frankrig som nummer 40 på en liste over kvinders samfundsmæssige stilling. Bagefter lande som Kina, Filippinerne og Colombia. Og langt efter Norge, Sverige, Danmark og Finland, som i nævnte rækkefølge indtager de fire første pladser.

Men hvorfor har de franske kvinder haft særligt svært ved at trænge ind i den politiske sfære? Det franske valgsystem bærer givetvis en del af skylden. Ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, som det praktiseres i Frankrig, opstiller hvert parti én person i hver valgkreds. Der er ikke, som i Danmark, valglister med plads til mange kandidater. I Frankrig er der én plads i hver valgkreds - og den er der rift om. Også blandt mændene. En kvindelig kandidat mere betyder derfor automatisk en mandlig kandidat mindre, og mændene har svært ved at acceptere, at konkurrencen om opstillingerne øges ved, at kvinderne også blander sig i opløbet.

"Valgsystemet favoriserer de lokale notabiliteter, som ofte er mænd, og som betragter deres opstilling som deres ejendom for livet. De ældre politikere har svært nok ved at afgive deres mandat til en yngre partifælle. Og de vil da slet ikke vige for en kvinde ", siger Jeanine Mossuz-Laveau.

Men valgsystemet er ikke eneste skyldige. Hele den franske kvindebevægelses historie vidner om en udtalt mistro til det politiske system og til partierne. Den franske feminisme er en form for ekstraparlamentær bevægelse, som lever på gaden, i alternative bevægelser, og som foretrækker happenings og demonstrationer for partipolitisk engagement.

"Franske partier har aldrig haft kvindefraktioner eller kvindegrupper, som kunne lægge pres på mændene og på partierne indefra. Det er et alment træk ved de sociale bevægelser i Frankrig, at de nærer mistro til institutionerne og frygter en institutionalisering af bevægelserne. Frankrig er også det land i Europa, som har den laveste grad af faglig organisering", konstaterer kvindeforsker Nicky Le Feuvre.

Men politisk repræsentation blev heller aldrig en af den franske kvindebevægelse hovedprioriteter. "Den franske kvindebevægelse fokuserede først og fremmest på spørgsmålet om retten til at bestemme over deres egen krop. Det var abort, prævention og seksuel frigørelse, man kæmpede for, ikke politisk repræsentation", siger kvindeforsker Jeanine Mossuz-Laveau.

Dette valg er en naturlig konsekvens af, at Frankrig har en lang tradition for natalistisk, fødselsfremmende politik, som førte til en idealisering af moderrollen. Moderskab var en hellig pligt, alle kvinder skulle underkaste sig. Napoleons civilret fra 1804 fastslår således, at kvinden, fordi hun er frugtbar, "tilhører manden som frugttræet tilhører gartneren".

Især Simone de Beauvoir gjorde i Det Andet Køn radikalt oprør mod denne moderrolle, som gjorde kvindens liv til et fængsel. Og selv om hun var involveret i en række politiske kampe, blandt andet imod kolonikrigen i Algeriet, gjorde hun ikke noget stort nummer ud af kvindernes deltagelse i aktivt partipolitisk arbejde.

"Jeg går ikke specielt ind for parlamentarisk repræsentation, og jeg har svært ved at se, at kvinder kan blive andet end alibier i det spil", har Simone de Beauvoir udtalt.

" Mange af os betragtede politik som smudsige studehandler, som vi ikke behøvede at involvere os i. Vi kæmpede vore kampe uden for partierne. Her må vi vedkende os vores skyld ", siger Gisèle Halimi, en af den franske kvindebevægelses frontkæmpere og medunderskriver af Manifestet for kønskvotering.

Mistroen til partiernes evne til at spille rollen som relæ for kvindernes krav kan ikke undre, al den stund fransk politisk filosofi har en lang tradition for at holde kvinderne på afstand. Forløberne for Den franske Revolution definerede en række banebrydende frihedsidealer - for mændene. Ifølge Rousseau burde kvindernes rolle begrænse sig til at opdrage den kommende generation. Og i praksis blev Den franske Revolution en sejr for borgerskabet, som skyndte sig at udelukke kvinderne og "de indfødte" i kolonierne fra den almindelige stemmeret. Olympe de Gouges, en legendarisk kvindeskikkelse som forsøgte at skaffe kvinderne en plads i revolutionens frihedsrus med ordene, "når kvinderne har ret til skafottet, har de også ret til stemmeurnen", måtte selv nøjes med skafottet og guillotinen.

Bedre blev det ikke af, at den franske politiker Pierre-Joseph Proudhon, som fik stor indflydelse både på fransk og europæisk socialistisk tænkning, var erklæret kvindehader og erklærede, at kvinderne kun havde to roller: husmødre eller kurtisaner. Mens de fleste andre europæiske lande gav kvinderne stemmeret efter Første Verdenskrig, hvor kvinderne i stort tal indtog fabrikker og marker, og dermed beviste deres duelighed, betød mellemkrigstiden en cementering af den traditionelle kvinderolle i Frankrig. Og selv de Gaulle turde ikke sætte kvindernes stemmeret til parlamentarisk debat, da han indførte den pr. dekret i 1944.

Yvette Roudy er en af de få fremtrædende kvindeskikkelser i fransk politik, foruden den liberale Simone Veil, som fik den frie abort indført i 1974. Hun løb gang på gang panden mod mandemuren i Socialistpartiet, når hun forsøgte at gennemtrumfe øget kvindelig repræsentation. Efter en sej kamp indførte partiet i 1973 en kønskvotering, der reserverede 10 procent af de interne poster i partiet til kvinder. Et forslag om at øge andelen til 20 procent i 1977 blev vedtaget i lokalkredsene - og saboteret af partiledelsen. Og så sent som i 1992 mistede den tidligere minister en intern post, fordi hun forsøgte at oprette en kvindefraktion i partiet. Kun partiet De Grønne har indført fuld paritet mellem mænd og kvinder. Og ved sidste valg besluttede Socialistpartiet at opstille 30 procent kvinder.

Den franske kvindebevægelse er dybt mærket af denne lange konflikt med de politiske partier. Men den er også mærket af ideologiske konflikter, som har splittet kvindernes kamp lige siden begyndelsen af århundredet og frem til oprettelsen af MLF, eller Mouvement de Libération des Femme i 70´erne. Den første brudflade løb mellem revolutionære kommunister og feminister. De første betragtede patriarkatet som et foster af kapitalismen, som automatisk ville forsvinde i et socialistisk samfund og bebrejdede feministerne at sætte kvindekampen over klassekampen. Omvendt mente feministerne, at de revolutionære gik mændenes ærinde, når de nægtede at kæmpe særskilt mod kvindeundertrykkelsen. Det var næsten udelukkende fra denne fløj, at kravene om lige politiske rettigheder og stemmeret udgik.

Da den moderne franske kvindebevægelse opstod i kølvandet på 68-oprøret, fortsatte denne gamle konflikt i nye former. I 70´erne forsøgte en fraktion af kvindebevægelsen at indgive patentanmeldelse på navnet MLF. Splittelsen handler stadig om, hvorvidt man skal stille særskilte kvindekrav eller ej, og den går igen i den aktuelle debat om kønskvoteringen. Nutidens borgerretsforkæmpere, n-eo-essentialisterne, kræver særlige initiativer til fordel for kvinderne. De "revolutionære", som i dag kaldes konstruktivister, afviser omvendt enhver form for "positiv diskrimination".

"For konstruktivisterne handler kvindekampen om, at kvinderne skal integreres i det universelle. Det var også Simone de Beauvoirs mål. De afviser enhver tale om kvindelige værdier. Neo-essentialisterne ønsker omvendt, at man anerkender disse særlige kvindelige værdier. Denne interne splittelse har svækket den franske kvindebevægelse" mener kvindeforsker Nicky Le Feuvre.

Denne svækkelse af feminismen i Frankrig er formentlig en af forklaringerne på, at reminiscenser af især Napoleons kvindefjendske civilret fra 1804 har været særlig vanskelige at vriste ud af fransk lovgivning. Indtil 1965 havde kvinder ikke ret til at arbejde uden mandens tilladelse, til at åbne en bankkonto eller til selv at forvalte deres personlige formue. Først i 1970 anerkendte fransk lovgivning begge forældres - tidligere kun mandens - forældremyndighed i ægteskabet. Den sidste juridiske bremse på ægtefællernes lige ret til at disponere over fælles ejendom blev ophævet i 1984. Og selv om den frie abort blev indført i 1974, var det kun på prøve - og mod betaling - indtil 1980.

Men er grundlovsændringen om den politiske ligestilling et tegn på, at essentialisterne - eller differentialisterne som de også kaldes - er gået af med sejren? Nej, mener kvindeforsker Jeanine Mossuz-Laveau.

"Trods uenigheden mellem fløjene tror jeg, at de to linier har nærmet sig hinanden. Fransk kvindebevægelse står ved et vendepunkt. Debatten om den politiske repræsentation har gjort det muligt på ny at mobilisere de franske kvinder", mener hun. Samme holdning udtrykkes af Nicky Le Feuvre.

"Siden sejren i abortspørgsmålet i 1974 har den franske kvindebevægelse befundet sig i en bølgedal. Vi troede, at vi havde vundet, og at der ikke var mere at kæmpe for. Nu indser mange, at det ikke er tilfældet, og at der stadig er brug for kollektiv kvindekamp, hvor de unge kvinder af i dag har haft en tendens til at se ligestilling som en individuel kamp, man vinder ved at gøre karriere".

70´ernes MLF er død. Men den franske feminisme er ved at vågne op igen. Og det er også nødvendigt. For grundlovsændringen er kun et første skridt. Hidtil er alle forsøg på at indføre positiv særbehandling blevet kendt grundlovsstridige. Det vil grundlovsændringen sætte en stoppe for. Men derefter skal Nationalforsamlingen vedtage de love, som giver grundlovsændringen konkret indhold, for eksempel forslaget om at gøre de offentlige tilskud til partierne afhængige af andelen af kvindelige kandidater.

Her skal den endelige kamp stå. Og den bliver hård, for det er først da, at mændene for alvor skal stemme for en reduktion af deres egne privilegier.

Hvis du har en kommentar til denne artikel - prøv at gå hen til Debatsiderne

Birthe Pedersen er journalist og bor i Lyon.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk