Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Hvide noter fra Californien

 

Hvordan jeg blev hvid i USA

 
FORUM/13.5.99 Californien er USA's mest multietniske stat; der tales over 200 sprog, og i flere byer er over 50% af befolkning født i udlandet. Demografisk er Californien snarere brun end hvid, og staten har de seneste årtier oplevet en stor bølge af immigration især fra 3.verdenslande. Ifølge beregninger vil hvide omkring år 2020 være en statistisk minoritet.

Min første bolig i San Francisco var i et kollektiv i The Mission, byens overvejende latinamerikanske kvarter sammen med tre andre kvinder, hvoraf de to identificerede sig som lesbiske og den ene desuden også som latina. Den hvide lesbiske kvinde benægtede, at hun var hvid - som lesbisk tilhørte hun de undertryktes rækker.

På et tidspunkt kom én af deres sorte veninder på besøg, og under almindelig middagslarm, overvåget af den mexicanske skytshelgeninde jomfruen af Guadelupe placeret i køkkenets hjørne, forklarede jeg, at jeg var kommet for at læse antropologi med fokus på multietniske samfund. Den sorte kvinde blev omgående irriteret: hvide mennesker havde altid så travlt med at studere minoriteter for derefter at sygeliggøre dem.

Forbavset forklarede jeg hende, at jeg ville se på krydsfeltet og interaktion mellem etniske grupper, og at det i allerhøjeste grad også inkluderede hvide amerikanere, og det havde en vis formildende effekt. Senere fortalte en af mine medbeboere mig dog beredvilligt, at kvinden havde leveret det endelige dødsstød til min troværdighed: "Danmark havde slaver".

Næsten fra min første dag på San Francisco State University, en multietnisk campus i en multietnisk by, stod det klart, at det på ingen måde var ønskværdigt at være hvid: at være hvid betød at være forstokket, kulturløs, firkantet, kedelig og uncool. Hvid var mainstream-Amerika - eurocentriske mennesker, som i 500 år har undertrykt og myrdet "people of color", og dernæst havde fordrejet nationens læseplan til kun at handle om store hvide mænd, mens resten af befolkningen var usynlige, og ikke vigtige for nationens historie.

På antropologistudiet var der næsten udelukkende hvide studerende, for etniske minoriteter læste på 'ethnic studies', hvor antropologer blev affærdiget som koloniherrernes håndelangere, som i årevis havde kategoriseret folk i 3. verden som eksotiske arter. Da en antropologilærer af mellemamerikansk herkomst afslog at undervise på La Raza, det latinamerikanske studie, blev han lagt for had af instituttet som en forrædder.

Der var mange kulturarrangementer på campus - som regel foregik de på Malcolm X Plaza foran César Chavez Student Centre opkaldt efter henholdsvis den sorte politiske leder og lederen af chicano/a landarbejderbevægelsen i USA. Der var f.eks. filippinsk dans, dans fra Samoa, haitianske/afrikanske slavedanse, et opbud af fjerprydede Aztec dansere på den mexicanske "De dødes dag" osv. Kun en enkelt gang i et jazzorkester deltog hvide studerende som udøvende i kulturarrangementerne.

Det lå tydeligt mellem linjerne, at hvide amerikanere ikke rigtig har nogen kultur, og at de hele må befamle andres for at få lidt 'krydderi' på deres kedelige tilværelse.

En sort bekendt gav følgende begrundelse for, hvorfor han ikke talte til mig i starten: "Du ligner én fra Connecticut", altså underforstået en New England WASP, en 'rigtig hvid'. Han kunne ikke helt forklare, hvad det var - måske noget med håret og kropsholdningen? Det var bestemt ikke smigrende. WASPs - White Anglo Saxon Protestants - er kendt som anglofile snobber på østkysten, der alle påstår at være nedstammet fra de første engelske pilgrimme.

Richard Brookhiser, som har forfattet en bog om WASPs, beskriver de værdier, som de har grundlagt nationen på, som protestantisk arbejdsetik, rationelt verdenssyn, skyldfølelse osv. I folkemunde er det også noget med at være behersket og lægge låg på sine følelser.

Håret er en fantastisk vigtig markør for, hvor man som kvinde hører til på den etniske skala og dermed det sociale hierarki. Jeg blev selv ufrivilligt indlemmet i klubben 'blonde', selvom jeg er rødbrun, og mange brune kvinder gik ud fra, at jeg så automatisk følte mig bedre end dem. Jeg skjulte ofte mit dengang lange solblegede hår, når jeg kørte med offentlige transportmidler for ikke at tirre folk - lyst hår var symbol på privilegier og høj social status. Havde man omvendt brug for god betjening i stormagasiner, var et bare om at slå håret ud.

Lyst og glat hår betød også mere opmærksomhed fra mænd og et trin op i samfundshierarkiet - lyshårede kvinder på tv og i reklamer er tilsyneladende dem, der får det hele, har det sjovt og griner hele tiden. Men hvad der gik for at være hvid varierede kraftigt. En tyrkisk-amerikansk kvinde med brune øjne og brunt hår beskrev, hvordan sorte kvinder på hendes tidligere college i East LA snerrede ad hende: "Din lede mær, du tror du er så lækker med din lyse hud og lange glatte hår", mens hvide blev bange for hende i bussen.

Det tog mig lang tid at lære den tyrkisk-amerikanske kvinde Susanna at kende - hun blev meget overrasket over, at vi delte politiske holdninger på mange punkter, når jeg nu var hvid. Hendes mor havde haft travlt med at farve sit hår den eftertragtede platinblonde farve til det næsten faldt af, men den strategi med selvfornægtelse og selvhad ville Susanna og hendes generation aldrig vælge. De er stolte af deres baggrund - dyrker og fejrer den - og hvorfor ikke, når hvide amerikanere alligevel spørger dem "hvor kommer du fra ?" selvom deres familie har været måske fire generationer i landet.

Den automatiske udelukkelse og mistænkeliggørelse, jeg oplevede, var ligeså irriterende og ydmygende som den automatiske inkludering i 'den hvide klub'. Den skete med fortrolige bemærkninger i f.eks. bussen som: "Alle kinesere lugter af gammel sesamolie", eller "de kan jo heller ikke tale engelsk". En cubansk-amerikaner forstod ikke, hvorfor jeg havde en sort kæreste - det rene lavsstatus: "You could do so much better". Hvorfor ikke komme til tops i samfundet med en hvid mand, blive anerkendt, "fit in" ? Og med min britisk-prægede accent kunne jeg klatre "all the way to the top", som en anden mand begejstret sagde.

Min status og identitet skiftede så at sige alt efter hvilken social sammenhæng og bykvarter, jeg befandt mig i - fra usynlig, kulturløs eller fjende til 'en af os'.

Gennem mit to år lange ophold i Californien gnavede irritationen over som hvidt symbol at blive udsat for andres mistro og afstandtagen; det havde jo ikke noget med mig at gøre, jeg er jo på 'jeres' side, tænkte jeg naivt i starten. Det tog tid at forstå de privilegier, jeg alene pga hud- og hårfarve havde adgang til: boliger i gode kvarterer, gode jobs uden at måtte starte forfra med at rense frituregryder i burgerindustrien osv. Ikke at det retfærdiggjorde folks afstandtagen bare ved synet af én, men på den anden side kunne man ikke ønske sig nogen bedre praktisk antropologisk øvelse i at være en af 'de andre'.

At blive gjort til repræsentant for en bestemt gruppe mennesker og deres gerninger er aldeles ubehageligt. Ganske som en ung dansk-pakistaner må finde det voldsomt irriterende hele tiden at blive katalogiseret som ballademager, islamisk fundamentalist og hvad der ellers cirkulerer af medieklichéer i Danmark, uanset hvem han eller hun er som person. Måske danske arbejdsgivere skulle prøve et ophold i San Francisco i en multietnisk sammenhæng?

Pointen i mine oplevelser gik langsomt op for mig - i det multietniske USA bliver du nødt til at tage stilling til, hvor du hører hjemme i det daglige etniske puslespil; vælger du f.eks. et udelukkende hvidt kvarter at bo i eller et blandet ? Hvide amerikanere er ikke 'neutrale', og på mystisk vis uberørte af race og etnicitet i det amerikanske samfund. Det er den problemstilling Ruth Frankenberg tager fat i med bogen White Women - Race Matters. The Social Construction of Whiteness (1993).

Ruth Frankenberg er en yngre, hvid feminist energisk engageret i antiracistisk arbejde, og det var i denne kontekst at ønsket om at kortlægge, hvad hvidhed er, opstod. I 1980'erne oplevede Frankenberg som hvid feminist at blive kritiseret af 'feminists of color' for racisme. Det var et chok, for som progressiv kvinde opfattede hun og hendes lige sig med den største selvfølge som helt uplettede af en eksisterende patriarkalsk og racistisk samfundsorden.

Ifølge Ruth Frankenberg er problemet med hvidhed, at det på en måde slet ikke er der, en slags usynlig ikke-kultur, og på den anden side giver visse privilegier i det amerikanske samfund. Samtidig optræder hvidhed som standardiseret norm uden benævnelse. Ganske som danske medier hele tiden kalder indvandrere og flygtninge for 'etniske', mens "vi" er normen - underforstået 'moderne mennesker'.

Bogen er et brud med den akademiske tradition, der siden århundredskiftet har produceret et utal af publikationer om f.eks. 'the negro problem', uden et øjeblik at forske lidt i den brede hvide middelklasse som race. Forskerne har været informeret af det antropologen Ulf Hannerz kalder for WASP-udgaven af etnicitet: det er noget anglo-saxere ikke besidder, men som stiger jo længere syd på i Europa man kommer, og som er meget stærkt hos mennesker af ikke-europæisk herkomst. Det er selvfølgelig, som han udtrykker det, noget eurocentrisk sludder.

Frankenberg viser gennem interviews med 30 kvinder i Californien, at hvides identitet er lige så formet af idéen om race som etniske minoriteters. Det er en identitet, der overvejende forstår og producerer sig selv i forhold til andre. Som forfatteren Toni Morrison forklarer det, er der hvidt, fordi der er sort - europæerne begyndte at forstå sig selv som hvide i mødet med 'de andre' - indianerne og de afrikanske slaver.

I det multietniske Californien med en strøm af forskellige indvandrere fra armeniere til hmong-folket fra Laos er sort udvidet til at omfatte denne mangfoldighed. Det er helt afgørende, at hvide forstår, at de selv er formet og præget af race/etnicitet, når man skal navigere og fungere i et multikulturelt samfund, viser Frankenberg. For hvis man tror, at kun de andre har et 'racialiseret' ståsted, gør man sig selv til den norm mod hvilket alt andet måles, og så er der etableret en klar skævhed.

Der er mange eksempler på, at kvinderne er præget af det racialiserede USA. Mange kan f.eks ikke huske, at de faktisk voksede op sammen med sorte eller asiatiske tjenestefolk. En af kvinderne voksede op i et hvidt middelklasse kvarter i staten Virginia. Hun vidste, at der var en fattig sort bydel, som bestod af skure, mens fattige hvide dog havde huse at bo i. Der var imidlertid ikke nogen bevidsthed hos hendes selv om, at at der var raceprivilegier i hendes liv. Hun opfattede sit liv som fuldstændig raceneutralt.

I dag er mange hvide amerikanere begyndt at genopdage deres forfædres etnicitet; ungarsk, walisisk, tysk osv - misundelige på den kulturelle opblomstring, de oplever omkring dem. Spørgsmålet er, om det gør det lettere at navigere i en multietnisk hverdag.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk