Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

Sløret eller kisten

 

De var de første, som organiserede protestdemonstrationer mod de radikale islamisters blinde vold. Nu har de stillet sig i spidsen for kritikken af militærstyrets lige så blinde repression. De algeriske kvinder lider dobbelt under en borgerkrig mellem militærstyret og de islamiske terrorister, som synes forenet i et fælles ønske om at opretholde kvindernes underkastelse.

 
 
FORUM/21.12.98 Sløret eller kisten, lød parolen fra de islamiske terrorister til kvinderne, da den algeriske borgerkrig brød ud i 1992. Det første frie parlamentsvalg i Algeriet, som skulle have været en sejr for demokratiet, blev i stedet startskuddet til en blodig konflikt. Valgprocessen blev afbrudt, da det stod klart, at det islamiske parti FIS stod til at vinde stort, og hæren overtog reelt magten.

Siden har civilbefolkningen været gidsler og spillebrikker i en magtkamp mellem hæren og de islamiske terrorister. Kvinderne er symbolske ofre i et land, hvor den traditionelle kvinderolle i visse kredse hører med til hævdelsen af den nationale stolthed i protest mod den franske kulturarv og det tilhørende kvindesyn, som er blevet tegnet på kolonitidens undertrykkelse. Og islamisternes krav til kvindernes underkastelse er så meget større, som FLN-partiet, det eneste tilladte parti indtil demokratiseringsprocessen, havde stillet sig i spidsen med en kvindefjendsk lovgivning.

I 1984 vedtog parlamentet en ny civilret, som gjorde kvinderne til mindreårige livet igennem. De mistede de fleste af de rettigheder, de tidligere havde opnået og skulle fremover have mandens, faderens eller broderens tilladelse, for eksempel til at tage et udejob.

Da borgerkrigen brød ud, blev kvindernes underkastelse en af ekstremisternes mærkesager som et tegn på en retro efterlevelse af Islam. Terroristerne forbød undervisning af pigerne over grundskoleniveau. Skoler blev stukket i brand, og unge piger fik halsen skåret over foran deres skole. Op mod 80.000 mennesker er blevet dræbt, ikke mindst under terroristernes natlige massakrer på civilbefolkningen. Og selv om borgerkrigen tæller færre kvindelige end mandlige dødsofre, dræbes kvinderne af årsager, som giver dem en særstatus i det makabre regnskab.

- Kvinderne er de muslimske fascisters jøder, sagde en kvindelig algerisk advokat, som jeg talte med for tre år siden. Samme holdning udtrykker politikeren og feministen Khalida Messaoudi i sin bog Une Algerienne debout ('En kvinde med oprejst pande') fra 1995.

- Det er ikke tilfældigt, at islamisterne har givet de frie kvinder tilnavnet jødinder. I hjertet af deres tankegang ser jeg en konstant besættelse: kvinderne. Intet andet tema indtager så stor en plads i deres ideologi. Denne plads er nøjagtig den, som jøderne indtog i Hitlers retorik. Ifølge fundamentalisterne er kvinderne roden til alt ondt. Og det islamiske samfunds frelse afhænger af, om kvinderne bliver underkastet imamens vilje.

Kvinder, som optræder i den offentlige debat, er rask væk blevet dødsdømt. Terroristerne i GIA har udstedt fatwa'er mod Khalida Messaoudi, mod den tidligere verdensmesteren i 1500-meterløb, Hassiba Boulmerka, mod journalisten og feministen Salima Ghessali. Mange har valgt at flygte. Andre er gået under jorden og sørger for aldrig at overnatte det samme sted hver nat.

Som et ultimativt symbol på forsøget på at nægte kvinderne deres menneskeværdighed er unge piger blevet forvandlet til krigsbytte, kvæg man kaprer fra fjenden. Hundredevis af unge piger er blevet bortført af terroristerne og holdt fanget i bjergene. Pigerne voldtages om natten og varter terroristerne op om dagen. Bliver de gravide eller syge, skydes de en kugle for panden. Enkelte slippes fri eller har held til at flygte og må derefter leve som pariaer i deres egen familie, der oplever pigernes voldtægt som en skam.

Bevidstheden om denne vold er et traume for hele den algeriske befolkning, også selv om mange aldrig oplever den helt tæt inde på livet.

- Vi er mærket for flere generationer frem i tiden. Vi selv og vore børn. Vi har oplevet eller hørt om begivenheder, som er for barbariske til, at nogen kan holde ud at tænke på dem, siger Maïssa Bey, forfatter og gymnasielærer i Sidi Bel Abbes nær byen Oran i det nordlige Algeriet.

- En dag tændte jeg for radioen og hørte, hvordan man havde fundet liget af en kvinde efter en af massakrerne. Hun var forbrændt helt ind til knoglerne. I sine arme knugede hun sit forbrændte spædbarn. Ingen kan holde den slags billeder ud.

Disse voldsomme begivenheder er bagtæppe i et land, hvor livet tilsyneladende fortsætter, som det plejer, afbrudt af attentater og massakrer, som de fleste kun hører om i pressen.

- Tidligere undgik vi at gå ud om aftenen. Nu tænker vi ikke længere på angsten. Jeg ryster hver dag for min ældste datter, som går på universitetet i Algier, og som flere gange er undsluppet attentaterne med nød og næppe, og hjertet står stille, hver gang telefonen ringer. Men alle går ud, som om alt var normalt, fortæller Maïssa Bey, for hvem den sværeste periode var i 1994 og 1995, da islamisterne forbød enhver undervisning af de unge piger.

- Hver dag spurgte jeg mig selv, om jeg havde mod til at gå ud og til at undervise. Men så længe min yngste datter på 15 går i skole, har jeg også en pligt til at undervise. Ingen lærere gik dengang på gaden med den sædvanlige mappe i hånden. Alle lagde deres bøger i en plastikpose eller i en kurv for ikke at ligne en lærer eller en intellektuel.

I bogen Au debut était la mer (I begyndelsen var havet) fra 1997 fortæller Maïssa Bey historien om Nadia, en ung pige på 18 år, som på samme tidspunkt opdager kærligheden og døden. Det er et familiedrama, som mange algierske familier har oplevet i de seneste år. Et drama hvor familierne fanges i et spind af had, når en bror går over til islamisterne og lægger pres på den øvrige familie for at efterleve ekstremisternes hjemmelavede version af Koranen.

Men den islamiske terrorisme er ikke den eneste trussel mod familiernes sikkerhed i Algeriet. Den blinde repression, som militærstyret udøver i et forsøg på at udslette terroristerne, rammer på må og få. Eksil-algeriere og menneskeretsgrupper taler om gengældelsesaktioner mod beboerne i kvarterer, som regnes for islamiske bastioner, når hæren eller politiet har lidt tab i et sammenstød med islamisterne. Formodede terrorister interneres i lejre i det sydlige Algeriet, og over 3.000 unge mænd er forsvundet sporløst efter at være blevet anholdt af politiet.

Og igen er det kvinderne, som stiller sig i spidsen for protesten. Hver uge demonstrerer de foran Indenrigsministeriet i Algier. Ligesom mødrene på Plaza del Mayo i Argentina kræver de oplysninger om deres forsvundne mænd, sønner og brødre.

Nassera Dutour, tidligere gift med en algerier og i dag bosat i Frankrig, har sammen med en gruppe kvinder oprettet Kollektivet af pårørende til de forsvundne i Algeriet, som forsøger at skabe international opmærksomhed om problemet. Hendes egen søn, Amin, forsvandt for to år siden foran sin fars bolig i Algier.

- Han var 21 år. Han var ikke islamist. Han bad ikke engang sine bønner. Han tænkte kun på at more sig og leve livet. Jeg har mistet mit job, fordi jeg brugte al min tid på at eftersøge ham på politistationer og i fængsler.. Under mine eftersøgninger har jeg fået den faste overbevisning, at politiet har en form for kvoter af arrestanter, de skal opfylde for at vise befolkningen og omverdenen, at man bekæmper terroristerne. Lykkes det ikke at fange terrorister nok, anholder man uskyldige. Bare de er unge. 'Alle de unge er terrorister', sagde en politikommissær en dag til mig.

Alle forsøg på at oprette en international undersøgelseskommission til at klarlægge årsagen til volden i Algeriet er hidtil blevet bremset af præsident Liamine Zerouals militærregering, som afviser enhver indblanding i Algeriets indre anliggender. Den FN-delegation, som sidste sommer besøgte Algeriet, havde kun et begrænset mandat. Men samstemmende vidnesbyrd tyder på, at islamisterne ikke er de eneste, der dræber civilbefolkningen.

- Man kan i det mindste konstatere, at hæren lader stå til og ikke har grebet ind over for visse massakrer, til trods for, at hærens kaserner befandt sig få hundrede meter fra de angrebne landsbyer, siger formanden for Den Internationale Menneskerettighedsliga, Patrick Baudoin, en af de organisationer som sammen med Amnesty International kritiserer militærstyrets håndtering af konflikten.

- I hvilken grad hæren er direkte indblandet i nogle af massakrerne er umuligt at sige på nuværende tidspunkt. Men hæren har interesse i, at massakrerne fortsætter, fordi kampen mod terroristerne er dens eneste begrundelse for at holde sig ved magten. Der er indicier for, at hæren har infiltreret terrorgruppen GIA, og man kan ikke udelukke, at nogle medlemmer af GIA er blevet manipuleret til at gennemføre nogle af massakrerne, mener Patrick Baudoin.

- Hvornår får vi den undersøgelseskommission, spørger også Salima Ghessali, feminist og redaktør af det algeriske dagblad La Nation.

Hun mener, at kvinderne er de største ofre for den tilsyneladende endeløse konflikt.

- Kvinderne voldtages på gaderne og bortføres til bjergene. De mister deres mænd og deres sønner, som udsættes for tortur og henrettes uden dom. Og mange kvinder er blevet familieoverhoved, fordi familiens mænd er forsvundet eller har sluttet sig til terroristerne. Mange af disse kvinder har fået et ansvar, de ofte ikke har forudsætninger for at bære. Og man skal ikke glemme, at det algeriske samfund ser ned på kvinder, som er nødsaget til at arbejde for at forsørge deres familie. Dermed træder de jo ud af den traditionelle kvinderolle. Måske kan dette ansvar på længere sigt bidrage til at give kvinderne større frihed. Men det er endnu ikke tilfældet, konstaterer Salima Ghessali.

Også forfatteren Maïssa Bey frygter for konsekvenserne af den allestedsnærværende vold.

- Måske ender vi med at vænne os til rædslerne. Der er noget uhyggeligt over den måde, vi begynder at koncentrere os om os selv på og sige, at 'mine børn har ihvertfald klaret sig indtil nu. Turen er endnu ikke kommet til os'. Det er som om, vi afviser virkeligheden, fordi den er for vanskelig at se i øjnene, siger forfatteren.

Virkeligheden er, at en del af Maïssas landsmænd har kunnet forvandles til umenneskelige bødler, som dræber i en svimlende blodrus. Den, man møder på gaden, kan måske i morgen blive en af dem.

- Jeg havde to elever i min gymnasieklasse, to dygtige og søde drenge. En dag hørte jeg, at de havde sluttet sig til islamisterne. Har de også dræbt med koldt blod, eller kunne de have gjort det? Jeg kan ikke acceptere den tanke, siger Maïssa Bey.

- Men samtidig med rædslerne oplever jeg også meget smukt. En stor solidaritet er vokset frem mellem algerierne for at stå imod rædslerne.

FORUM/21.12.98

Birthe Pedersen er freelance journalist og bor i Lyon. Hun mødte nogle af de ovennævnte algeriske kvinder for nyligt i Paris, da 50 året for FN's menneskerettighedserklæring blev markeret
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk