Home
spacer spacer spacer spacer
spacer
Send artiklen til en venUdskriv siden 
 

At være kvinde i Kirgisien

 

 
 
FORUM/1.10.98 I foråret 1998 udførte jeg et antropologisk studieprojekt i landet Kirgisien. Det følgende er et lille udpluk af mine rejseoplevelser. Det fortæller om mit møde med tre kirgisiske kvinder og om deres forskellige måder at håndtere de omvæltninger, der har fulgt Sovjetunionens opløsning.

Handelskvinden mødte jeg om natten i et tog fra Uzbekistan til Kirgisien. Toget kørte langs Silkevejen, den gamle handelsrute mellem øst og vest, på russiske jernbanespor lagt dengang Stalin indtog det centralasiatiske omåde. Ruten krydser i dag grænser mellem nye nationalstater - og den nat gjorde jeg og en lille kirgisisk kvinde det samme.

Hun smilede til mig, mens hun bugserede sig selv, en lille dreng og bugnende bagage rundt på det smalle sæde overfor mit. Hun var vejrbidt og rynket med smalle, skrå øjne. Håret sad bundet op under et farvet tørklæde, og mange lag bukser, nederdele, store trøjer og sweatre skjulte hendes runde krop. Tøjet blev også rettet på plads som forberedelse til turen.

Gennem en blanding af russiske og kirgisiske gloser og et transnationalt tegnsprog fik hun, sammen med resten af den overfyldte og nysgerrige togkupé, hurtigt fastslået mit navn, hvordan jeg var kommet dertil, og hvorvidt jeg var gift. Sådan et mærkeligt væsen som mig måtte undersøges. Alle lyttede opmærksomt med og nikkede jublende til hinanden, hver gang det, jeg sagde, blev forstået. Det var dog uforståeligt og mærkeligt for dem, at min kæreste - som i denne samtale var blevet til min mush, min mand på russisk - lod mig rejse så langt. Jeg forklarede, at han jo passede sit arbejde i Danmark.

Kvinden fik kommunikeret, at hendes mush også var derhjemme, mens hun rejste, men at han ikke havde arbejde. Hun og manden havde nemlig begge mistet deres job på et kollektivt landbrug, da dette blev opløst og solgt til private investorer. Derfor rejste hun nu med tøj købt i Uzbekistan, tøj hun ville sælge videre på det store marked i byen Osh, som hun nu var flyttet til med resten af familien. Hun pegede på taskerne og forsikrede mig, at det at lave bisniz kun var en midlertidig beskæftigelse, indtil hun og manden igen fik rigtigt arbejde. Hun bedrev noget, der før var illegalt og for mange moralsk fordømmeligt - det var ikke arbejde i den sovjetiske forstand.

Jeg besøgte senere markedet i Osh og oplevede, at der bag de fleste boder stod kvinder ligesom hende i toget. Varerne var alle ens og priserne utroligt lave. Mange mænd bevægede sig rundt i udkanten af markedet, og de fleste havde travlt med at indtage billig kirgisisk vodka. En af disse mænd var nok handelskvindens mush.

Fra toppen af Salomonbjerget i Osh kunne jeg se de sletter, jeg hjemmefra havde forbundet med Centralasien. Bakkerne lå i brune, grønne, orange og næsten lilla lag bag hinanden, kulminerende i en monumental række sneklædte tinder, der lukkede sig omkring Ferganadalen. Bjergene lå for fjernt til, at jeg kunne få øje på de nomadetelte og vilde hesteflokke, jeg også havde læst om. Et utal af små hjemmelappede hustage og blomstrende abrikostræer dækkede i stedet dalen under mig. Blandt dem ragede enkelte statsbygninger, lejlighedskomplekser og fabrikker op - alt i bastant sovjetstil og smuldrende grå beton.

Rahat, en kirgiser på min egen alder, stod ved siden af mig. Hun pegede ned på byens store universitet og det kollegium, hvor hun i tre år selv havde boet på et lille værelse sammen med sin veninde og sin søster. Hun havde hjulpet mig med at få et værelse dernede, og jeg delte nu toilettet i gården, fem brunplettede og ildelugtende huller i jorden, sammen med hende og over tusinde andre kirgisiske studerende.

Heroppefra kunne jeg se, at det ikke kun var kollegiebygningerne, men hele byen, der var i totalt forfald. De russere, der før havde administreret og arbejdet her, var væk, og det virkede som om intet var blevet vedligeholdt, siden de rejste. Mens byen smuldrede under os, stod Rahat stolt og glad, som om hun ejede det hele. Det var hendes nye land.

Hun ville afslutte engelskstudierne om kun få måneder og var nu ved at lære at skrive jobansøgninger og cv'er, så hun kunne udnytte de nye muligheder, tjene de nye penge. Hun hyldede ideen om det frie marked, demokratiet og retten til at vælge mellem forskellige meninger - og rejsemål. Hun drømte om at se den verden, der før var utilgængelig - allerhelst Amerika. Hvis ikke med job, så ved at gifte sig -
allerhelst med en amerikaner.

Jeg så på hendes farvede hår, hendes cowboybukser og høje hæle - "vestligt tøj" med et umiskendeligt 80'er præg, mens hun stod og pegede i retningen af sin egen landsby et sted bag bjergtinderne og forsikrede mig, at hesteflokke og nomader stadig fandtes derude. Hun fortalte om sin "gyldne barndom", Sovjettiden, hvor alle havde arbejde, og staten sørgede for rigeligt af alt - nu var det anderledes, og hun ville ikke vende tilbage til landsbyen som engelsklærer. Lærerne fik ikke længere udbetalt deres løn, og folk dér var endnu fattigere end her i byen. Men det ville selvfølgelig ændre sig, når regeringen igen fik styr på det hele.

Rahat sugede min vestlighed til sig. Hun udspurgte mig om min smag i musik, om politik, om kærlighed, om Danmark og havet, og om hvad prisen på en flybillet egentlig var. Det var svært at forklare, at flybilletten sandsynligvis kostede mere end de fleste kirgiseres livslange indtjening. Det var svært at forklare, hvordan jeg så havde råd til noget, der var dyrere, end hun kunne forestille sig. Jeg sneg mig uden om det sidste spørgsmål, og mens vi begav os ned af bjerget, så jeg endnu en gang ud over byen og derefter på Rahat - så vi det samme?

Et helt får, ofret og kogt samme dag, blev bragt ind til selskabet på to store blikfade. Jeg og elleve andre kvinder dannede en firkant på gulvet. Vi sad på filtpuder og fåreskind og iagttog Apa, festens værtinde, der nænsomt begyndte at partere dyret. En tyk dunst lagde sig tyngende i det lille rum, mens Apa skar i de forskellige kropsdele og læssede vores tallerkener med de lune og fedtdryppende fårestykker. Selv kinder og ører blev pillet af kraniet og serveret i en skål flydende fårefedt. Jeg skjulte min tiltagende svimmelhed ved synet af dette pragtmåltid. Det osede af overflod i en tid, hvor de fleste intet havde.

Apa sad tilbagelænet og betragtede maden og sine tilfredse gæster. Hun var lille, smilende og lignede en kvinde på 80, selvom hun fortalte, at hun kun var 50. Hun havde boet hele sit liv i den lille bjerglandsby Atbashi, og det hårde klima havde sat sig dybt i hendes ansigtsfurer. Hun fortalte stolt, at hun som kirgisisk kunstner var blevet støttet af den sovjetiske stat, og de farverige filttæpper dækkede alle flader i huset. Før middagen havde hun fremvist tæpperne, en sovjetisk kunstmedalje og flere brochurer fra fine museer i Moskva, hvor tæpperne også hang. Hendes mand havde tillige haft en vigtig stilling som direktør på byens teater, men hans løn fandtes ligesom hendes statstilskud ikke mere. Manden sad nu ude i køkkenet sammen med børn og børnebørn og ventede på deres del af familiens næstsidste får - og måske også på et mere langsigtet afkast fra festmiddagens investering.

Kvinderne, der nu tyggede i Apas får, havde arbejdet sammen på et filtseminar i Naryn, en lidt større by i nærheden. Seminaret var arrangeret og sponsoreret som del af et FN udviklingsprogram. I ugens løb havde kvinderne sorteret og diskuteret uldsorter, tæppemønstre, syteknikker og nye salgsstrategier rettet mod vesten. Landets topfiltere var inviteret som undervisere, og de sad nu og skålede med Apa, en af seminarets deltagere. De takkede for fåret, for samarbejdet og for nye bekendtskaber. Jeg blev også budt velkommen, men denne gang var jeg ikke centrum for opmærksomheden. Heldigvis. Apa delte nemlig senere fårets ene øje med æresgæsten, seminarets største filtping.

Jeg havde tidligere læst om disse fåreritualer som en årtusinde gammel nomadetradition, der havde sikret fred mellem de kirgisiske klaner - der, ligesom tæpperne, gik langt forud for Stalins jernbaner og den sovjetiske ideologi. Værten slagter et får til ære for gæsten, og der knyttes et bånd mellem de to.

Ved denne lejlighed var det ikke familie og klaner, der blev forenet, men fremtidige forretningsforbindelser. Apa vidste, at de nye penge lå hos vestlige udviklingsorganisationer, og gennem kvinderne her, der samarbejdede med organisationerne, nærmede hun sig disse penge. Apa havde fået en god løn for at komme på seminaret og håbede nu, at fårefedteriet ville føre til flere FN seminarer og give hende mulighed for at sælge hendes tæpper, måske til vestlige gallerier. Fåretraditioner og gamle tæpper var blevet mediet for nye forretningsstrategier, og jeg tænkte, at Apa måske var den, der bedst havde forstået at håndtere landets forandringer på egne præmisser.

Tre kvinder, blandt mange, i det nye Kirgisien.

Dixi Henriksen studerer antropologi.
 
KVINFO · Christians Brygge 3 · 1219 København K Tlf: 33 13 50 88 · Fax: 33 14 11 56 · E-mail: kvinfo@kvinfo.dk